Rolf vækkede mig. Det var ved at blive lyst uden for.
   "Tyskeren er død," sagde han sagte til mig.
   "En gang i nat."
   Jeg så på vagten ved døren. Han stod op, havde sit gevær i hænderne. Den højre arm var let bøjet, fingeren var på aftrækkeren. Våbnet pegede skråt ned mod jorden. Han var synligt nervøs.
   "Tal med vagten, så vækker jeg Kato. Han kan assistere mig derhenne."
   Rolf gik hen mod vagten der pegede på ham med geværet. Han stoppede, bredte armene og hænderne ud som for at sige han ikke havde noget ondt i sinde og sagde:..
   "Mai pen rai! Mai pen rai!"
   Jeg vidste det betød noget i retning af: Tag det roligt. Vagten så på ham og pegede med løbet mod hans soveplads. Rolf gik derhen mens han så på mig.
   Langsomt rejste jeg mig, holdt øje med den nervøse vagt. Jeg gik hen til tyskeren, jeg havde set Kato allerede var derhenne.
   "Han er død," sagde Kato stille.
   "Vi må have ham ud herfra inden de andre vågner."
   Ved siden af den døde sad hans nevø. Hans ansigt var som hugget i sten. Han så bare tomt ud i luften. Kato og jeg tog den døde, løftede ham op og bar ham mod døren i hytten. Vagten sagde noget til os, vi stoppede. Han så vild ud i øjnene. Jeg hviskede til Kato:..
   "Vi lægger ham ned. Jeg vil ikke skydes af en galning." Vi lagde ham.
   Jeg rettede mig op og så på vagten, slog ud med armene som for at sige der ikke var mere at gøre. Tyskeren var død. Kunne den idiot ikke forstå han måtte ud herfra..? Jeg trådte et skridt hen mod ham, han løftede hurtigt sit gevær og skød på mig. En smerte og en svien i min venstre arm fortalte jeg var ramt. Øjeblikkelig satte jeg mig ned og tog mig til den smertende arm. Vagten hylede ubestemmeligt, løftede geværet igen og sigtede på mig. Var deres leder ikke kommet til, hidkaldt af skuddet og vagtens råben, havde jeg formentlig været død.
   Lederen greb om geværet, løftede piben op så skuddet gik igennem taget. Han flåede det fra vagten og råbte en hel masse. Andre var kommet til, lederen råbte nogle kommandoer. De tog vagten med uden for. Lederen så sig omkring og sagde henvendt til Rolf:..
   "Er han død..?" Rolf nikkede.
   "Så bring ham uden for!" nærmest brølede han.
   Alle var vågnet nu. Jeg kikkede på min arm, det var den der var ramt. Jeg løftede den, bevægede den, kunne konstatere der ikke var ramt nogen knogle. Kato og Rolf tog den døde og bar ham udenfor. Den lille hollænder fulgte efter.
   Efter et par minutter kom Kato tilbage. Han så på mig og sagde:..
   "Jens, lad mig se på dit sår."
   Jeg viste ham det, han sagde vi måtte uden for så han bedre kunne se hvad der var sket. Lederen var rasende, råbte og skreg på den vagt der havde skudt på mig. Det kom til håndgemæng imellem dem. Lederen bankede sin mand ned, tog sin pistol og skød ham gennem hovedet. Der var vild panik blandt hans folk.
   "Kato!" sagde jeg dæmpet.
   "Lad os gå ind igen. Her vil jeg simpelt hen ikke være, det er for farligt."
   Vi gik tilbage til hytten hvor Kato forbandt mig så godt han kunne...
   "Jens!" sagde han da han var færdig.
   "Vagten troede du forbandede ham. De er buddhister, de er bange for de dødes ånder. Han troede du ville ramme ham med den dødes ånd, du havde rørt ved den døde, troede du bevægede dig imod ham med den dødes ånd, det gjorde udslaget. Pas på hvad du gør for fremtiden. De er meget overtroiske herude, vagten er formentlig bonde og dum som et bræt, men overtroisk. Deres leder var i fare for at miste grebet om dem, de er rædselsslagne for den dødes ånd, som de tror er her ved den dødes side. Vær forsigtig med hvad du gør i de næste timer." Jeg var rystet.
