Solens stråler varmede. Mens vi gik havde jeg svedt. Den første halve time af vores vagt frøs jeg noget så gudsjammerligt. Jeg skuttede mig og nød den tiltagende varme. Jeg så på mine hænder og mine knæ. De var forrevne og ophovnede. Enkelte sår blødte endnu.
   "Kato! hvordan behandler jeg de små sår jeg har på hænder og knæ..?" Han grinede.
   "De læges af sig selv. Hold dem så rene som muligt, så går det nok."
   Vi spejdede ned ad stien, Kato tog mig i armen.
   "Jens," sagde han ophidset.
   "Der er to tre stykker på stien."
   Jeg spejdede, så to personer komme gående mod os ad den sti vi tidligere var kommet af.
   "Skynd dig tilbage til de andre, bed officeren eller Rolf komme," sagde jeg.
   Kato forsvandt mod vores lejr. Nu så jeg den tredje også. Jeg kunne ikke se de havde våben, jeg ventede. De var stadig over to hundrede meter borte, der var god tid til at stoppe dem hvis det var fjender. Jeg svedte. Sveden løb mig ned i øjnene. Var jeg bange..? Ja, tænkte jeg. Jeg havde aldrig skudt på nogen, men jeg var heller ikke i tvivl om jeg ville skyde hvis det var fjender, hvis det kom til kamp.
   Endnu engang kontrollerede jeg mit våben. Jeg måtte stole på det var i orden. Jeg kikkede på sikringen endnu en gang. Jeg var nervøs så det klodsede. Hvor blev min forstærkning af..? Jeg så ned, og op igen. De tre gik nu samlet imod mig. Jeg sigtede på dem for at være klar. Den ene var en kvinde. Det kunne jeg tydeligt se nu. Hun havde et langt skørt på, bar en byrde over skulderen. Der var en bag hende og en foran. De havde stokke de støttede sig til. Hvad lavede de her..? Jeg var i panik følte jeg. Hvad skulle jeg gøre..? Hvad ville Rolf og officeren gøre i mit sted..? Hvor blev de af..?
   De var nu mindre end hundrede meter fra mig, så af og til op mod hvor jeg lå. Jeg mærkede jeg rystede. Skulle jeg skyde op i luften, og på den måde fortælle dem de ikke skulle komme nærmere..? Hvor fanden blev de andre af..?
   Rolf talte til mig, han lagde sig ned ved siden af mig.
   "Civile," sagde han.
   "Lad dem komme nærmere. Jeg vil tale med dem når de har passeret hjørnet derhenne. Kravl længere ned til venstre, men du må ikke falde ud over skrænten." Han grinede.
   "Du skal dække mig," sagde han og så på mig.
   Jeg rystede som espeløv.
   "Vi bytter," sagde han og så på mig.
   "Jeg kan se det har du ikke nerver til, vente til de går forbi dig. Hør efter.. Træk dig tilbage til efter svinget der henne. Når de når dig er jeg bag dem og tager over. Du går så tilbage hertil og genoptager din opgave. Kan du klare det tror du..?" Jeg nikkede.
   Jeg var rolig nu han var her, flov over jeg rystede så han kunne se det. Jeg trak mig tilbage og så Rolf forsvandt i græsset til venstre for mig. Jeg ventede. Hjertet bankede i mit bryst så de måtte kunne høre det. Jeg var igen nervøs. Endelig. Der var de.

