Det var nat nu. Klokken var over et da vi var ankommet, månelyset havde lagt hele området i et mærkeligt skær. Jeg kunne ikke afgøre om det var mit nattesyn der var bedre, eller om det var månen der var i tiltagende. Kato måtte have haft fart på sammen med de andre. Jeg gabte. Jeg var træt men ikke udmattet, det undrede mig. Var jeg ved at vænne mig til det natteroderi..? Som soldat havde vi mange øvelser om natten, det her var ikke øvelse. Det var i høj grad alvor. Jeg skuttede mig og lagde mig om på siden for at sove, krummede mig sammen for at holde på varmen. Jeg lå på den bare klippe, den smule græs de havde lagt til mig, hjalp med at gøre lejet om ikke behageligt, så dog tåleligt. Jeg sov .

Jeg blev nærmest revet ud af min søvn. Der blev skudt vildt på den anden side af den lave klippe hvor jeg lå. På mindre end et sekund havde jeg fundet mit gevær, afsikret det og stukket hovedet frem bag klippen. Det var lige før solen kom op over bjergene. Jeg havde sovet resten af natten. Flere mørke skikkelser kom løbende imod os. De skød på de vagter vi havde længere nede, ad den skrænt der gik mod det åbne stykke. Jeg sigtede og skød på dem. Jeg så flere falde, jeg vidste ikke om det var mig, eller dem der lå foran klippen der havde ramt dem.

"Jens!" råbte Kato. "Kom her over."
   Jeg løb de ti meter hen til ham.
   "Der, sagde han og pegede.
   "Rolf sagde det var et godt sted at skyde fra."
   Jeg kravlede derop, han havde ret. Jeg havde overblik over hvad der foregik under os.
   "De er tre dernede," råbte Kato i larmen fra geværilden.
   "Officeren, amerikaneren og Rolf. Jeg smutter nu!"
   Jeg havde ikke tid til at svare ham, jeg havde rigeligt at gøre med at skyde på dem der kom imod os. Efter fem til ti minutter med konstant skyderi, blev der stille. De trak sig tilbage. Jeg havde brugt to magasiner af den ammunition jeg havde. Jeg havde to tilbage. Jeg satte geværet på enkeltskud. Jeg måtte spare på ammunitionen.
   Kato rakte mig tre magasiner med ammunition.
   "Jens. Dernede ligger floden. Gå gennem skoven og ned til vandet. Hop i. Der er meget strøm dernede, den snævrer ind. Der er vandfald, men hold dig i denne side så er det ikke så galt. På den anden side af strømmen og faldene, kan de ikke se os mere, ikke nå os. Prøv at nå den anden bred, det er Thailand. Jeg går nu med den lille hollænder og tyskeren."
   Kato forsvandt. Amerikaneren kom og sagde han også smuttede.
   "Når Rolf og officeren spæner her op, så løber du ned til floden og hopper i den. Det var den ordre jeg skulle give dig fra Rolf," sagde Amerikaneren.
   Han grinede. Jeg nikkede, så ham forsvinde ned mod stien i dalen, der førte til den frelsende flod.
   Jeg kikkede igen op over kanten, jeg havde mere ammunition, satte mit gevær på små byger. Halvautomatisk. Rolf og officeren havde skiftet stilling. Ammunitionen puttede jeg i lommerne. Der var mange døde dernede. Officeren lå stille og skød, Rolf bevægede sig hurtigt rundt til flere af de faldne. Hvad han tog fra dem vidste jeg ikke, men han puttede af og til noget i lommen. Han var tilbage hos officeren. De trak sig baglæns i små ryk, hvor den ene dækkede den anden.

