Min hustru og jeg slappede af. Vi nød at være sammen og have tid til hinanden. Det var fredag, jeg ville i banken for at hente penge. Jeg fik løbende ca. to hundrede dollars om ugen i forskud, på den erstatning min ambassade havde sagt, de thailandske myndigheder ville give mig. Sagen var ikke afgjort, da de endnu ikke vidste om jeg ville få men af de skader jeg havde i mit ben.
   "Vent her uden for" sagde jeg til min kone.
   Der er ikke nogen grund til du går med ind. Der er mange mennesker i banken, det er meget varmt nu, den heksekedel vil jeg ikke udsætte dig for. Hun grinede.
   "Så vil jeg snolde. Jeg mangler sandaler og lidt tøj, vi kan mødes ved basaren derhenne."
   Hun gav mig et flygtigt kys og forsvandt mod basaren. Jeg gik ind i banken og stillede mig i kø ved kassen. Jeg havde prøvet dette mange gange, det var ren rutine. Jeg havde passet i lommen selvom de efterhånden kendte mig. Jeg havde en konto i banken, hvor mine penge blev sat ind.
   Jeg fik flere penge end vi kunne bruge, det var kun beregnet til lommepenge, det beløb de løbende udbetalte mig. Vi havde både mad og værelse på regeringens regning. Det var dog ikke altid vi spiste på hotellet. Vi ville gerne se alle de andre restauranter, og små spisesteder der var hvor vi boede. Jeg gik med en krykkestok, haltede stadig. Benet kunne smerte, især når jeg var træt. Lige nu var jeg afslappet og var efterhånden nået frem til kassen.

Jeg rakte mit bankkort til den unge mand der stod for udbetalingerne i dag. Han genkendte mig og smilede, slog mig op på sin computer og sagde:..
   "Hvor meget..?"
   "Ethundrede dollars, i jeres valuta!" Jeg smilede tilbage.
   Han skrev beløbet på det papir jeg skulle kvittere på, lagde det foran mig, jeg fattede den pen han rakte mig for at skrive under.
   Pludselig fik jeg et voldsomt skub i ryggen. Min stok røg hen ad gulvet. I næste nu så jeg ind i en maskinpistols munding. Der var et røveri i gang, et bankrøveri i den bank jeg var i.
   Begivenhederne tog nu fart. Tre andre fægtede med deres våben, da det ikke gik hurtigt nok med at komme ned på gulvet, understregede de det var alvor ved at skyde op i luften. Jeg var chokeret. Jeg ville vende mig om, tage fat i skranken for ikke at falde.
   Den mand med maskinpistolen der stod ved siden af mig, langede mig en på hovedet med sit våben, og råbte noget jeg ikke forstod.
   Jeg faldt, besvimede af slaget han havde givet mig. Efter nogle sekunder på gulvet kom jeg til mig selv. Jeg havde smerter i mit ben. Møjsommeligt kravlede jeg med blodet løbende ned ad ansigtet, hen mod det ene hjørne af lokalet. Jeg hørte skud, alle råbte og skreg. Flere af de personer der var i lokalet blev ramt.
   Efter kort tid blev der helt stille i lokalet. Kun klagerne fra de sårede hørtes. Nogle stønnede, andre sukkede og nogle klagede sig. Flere lå helt stille i en blodpøl der langsomt voksede omkring dem. Jeg var omtumlet, havde ondt i benet og i hovedet. Jeg tog mig til ansigtet, det smertede. Jeg havde en lang flænge over ansigtet, fra det ene øje og ned over munden til kæben. Jeg smagte blod, hostede. Mit ærme blev smurt ind i blod da jeg prøvede at tørre mit ansigt.
   Der var tre røvere der, gennede de af os der kunne ind i et baglokale. En eller to blev tilbage i ekspeditionslokalet. Det var et bokslokale vi var gennet ind i, der var ingen vinduer derinde. De råbte og skreg til os, skød en ældre mand for øjnene af mig, da han ikke kom hurtigt nok af sted. Jeg humpede imellem de andre så godt jeg kunne.
   Da det ikke gik hurtigt nok sparkede en af røverne mig hårdt over mit dårlige ben. Jeg brølede af smerte og hamrede ham en på hovedet. Den voldsomme smerte gjorde jeg helt mistede besindelsen. Jeg flåede våbnet ud af hænderne på ham, skød ham midt i ansigtet. Så rettede jeg det mod en af de andre røvere og skød ham. Jeg mærkede en sviende smerte i kroppen jeg ikke kunne stedfæste blev bange. Jeg vendte mig, brølede:..
   "Hvor er du dit svin!."
   Jeg så han skød på mig, ramte mig i det ene lår. Smerten var jagende men udholdelig. I et splitsekund så vi ind i hinandens øjne. Han var hvid, europæisk, jeg genkendte min ven fra junglen. Hollænderen der ikke ville blande sig med os andre. Ham der så venligt havde plejet den døende tysker.
   Vi tøvede begge, så trykkede jeg på aftrækkeren. Han åbnede munden som for at sige noget. Hans våben, et gevær, spyede ild. Jeg så blodet vælte ud af hans mund, så hans ansigt deformere da mit projektil ramte ham midt i ansigtet. Jeg så ham ikke falde. Endnu et ryk. Denne gang uden smerte, men benene under mig ville ikke lystre længere. Jeg faldt forover, tænkte at nu var det slut. Som i en uhyggelig film passerede min familie forbi i min hjerne. Min hustru, datter, og mange af mine arbejdskammerater. Jeg hørte det hule drøn det gav, da mit ansigt hamrede ned i betongulvet. Ingen smerte kunne mere røre mig. Jeg følte jeg svævede i rummet, men kunne ikke se. En tomhed, et totalt mørke sænkede sig over mig. Langt borte hørte jeg sirener, så i glimt ansigter, lys, hørte råb og klagen, så blev alt så ligegyldigt, mørkt.

