"Det er farligt for os lige nu!" sagde Rolf.
   "Det tog længere tid end jeg havde regnet med. Skynd jer. Det er den sidste højderyg der er besværlig, her er ingen dækning."
   Vi løb det bedste vi havde lært. Nedstigningen var ikke så besværlig, vi var i en slugt efter ti minutter. Vi kunne se der nu kun var minutter til solen kom op over de bjærge der lå foran os. Jeg kunne se alle nu. Der var tre meter mellem os. Rolf stoppede op, satte sig langsomt ned. Som på kommando fulgte vi efter. Ikke hurtigt, men som han,.. langsomt. Vi rykkede sammen.
   Efter Rolf, kravlede vi ind i det buskads der var til venstre for os. Vi passerede Rolf.
   "Fordel jer, skjul jer så godt i kan," hviskede han.. "Soldater!! Jeg tør ikke stole på dem. Vi er stadig i Burma."
   Vi fandt små skjulesteder i buskadset, men ikke længere fra hinanden end vi kunne hviske til hinanden, og at vi mindst kunne se to andre. Vi lå helt stille. Rolf var krøbet ned til den slugt på hvis side vi lå. Efter en halv time gik det fra mand til mand, at soldaterne havde slået lejr mindre end tre hundrede meter fra os.

Kanden gik rundt, Kato fordelte den smule mad vore tre gæster havde givet os. Det kvikkede op at få noget rigtigt at spise. At det kun gjorde sulten endnu værre måtte vi finde os i. Det smagte i hvert tilfælde himmelsk, vi nød det langsomt. Katos blade var også en succes, men hans insekter og biller var vi ikke sultne nok til at nyde. Alle sørgede for kun at tage én slurk af vandet, ikke spilde nogen af de dyrebare dråber. Vi kunne hvile men ikke sove. Snorken ville afsløre os. Hvis en faldt i søvn og snorkede, skulle sidemanden vække ham. Vi var nu alle på vagt. Der var skygge hvor vi lå, varmen var ikke så belastende. Vi ventede.

Den lille hollænder blev bidt af noget der lignede en øgle. Kato så til ham. Han var rystende bange. Vi andre fandt små kæppe vi ville bruge hvis der kom kryb. Kato var hos hver enkelt af os for at se til vi ikke havde feber eller var bidt af noget. Han var alle steder. Ventetiden var dræbende, der var ikke nogen der sov.
   "Soldaterne kommer," blev der hvisket.
   Vi lå alle som klæbet til jorden. Vi kunne høre dem, men ikke se dem. Vi dækkede os. Efter en time forsvandt Rolf. Vi ventede igen på hvad der ville ske.
   Rolf kom tilbage.
   "Vi bliver her resten af dagen. Her er mest sikkert." Hviskede han til den nærmeste, der hviskede det videre.
   Kato talte med ham, Katos udtryk i ansigtet var bekymret. Det var hollænderen. Han havde feber. Det kryb måtte have været giftigt alligevel. Jeg takkede min gud for jeg ikke var blevet bidt af andet end de forbandede myg og andre insekter.. For pokker, tænkte jeg. De kunne give malaria. Nå skidt, det kunne behandles, jeg regnede med vi ville komme til Thailand på mindre end en dag. Det havde Rolf selv sagt. Jeg vinkede ad Kato.
   Han kom og så på mig, spørgende.
   "Kato. Var den giftig..? Han svarede at det troede han ikke.
   "Såret er ikke hævet, det er hans lymfekirtler heller ikke. Han har ikke tydelige tegn på en forgiftning. Jeg tror den psykiske belastning er den værste fjende vi har. Jeg har hørt der er folk der er døde af at blive bidt af en ufarlig slange. De udvikler symptomer der ligner forgiftning, men det er psyken der spiller dem et puds. De tror de skal dø, så kan det være selv små hjertefejl der slår dem ihjel.. Bare jeg havde en pille, så kunne jeg måske narre ham til at tro det er modgift, hvis det hjælper er det godt. Hvis ikke er der ikke sket mere skade ved det.
   "Kato for pokker. Jeg tror jeg har en hovedpinepille i min pung."
   Jeg tog den frem. Der var to små piller, dem fik Kato. Han grinede til mig.
   "Så må vi se om det lille eksperiment lykkes," sagde han og skyndte sig bort.
   Jeg så på min pung, der var mere eller mindre opløst af fugt og vand. En køn redelighed tænkte jeg, og puttede den tilbage hvor den var kommet fra.

