Hun sidder med hænderne i skødet. Eller rettere; hun sidder med de stumpe håndled i skødet. Vugger frem og tilbage. Langsomt på vej ud af katatoniens snævre rum. Alle hendes sanser er rettet mod tilstanden, som hun udførligt indprenter sig en sidste gang, før hun lukker døren bag sig.
Nora trak dem ud af det brændende hus. Datteren. Og moderen. Men det huskede hun kun, fordi hun havde fået det fortalt. Hvad Nora kunne huske var, at hun vågnede og opdagede, at hendes håndled var bundet ind. Lægen med den spidse næse kom hen til hendes seng og fortalte ivrigt, at de havde amputeret begge hendes hænder. Fordi de var brændt i stykker. Så blev lægen tavs og hendes blik flakkede. Hun rømmede sig. Skimmede et par sider i de medbragte papirer. Foldede dem sammen og stak dem i lommen på den åbne kittel, før hun hvilede sine hænder på sengegærdet.
"Du ved godt," Hun gik i stå. Hendes kinder rødmede.
"Altså..." begyndte hun, og rømmede sig igen, lidt for højt. Så knyttede hun hænderne, til knoerne blev hvide. Hendes blik faldt på de identiske bandager, der sad som elfenbensfarvede knopper for enden af Noras håndled og skyndsomt trak hun sine egne, velplejede hænder til sig.
"De. Din mor og din datter overlevede ikke. Men de døde af røgforgiftning, vil jeg gerne understrege. De har ikke mærket noget. Det var først bagefter. Da de var døde. At de. Brændte. Da du fandt dem. Og trak hende ud af huset. Det var heroisk, vil jeg gerne tilføje, for egen regning."
Nora stirrede på lægen, mens hun talte. Med tomme øjne, der så endnu større ud, fordi ilden havde svedet øjenvipper og øjenbryn væk. Lægen bakkede bort fra hendes seng med en beklagende grimasse, mens hendes blik var fæstnet på et punkt over Noras hovedgærde.
"Der kommer en krisepsykolog ind til dig om lidt. Hun kan hjælpe." Lægen var næsten henne ved døren, drejede hurtigt om på hælen og gik. Den hvide kittel foldede sig ud som en vifte, før hun forsvandt.
Inden i Nora åbnede afgrunden sig. Et frådende, mørkerødt dyb, som sugede hende ned, skreg hende i ørene, mens hjertet indkapsledes i pigtråd. Hun mærkede hver eneste spids stikke hende. Hvert nyt stik gjorde mere ondt end det forrige og sorgen trak tungt i begge ender af pigtråden, vedholdende og intenst. Det smertede, så hun ikke kunne få vejret. Hendes øjenhuler brændte, men tårerne der væltede frem, lindrede ikke. Panisk løb hun frem mod et rum uden følelser og fandt i katatonien en slags tom hvile.
Stuen de sidder i, lugter af kåldolmer. Solen skinner på ruderne i bygningen overfor og genskæret oplyser de slidte møbler, skrammede gule vægge, et træt linoleumsgulv og to kvinder i hver deres stol. Noras stol har hjul.
Hun hører Megan tale. Ordene giver ingen mening. Udenfor synger fuglene om parring og revir. Når hun kigger ud af de store vinduer, ser hun en smal stribe blå himmel over bygningen, på den anden side vejen. Kållugten bugter sig op i hendes næsebor og giver et uventet sug af sult i maven.
Ude på gangen fører to personer en dæmpet samtale.
Hun hører trin i fællesrummet og drejer hovedet. En mand standser foran Megan. Han er yngre og rank. Hun kender ham af udseende.
"Hej, mor. Det er din søn," hilser han og tager hendes hænder i sine. Megan ser forvirret op på ham.
"Rhoi fy ddol i mi," siger hun.
"Du ved, at jeg ikke forstår det." Hans stemme er rolig og lidt monoton.
