Solen bagte ned på os. Jeg svedte.
   "Kato. Jeg sveder værre end en hest." Han grinede.
   "Husk vi har ferie!" sagde han og så på mig.
   "Vi må huske næste gang at tage en kande med vand med!" sagde han og grinede smøret.
   Jeg flyttede på mig, og så der var mange insekter under mig.
   "Kato hvad er det for insekter..?" Han kikkede ned og sagde det var en slags myrer.
   "Børst dig af, men rejs dig ikke op!" sagde han og flyttede selv længere væk.
   De forbandede bæster bed så det sved..
   "De er ikke farlige, kun deres bid er ubehagelige. Du mærkede dem ikke da du lå helt stille. De bider i alt levende, men kun hvis de føler sig truede. Jeg tror det er en slags bladskærer myrer. Du maser dem med din vægt, det er derfor de bider."
   Jeg var nødt til at tage alt tøjet af og rense mig for bæsterne. Kato spejdede imens ud over terrænet. Alt var stille og fredeligt.
   Da jeg var færdig med rengøringen af mig selv og mit tøj, krøb jeg hen til Kato.
   "Hvornår kommer der afløsning..?"
   "Det ved jeg ikke. Vi må bare vente."
   Igen så vi begge ud over det betagende landskab der var foran os. Der var mange blomster i træernes kroner, deraf udledte jeg det måtte være gammel urskov vi var i. Tiden sneglede sig af sted. Endelig kom den hollandske officer med den unge tysker, nevøen. De afløste os selvom jeg protesterede.
   "Det er Rolf der har sagt det er ok at sætte Gerhardt på vagt." Sagde den hollandske officer og smilede til mig
   Jeg trak på skulderen. Jeg var glad for det var officeren han havde vagt med og ikke mig. Jeg ville ikke være tryg når han var så deprimeret. Vi krøb tilbage til de andre. Kanderne gik rundt, vi drak meget. Vi var tørstige og jeg havde hovedpine. Jeg vidste det skyldtes jeg ikke havde drukket længe, fået nok væske, jeg lovede mig selv det ikke skulle gentage sig..
   "I bad med jer!" sagde Rolf og grinede.
   " I lugter."
   Kato og jeg gik mod kilden. Vandet var koldt men dejligt friskt. Vi drak igen af det, og vaskede os begge så godt det kunne lade sig gøre. Jeg fik skiftet min forbinding, den lille japaner var tilfreds med den måde mit sår lægede på. Kato skyllede også sit tøj, han fik næsten alt blodet af det. Vi gik tilbage til de andre og satte os. Vi var trætte, men ville ikke sove endnu.

"Hør efter!" Rolf havde rejst sig op. Alle så på ham.
   "Sæt jer i rundkreds omkring mig, brug øjnene til at se ham over skulderen der sidder overfor dig." Han satte sig. Da vi var kommet på plads fortsatte han.
   "Jeg har været lidt omkring i omegnen. Det ser besværligt ud, men det vil det også være for en der vil forfølge og angribe os, det er nok en fordel for os lige nu. Jeg ved i hvad retning vi skal gå, men ikke hvor langt der er til Thailand. Det er bare at komme derud af. Mad kan i glemme i den første tid. Vi kan ikke skaffe noget. Ikke spise af planter vi ikke ved hvad er. Er der nogen der kender til forholdene her..?" Kato rakte hånden op.
   "Jeg har set flere ting der kan bruges. Insekter, larver og små dyr der er næringsrige. Enkelte blade kender jeg, men vi får se. Jeg vil samle hvad jeg kan her i nærheden. Når vi er på vandring må vi se hvad der byder sig."
   "Godt!" sagde Rolf.
   "Kato samler ind, og vi andre hjælper efter hans anvisninger. Er der flere der ved noget..?" Han kikkede rundt, men ingen sagde noget.