Jeg hørte et dumpt drøn, lidt efter mærkede jeg trykket. Mindre end tyve meter fra mig, men foran mig faldt en granat. Var det morterer..? Jeg rystede i bukserne. Næste gang ville de måske ramme hvor jeg var. Jeg skiftede til en stilling lidt længere til højre for mig, spejdede mod skoven, kunne ikke se nogen aktivitet. Rolf og officeren var nu kun femogtyve meter fra mig, der var stejl klippe op til mig. Jeg kunne se de var i skjul, helt hen til den lille sti der førte herop. De lagde sig og ventede.
   "Rolf!!" råbte jeg. "Alt ok, de andre er væk og i god behold."
   Han vendte sig om og nikkede med hovedet. Jeg kunne se på ham han ikke vidste hvor jeg var.
   En sjette sans sagde mig der var noget galt. Jeg kikkede ned til venstre, så til højre. To mand var på vej herop til højre for mig. I min gamle stilling havde jeg ikke kunnet se dem, nu var de helt tydelige . Langsomt mavede jeg mig frem til den lille stigning, der var før de ville nå herop. De havde ikke set mig, og fortsatte fremefter mod stigningen.
   Jeg skød den bageste, han faldt hvor han var og blev liggende. Den forreste skød vildt mod toppen. Jeg havde allerede kravlet fire meter endnu mere til højre, kunne nu tydeligt se ham. Han spurtede opefter. Med et spring var han oppe og skød frem foran sig.. Jeg var der ikke, jeg fornemmede tydeligt hans forbavselse. Så skød jeg. Han faldt og blev liggende. Jeg krøb hen til ham og konstaterede han var død.
   Jeg krøb hen til skrænten og kikkede ned. Jeg kunne se den døde der nu var gledet længere ned. Han rørte sig ikke. Jeg tog soldatens våben, så han havde flere håndgranater i sine brystlommer. Jeg tog to og puttede dem i mine lommer. De var stoppede nu. Derefter smed jeg ham udover kanten. Han trillede nedad og ramte den anden, der fortsatte med ham ned mod bunden, af den skrænt de var kommet af.
   Jeg skyndte mig tilbage til min stilling mod dalen. Solen var nu kommet op over bjergene i øst, fjenderne nede i dalen havde den i øjnene. Jeg smålo. Det var en tydelig fordel for os. Var det derfor de havde trukket sig tilbage, eller ventede de på de to jeg lige havde skudt, skulle melde til dem vi var nedkæmpede..? Jeg takkede min gud for at have advaret mig i tide. Jeg var ikke religiøs, men fandt det på sin plads at rette blikket opad, mod himlen.

Rolf og officeren bevægede sig konstant nærmere mig. Det gik langsomt, men de kom nærmere. Jeg kunne se Rolf blødte fra den ene arm. Det kunne ikke være alvorligt da han stadig brugte den ubesværet. Endnu et dumpt drøn, sekunder efter et ordentligt brag. Igen blev jeg rystet da jorden og klipperne rumlede. Den svage vind der var, blæste røgen og støvet ned mod Rolf og officeren. Da den nåede dem spurtede de over den sidste lille forhindring. Jeg for hen imod dem. Rolf pegede på mig med sit våben, men heldigvis så han det var mig..
   "Afgang!" råbte han, vi spurtede alle ned ad den stejle side, ned mod dalen.
   Det tog mindre end fem minutter for os at nå den beskyttende skov.
   "Fortsæt!" råbte Rolf til os, vi løb det bedste vi havde lært.
   Jeg syntes det tog en evighed, så var den der pludselig, floden. Vi løb langs den i den retning Kato havde sagt. Jeg så nu hvad han mente med der var turbulens og mindre vandfald, og de ikke kunne nå os når vi var kommet igennem dem.
   Klipperne rejste sig stejlt op på begge sider af floden der drejede brat, så jeg ikke kunne se den længere nede end hundrede meter, hvor vandfaldene var. Lige så langt øjet rakte, kunne jeg se det havde været umuligt at klatre op på den Thailandske side. Der var kun stejle og lodrette klipper, der var umulige at forcere.
   Officeren og jeg stoppede op. Vi vadede ud i vandet til livet .
   "Jens!" råbte han gennem vandets larm.
   "Fortsæt. Jeg venter på Rolf efter aftale med ham."
   Vi så Rolf komme spurtende imod os, men også at der var flere efter ham. Vi skød stående i vandet til livet på dem, ramte ikke hver gang. Det stoppede dem. Pludselig hørte jeg en helikopter over os. Jeg kunne se den skød på os. Manden der stod ved maskingeværet faldt tilbage i helikopteren.
   Jeg kikkede på Rolf der stod med et tungt gevær i hænderne. Jeg havde ikke hørt skuddet, men mærket lufttrykket fra det. Det måtte være af svær kaliber. Han skød til der ikke var flere skud i det, helikopteren forsvandt. Både officeren og jeg skød på dem der stadig var synlige. De var alle soldater.
   "Kom," råbte Rolf. "Smid jeres våben, dem er der ikke brug for mere."
   Vi kastede os i vandet og blev ført af strømmen mod de hvirvler der var længere fremme. Jeg huskede hvad Kato havde sagt, padlede med armene mod den bred vi lige havde forladt. Så blev jeg trukket igennem strømhvirvlerne. Jeg krummede armene sammen om hovedet for at beskytte det og holdt vejret. Jeg hvirvlede af sted med en forfærdelig fart. Lige så pludseligt som det var startet var det forbi. Strømmen var stærk, men det var til at bevæge sig i, man kunne holde hovedet oven vande. Jeg så efter de andre.
   Rolf og officerens hoveder dansede foran mig. Jeg tog lange svømmetag, men havde besvær med at holde hovedet fri af hvirvlerne. Lommerne tænkte jeg, fik dem med meget besvær tømt for diverse våben og ammunition. Nu gik det bedre. Vi var i midten nu. De var et stykke foran mig. Vi lod os hvirvle med af den kraftige strøm. Jeg kikkede tilbage, så ikke nogen der var efter os i vandet.