   "Er det derfor..?" Jeg kikkede vantro på Kato.
   Han nikkede og sagde jeg skulle hvile mig, være så usynlig som muligt.

Det tog to timer at skabe ro i lejren. Alle kidnappere var samlet omkring deres leder. De diskuterede frem og tilbage, hvad de sagde vidste vi naturligvis ikke. Derom kunne vi kun gætte. Lederen kaldte på Rolf. Han gik derud. Efter en rum tid kaldte Rolf på Kato og mig. Da vi kom udenfor, stod han ved den lille gruppe af vagter, der var samlet om deres leder.
   "Vent der!" sagde han henvendt til os og vendte sig om.
   En vagt kom løbende med to skovle.
   "Tag tyskeren og begrav ham i junglen." Han så på os og viftede med hænderne.
   Vi tog skovlene og gik hen til hytten, løftede den døde op og bar ham ud i junglen. Min arm smertede, jeg bed smerten i mig. Hvorfor havde han valgt netop mig til den opgave, når han vidste jeg var såret..? Jeg bandede lavmælt. Nogle meter inde i junglen lagde vi den døde ned, Kato kradsede i jorden med skovlen.
   "Her er blødt nok, "sagde han og begyndte at grave.
   Jeg fulgte med så godt jeg kunne, det voldte mig store smerter. Jeg stoppede op.
   "Grav så godt du kan. De holder øje med os."
   Jeg genoptog gravearbejdet, men det var Kato der lavede det meste af arbejdet. Da vi var færdige sagde jeg til Kato jeg ville holde en lille ceremoni.
   "Nej!" sagde Kato bestemt.
   "De er overtroiske, tror måske du vil i kontakt med den dødes ånd. Kom!" sagde han og tog min skovl og min raske arm og trak mig med sig.

Tilbage i hytten sagde han til mig, at det fremover ville være farligt ikke at lystre deres mindste vink.
   "Ser du ikke Jens, selv deres leder har besvær med at styre dem..?" Jeg rystede på hovedet.
   "Nej det ser jeg ikke, jeg er også ligeglad," sagde jeg og tog mig til armen der smertede.
   "Kom med. Jeg ser lige til din arm, du bløder."
   Han tog forbindingen af min arm og undersøgte såret.
   "Jeg vasker det lige. Det kommer til at gøre ondt, det må du leve med!" sagde han og så på mig.
   "Det er ikke farligt. Kun et mindre kødsår, det vil hurtigt læges."
   Endnu en strimmel af hans silkeskjorte skulle være forbinding, efter et minuts tid var jeg klar til at lægge mig og hvile. Det var Kato der beordrede mig til det
   Jeg lagde mig. Jeg må have døset.
   "Kom!" sagde den lille hollænder til mig.
   "Vi skal videre."
   Uden for ventede de andre. Jeg så på Rolf der gengældte mit blik, men han sagde ikke noget. Igen var vi på farten. Raskt gik det mod syd. Efter et par timer kom vi til en lille hytte. Der var lige plads til os gidsler, så var det det. Vi blev gennet derind, de smed noget frugt ind til os. Kato havde medbragt vores kander til at koge vandet i, han så på Rolf.
   Rolf gik uden for og talte med deres leder. Han tog to kander og fulgtes efter en af vagterne. Efter en lille tid kom de tilbage. Rolf havde begge kander fulde af vand. Det var grumset og urent, det var det bedste de kan få.
   "Floden er lige i nærheden." Sagde han ganske lavt, det var kun møntet på os.