"Din mor taler om sin barndom," siger Nora, uden egentlig at ville sige det højt. Hendes stemme lyder tør. Hun føler sig svimmel af de mange indtryk. Manden vender sig overrasket. Mønstrer hende, med øjne, som er lidt blegere, end himlen udenfor.
"Forstår du Walisisk?" spørger han og løfter øjenbrynene helt op over det kraftige brillestel. Han retter på stellet. Hans hænder er store og harmoniske.
"Tonen. Ikke sproget," svarer hun. De få ord får hendes hals til at værke. Hun hoster forsigtigt.
"Fru Nora. Jeg har aldrig hørt Dem ...æh, dig tale før." Hans tøj lugter af røg. Det vender sig i Noras mave.
"Jeg er ikke fru," siger hun. Stemmen er svag. Billeder af datteren flimrer forbi hendes øjne og halsen snører sig sammen, så hun næsten ikke kan trække ilten ned i lungerne.
"Jeg tror jeg henter en plejerske," siger han og slipper sin mors hænder.
"Hvis ikke du allerede ved det, hedder jeg Maximilian."
Nora nikker næsten umærkeligt og lukker sine øjne.
De kører hende tilbage på værelset og lægger hende i seng, mens de taler til hende på en ny måde. Som om de forventer, at hun måske svarer. Deres spørgsmål forekommer hende trivielle. Så falder hun i en drømmeløs søvn.
Nu er hun vågen igen og ser op i sit loft. Det er hvidt. Det ved hun godt. Inddelt i kvadratiske firkanter. 55 plader. 20 kvadratmeter. Et værelse næsten blottet for personlige ejendele. I natbordets nederste skuffe ligger et album med billeder fra hendes liv. Hende, datteren og moderen i situationer, hvor de sad i baggrunden, eller tilfældigvis befandt sig i nærhedens af fotografiets hovedpersoner. Hendes grandkusine, som med blanke øjne, havde lagt albummet på skrivebordet, undskyldte: "Det er, hvad jeg har sådan har snuset op, rundt omkring i familien." Så knækkede hendes stemme over og hun løb ud på Noras badeværelse og pudsede næse. For ti år siden. Hun har ikke set grandkusinen siden dengang, men får hvert år et fødselsdagskort og en julehilsen. En plejer bladrede igennem albummet for hende, mens hun prøvede at lade være med at kigge med. Bagefter lagde han det ned i skuffen.
Over Noras seng hænger et hejseværk. Ikke at hun er særligt tung at bakse rundt med. Der er hverken fedtvæv eller muskler tilbage på hendes krop. På en gennemsnitlig dag måler hun ca. 1,65 meter, mens vægten efterhånden er nede på 38 kilo. Det er de skiftende plejere fagligt bekymrede over, nu på 12. år.
For enden af Noras seng er der en dør ud til gangen. Hendes entredør. Den svinger indad, mod højre, så hun ikke kan se, hvem der træder ind i hendes værelse, før gæsten enten lukker døren eller træder ud af dens skygge. Det har irriteret hende, lige siden hun blev flyttet hertil. Når hun drejer hovedet til højre, stadig liggende i sengen, kan hun kigge ud af sit vindue, som vender mod nordøst. Hun bor i stueetagen og nabobygningen overfor fylder hele rammen. Ingen himmel. Ej heller ser hun de mennesker, som hver dag passerer forbi, fordi den nederste del af ruderne er i matteret glas. Udenfor vokser et træ, hvis yderste grene er synlige fra sengens hovedgærde. Lige nu er træets blade lysegrønne.
Foran vinduet står hendes skrivebord. Egentlig er det absurd at kalde det et skrivebord, for hun kan intet skrive med sine stumpede håndled. Jo, måske, hvis de skaffer hende en computer med et kæmpe tastatur. Eller hvis hun lærer at betjene en kuglepen med munden. Hun sidder heller aldrig og spiser ved bordet. Det meste af sin næring får hun fra små brikker med energidrik, som plejerne stikker et sugerør i og holder for hende, og som hun aldrig drikker helt op, fordi hun ikke bryder sig om at slubre. Det første hun vil kunne igen, er at holde en brik selv. Og slubre.
