"God morgen, mr. Hansen. Hvordan går det..?"
   En kvindelig læge kom for at se på mig. Jeg smilede.
   "Tak. Jeg har det strålende takket være jeres behandling. Jeg føler mig frisk ovenpå den omgang med de banditter." Hun smilede.
   "Er der noget De er bange for..? Er De ked af det..? Har De mareridt om natten..? Føler De at De har det psykisk godt..?" Jeg så på hende og svarede:..
   "Jeg tror godt jeg kan klare det. Jeg var nede da jeg var i junglen, nu har jeg det fint. Jeg har tænkt meget over det der er sket med mig og de andre, er kommet til den konklusion at det kunne have gået værre, hvis det ikke havde været for den svensker. Det er ham vi alle kan takke for det gik godt." Hun smilede.
   "Har De smerter..? Jeg nikkede.
   "Ja, det har jeg, men ikke værre end de er til at holde ud."
   "Senere i dag kommer der folk fra politiet og militæret. De vil tale med Dem om hvad De har oplevet derude i junglen, under deres ophold der. Hvis det ikke passer Dem skal De bare sige til, så stopper vi med at spørge." Hun smilede.
   "Der vil også være en fra Deres ambassade tilstede, og en tolk der taler Deres sprog. Jeg er læge. Jeg er psykiater, og skal også være til stede, ved Deres samtaler med de officielle myndigheder. Er der noget De er i tvivl om De kan klare, kan De sige det til mig, så stopper vi med det samme, det lover jeg Dem. Vi skal gerne have Dem helt rask inden De forlader vores land.
   Lige nu er både Deres hustru og datter vores gæster, det koster ikke Dem noget. De vil også få erstatning af vores regering, men det kan De alt sammen tale med Deres ambassade om. Jeg får lige en anden læge til at se på Deres ben, jeg kan se der er noget der generer Dem."
   Hun gik til døren og kaldte på en eller anden der fik en ordre. Hun vendte sig om mod mig og smilede.
   "Der vil gå lang tid før De er helt rask, men De skal bare tage Dem den tid De har behov for."
   Lægen kom og så på mit ben. Han gav mig en sprøjte, sagde det ville få mine smerter til at forsvinde. Jeg takkede og var igen alene med mine tanker.

Jeg havde været her i to dage, havde set min familie i to gange tyve minutter. De gik meget op i jeg fik hvilet mig, jeg var svag sagde de. Jeg følte mig ikke frisk, det indrømmede jeg, de gav mit store blodtab skylden for mine problemer. Jeg havde fået adskillige transfusioner, havde det generelt bedre, men jeg måtte medgive dem jeg var afkræftet, havde kvalme og hovedpine.

Om eftermiddagen kom der en hel delegation af mennesker. De var alle venlige og høflige, jeg måtte fortælle dem hvad jeg havde været igennem. De nikkede venligt, tolken havde travlt med at oversætte min historie, til de politifolk og officerer der var til stede. Den danske ambassade havde sendt ikke mindre end to mand, for at hjælpe mig med det praktiske. Da det hele var forbi blev de to ambassadefunktionærer tilbage, for at tale med mig alene.
   To timer var de her, kunne fortælle mig Rolf havde taget de endelige beviser, på den burmesiske hær var involveret. Jeg grinede.
   "Han havde også travlt med at lænse deres lommer," sagde jeg og grinede endnu mere over jeg nu vidste, hvad det var han havde så travlt med i stedet for at komme væk i en helvedes fart..
   "Rolf er elitesoldat," sagde de.
   "Han vidste hvad han gjorde hele tiden, er uddannet til situationer som den i har været i. Også amerikaneren og officeren var effektive da det gjaldt. I var et godt team," sluttede de og smilede.
   "Vi overfører dig til et fredeligt sted ved kysten, så må vi se hvad der så sker, med mindre du vil hjem med det samme..?" Jeg grinede.
   "Jeg har ikke givet over halvtreds tusinde kroner for at komme hjem med det samme. Det har jeg og konen for længe siden bestemt".
   " Hansen!" sagde den ældste.
   "Den tur i har bestilt bliver refunderet, det er ikke en god ide at gennemføre den på nuværende tidspunkt. Det er du ikke rask nok til. I stedet for foreslår vi du på deres regning indlogerer dig på et hotel ved kysten, i byen Hua Hin, hvor der er et hospital der kan give dig den videre behandling. Vi vil sørge for du får så lidt besvær som muligt, og det bliver smertefrit. Både økonomisk og legemligt." De grinede begge.
   Jeg pustede ud og sagde tak for deres hjælp.
   "Farvel for nu. Vi kommer og besøger dig i Hua Hin, når du er overført dertil, men det er lægerne her der afgør det." De gav mig hånden og forlod stuen.