   Vagten han havde fulgtes med kom med brænde og tændte ild for os. Vi ville få kogt vand der var fri for bakterier. Trods alt tænkte de på vores helbred. Jeg tror det var lidt af en forskrækkelse de havde fået med den døde tysker. Deres leder havde vist dem det var ham der bestemte, at han ikke ville tolerere nogen form for ulydighed eller ballade. Vi fik anvist et toilet, hvor vi kunne komme af med det vi havde behov for. Det var en lille ryddet plads tæt på lejren. Vagter og leder var nervøse, Rolf bad alle om at være rolige, ikke komme med noget der kunne genere dem. Også han var nervøs. Lederen kaldte på ham. Han var væk i en time.
   "Alle uden for!" sagde han da han stak hovedet ind i den lille hytte.
   Da vi alle var kommet ud sagde han:..
   "Hør efter!" Han så på hver enkelt af os og fortsatte.
   "Jeg indskærper for jer, at i alle uden undtagelse skal gøre hvad der bliver sagt. Lederen vil fremover ikke tolerere noget som helst."
   Så gentog han det samme budskab på tysk.
   "Vi skal samarbejde bedre, ellers bliver det værst for os selv. Jeg vil bede alle om at rette sig efter det." Han vendte sig om og så på lederen.
   Dennes ansigt var som hugget i sten.
   "Ja!" sagde Rolf og vendte sig mod os.
   "Det er det hele. Sæt jer ned."
   Lederen sagde til Rolf det var indenfor vi skulle være, Rolf beordrede os ind igen. Det skulle gå meget hurtigt, hvis vi ikke ville udsættes for reoresalier. Vi småløb og puffede til hinanden for at komme ind i hytten. Selvom det var sidst på dagen var der kvælende varmt i hytten. Alle svedte nu, jeg ville vædde med at i nat ville vi fryse som bare pokker. Jeg bandede stille.

Min arm gjorde ondt. Automatisk fandt vi vores gamle pladser, men der var kortere imellem os da hytten var meget mindre. En vagt kom ind, sparkede til den nærmeste for at få plads til at sidde. Han satte sig og gloede vredt på os. De fleste af os lå ned. Den lille hollænder tog sig nu af den tyske nevø, prøvede på at trøste ham. Han græd meget, men det rørte ikke én eneste af vore vagter, endsige deres leder. De kikkede hånligt på ham når han hulkede højt. Han var knust, det var der ikke nogen der var i tvivl om, han sørgede, en gang imellem højlydt. Så højlydt at den lille hollænder tyssede på ham. Vi andre lod dem være.
   Igen fik vi ris og fisk, som vi måtte stege over ilden. Også det var Kato god til, hjulpet af amerikaneren, der siden tyskerens død havde været mere aktiv end tidligere. Hvorfor vidste jeg ikke, spurgte heller ikke. Han havde forandret sig, havde foretaget det vi ville kalde en vending på en tallerken.
   Efter maden kom Rolf hen til mig. Kato satte sig ganske tæt på vagten. Rolf havde ryggen til vagten og hviskede til mig:..
   "Jens. Vi har problemer. De tror du kan tale med de døde. De er bange for dig. Du må passe på ikke at irritere nogen, så skyder de dig. Ham den døde vagt var den bedste skytte de havde, kan jeg forstå på dem. Det at han ramte ved siden af og kun sårede dig let, da han ville gøre det af med dig, tilskriver nogle af dem at du har overnaturlige evner. Jeg har prøvet at overbevise dem om det har du ikke, men de holder øje med dig, de har fået tilladelse fra deres leder til at skyde dig, hvis du åndemaner dem. Det vil sige: Ser på dem med onde øjne. Så pas på hvad du gør, se heller ikke på dem. Jeg siger det til dig fordi det er det Kato har fået ud af det, efter jeg har fortalt ham hvad jeg talte med deres leder om. Så vogt dig." Jeg nikkede.
   Det var et mareridt. En sindssyg idiot til bandit havde fuld ret til at skyde mig, ved bare den mindste mistanke om noget ævl jeg ikke kunne forholde mig til. Og det var dem der afgjorde om det var vigtigt. Tage det seriøst..? Jo, det måtte jeg. Jeg var i yderste livsfare, hvis en af dem ikke følte sig tryg ved det jeg gjorde.