Da jeg vågnede kom han imod mig. Hollænderen. Blodet væltede stadig ud af hans mund. Hans øjne havde et sindssygt udtryk. Han åbnede munden, tænderne hoppede rundt derinde. Han grinede, bøjede sig ned over mig og grinede hånligt.. >>Så fik jeg dig endelig!!<< råbte han hult. Som i en katedral hørtes hans latters ekko igen og igen. Han svævede over mig, ville knuse mig med sin sønderrevne krop hvorfra blodet flød. Nærmere og nærmere. Jeg ville værge for mig, men kunne ikke kontrollere min krop. Det jern han havde spændt om mit hoved smertede så voldsomt, at jeg ville skrige. Jeg kunne ikke få en lyd over mine læber. Langsomt maste han sin ene arm ned i halsen på mig. Jeg var ved at kvæles. Mit hoved smertede så voldsomt, at jeg følte det ville eksplodere.. Så med et tonede han bort. Stilheden omkring mig nærmest råbte til mig. Igen var det mørket der frelste mig.

"Jens! Jens!" Langt borte, hørte jeg der var en der kaldte.
   "Jens! Kan du høre mig..?"
   Jeg ville åbne øjnene, de var tildækkede. Jeg ville sige noget, men mærkede der var noget nede i halsen på mig, en maskine trak vejret for mig. Jeg mærkede der var en der krammede min hånd. Karin..? tænkte jeg. Det måtte være min elskede hustru Karin, der havde kaldt på mig, og nu holdt mig i hånden. Jeg prøvede at klemme hendes hånd, men det blev kun til et lille ryk..
   "Åh Jens!" hørte jeg hende sige.
   "Jens! Jeg var så bange! "
   Mit hoved gjorde ondt. Mine øjne fyldtes med tårer. Jeg var sikker på det var hende der var hos mig. Men hvor var hun..? Hvor var jeg..? Hvad var der sket med mig..?