Jeg slappede af, nød stilheden. Min kone og datter besøgte mig sent om aftenen, de blev til ud på de små timer. De var begge enige med mig i vi ville blive til jeg var erklæret rask, vi ville tage mod tilbuddet om at komme til Hua Hin og rekreere os. Vi så fortrøstningsfuldt på fremtiden. Os skulle ingen skræmme livet af, selvom det havde været tæt på denne gang.

Næste dag dukkede der igen politi og soldater op for at tale med mig om alt det jeg havde oplevet. Også psykiateren var til stede. De undskyldte min ambassade ikke var repræsenteret, men sagde der var en fra den svenske ambassade på vej.
   "Hvis der er noget der er for svært for Dem at tale om, skal De sige til. Det er Deres helbred vi vil bekymre os mest om, i de samtaler vi gerne vil fortsætte med Dem i et par dage endnu, for at få alle de små ting på plads, som både De og de andre kan fortælle os. Der vil ikke komme presse hvis De ikke vil have det. Vi beder Dem endnu engang om at De må sige til, hvis der er noget der går Dem på, hvis der er noget De ikke vil tale om."
   Den ældre politigeneral smilede til mig. Svenskerne kom, vi kunne begynde.

Endnu engang måtte jeg fortælle min historie. Men til forskel fra den første gang, stillede de spørgsmål til mig. Om detaljer i min beretning der fik mig til at huske enkeltheder om det der skete. Det tog på mig da jeg fortalte om tyskerens død, og om lederen der havde dræbt sin egen mand, for at skabe respekt og genvinde sin kontrol over de andre banditter.
   Vi holdt en lille pause, psykiateren brugte et par timer på at få mig til at forstå, det var ikke forkert af mig jeg var berørt af situationen, følte mig medskyldig i tyskerens død. Da jeg var klar til det, fortsatte vi vores samtale.
   Jeg talte meget om Rolf og den hollandske officer. Jeg forsøgte at forklare dem, uden deres moral og mod var vi alle bukket under. De fortalte mig de havde været i dialog med banditterne, men det var amatører der egentlig ikke vidste hvad de ville. Det havde gjort forhandlingerne meget besværlige for dem, de havde frygtet for vores liv fra begyndelsen. Jeg spurgte om de ville have udvekslet os med fanger og penge. De svarede med at glide behændigt af.. Så langt var de ikke nået i deres forhandlinger, da det var lykkedes os at stikke af. De var blevet opmærksomme på det, da det kneb med at bevise vi stadig alle var i deres varetægt.

Hvad deres regering havde gjort for at komme os til undsætning, ville de af sikkerhedshensyn ikke fortælle mig. De var meget smilende, gjorde meget ud af at fortælle mig, de var på mærkerne hele tiden og fulgte udviklingen meget nøje. De havde også haft forbindelse med de burmesiske myndigheder, men det var sporadisk. De hævdede det ikke kunne være sandt det var burmesiske soldater der var involveret.
   "Men det er det normale" sagde de.
   Jeg luftede min tanke om turister i Burma jo ikke kunne være sikre på, ikke at ende som pant for banditter, der ville bruge dem til at berige sig selv. De morede sig over mine betragtninger, men forsikrede mig om det ikke var tilfældet. Var vi taget som turister i deres land, havde helvede været løs for dem der havde taget os som gidsler. At vi var i Thailand, stillede sagen helt anderledes, set fra deres synspunkt.
   "Så det eneste De har ret i!" sagde den ældre politimand smilende,
   "er at de er korrupte. Det var regulære soldater De var i ildkamp med, det vidste Rolf da De og amerikaneren havde skudt den kidnapper, der havde været i uniform. Officielt har vi protesteret, lagt alle beviser frem for dem, men de benægter og siger at alle uniformer er stjålne af banditter, at de jager dem for at straffe dem.. Det er naturligvis ikke sandt, det er det sædvanlige med den regering!" sagde han og smilede endnu mere.
   "Nu skal De få fred for os!" sagde han, bukkede og hilste mig på deres traditionelle vis.
   Jeg gengældte deres hilsen. De sluttede af med at sige de ville komme igen i morgen, hvis jeg ikke havde noget imod det. Da jeg ikke havde det, aftalte vi de ville komme igen over middag, lægerne insisterede på at behandle mig fra morgenstunden.