Jeg rejste mig op og pegede på dem med mit gevær. De standsede op, jeg kunne se de blev bange. Mændene lagde deres stave og rakte hænderne i vejret. Kvinden bare så på mig. Langsomt tog hun sin last ned fra skuldrene, så stod munden ikke stille på hende. Hvad hun sagde forstod jeg ikke. Jeg var garanteret lige så bange som dem. Kato trådte frem. Han hævede sin hånd og smilede over hele hovedet. Så talte han et sprog jeg ikke forstod. Det gjorde de fremmede heller ikke, men jeg kunne se de slappede af. Kato lod dem ved fagter forstå de skulle følge med. Til mig sagde han:..
   "Jens, det er fredelige bjergbønder tror jeg. En lille familie på udflugt," sagde han og grinede til mig.
   Jeg så først nu den anden mand ikke var en mand, men en dreng på tolv tretten år gammel. Kato grinede, jeg svedte. For helvede. Jeg rystede stadig. Jeg var ikke i tvivl om jeg lige nu var en elendig soldat. Rolf dukkede op og sagde til mig at amerikaneren ville afløse Kato, vi kunne gå tilbage til vores post.
   "Godt arbejde," sagde han og smilede til mig.
   "Det er rart du var vågen. Kato roste dig for ikke at gå i panik og skyde mod dem. Du handlede rigtigt."
   Han fulgte Kato og de tre lokale vandrere. Jeg svedte tran. Rolf måtte have set jeg var ved at gøre i bukserne, alligevel roste han mig. Den mand var gjort af et særligt stof. Jeg beundrede ham for hans koldblodighed. Jeg var glad for den ros jeg havde fået. Den stivede mig af, det havde jeg brug for. Jeg tog mig sammen og listede hen til min post. Amerikaneren kom, grinede.
   "Det var godt du ikke skød på dem i panik," sagde han.
   "Både Rolf og officeren var bange for du ville skyde. Da Kato kom og sagde der var tre fremmede, var der aktivitet så det klodsede. Alle fik deres poster udpegede, Kato og Rolf skyndte sig herhen. Nå, nu må vi se hvad de finder ud af," sagde han og strakte sig.

Vi så mod stien der syntes fuldstændig rolig. Kato kom med vandkanden.
   "Jens. Jeg så du svedte, og tænkte du nok trængte til en lille opstrammer." Han grinede.
   Mens jeg drak begærligt af vandet passede amerikaneren vagten. Jeg tror jeg drak en hel liter på bare tre minutter, så tørstig var jeg. Det kølede og friskede mig. Jeg grinede, nærmest kluklo.
   " Hvad er så morsomt..?" spurgte Kato.
   " Jeg var sgu ved at skide i bukserne," sagde jeg og grinede til Kato. Han nikkede.
   "Ja det anede mig, men et godt glas vand kan gøre underværker.. Du gjorde vel ikke i bukserne..?" Han så på mig. Jeg rystede på hovedet og grinede højt.
   "Nej Kato, men det var meget tæt på. Jeg var både bange og angst, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre."
   Han klappede mig venskabeligt på skulderen og sagde det skulle jeg ikke tage så tungt.
   "Jeg havde leveret varen i bukserne, hvis det havde været mig. Jeg har aldrig haft et våben i hænderne" betroede han mig.
   "Jeg ville ikke vide hvad der var frem eller bagud.. Nå Jens, jeg må tilbage," sluttede han og hilste. Derefter gik han smilende hen ad stien mod vores lejr.

Amerikaneren var snaksalig, men hans øjne stod ikke stille selvom han talte. Han spejdede uafladeligt ud over terrænet, samtidig med hans mund kværnede derudaf.. Han fortalte om sig selv. Sin kone og deres tre børn.
   "Jeg vil hjem i live," sagde han bestemt.
   "De skal ikke få kål på mig, som de fik på ham tyskeren. Kendte du ham..?"
   "Nej, selvom han var med i selskabet var det første gang jeg så ham."
   Afløsning. Endelig. Officeren og den anden hollænder kom og afløste os. Vi trak os tilbage, efter at have fortalt dem om området vi observerede ud over.

Det var over middag, jeg var træt som et alderdomshjem. Sovepladser var fordelt, jeg overtog den officeren havde haft. Amerikaneren måtte fortsætte sin vagt her i lejren. Jeg så Rolf tale med de tre fra før, og regnede med alt var under kontrol. Jeg lagde mig ned. Jeg var både fysisk og psykisk udmattet, jeg faldt i søvn med det samme.