Jeg ville bevæge mig men kunne ikke. Alt det der var koblet til mig forhindrede mig i det. Igen og igen prøvede jeg at klemme hendes hånd, hun strøg mig over armen. Hun klemte min hånd. Jeg kunne ikke se, ikke bevæge mig, men min elskede Karin var hos mig. Jeg slappede af. Maskinen generede mig ikke, selvom det var besværligt at følge den rytme den havde. Den trak ganske enkelt vejret for mig med en hvæsende lyd. Jeg tænkte så det knagede.. Smerterne. Langsomt kom de tilbage. Jeg ville sige hun måtte hjælpe mig, men jeg mærkede kun jeg blev svagere, slap.

Jeg hørte stemmer. Et sprog jeg ikke forstod. Jeg var bange. Hvem var det..? Hvad skete der..? Jeg kunne mærke der blev arbejdet med mig. Den hvæsende maskine der summede tæt ved mit ansigt, var der ikke mere. Jeg trak vejret selv. Jeg havde ondt i hele kroppen, det var en smerte jeg kunne holde ud. Jeg mærkede et jag i ansigtet og våndede mig. Igen talte stemmerne sammen. Der var både mænd og kvinder, efter deres stemmer at dømme. Jeg mærkede en væske løbe ned over ansigtet på mig. En skarp smerte i ansigtet, så et stik i siden. Et jag så voldsomt, så jeg igen klagede mig. Jeg blev lagt ned. De måtte have flyttet rundt på mig. Jeg havde stadig et bind for øjnene. Hvor var jeg..? Var jeg fange..? Jeg ville rejse mig men kunne ikke, Jeg var bange, rædselsslagen for hvad der nu skete. Igen døsede jeg og mørket tog over.

Jeg vågnede. Et svagt lys faldt på en skikkelse der sad ved siden af mig. Det var en kvinde kunne jeg se på omridset af hendes skygge, der faldt på væggen bag hende. Jeg bevægede mig. Hun drejede ansigtet og så på mig. Rejste sig og bøjede sig ned over mig. Hendes lange hår faldt på mit bryst. Hun smilede til mig og sagde på engelsk:..
   "Velkommen tilbage!" Jeg prøvede et smil, det smertede.
   "Tak," hviskede jeg. "Hvad sker der..? Hvor er jeg..?"
   Hun rettede ved min pude, smilede og sagde:..
   "Du er på hospitalet, du har det godt efter omstændighederne. Er der noget du gerne vil have..? Har du smerter..?"
   "Nej!" hviskede jeg.
   Jeg kunne ikke kontrollere min stemme som jeg ville, derfor hviskede jeg, det voldte mig mindst besvær.
   Hun tørrede mit ansigt med en dejlig kølig klud. Det friskede.
   "Tak" hviskede jeg og så på hende.
   Jeg havde besvær med det højre øje. Det ville ikke som jeg.
   "Du skal slappe af," sagde hun og skiftede det våde lagen der var over mig.
   Jeg kunne mærke jeg svedte.
   "Sov du kun. Jeg er her for at passe dig. Er der noget du mangler, så vift med din ene hånd, så ser jeg det og hjælper dig." Hun satte sig igen. Jeg døsede.