Psykiateren og de to fra den svenske ambassade, blev og talte med mig i endnu en times tid. De ville lige sikre sig jeg havde det godt, inden de overlod mig til min familie igen. Jeg takkede dem, de smilede og sagde de var her for min skyld, det skulle jeg være klar over.

Endelig alene. Jeg fik mad og hvilede mig et par timer, så ville mine piger komme på besøg. Jeg havde væsentlig mere ud af besøget nu, jeg følte mig meget bedre tilpas. Også mine piger syntes jeg så bedre ud nu jeg havde fået hvilet mig lidt. De blev resten af aftenen, gik først ved nitiden.

Jeg slappede af.
   "Halløj din tossede dansker!" Rolf var kommet for at besøge mig.
   "Hvordan har du det..?" Jeg smilede.
   "Strålende! Strålende! takket være dig din bandit." Han trykkede min hånd.
   "Undskyld det sene tidspunkt, jeg er på vej tilbage til Skandinavien, ville lige se til dig!"
   Så ung han var. Jeg måtte give min kone ret i han ikke så ud til at være ældre end tre- fire og tyve år gammel.
   "Rolf!" sagde jeg og var alvorlig.
   "Tak fordi du tog dig af os alle sammen, holdt moralen oppe. Uden dig var vi aldrig kommet levende ud af den forbandede jungle." Han smilede.
   "Ja, og uden så gode folk som jer, ville det ikke have lykkedes for os alle, på nær een at komme ud. Vi var fælles om det!" sagde han og så alvorligt på mig.
   "Selv dem der ikke forstod noget af det der foregik, hjalp ved deres naivitet og passivitet med til det hele gik godt. Tak for din hjælp, du holdt hovedet koldt i de afgørende situationer.. Jeg er soldat, men alene ville jeg ikke have klaret det." Han smilede et venligt smil.
   "Jens. Jeg må af sted nu. Jeg skal nå en flyver i nat hjem til Sverige. Kan du have det godt..? Få nu rekreeret dig sammen med din familie. Måske mødes vi igen, hvem ved."
   Han rakte mig hånden til farvel. Jeg trykkede hans hånd. Det var et fast håndtryk han havde.
   "Vi ses," sagde jeg og så på ham, "og endnu engang tak for din måde at være på." Han smilede og forlod mig.
   I døren vendte han sig om og smed et eller andet hen til mig.
   "En lille souvenir!" sagde han og forsvandt.

Jeg lå længe og så efter ham. Inderst inde håbede jeg på han ville komme tilbage, men døren forblev lukket. På en måde savnede jeg allerede den dreng. Jeg kunne næsten være hans far, en dygtig fyr og en god kammerat var han. Så ung han var, så fattet og modig. Jeg tænkte igen på jeg var glad for han var en af vore, at han havde været på netop det samme sted som mig, da der var allermest brug for medmennesker som ham.
   Jeg åbnede den lille pakke han havde smidt til mig, lige inden han gik. Der var meget papir viklet om det der var indeni. Også et lille brev var der med. Ud trillede en lille guld Buddha, der ikke var større end to centimeter. Den kunne hænge i en kæde. I brevet stod der:..
   Kære "krigskammerat". Et lille minde fra vores tid i junglen. Jeg tog den fra en af de vogtere vi havde i den anden lejr vi var i. Den kan kun bringe dig lykke fremover. Tak for din hjælp, med at komme tilbage til civilisationen, og tak for dit venskab i den tid vi var sammen.. Rolf..
   Jeg så på figuren. Så liden, men med så store og voldsomme oplevelser. Jeg var både glad og lidt bange for den på samme tid. Jeg læste igen og igen hans lille hilsen, tænkte på om jeg mon var den eneste, der havde fået et minde fra den tid vi havde været sammen. Jeg lagde det hele ned i den lille skuffe, der var i mit natbord ved min seng. Slukkede lyset og lagde mig til at sove. Jeg var træt og udmattet efter en lang dag.