   Aftenens kølighed og tåge lagde sig over os, lampen blev tændt. Den blev hængt op i loftet, vi lagde os alle ned. Det var tid til at sove. Et brøl vækkede mig.
   "En slange! En slange!" råbte amerikaneren.
   Der var rædsel i hans øjne. Vagten råbte op, der kom flere til. Kato havde med et stykke brænde dræbt den formastelige.
   "Den bed mig," hylede amerikaneren hysterisk.
   Kato løftede slangen i vejret og viste den til de andre. Lampen kom derhen, en af vagterne sagde noget til deres leder der i mellem tiden var kommet til, vækket af den larm der var. Alle de indfødte så på slangen, lederen sagde:..
   "Den er ikke giftig. Du vil få smerter, men du dør ikke."
   Han sagde til Rolf:..
   "Jeg vil have ro nu!" Rolf nikkede og gentog hvad han havde sagt.
   Vi lagde os ned igen. Kato gik hen til amerikaneren og så på såret. Han klemte det han kunne ud af det, men det var vel nærmest for syns skyld han gjorde det, for at berolige Amerikaneren.
   Vi hørte banditterne talte sammen udenfor. Stemmerne var ophidsede.
   "Ro!" beordrede Rolf.
   Alle tav, også amerikaneren der var bange. Udenfor var der vild diskussion. Efter et kvarter blev der ro igen. Vagten der havde stået i døren satte sig, efter at have set på os alle sammen. Jeg lå med ansigtet mod ham, men jeg kikkede ikke på ham. Jeg havde kun sprækker til øjne. Jeg huskede hvad Kato havde sagt. Igen faldt jeg i søvn.

En fremmed lyd vækkede mig. Jeg kikkede mod vagten og så Rolf holde begge hans arme bag hans ryg. Kato hamrede sin håndkant ind på hans hals. Hans strube knustes med en mærkelig lyd. Vagtens kniv glimtede i Katos hånd, han skar halsen over på ham. Forsigtigt lagde de ham ned. Det hele var foregået på under eet minut, der var ikke kommet én eneste lyd fra hverken vagten eller de to andre. Kato tog hans kappe på, hans gevær over knæene og satte sig. Geværpiben pegede op i luften. Rolf flyttede lampen længere ind i hytten, i det svagere lys lignede Kato den vagt, der lige havde mistet livet.
   Rolf forsvandt med kniven i hånden. Den hollandske, og lidt tavse mand kom hen til mig og hviskede:..
   "Bare lig stille. Jeg vækker de andre. Hold dig klar til at komme af sted i en fart. Jeg er officer i den hollandske hær. Vi ved hvad vi gør. Du behøver ikke være bange." Jeg nikkede.
   Hollænderen gik fra mand til mand og vækkede dem. Alle fik besked på at være helt stille og vente, men holde sig klar til at komme herfra.
   Efter det der føltes som timer kom Rolf. Han havde flere våben med, gav et til officeren, et til mig og tog resten over skulderen. Kato rejste sig og sagde dæmpet:..
   "Følg mig!"
   Uden for var det mørkt, men ikke så mørkt som jeg havde frygtet. Et reb havde Rolf skaffet, vi fik alle besked om at skynde os.
   "Tag i rebet og følg efter Kato," sagde Rolf.
   Han og den hollandske officer dannede bagtrop. Vi hastede mod floden.
   "Sæt jer!" sagde Kato dæmpet.
   Vi satte os. Han forsvandt ned langs floden. I den modsatte retning gik officeren. Fem minutter senere kom de tilbage. Efter en kort rådslagning fulgte vi Kato mod syd. Vi løb alle, flere gange var der en og anden der faldt. Endelig sagde Kato:..
   "Over floden. Her er den ikke så dyb. Den er bred, hvis vi hjælper hinanden kan vi gøre det."
   Vi vadede ud i vandet, efter megen mas og besvær kom vi alle over på den anden side. Vi fortsatte langs floden, denne gang mod nord. Rolf var nu forrest og Kato sidst. Mig havde de anbragt sammen med officeren i midten. Rolf stoppede op og undersøgte jorden.