Jeg vågnede igen ved Karins stemme. Jeg ville vende mig men kunne ikke røre mig. Hun bøjede sig ned over mig. Så på mig, smilede og sagde:..
   "Hej Jens. Velkommen tilbage til os. Denne gang var jeg virkelig bange." Hun kyssede min kind. "Har du det godt..?" Jeg smilede..
   "Ja, når du er her har jeg det godt."
   Min stemme var kommet tilbage. Jeg var hæs, men kunne tale så det kunne forstås. Hun satte sig og så på mig.
   "Jens! Hvorfor skal du altid blande dig ind i de mest vanvittige ting..?" Hun smilede.
   "Det havde nær kostet dig dit liv denne gang.. Jeg hørte henne i basaren der blev skudt helt vildt. Da de fortalte der havde været et røveri i den bank hvor du var, blev jeg bange for der var sket dig noget. De sagde til mig at politiet havde skudt røverne, men der var en del sårede og døde.
   Igen var der en der holdt hånden over dig. Jeg kan efter hånden godt blive religiøs over dit held." Hun smilede og klappede min kind ganske let.
   "Karin. Hvad er der sket med mig..?" Hun så på mig, alvorligt.
   "Du blev ramt tre gange. Et sår i dit dårlige ben, to i din venstre skulder, og så et i maven.
   Det i maven punkterede dine tarme, beskadigede din lever og din milt, dine sår var livstruende for dig.. Du har en flænge i ansigtet der er syet, måske har det slag du fik i ansigtet, beskadiget dit syn på det højre øje. Det ved de ikke endnu, men det vil de undersøge senere, når du er mere rask. Er det for at få en lang ferie du bliver ved med at gøre dig bemærket..?" Hun lo sagte.
   Nej Karin! Jeg kan huske jeg så den ene af de hollændere der var gidsler sammen med mig. Det var ham der skød på mig, jeg tror nok jeg i mit raseri skød ham. Jeg har tænkt over hvad der skete. Jeg husker ikke meget, men hollænderen glemmer jeg aldrig."
   Karin blev alvorlig.
   "Jens. Der var ikke nogen hollænder, og du skød ikke nogen. Det må være din fantasi der har spillet dig et puds."
   Kvinden ved min seng sagde noget til Karin. Hun nikkede og vendte sig imod mig.
   "Jens. Jeg skal lige gå med sygeplejersken hen på kontoret. Det tager kun et øjeblik så er jeg tilbage. Tror du at du kan være alene så længe..?"
   Hun smilede og tjattede let til min ene arm. Jeg smilede tilbage så godt det kunne lade sig gøre.
   "Ja men skynd dig. Jeg savner allerede dine små berøringer af mig."
   Hun vendte sig om og rakte tunge ad mig, smilede, sendte mig et fingerkys og gik med sygeplejersken.

Efter en kort tid var hun tilbage. Hun nussede mig, strøg mine arme og nussede mit hår.
   "Jens. Jeg glæder mig til at komme hjem til Danmark med dig. Jeg tror det er det bedste for dig nu." Hun så bekymret på mig.
   "Jens!" fortsatte hun. "Jeg har talt med ambassaden, de er enig med mig, når du er rask nok til det flyver vi hjem. Denne gang er det alvorligt med dig. Der venter et langt sygeleje og genoptræning på dig. Det bliver ikke nemt, men forholdene er bedre i Danmark end her nede." Hun så væk.
   "Karin. Hvad skjuler du for mig..? Hvad er det du ikke vil sige til mig..?"
   Jeg rakte ud efter hende, men var for svag. Jeg kunne ikke nå hende. Hun så på mig. Der var store tårer i hendes øjne.
   "Jeg elsker dig" sagde hun og lagde sit hoved på mit bryst.
   Så græd hun. Hun hulkede. Jeg prøvede at trøste hende, kunne kun bevæge den højre arm.
   Længe lå hun med ansigtet vendt bort fra mig.
   "Karin!" hviskede jeg. "Se på mig. Vil du ikke nok..?
   Hun drejede ansigtet mod mig. Øjnene var bedrøvede og forgrædte.
   "Jens! jeg kan næsten ikke tage mere." Jeg klappede hendes hår.
   "Karin. Det går nok. Sammen kan vi klare det. Det har vi gjort før, det ved jeg vi kan igen." Jeg smilede til hende.
   "Karin, jeg elsker også dig."
   Igen græd hun. Hun havde det følelsesmæssigt meget hårdt lige nu. Jeg ved ikke om jeg forstod hendes angst helt, men jeg ville prøve, hjælpe hende.. Hvad var det hun skjulte for mig..? Hvad var det hun ikke ville fortælle mig..? Var jeg mere alvorligt skadet end de havde oplyst mig om..? Var jeg invalid..? Vi bare så på hinanden i de næste mange minutter. Ord var ikke nødvendige. Vores berøring af hinanden, fortalte den anden om den kærlighed vi følte for hinanden.

