Vi havde glædet os meget til den ferie, min hustru, datter og jeg. I to år havde vi sparet sammen. Alle bidrog til at finansiere vores drøm af en rejse til fjernøsten. Fra venner og bekendte, havde vi hørt om det vidunderlige Thailand. Vi ville se så meget som muligt, havde derfor kontaktet et rejsebureau et år tidligere, for på den måde at tilrettelægge rejsen, men også få orientering om hvad det hele ville koste.
   Det var professionel hjælp og vejledning vi fik. Ikke alene fortalte de os om hvad det var vi fik at se, de oplyste os også om hvad det kostede, hvad vi skulle beregne til lommepenge.
   Vi ville vende tilbage senere, når vi havde alle pengene. Det havde de stor forståelse for, og sendte os hvert efterår nye informationer om priser på rejsemålene, vi havde talt med dem om.
   Den Thailandske valuta var blevet devalueret, det gav os nogle nye muligheder, vi med det samme ville udnytte til at se noget mere for de samme penge. Alt i alt havde vi de største forventninger til vores rejse. Vi havde alle undladt at tage ferie den sommer, for at kunne bruge dagene og ugerne til vores drømmes tur.
   Stolte var vi, da vi aftalte med bureauet at nu skulle det være. Som en ekstra bonus til os, forærede de os en to-dages tur sidst på ferien til det område der er kendt som "Broen over floden Kwai". En tur der ellers kostede ni hundrede kroner. Vi var taknemmelige og forventningsfulde. Tiden kunne ikke gå hurtigt nok.
   Nogle måneder før vi skulle af sted, havde terrorister gjort anslag mod flere turistmål i fjernøsten. Vi blev nervøse, men blev forsikret om der ikke ville blive problemer i Thailand. Det var deres næststørste indtægtskilde, de ville helt sikkert overvåge alt hvad der kunne true deres turistindustri.
   Vi havde valgt en rundtur i landet fra nord til syd, øst til vest. Afsluttende med en lille ferie på en af de små øer i ti dage. Hele ferien havde vi planlagt til at vare otte uger, prisen ville ligge omkring halvtreds tusinde danske kroner. Alt inklusiv. Mange penge vil nogle sige, men vi havde alle bidraget med det vi kunne efter evne. Jeg havde haft alt det overarbejde jeg kunne få, vel vidende at den grumme skatte mand ville tage sin del af kagen. Også min kone havde flere ekstra vagter, alle pengene gik i vores feriekasse, efter vi havde fraregnet den eventuelle skat, vi ville komme til at efterbetale, på grund af den højere samlede husstands indtægt vi fik, som det så fint hedder.
   En af mine venner var revisor, det var ham der beregnede de ekstra skattekroner vi skulle af med. Vores datter var tyve år gammel, ville gerne bruge sin tid sammen med os, sagde hun. Det var vi naturligvis glade for. Vi havde brugt meget tid på bibliotekernes læsestuer, havde købt en del litteratur vi kunne anvende når vi kom derover. Forventningens glæde er den største, det levede og åndede vi for.

Min datter ville uddanne sig til psykolog, hun var netop blevet optaget på universitetet den følgende sommer. Indtil da ville hun arbejde, og rejse med os til vores drømmes mål, når den tid kom. Min kone var sygeplejerske på en skadestue, eller som det nu hedder: Et traumecenter. Selv var jeg tre og fyrre år gammel, maskinarbejder og formand i den virksomhed jeg var ansat, for alle rejsemontører. Vi lavede vindmøller, satte dem op overalt i hele verden. Jeg havde rejst en del i Europa og det mellemste østen, men aldrig i fjernøsten. Den tur med min familie glædede jeg mig meget til.

Ingen tvivl om vi havde sommerfugle i maven alle sammen, da vi aftenen før vi skulle af sted, var ved at pakke vores kufferter. Vore venner havde sagt til os, at der godt kunne være koldt i højderne i det nordlige Thailand, de anbefalede os at tage noget varmt men let tøj med. Vi havde købt termoundertøj og termojakker, havde derudover en vindtæt joggingdragt med. Ellers ville det være nemmest at købe det meste af det vi ville få brug for dernede, det var billigt, så skulle vi ikke slæbe det med hele turen rundt.
   Vi havde lyttet til vennerne, havde alle halvtomme men moderne kufferter med. For en sikkerheds skyld havde vi aftalt med naboen, han var slagter og skulle møde på arbejde klokken fem om morgenen, at han skulle ringe på vores dør inden han tog af sted til sit arbejde. Vi var alle trætte og spændte, inden vi gik i seng klokken ti om aftenen. Vi skulle møde i lufthavnen klokken syv, men ville gerne være i god tid.
   Turen til lufthavnen havde vi beregnet til tre kvarter, den ville forhåbentlig kun tage tyve minutter. Vi gik med både livrem og seler, vi ville ikke miste den ferie på grund af tåbelige trafikpropper eller andre banale uheld. Taxa var bestilt, vi var nu helt klar til at begynde vores eventyr.