Tiden sneglede sig af sted. Alle var vågne, vores vandkande gik rundt til der ikke var mere vand. Kato havde fortalt den lille hollænder, vi havde fået pillen af de tre lokale. Han havde tigget dem om piller og havde fået to. De havde sagt de ikke ville have noget for dem.
   "Åd han den..?" Jeg så vantro på Kato. Han smilede.
   "Ja, men jeg er bange for han er virkelig syg. Den har ikke hjulpet endnu. Hans smerter er væk siger han, det er godt. Vi bliver nødt til at finde ud af om han kan gå. At bære ham bliver besværligt," sagde han og så bekymret på mig.
   "Stille!!".. Ordren var ikke til at tage fejl af. Alle dækkede sig, vi vidste ikke hvad der var galt.
   Efter en halv time kom Rolf kravlende hen til mig.
   "Jens," sagde han dæmpet.
   "Der var to fra de banditter vi lige er sluppet fra, i den patrulje af soldater," sagde han.
   "Vi bliver nødt til at vente lidt. Jeg håber de kommer tilbage når de ser vi ikke er længere fremme.
   Min plan er vi tager dem på tilbagevejen.. Du, officeren og amerikaneren følger med mig til stien lidt længere nede. Vi laver et baghold, tager dem der. Kom!" sagde han.
   Også amerikaneren der lå ved siden af mig kravlede med Rolf tilbage til stien. Rolf anbragte os, og fortalte hvor de var, så vidste vi hvad vi ikke skulle skyde på, hvis noget gik galt. Vi ventede. Dagen gik på hæld, det blev tusmørke.
   Amerikaneren tog mig i armen.
   "Der!" Sagde han ophidset.
   Vi så dem komme. De småløb. Jeg var ikke sikker på det var dem, det kunne jeg ikke se i det tiltagende mørke. To korte salver rungede i slugten, de faldt. Jeg så to mand løbe hen til dem og undersøge dem. Det var Rolf og officeren. Et skud bragede ved siden af os.
   Både amerikaneren og jeg skød samtidig. Mindre end tre meter fra hvor vi lå faldt han.
   "Vent!" sagde amerikaneren og kravlede derhen.
   Jeg dækkede ham. Jeg var nødt til at kravle længere frem mod stien, for at kunne se så meget som muligt af den sti hvorfra vi var kommet, og som ham vi havde ramt også var kommet fra.
   Amerikaneren slæbte ham med tilbage. Jeg genkendte ham som en af dem, vi havde stiftet bekendtskab med i lejren hos banditterne. Amerikaneren bandede..
   "Hvad er der," spurgte jeg.
   "Han er i uniform!" sagde han.
   Han så den vej hvor Rolf og officeren var. Rolf var ved os. Amerikaneren sagde til ham han var i uniform. Rolf så på ham.
   "Opbrud!!." Tag deres våben, vi tager af sted med det samme. Jens. Du og jeg bliver her og dækker de andre."
   Han forsvandt hen til Kato. De talte sammen i to minutter, så sagde Kato:..
   "Følg mig." Alle rejste sig og fulgte Kato.

"Kom!" sagde Rolf til mig.
   Vi skyndte os tilbage ad den sti vi var kommet af. Efter hundrede meter sagde han:..
   "Jens. Læg dig her, hold øje med mig. Jeg er på den anden side. Hvis du ser noget så se på mig, jeg vil rejse hånden hvis jeg har set det, du må ikke skyde før jeg skyder. Hvis jeg ikke reagerer, så sig ho ho, som jeg siger det. Den lyd kan ikke høres langt væk, den kan forveksles med dyrenes lyde i skoven." Jeg nikkede.
   "Skulle de være så tæt på så de har set dig, skyder du på dem. Husk et angreb er bedre end at forsvare sig."
   Han forsvandt over på den anden side af stien, lagde sig så jeg kunne se ham.