   "Elefantspor!" sagde han.
   "Dem følger vi."
   Vi fulgte sporene i en lille time, så drejede de mod nord. Rolf fortsatte fremad mod øst, mod bjergene. Vi masede fremad, vi var trætte, Rolf skyndede på os. Alle hjalp alle. Det lysnede i øst, langsomt kom solen højere på himlen. Rolf stoppede op.
   "Sæt jer!" sagde han og forsvandt længere op i de vildsomme bjerge.
   Alle dækkede sig, os der havde våben lå lidt fra de andre, og kunne hvis det blev nødvendigt skyde på indtrængere. Endelig kom Rolf tilbage.
   "Kom!" sagde han kort, vi fulgte ham.
   Efter yderligere et kvarter kom vi til en klippeskrænt. Vi hjalp hinanden med at komme op, mens Rolf og officeren spejdede ud over det terræn vi kunne se. Endelig i en klippespalte der gav lidt læ og skygge for den brændende sol der var om dagen. Det bedste ved det hele var et vandløb ikke langt herfra med rent vand i. Rolf kikkede op, sagde han ville kravle derop og se sig omkring. Vi satte os, kanderne gik rundt. Det var dejligt at smage det kolde og klare vand, som amerikaneren og officeren efter Rolfs anvisninger havde hentet. Officeren havde givet kanderne til amerikaneren, der havde båret dem hele vejen.
   Vi var lettede, men også bange. Hvor fik vi mad fra..? Ville vores kidnappere forfølge os..? Hvad var der sket i lejren der gjorde det muligt at flygte..? Alle ville vide det, men Kato sagde det måtte vente til Rolf havde tid.
   "Lige nu gælder det vores overlevelse."
   Vi havde våben ja, men det var begrænset hvad vi kunne gøre med dem, vi vidste ikke hvor vi var. At vi var i Burma var klart, at vi ville til Thailand var lige så klart, men der var mange strabadser forude, det vidste vi også.
   "Hvil!" sagde Kato.
   "Jens og jeg tager den første vagt. Vi må alle hjælpe til!" sagde han.
   Kato og jeg sneg os lidt ned i dalen, lagde os bag nogle klipper og så mod den sti hvorfra vi var kommet. Det måtte være den vej de ville benytte, hvis de forfulgte os. Vi ventede.
   "Kato!" hviskede jeg.
   "Du er fuld af blod over det hele." Han grinede.
   "Jens. Det må jeg vænne mig til hvis jeg vil være læge." Jeg lo også.
   På en vis måde var vi glade for vi var sluppet væk fra de sindssyge idioter til kidnappere.
   "Hvad skete der Kato!" spurgte jeg mens jeg spejdede ud over dalen.
   Vi var vel omkring et par hundrede meter oppe over floden, som vi tydeligt kunne se i baggrunden, men også at der var tæt jungle imellem den og os. Der var mange muligheder for banditterne til at skjule sig.
   "Deres diskussion mente vi var et problem om de havde den rigtige kontakt til de thailandske myndigheder. Da deres leder og to andre tog af sted, var der kun tre til at passe på os. Det mente Rolf var vores chance, det var derfor vi slog til. Det gik jo også nemt!" sagde han og smilede..
   "Ja. Hvem er Rolf egentlig..? Han ser ud til at have tiltro til dig, du kan ikke bruge et våben da du aldrig har lært det." Han grinede.
   "Rolf er soldat. Hvilken soldat ved jeg ikke, men han er en god soldat, det kan man se på ham. Er du ikke enig..?" Jeg nikkede..
   "Jo. Men jeg ville være bange for ham hvis jeg var de banditter. Nu har han våben, så tror jeg han er farlig. Meget farlig." Kato nikkede.
   "Jeg er glad for han er min ven og ikke min fjende!" sagde han og så på mig.
   "Vi må hellere tie stille!" sagde jeg og kikkede ud over dalen.
   "Vi er her for at passe på de andre." Kato nikkede.
   "Ja, det er nok bedst vi holder vagt, og mund."