Sove?..? Nej, det var der ikke nogen af os der kunne. Jeg var oppe flere gange, det samme var min bedre halvdel og vores datter, kunne jeg høre. Vores lejlighed i Århus var på tre et halvt værelse, stor nok til vores lille familie. Vi boede godt til en rimelig husleje. Endelig, efter uret havde slået tre var der ro i lejren.
   Dørklokken kimede. Jeg kikkede på uret, kunne konstatere klokken kun var halv fem.. Hvem pokker ringede så tidligt..?
   Jeg stod op og åbnede døren. Det var nabokonen der bekendtgjorde hun havde kaffen og rundstykker klar til os. Vi skulle ikke ræse op og ud i lufthavnen uden morgenmad. Jeg grinede. "Tak, Grethe. I tænker da også på alt. Jeg kalder lige på de andre. Vi er der om et par minutter."
   Jeg havde ikke besvær med at kalde på nogen, de var alle oppe da det ringede på døren, min kone var færdig med badet inden jeg var tilbage. Nu var min datter derude, jeg fandt alt tøjet frem jeg ville have på . Det var allerede klart, jeg kontrollerede det en ekstra gang.
   Nu var det min tur. De andre gik ind til naboen.
   "Husk en nøgle!" råbte jeg til dem.
   Det skulle lige passe vi ville stå udenfor en låst dør når vi var færdige med kaffen, og ventede på taxaen. Jeg grinede for mig selv. Jeg ville selv tage min nøgle med.
   Morgenkaffe og en lille en til næsen, blev det til. Min nabo, Helge, var med sin søde kone og deres to små børn de ideelle naboer. Vi hjalp ofte med at hente deres børn i fritidsordning, hjalp hen ad vejen når der var behov for det. Vi havde gode naboer, det var vi enige om i vores lille familie.
   Vi takkede for god behandling, og den dejlige overraskelse det havde været de havde lavet morgenmad til os.
   "Det manglede da bare," sagde Grethe.
   "I har så tit og ofte hjulpet os med det praktiske med ungerne."
   "Og jeg har sagt til kammeraterne og min mester jeg kommer en halv time senere!" sagde Helge. Jo, vi var glade for vores naboer.
   Nu var vi inde hos os selv igen. Vi gennemgik for gud ved hvilken gang den liste vi havde lavet, over det vi skulle huske. Pas, penge, vaccinationsbeviser o.s.v. Alt til mindste detalje var nu klart. Vi ventede på taxaen der ville hente os om fem minutter.
   "Skal vi gå ned og vente..?" Det var min datter der ikke kunne komme hurtigt nok af sted.
   Vi grinede.
   "Ok. Det kan vi godt," sagde min kone og kikkede på mig.
   Jeg nikkede, vi hankede op i vores bagage. Nede på gaden vinkede nabokonen Grethe til os fra vinduet, lukkede det på klem og ønskede os god rejse.

Endelig i lufthavnen. Vi skulle via København med Thai Air direkte til Thailand. En sidste gang blev alt tjekket, vi gik om bord på det indenrigsfly der skulle fragte os til hovedstaden. Der skulle vi vente i to timer, før vores fly mod Thailand afgik. I København tog vi os en kop kaffe. Min kone havde allerede sørget for vi vidste hvilken gate vi skulle henvende os i, for at blive tjekket ind. På klokkeslettet hvor de åbnede for tjek ind for os var vi der.
   Så igennem alle sikkerheds systemerne, og endelig var vi i den toldfrie zone. Begge piger ville handle ind, vi slentrede lidt rundt og så på herlighederne. Jeg ville have en flaske Fernet-Branca som medicin før morgenmaden hver dag. Det havde vores venner fortalt os var en god ting. Så fik vi ikke maveonde, sagde de. Jeg havde hørt det før, men lagde ikke noget seriøst i det. Jeg kunne lide den bitter, det var derfor jeg ville have den.
   Pigerne købte parfume og andet skrammel, som jeg kaldte det. De skældte på mig, og sagde jeg ikke var rigtig klog.
   "Far:" sagde min datter.
   "Du ved da mor gør sig smuk for dig. Er du da helt ligeglad..?" Jeg grinede.
   "Ja, ja. Så siger vi det er nødvendigt. For mig er i smukke og dejlige som i er. Ikke nogen kan være i tvivl om det."
   Vi drak et par kopper te og et par kopper kaffe, gik mod den gate hvorfra vi skulle flyve. Igen var det min søde kone der havde tjek på det hele. Jeg var ikke i tvivl om hun ville komme derhen hun ville, til den rette tid. Hun var meget grundig med hvad hun gjorde, overlod ikke noget til tilfældighederne. Vi var i sikre hænder, min datter og jeg.

Endelig sad vi i flyet. Efter den sædvanlige startprocedure slappede vi af. Vi havde nu ti til elleve timers flyvning foran os. Vi havde bestilt pladser sammen, i midten af flyet, med en god og ekstra plads til benene. Maden var god og flyveturen behagelig, selvom den til visse tider faldt især mig lang. Jeg kedede mig. Det hjalp ikke min kone gav mig et par af de kulørte blade hun havde medbragt. Jeg kunne ikke koncentrere mig om at læse, lagde mig til at sove i stedet for.
   Våd klud i ansigtet, så var vi der pludseligt. Det var først på eftermiddagen vi landede. Der var syv timers forskel mellem den tid vi havde, og så den lokale Thailandske tid.