   "Vi tager af sted lige før solnedgang, fortsætter til vi når det mål jeg har sat, eller det bliver for mørkt. Det er halvmåne nu, det er ikke uden chancer for os at nå dertil jeg gerne vil." Han kikkede rundt.
   "Jeg behøver søvn.. Amerikaner! du tager den første vagt her i lejren" fortsatte han.
   "Kan du bruge et gevær..?" Amerikaneren nikkede.
   "Jeg kender det du sidder med."
   "Godt" sagde Rolf.
   "Det får du nu ansvaret for hele tiden. Jeg har en lille smule ammunition, du må kun skyde hvis vi bliver udsat for et overfald." Han rakte våbnet til ham.
   "Hvem har ur på..?" Vi var tre der havde et ur der gik.
   "Fælles tid!" sagde Rolf.
   "Klokken er nu fem nul fem om eftermiddagen. Alle sætter det tidspunkt."
   Det undrede mig banditterne ikke havde stjålet det fra os. De havde i det hele taget ikke undersøgt nogen af os for værdigenstande. Var det en forglemmelse fra deres side..?
   "Den vågne vagt sidder her henne," fortsatte Rolf og pegede på et lille fremspring i klippen.
   "Han sørger også for afløsningen til vagterne bliver sendt af sted, vækker alle hvis der høres noget der er mistænkeligt, eller hvis der skydes.
   Alle lægger sig ned inden for det område der er afgrænset af de buske derhenne, klippe kanten, klipperne og den store sten, der ligger derovre ved stien til vores vagter. Husk hvis i skal på toilettet, er det deroppe, og så lidt til venstre. Der er et lille fladt stykke, det bruger i. Husk at fortælle ham der har vagt i går derhen.. Det er vigtigt! hvis i går nogen steder skal vagten vide hvor i er henne. Hvis vi bliver angrebet skal vi kunne finde jer med det samme, ikke skyde på jer fordi i kommer væltende fra et sted ingen ventede noget fra." Han så på hver enkelt af os.
   "Er der noget i vil spørge om..? Alle tav.
   "Godt. Sov nu. Vi har brug for al den hvile vi kan få. Foran os er der mange strabadser."

Vi gik hver til sit og lagde os. Jeg skulle på toilettet, sagde det til amerikaneren der grinede, og bad mig gøre det store for ham, nu da jeg alligevel var der. Da jeg kom tilbage fra mit toiletbesøg satte jeg mig ved amerikaneren og sagde:..
   "Du virkede nervøs og nedbrudt i begyndelsen. Nu virker du beslutsom. Undskyld jeg spørger, men hvad er årsagen til den forandring..? Han grinede.
   "Jens. Jeg var med i Vietnam krigen, blev taget til fange der. Det helvede jeg oplevede gentog sig på stranden da vi blev kidnappet. Skævøjede sataner var igen herre over mig, jeg oplevede i tankerne alle de rædsler jeg tidligere havde oplevet. Jeg var nær et sammenbrud. Det der vendte det hele, var da de skød på dig. Jeg tænkte du ikke skulle være alene med problemerne, jeg sagde derfor til Kato han skulle tale med Rolf, jeg ville gerne yde noget for fællesskabet. Jeg sagde til Kato din optræden havde overbevist mig om vi havde en chance, hvis vi stod sammen." Han smilede..
   "Nå det var mig der gjorde udslaget..?" Han nikkede.
   "Jeg gjorde kun hvad jeg mente der skulle gøres!"
   "Ja," sagde han, "men du viste dem det ikke i alle situationer var dem der bestemte. Deres leder skød en af vagterne på grund af din frækhed," sagde han og grinede.
   "Jens. Gå hen og sov. Vi har alle behov for hvile." Han klappede mig på skulderen.

Jeg gik hen til en af de pladser vi var blevet anvist og lagde mig. Deres opfattelse af det der var sket, havde jeg ikke. Nå, tænkte jeg. Dem om det. Jeg var træt, lagde mig til at sove. Min arm havde det allerede meget bedre, jeg kunne igen ligge på den side, der havde været såret.