Officeren vækkede mig.
   "Jens, det er din tur til at tage vagten her i lejren."
   Jeg rejste mig op og strakte mig, tog mit våben og fulgte ham. Bag et lille klippefremspring var en plads, hvorfra man kunne overskue det hele. Han satte mig ind i hvor toilettet lå, og satte den ene kande med vand foran mig.
   "Der henne," sagde han og pegede, "er der en kilde med rent vand. Du må ikke selv gå derhen, men kan sende en der har været, eller skal på toilettet. De to der er på vagt ved stien er officeren og Kato. God nat og sov godt." Han grinede og gik sin vej.

Jeg så ud over det hele. Lejren var god og velegnet, sikker mod overraskelses angreb. Rolf var en dygtig fører. Jeg så på ham da han sad med de tre. Sov den mand aldrig..? Jeg var stadig træt, men jeg var tryg igen ved at være her midt i lejren. Jeg tænkte over hvad der havde fået mig til næsten at gå i panik. Jeg havde været heldig, have truffet den rigtige beslutning med at vente. Kunne jeg gøre noget for det ikke gentog sig..? Jeg tænkte på mangt og meget mens min vagt sneglede sig af sted .
   Hvad med mine kære..? Det var første gang jeg tænkte på dem. Hidtil havde jeg været så optaget af alt det der skete, at jeg ikke havde haft tid til at tænke på dem. Jeg så ned. Hvornår ville vi igen være i sikkerhed..? Ville vi komme over den oplevelse med ar på sjælen..? Jeg kikkede igen ud over det vidunderlige landskab. Så fremmed det var, og dog følte jeg mig tryg lige nu. Det var som om bjergene beskyttede mig.
   Jeg måtte tage mig sammen, det forventede min familie af mig. Ikke at jeg spillede helt, men at jeg bevarede roen og håbet, overlevede. De forventede af mig jeg opførte mig som en mand. Jeg smågrinede for mig selv. Gamle idiot, tænkte jeg. Du er sentimental. Men jeg savnede min familie forfærdeligt.
   Vore tre gæster rejste sig, fortsatte fremad i den retning de havde været på vej. Rolf smilede til dem, inden de drejede om det næste fremspring, vendte de sig og vinkede til ham. Jeg håbede det havde været et godt møde med dem. De vidste sikkert hvor vi var, kunne fortælle hvordan vi nemmest kunne komme videre til Thailand. Rolf kom hen til mig og sagde:..
   "Jens. Jeg er træt og vil gerne hvile mig lidt. Væk mig om en time."
   Vi kontrollerede vore ure, de stemte overens med hinanden. Jeg vidste han måtte være træt, jeg ville ikke spørge ham om noget som helst. Han lagde sig et par meter fra mig, mindre end eet minut senere kunne jeg se han sov. Stakkels mand, tænkte jeg. Han havde hele ansvaret. Men jeg beundrede ham.

Kato kom en halv time senere om hjørnet.
   "Jens, jeg går lige på toilettet, så afløser jeg dig." Jeg protesterede, det ville han ikke vide af.
   "Du behøver også hvile Kato!" sagde jeg.
   "Nej. Jeg er frisk som en havørn.. Jens. Jeg behøver ikke så meget søvn som jer andre, det opdagede jeg da jeg startede på mit lægestudium. Nå men det trykker bagtil," sagde han og grinede. "Her, tag og tyg på disse planter. De vil stille din sult, er vitaminrige. Vi ses om lidt," sagde han og grinede.
   "Kato! vil du også hente vand..?" Han tog kanden og gik mod vores fælles toilet.
   Jeg tyggede, opdagede det var behageligt parfumeret. Bladene var kødfulde og saftige. Da Kato gav mig dem drev de af væde. Han opbevarede dem sikkert i vand. Jeg sank de trevlede fibre, følte en lettere bedøvelse af min mundhule. Var det kokain blade..? Blade der var i familie med kokain..? Han var her ikke så jeg kunne ikke spørge ham. Et kvarter efter kom han slentrende som om han var på udflugt. Bare jeg havde hans ro, tænkte jeg. Han smilede.
   "Jens.. Sov!"
   Jeg sagde til ham Rolf skulle vækkes om et kvarter.
   "Skal jeg ikke afløse dem ved stien..? Han grinede.
   "Nej, sov du bare. Jeg vækker dig hvis der sker noget.
   "Våben Kato. Du har ikke våben..?"
   "Nej, Rolf ligger ved siden af mig, ham vækker jeg hvis der sker noget. Læg dig nu. Du snakker tiden væk," sagde han og smilede..
   "Ok, så god nat da," sagde jeg og lagde mig ved siden af ham. Han rystede på hovedet.
   "Jens. Bliver du aldrig voksen..? Lægger dig lige i solen!.. Du får solstik! Kan du så se og finde et skyggefuldt sted." Jeg grinede undskyldende.
   "Undskyld Kato, det tænkte jeg ikke på."