Bordet tilhører plejehjemmet. Det er rektangulært og fremstillet i bøgetræ. Lakken er næsten slidt af bordet, som skæmmes af dybe brændemærker efter cerutter og brune kafferinge. De tre kopi-myrestole rundt om bordet har en udmattet, rød farve. På endevæggen bag hende, hænger en aflang fotostat, forestillende en mark fuld af gule tulipaner der bølger i vinden. På den modsatte endevæg er døren ud til hendes badeværelse, den lille vask og køleskabet. Nærmest vinduet et indbygget skab, hvis trælåger er en tone mørkere, end skrivebordet. Nora ejer tre par sko, som står på den nederste hylde i skabet. Et par lyserøde Kawasaki gummisko, et par vinterstøvler i kamik-lignende design og et par lave, sorte pumps. De sidste er til fint brug, men hun har aldrig haft dem på. Det meste af tiden, giver plejerne hende sorte maosko på, som kun flosser ved storetåen, fordi hun sidder i kørestol og sjældent slider undersiden. På den næste hylde ligger en hvid plastikkurv. Heri ligger en strikhue, matchende vanter i børnestørrelse, som kan trækkes op over de stumpede håndled og et sort halstørklæder i fleece. Hendes fine hår bliver elektrisk af halstørklædet, men hun nægter ikke, at det luner. Og kradser mindre, end et i uld. Ovenover ligger en tynd mappe med print af de sidste fem års skattepapirer, hendes sygesikringsbevis og et tyndt udvalg af breve fra familie og bekendte. Og et udklip, som hun aldrig har rørt. Om den tragiske dødsbrand, som avisen beskrev den. På de resterende hylder ligger hendes tøj. Lige mange sæt nattøj og dagtøj. En sommerjakke og en vinterfrakke. Hun bruger dem sjældent.
Det banker på døren. I stedet for at sige 'kom ind', med sin nyvundne røst, beslutter Nora sig for at hvile stemmebåndet. Døren svinger op og Lena træder ind. Hun sender Nora et professionelt smil og lukker døren bag sig.
"Nå, Nora. Sikke en glædelig overraskelse. Megans søn siger, at i to talte sammen i dag?"
Nora følger hende med øjnene. Lena trækker en af de røde stole hen til sengen, sætter sig og tager Noras stumpe håndled mellem sine hænder. Hun gyser.
"Du er så kold, lille Nora. Lad mig varme dig." Hun giver sig til at gnide stumpen mellem sine hænder. Nora kan godt lide varmen, men ikke den måde hun gnider håndleddet på, med tommelfingeren, som er ru.
"Jeg tænker, at vi skal have dig mere i gang igen?" Lena spørger i det gamle tonefald; uden at forvente svar.
"Jeg kan se på dine øjne, at du er meget mere med," siger hun og nikker frem for sig.
Hø, tænker Nora, bag det udtryksløse ansigt.
"Det er så godt for dig," fortsætter Lena. "Når fyssen kommer på torsdag, lægger vi et helt nyt program for dig, ikke?" Så smiler hun sit brede smil, som aldrig når helt op til øjnene.
"Kunne du tænke dig at smage på en kåldolmer i dag, hva', Nora? Nede i spisestuen? Sammen med de andre?"
Nora nikker, næsten umærkeligt, med hovedet hvilende på puden. Hun lukker øjnene, som tegn på, at Lena skal gå.
Det banker på døren. I hendes drøm. Den svinger til venstre, så hun straks ser Maximilian stå i åbningen. Han er klædt i matrostøj og har et kraftigt lys i ryggen. Ansigtet ligger hen i skygge, så hun næsten ikke kan se hans træk, undtaget et stort, åbent smil, som sender behagelige ilinger op langs hendes rygrad.