En båd skød ud fra den thailandske bred og kom hen imod os. Langsomt bevægede den sig mod strømmen og hen til os. Rolf og officeren blev grebet af hænder, der trak dem op i båden. Bådføreren vendte rundt da jeg havde passeret dem. Han for efter mig, jeg mærkede hænder der tog om mig og halede mig op i båden. Igen vendte bådføreren og sejlede mod strømmen. Vi lå alle tre i bunden af båden.
   To soldater spejdede mod bredden på den burmesiske side. Jeg slappede af. Jeg var træt men lettet. Rolf greb min arm og sagde på sit klingende skånske:..
   "I danskere er sgu gode nok." Så grinede han.
   "Vi klarede den!" sagde han derefter på engelsk og så på officeren.
   Han grinede og svarede:..
   "Ja, de banditter fik bank."

Jeg hørte nogle korte knald. En voldsom smerte ramte mit højre ben. Samtidig råbte den ene af soldaterne af smerte, og faldt ned over Rolf og mig. Et helvede brød løs. Den anden soldat i båden skød mod den burmesiske bred. Andre automatvåben blandede sig, endelig hørte jeg den dumpe og hule lyd fra et tungt maskingevær. Rolf så på mig, jeg vred mig i smerte.
   "Hvor er du ramt..?"
   "Benet," stønnede jeg. "Det højre, det gør forfærdelig ondt."
   "Lig stille" sagde Rolf.
   Han så på mit ben og rev en strimmel af sin skjorte.
   "Det her gør ondt," sagde han og snørede det om mit ben.
   Jeg brølede af smerte. Samtidig kunne jeg høre at larmen fra våbnene komme nærmere. Båden rystede voldsomt da vi ramte stenene på stranden.
   Hænder greb mig og den sårede soldat. Rolf havde også fat i mig, officeren i den sårede soldat. Hurtigt løb de med os ind i den tætte jungle. Efter en evighed hvor jeg blev helt dårlig af mine smerter, lagde de mig ned. To hjælme med et rødt kors bøjede sig ned over mig. Bukserne blev hurtigt klippet af mig, jeg kunne mærke de rodede ved mit ben. Jeg brølede af smerte. Jeg mærkede ikke den sprøjte de gav mig, da var jeg allerede langt væk. Jeg var besvimet af smerterne.