"Jens!" Det var Rolf der vækkede mig.
   "Vi skal videre" sagde han og gik hen og vækkede den næste.
   Det var aften og tusmørke. Der lå en let tåge nede i dalen. Han informerede mig om hvad der var talt om med vore gæster. Vi var ti kilometer fra den thailandske grænse, han vurderede det ville tage os en til to dage at nå så langt.
   "Vi er i bjerge, besværlige bjerge, skal være det hele tiden," sagde han.
   "Vi har fået lidt mad af de tre, det fordeler jeg ved det første hvil. Du er informeret nu. Vil du afløse ved stien..? Så informerer jeg de andre og giver dig besked når vi fortsætter. Du skal danne bagtrop denne gang. Du får amerikaneren som den næste." Jeg skyndte mig til stien og afløste.
   Jeg var alene, dækkede mig. Det var halvmørkt nu, det var jeg mærkeligt nok ikke bange for. Jeg spejdede ud i det tiltagende mørke, men så intet der bevægede sig.

Pludselig var der buske og træer der bevægede sig. Jeg lagde mit gevær op på den støtte jeg ville bruge, sigtede mod det sted jeg mente de ville komme fra. Så kom de. Jeg stirrede på dem. Længe. Da de var hundrede meter fra mig drejede de ind i junglen. For pokker tænkte jeg. De styrter i dybet. Men jeg hørte intet. Så var der stille igen.
   Elefanter var det. De var vel vilde. Der havde været fire til fem stykker. Jeg havde været bange da jeg så noget bevægede sig, men opdagede heldigvis hurtigt det bare var elefanter. Var de blevet forstyrret..? Havde nogen eller noget drevet dem herop i højderne..?

Jeg stirrede intenst ned i dalen mellem bjergene. Intet rørte sig. Så var de der igen. De luntede tilbage. Hvad havde de lavet dernede?. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tænke eller tro. Jeg ville sige det til Rolf, når de kom og sagde at nu var det tid til at fortsætte. Jeg ventede og spejdede. Intet skete. Endelig kom amerikaneren og sagde det var tid til at fortsætte. Vi gik hen til de andre, jeg fortalte der havde været elefanter. Også at de var forsvundet samme vej som de var kommet. Kato så på Rolf, der sagde det forhåbentlig ikke var andet end et togt efter mad de havde været på.
   "De er ikke bange af sig," fortsatte han.
   "De går ikke af vejen for noget, men angriber hvis de føler sig truet. Afgang," sagde han. Vi fortsatte.

Rolf fik ret. Det ikke alene blev besværligt, det var det. Meget besværligt. Vi skulle klatre. To og to klatrede vi op ad den stejle klippe. Først Rolf, der sikrede tovet. Så hjalp han de to første op. Dernæst de næste og så videre, til jeg der var den sidste var kommet sikkert op. Vi fortsatte fremad, men skulle klatre igen efter nogle få hundrede meter. Sådan fortsatte det til lige før solopgang.