Jeg må være faldet i søvn. Karin var ikke hos mig længere. Den lille sygeplejerske sad på sin plads igen. Jeg betragtede hende lidt, før hun blev klar over jeg var vågen. Hun rejste sig, smilede og sagde:..
   "Har du det godt..? Har du smerter..? Er der noget du vil have..? Jeg nikkede.
   "Vil du sige til mig om der er noget alvorligt galt med mig. Min hustru skjuler noget for mig."
   Hun så længe på mig, så sagde hun:..
   "Jeg henter lige en læge, så kan du tale med hende ."
   Da hun var gået blev jeg bange for hvad det nu var der var fat med mig. Jeg spekulerede som en gal. Prøvede at bevæge mine arme, ben, hoved , tæer og fingre. Det var ikke nemt, men jeg kunne mærke at alt fungerede, bortset fra det gjorde ondt flere steder, når jeg bevægede kroppen og min venstre side. Lægen kom. Hun tog min arm, smilede og kikkede på de instrumenter der stadig var koblet til mig.
   "Du ser ud til at klare dig godt!" sagde hun og bøjede sig ned over mig. Rettede på min pude, og spurgte:..
   "Hvad er det du vil vide..?"
   Jeg prøvede et smil, men jeg var for nervøs til at det lykkedes.
   "Hvad er det der er så alvorligt, at min hustru skjuler det for mig..?" Hun smilede.
   "Ikke noget. Du var hårdt såret da du kom her, men er nu i hastig bedring. Hvad mener du med hun skulle skjule noget for dig..?"
   "Jeg ved ikke!" begyndte jeg.
   "Men hun græd meget da hun var her, virkede som om hun skjulte noget. Hvad, det ved jeg ikke. Har jeg mistet lemmer..? Førlighed..? Eller noget lignende..?" Lægen rystede på hovedet.
   "Nej. Du mangler ikke noget, bortset fra milten som vi måtte fjerne, da den var alvorligt beskadiget. Din hustru er meget oprevet, nervøs over dine ulykker, det er der ikke noget at sige til. Det har været hårdt for hende. Først gidsel i Burma, og så nu, blandet ind i et røveri i en bank. Der er ikke noget at sige til hun ikke er sig selv. Hvad med dig selv..? Føler du at du har det godt..?" Jeg så på sygeplejersken, hvis øjne fulgte lægens bevægelser.
   Det var som om hun ventede på noget. Jeg følte der var noget de ikke ville sige, men hvad..?
   " Jeg har det godt føler jeg, men der er ting jeg har spekuleret over. Jeg ved ikke om det ikke bare er noget min psykiske tilstand har gjort ved mig, men jeg mente jeg så en hollænder jeg var gidsel med i junglen i Burma. Men det er vel min tilstand der får mig til at se syner. Jeg mener han var en af røverne i banken." Lægen satte sig ned, tog min hånd og sagde:..
   "Fortæl mig hvad det er du ser, hvad det er der plager dig."
   Hendes berøring var blid og dejlig. Jeg følte mig tryg med min hånd i hendes. Hun så på mig, med et blik der fortalte mig jeg var i gode hænder, at jeg trygt kunne tale med hende. Jeg fortalte hvad jeg erindrede fra røveriet, at det var detaljerne der foruroligede mig. Mens jeg talte strøg hun min hånd og arm. Det virkede beroligende på mig.
   Da jeg var færdig med min beretning så hun på mig, alvorligt.
   "Jeg håber det er i orden jeg kalder dig Jens..?" Jeg nikkede.
   "Godt, så vil jeg fortælle dig hvad jeg mener der er galt med dig, og hvad der foruroliger din hustru. Jens. Det er sandt, at den mand du så i banken som en af røverne, var din hollandske ven. At det gjorde så dybt et indtryk på dig, er fordi i tilbragte megen tid tæt sammen i junglen . Det var ham du så. Han var en af røverne. Han er død nu, det var dig der skød ham. Det var enten ham eller dig, det blev ham. Du viste du var stærk. Det var et afgørende sekund der afgjorde om du eller han skulle leve. Hans skud gav dig alle de sår der var livsfarlige for dig. Din hustru er meget bange for hvad der er sket, men det er os der har bedt om hun ikke bekræfter for dig, at sådan var det. Du må prøve at forstå det ikke kunne være anderledes. Det var dig eller ham. Du gjorde det rigtige da du valgte at leve. Din familie behøver dig, det valg er et fornuftigt valg. Du fik ikke tid til at tænke dig om. Det var her og nu du skulle træffe en beslutning, det gjorde du. Den rigtige hvis du spørger mig.
   Jeg er psykiater, har ventet med at tale med dig til du var klar til det, det er du nu. Du er stærk og vil komme over det. Vi har talt meget med din hustru om hvad vi forventer af dig og hende, indtil nu er det gået godt. Du har brug for hjælp til at bearbejde de oplevelser du har været igennem, dertil behøves tid. Det gælder også din hustru."