   Kato vækkede mig.
   "Det er vores tur," sagde han stille.
   Jeg frøs, men rejste mig. Drak af den kande med vand Kato rakte mig. Jeg kikkede på uret. Det var halvmørkt allerede. Vi sneg os ned til de to der havde vagt og afløste dem. Kato var lysvågen og spejdede ned i dalen. Jeg frøs og bevægede mig for at få varmen. Amerikaneren kom efter en halv times tid og sagde til os det var tid nu. Vi skulle af sted. Vi gik tilbage til de andre hvor Rolf udstedte ordre.
   Han gik forrest. Derefter Kato, så amerikaneren, den lille hollænder, tyskeren, jeg og den hollandske officer.
   "Vi skal gå rimeligt stærkt, i skal holde øje med ham der er bag ved jer. Kan i ikke se ham, så stop op og vent til han er bag jer igen. Derved kommer alle med" sagde Rolf.
   "Er der nogen spørgsmål..? Har alle fået noget at drikke..?" Da der ikke var nogen der svarede sagde han:..
   "Så går vi."
   Hollænderen sagde til mig jeg skulle holde øje med ham. Manden foran mig ville holde øje med mig, og så fremdeles. Så var vi sikre på alle var med. Jeg var glad for den oplysning, da jeg ikke havde forstået alt hvad Rolf havde sagt.
   Vi nærmest småløb. Alle var spændte kunne jeg både se og høre. Det var netop lige så lyst at det var muligt at se flere meter frem. Jeg fik varmen. Efter et par timer holdt vi et lille hvil. Officeren og jeg blev sat til at observere bagud. Vi fjernede os fra de andre og fandt det bedste sted til vores opgave. Efter en lille halv time kom Kato og sagde vi fortsatte.. Videre. Vi klatrede over forrevne klipper, kom kun langsomt frem. Mange gange måtte vi have rebet i brug. Jeg fik vabler i hænderne, rev mine fingre og knæ til blods. På de eder der kom en gang imellem, kunne jeg forstå jeg ikke var den eneste der havde problemer. Endelig så vi de første solstrejf. Terrænet der var under os lå i skygge. Det var ikke godt. Vi kunne ikke se noget, jeg var nervøs for vi på den lyse himmel ville være de perfekte skydeskiver. Jeg sagde det til officeren der nikkede.
   "Men tag det roligt, Rolf ved hvad han gør."
   Jeg var alligevel bange, men sagde ikke mere for ikke at virke panikslagen.
   Endelig var vi over den bjergkam vi i de sidste par timer havde besteget. Vi svingede til venstre, Rolf småløb nu fremad mens Kato stadig gik. Snart var Rolf ikke at se mere.
   Kato førte an. Han og vi fulgte en sti, det kunne jeg se nu, det var blevet helt lyst. Officeren og jeg spejdede på skift bagud, der var ikke noget at se. Endelig, efter at have rundet en mindre pynt gjorde vi holdt. Alle satte sig. Kato sagde han og jeg ville tage den første tørn, så ville Rolf være tilbage.
   "Drik vand, rigeligt" sagde han og så rundt,
   "og hvil jer.. Her," sagde han til mig og rakte mig kanden.
   Jeg havde ikke set vi havde passeret noget vand, undrede mig over de havde begge kander fulde. Jeg rakte kanden videre, Kato sagde:..
   "Kom Jens. Vi tager turen først."
   Vi gik tilbage til det klippefremspring vi lige havde passeret og lagde os. Jeg kontrollerede mit kalasnikov gevær og tog ladegreb. Det fungerede som det skulle. Jeg afsikrede, spejdede mod stien hvorfra vi lige var kommet. Dette var det ideelle sted for os at holde vagt. Det var umuligt for nogen at komme herhen uden at blive set. Det var det perfekte baghold vi var i. Vi ventede.