Mørket tog til. Jeg spejdede hen ad stien. Alt var roligt. Efter en time rejste Rolf sig og vinkede. Jeg havde svært ved at se ham. Det var nu helt mørkt.
   "Kom!" hviskede han.
   Den vej! du skal følge stien. Jeg er lige bag dig."
   Vi fortsatte til vi nåede en klippeside. Stien drejede. Rolf sagde til mig vi skulle op over den klippe.
   "Efter mig!" sagde han hviskende.
   Vi klatrede opad, nåede toppen tyve minutter senere. Vi kravlede hen over et lille fladt område, kurede ned på den anden side. Efter rutsjeturen på vel nok hundrede meter, var vi i bunden af endnu en kløft. Rolf undersøgte den næsten usynlige sti.
   "Hold mig i hånden!" sagde Rolf.
   Vi småløb i lidt af en times tid. Jeg var forpustet og havde svært med at følge med. Han nærmest trak mig. Efter nogen tid på den måde, kunne jeg ikke mere. Han stoppede op.
   "Vi hviler i et par minutter!" sagde han og satte sig.
   Jeg smed mig ned og pustede. Fem minutter senere sagde Rolf at nu var pausen forbi. Han undersøgte igen den sti vi bevægede os af for fodspor, nikkede.
   "De har været her. Vi løber ikke men går raskt til."
   Han tog min hånd, jeg traskede efter ham. Jeg var forbavset over jeg efter det lille hvil nu kunne følge ham. Jeg blev forpustet, men ikke mere end jeg kunne få vejret og følge med. Sådan gik tyve minutter. Vi stoppede.
   "Sæt dig. Se den vej, kommer der nogen skyder du på dem. Men kun hvis de kommer fra den retning må du skyde, og hvis du er sikker på det ikke er mig."
   Jeg kunne i mørket se han smilede. De hvide tænder afslørede det. Jeg satte mig ved siden af stien hvor der var en mindre tue af blade og sammenfiltrede trærødder. Jeg spejdede ud i natten.
   "Jeg er tilbage om lidt!" sagde Rolf, væk var han.

Jeg undrede mig over jeg ikke var bange. Jeg følte mig tryg selvom jeg var alene. Jeg tænkte meget på hvem af os der havde skudt banditten. Det havde vi vel begge. Det var første gang jeg havde skudt på et menneske, set det falde for netop min kugle. Jeg rystede lidt, det var et kulde gys der var skyld i det, jeg småfrøs.
   Det puslede i underskoven lidt længere fremme. Jeg tog fastere om mit gevær og var klar til at skyde. Mindre end fem meter foran mig på stien, kom et hjortelignende dyr gående. Det havde ikke set eller lugtet mig. Ud for mig stod det helt stille. Jeg lå med tilbageholdt åndedræt. Langsomt gik det videre. Jeg kunne se det på en afstand af otte til ti meter, så forsvandt det i mørket. Jeg lå helt stille.
   Efter en tid dukkede Rolf op. Jeg så ikke han kom. Han rørte let ved mig og hviskede:..
   "Kom, der skulle være fri bane." Jeg fulgte ham.
   Han holdt mig i hånden. Vi gik raskt til..
   "Sæt dig og vent, vi er lige ved lejren, jeg kontakter dem lige."
   Han forsvandt. Jeg lagde mig igen lidt fra stien og ventede. Jeg så ham komme denne gang. To meter fra mig sagde han dæmpet:..
   "Kom." Han tog mig i hånden, vi forlod stien og gik forsigtigt ind i skoven.
   To hundrede meter længere fremme var der kun spredt bevoksning at se. Det var fladt. Endnu længere fremme var terrænet meget kuperet, det gik forholdsvis stejlt opad.
   Han rejste hovedet og slap mig. Vi passerede amerikaneren der lå og havde vagt sammen med tyskeren, efter vi havde krydset det flade stykke, var kommet lidt op ad den næsten usynlige sti, der førte til toppen af klipperne. Rolf stoppede op efter et lille klippefremspring. Jeg kunne se der var et par stykker der lå og sov. Kato rejste sig da vi kom.
   "Her Jens. Livgivende vand, det er kogt denne gang" sagde han dæmpet.
   "Derfor er det lidt varmere end det du plejer at få. Du kan hvile derovre!" sagde han og pegede på et lille leje der var foret med græs.
   "Her!" sagde han og rakte mig et bundt blade,
   "og her er der lidt vitaminer. De andre har spist det samme."
   Jeg kunne i det svage månelys se hans hvide tænder..
   "Hvad er det Kato..?"
   "Proteiner. Larver, de er døde men friske. Bare ned med dem, skyl efter med vand, det er ikke så galt. Du trænger til det!" sagde han, jeg kunne lige ane han smålo.
   Jeg slugte dem uden at tygge, det var ikke så galt som jeg havde frygtet. Kato klappede mig på skulderen.
   "Jens. Du kan sove nu. For resten virkede dine piller udmærket. Han har det meget bedre nu, det var ikke nødvendigt at bære ham, kun støtte ham hertil. Lige nu sover han, det får han lov til at gøre resten af natten. Nå god nat. Det er mig der har vagt, toilettet er derovre. Luksus!" sagde han og daskede til mig.
   "God nat til dig også Kato, tak for mad." Jeg smilede og gik hen og lagde mig.
   Rolf så jeg ikke noget til.