Resten af natten talte vi om hvad der var sket, og hvordan jeg kom videre. Jeg var rystet. Den sociale hollænder havde vist sig at være en forbryder, der også handlede med narkotika. Han var efterlyst gennem Interpol, havde politiet senere fundet ud af. Igen og igen fortalte jeg hende hvad jeg tænkte og oplevede af mareridt. Vi gennemgik det hele flere gange, og da solen sendte sine første stråler gennem vinduerne var jeg udmattet og træt. Lægen sluttede af med at forsikre mig om, at det var usædvanligt jeg havde oplevet to så alvorlige traumer på én gang Jeg fik en sprøjte, der ville lade mig sove i fred i nogle timer, det havde jeg behov for sagde hun.

Jeg skulle have ro til at bearbejde alle de oplevelser jeg havde. Det ville tage et par uger med samtaler og psykiatrisk behandling. Politiet fik ikke adgang til mig, det nægtede lægerne dem. Det var min tilstand ikke til. Måske senere, men ikke nu. Min hustru havde valgt at blive for at støtte mig. Det var jeg glad for, vi genoplevede vores bedste tid sammen, som i de gode gamle dage, hvor vi var meget nyforelskede og glade for hinanden. Vi var ofte ved stranden sammen, hun passede mig. Endnu en måned tog det før vi endelig var klar til at møde hverdagen igen. Kun de grimme ar efter de utallige operationer, var de synlige tegn på mine skader. Min førlighed var næsten som før, selvom det strammede en del i de ar jeg havde, det ville fortage sig sagde lægerne.
   Jeg var nu helt rask fysisk, og kunne fortsætte mit liv som før jeg med min familie var kommet til Thailand. Det psykiske, ville tage mange måneder sagde de, jeg skulle forvente tilbagefald. Karen, min elskede hustru, sagde at sammen gik det nok.
   "Jens!" sagde hun et par dage før vi tog hjem til Danmark.
   "Når vi kunne klare dette, kan vi klare alt, det er jeg sikker på."
   Vi var enige om det nok ikke, trods vores besværligheder, var sidste gang vi var i det vidunderlige og venlige land. Selvom vores ferie havde været meget lang, besværlig og usædvanlig, var vi enige om vi ikke ville have været den foruden. Den havde bragt os endnu tættere på hinanden.