Langt borte hørte jeg larmen fra rotoren af en helikopter. Jeg vuggede ganske svagt frem og tilbage.
   "Hej!" sagde Rolf. "Er du vågen Jens..?"
   Jeg skulle brække mig. Jeg prøvede at nikke, det blev kun til en rysten på hovedet. Jeg blev lagt på siden og det bare løb ud af munden på mig. Tre gange krympede mit mellemgulv sig sammen, jeg ofrede hvad der var tilbage i min mave. En eller anden hældte vand over mit ansigt, det friskede.
   Jeg kikkede på Rolf der sad ved siden af mig.
   "Så, så Jens, det var den middag." Han grinede.
   "Frisk mod. Vi er lige straks på et hospital, der vil de tage sig af dig. Jeg følger med hele vejen, det garanterer jeg dig for."
   Jeg prøvede et smil, men jeg havde stadig kvalme.
   "Du klarer den!" sagde Rolf og så på mig.
   "De har ramt pulsåren, du har mistet en del blod, de giver dig væske nu og blødningen er stoppet. Frisk mod, vi lander nu."

De løftede mig ud på en båre, og over på en anden der passede til den bil jeg skulle transporteres i. Soldaten der var såret lå også på en båre, han snakkede med dem der tog sig af ham. Det udlagde jeg som han kun var lettere såret. Hurtigt var vi på hospitalet hvor et lægehold modtog mig. Efter ti minutter sov jeg og var på operationsbordet.

Fri!

"God morgen Jens.. Hej far. Det er Laila. Kan du høre mor og mig..?"
   Langt borte hørte jeg dem. Jeg ville vinke til dem, men jeg kunne ikke løfte min højre arm. Den blev holdt fast. Jeg åbnede øjnene, så i en tågedis mine elskede piger. Jeg prøvede et smil, men jeg tror kun det blev til en grimasse. Karin, min kone, kyssede mig på kinden.
   "Jens. Hvor er vi glade for du kom tilbage til os. Hvor var vi bange."
   Laila, min datter, krammede mig.
   "Far!" hviskede hun. "Jeg er så lykkelig."
   "Jens," sagde min kone. "Nu må du se at blive rask. Ventetiden har været forfærdelig, nu er vi glade for at du er her, at du er i live og har det godt. Lægerne siger der vil gå nogle måneder før du er på højkant igen."
   Jeg havde stadig besvær med at se dem. Det hele virkede så forvirrende. Jeg havde også kvalme, men skulle ikke kaste op. Jeg sukkede. Min kone tog min venstre hånd og klemte den.
   "Jens!" sagde hun og gik i stå."
   "Mine dejlige piger!" sagde jeg henvendt til dem begge.
   "De får ikke en gammel rotte som mig ned med nakken. Har i det godt..?"
   "Ja. Nu har vi det godt far. Vi kan altid tale om det senere. Mor siger vi skal blive her i Thailand i en rum tid, de vil tale med dig om alt det du har været igennem, men først skal du blive mere rask, så kommer det andet senere.. Vi skal hilse dig fra ham du kaldte officeren, han siger han er hollænder, og fra ham du kaldte amerikaneren. En japaner der hedder Kato og en svensker der hedder Rolf. De er i hovedstaden, men vil prøve at komme forbi inden de tager videre." Jeg nikkede.
   "Ja. Rolf var den der bragte os alle ud af banditternes klør og tilbage til Thailand. Han er helten i det foretagende. Uden ham var vi ikke kommet levende ud tror jeg."
   Min kone så på mig og sagde:..
   "Han er da så ung, virker så glad og naturlig. Hvad mener du med det du siger..?" Hun så spørgende på mig..
   "Senere!. Lige nu er jeg meget træt, jeg føler mig svimmel, har kvalme og vil gerne hvile."
   "Vi kommer senere og besøger dig far!" sagde min datter og kyssede mig på kinden.
   Min kone klemte min hånd og så kærligt på mig.
   "Jens. Jeg er så lykkelig for du er her igen." Så kyssede hun mig også og sagde de ville komme igen når jeg havde sovet.

Jeg havde det allerede bedre nu, jeg var vågnet op og havde set min familie. Fremtiden ville så vise om jeg ville få psykiske og fysiske men af den tur. Jeg døsede og faldt i søvn.