Næste dag var jeg igen centrum for den aktivitet der var på det lille militære sygehus. Jeg skulle have skiftet forbindinger, de valgte at lægge mig i narkose, da de gerne ville kunne operere mig med det samme, hvis det blev nødvendigt. Det blev det. Skaderne i mit ben var alvorligere end de først havde antaget, de valgte at overføre mig til et hospital i nærheden af hovedstaden. Jeg oplevede ikke alt det postyr jeg afstedkom, jeg var uden bevidsthed under det hele.
   Da jeg endelig vågnede op, var det det samme med kvalme og uoplagthed til følge. Jeg var elendig, havde en hel del ondt af både mig selv og over hele kroppen. Jeg var i en døs af bedøvende midler, mens de diskuterede hvad de nu skulle gøre. Flere nerver var beskadiget, lod sig ikke sådan lige reparere. Min kone og min datter var meget urolige for mig, selvom lægerne beroligede dem, ville de have mig hjem til Danmark. Tre dage gik der med samtaler om min tilstand, om hvor og hvordan jeg skulle behandles.
   Endelig var jeg nogenlunde på mærkerne. Jeg fik besøg af både min familie og af repræsentanter fra min egen ambassade. En dansk læge, der var specialist i netop retablering af ødelagte nerveforsyninger, lagde vejen forbi mig, på sin vej hjem efter en kongres i Japan. Jeg talte med ham i over en time, han oplyste mig om de var meget dygtige her i Thailand, til at reparere den slags skader.
   "Jeg vil råde dig til du lader dem gøre arbejdet, da en lang flyvetur kan være belastende for din krop, det kan i yderste fald gøre din tilstand værre. Jeg vil tale med den kirurg der skal genoperere dig, så vil vi sammen med din familie træffe en beslutning. Hvad siger du til det..?"
   "Jeg synes!" sagde min kone, vi skal tage imod det tilbud Jens. Min datter var enig.
   "Godt, så har vi en aftale!" sagde jeg og så på kirurgen.
   Han smilede til mig og sagde det var en god beslutning, ikke mindst fordi vi var enige.
   "Det er altafgørende for din helbredelse, at du føler du har det godt!" sluttede han.

En lille uge senere var jeg opereret, kunne begynde at se en ende på mit mareridt, med det ben jeg kun i perioder havde kunnet mærke. Allerede dagen efter var jeg til den første genoptræning, det var smertefuldt og fysisk belastende for mig. Ikke alene var det varmt, på trods af aircondition, men jeg svedte så det sved i mine sår på benet. Alle var flinke og rare, roste mig for det fremskridt det var at jeg nu var på benene igen.

Politiet og militæret kom og genoptog vores samtaler fra tidligere. Igen var det dem magtpåliggende at fortælle mig, det var mig der bestemte. Inderst inde følte jeg mine problemer med det ben hjalp mig, til at tænke på noget andet end selve den uhyggelige oplevelse, det havde været at være gidsel. Også næste dag var de hos mig, denne gang sagde de at nu var det også slut. Da de gik takkede de mig for at have samarbejdet problemfrit med dem. Det jeg havde fortalt dem, kunne de bruge i deres videre efterforskning. Jeg havde været til stor hjælp.

Ved byen Hua Hin var der et godt genoptræningscenter, hvortil de fløj mig efter yderligere to uger i hovedstaden. Det var et førsteklasses hotel vi var indlogeret på, vi nød alle at være sammen igen. Mellem mine besøg på genoptræningscentret var vi på stranden, levede livet som alle andre turister. Kun mit dårlige ben forhindrede mig i at gå i vandet, og foretage lange ture ud i byen. Min datter var taget tilbage til Danmark, hun skulle videre med sin uddannelse.