Kontrolgruppen fik et halvt hundrede sager til gennemgang. De var frit stillet med, hvilken af de elleve ESM definitioner de ville bruge. Man havde mistanke til at flere af sagenes problemer med teknik, jura eller budgetter var blevet forberedt på forhånd, så projekterne undervejs kunne omdøbes og gennemføres på en mere praktisk måde, enten som enten prestigeprojekter eller ved at omdøbe golf- og fodboldbaner til landbrug i korte intervaller. Det de ikke kunne spørge om havde pressen, i flere tilfælde, gjort for dem. De spørgsmål der allerede lå 'til overvejelse eller vurdering' blev overflyttet til gruppen, indtil videre. Dem skulle de arbejde videre med, uden at komme i konflikt med alt for mange autoriteter, hos modtagerne. Karstens appelsinplantager fra Monte Christo var også med i stakken og forsynet med nye bilag med forklaringer. De gav anledning til en frokost og et par samtaler med ham.
   Jonas Gerhard og Monty dukkede efter et par dage op om nogle sager, der havde ligget til opfølgning hos konsulenter i Gerhards afdeling. De delte de sager mellem sig, til alles tilfredshed.
   Christians kendskab til hans nye kolleger blev udviklet i løsluppen stemning, hvor de hurtigt fandt hinanden med det resultat at Etienne og Declan næsten nåede videnskabelige højder i sammenligning af vin og whisky, mellem det saglige. Christian og Armand holdt sig øl og udfordrede en gang i mellem de to andre kamphaner. Ingen af gruppen var helt sikre på hvad omgivelserne forventede af dem og filosoferede ofte over, om gruppen kun var skabt, som en del af et alibi under opbygning af 'firmaets' mest imponerende konto, med tilhørende muligheder for indgreb, i skjul af traktatændringen.
   Efter lidt fagsnak mellem sprut og det øvrige lovede Christian at forhøre sig rundt omkring og flikke en forretningsgang sammen og få den koordineret og godkendt hos Monty. Ellers måtte de i bare have antennerne ude, efter de ønsker de indtil videre havde modtaget, mens de studerede et par sager. Muligheder og arkiver var uendelige. Armands viden var heldigvis ikke begrænset til ølmærker alene. Med ham som mentor surfede Christian rundt i mange spændende arkiver, som Armand heller ikke kendte.
   En særdeles systematisk ændring af forudsætningerne, stod ret hurtigt klart for dem, der ikke havde mistanke om det det i forvejen, som Monty havde forudsagt.
   Christian sundede sig kun de første par dage med at få overblik over sine omgivelser, andre afdelingernes opgaver og ikke mindst sine nye kollegers mening om hinanden. Samtidig prøvede han at få en mere konkret ide over, hvad man forventede af ham og gruppen. Han fik, med kombination af Armands og Montys hjælp IT afdelingen åbne arkiver, der ellers normalt var forbeholdt særligt udvalgte. Det gjorde dem ikke mindre interessante.
   Indtil videre klarede de sig selv og konstruerede med håndbogen i bortforklaring, nogle skitser over det, de kunne kontrollere med pressens og andre afdelingers hjælp. Bagefter måtte Monty sælge resultaterne, bedst muligt.

Christians liste over, hvem der kunne spørges om hvad, var ikke længere begrænset.
   En endeløs liste over faglige gå-hjem møder var en del af velkomstpakken. Christian spurgte Monty om det var obligatorisk.
   "Så vidt muligt," svarede denne. "De fleste kommer for at blive hørt. Sig så lidt som muligt og hils på så mange som muligt."
   Efter lidt overvejelser over en øl, sammen med Karsten, reducerede Christian sine bidrag til enten 'Vi holder vejret' eller 'De enkelte tekniske og juridiske faktorer, må vurderes hver for sig'."
   Det bragte ham helskindet gennem første 'gå hjem møde' to dage efter. Han løb hurtigt rundt i navnene mens han tog temperaturen på omgivelserne og hilste på så mange som muligt. Bagefter havde han atten visitkort med ejernes mening om særlige faktorer og hvad, der kunne fremhæves.
   Der var rigeligt til at overveje og lige så mange nye kolleger, der sikkert hjertens gerne ville uddybe deres forslag.

***
   Efter en uges tid havde politiets drabsafdeling også væsentligt mere at arbejde med.
   "Det er definitivt Hr. NN hedder Adrian Lennox. Bopæl på Jersey og Bahama, hvor han, for resten, er født. Der bor hans tandlæge nemlig. Hvad Lennox lavede i Belgien, og om han kendte nogen her, vil ingen, indtil videre, gi' bud på, " sammenfattede Marc.
   "Efter barselsvisit, sammen med hans mor, hos en søster i USA skiltes deres veje i slutningen af november. Moderen blev der for at hjælpe søsteren og holdt jul i USA. Derefter tog hun på rundtur til flere venner. Det gjorde hun grundigt for efter mellemlandinger af flere ugers varighed i Vancouver, og Washington, staten altså, hvor hun også har venner kom hun hjem til Bahama sidst i februar. Midt i marts tog hun retur til søsteren og blev der til april. Der begyndte de så småt at undre sig over tavsheden fra lillebror.
   Lennox tog via New York til Europa, for at løse tale med nogen, viste de. Han fortalte dem han have set nok til Jersey og overvejede at tage rundt om Australien eller Singapore, hvor han har forbindelser. Åbenbart har han aldrig været ret flink til at skrive. De tog det roligt til juni og begyndte at forhøre sig rundt omkring."
   "Hverken de eller hans omgangskreds på Jersey kender forbindelser i Belgien. Hans opholdssted her i byen, er heldigvis en anden sag."
   Marc tog et nyt stykke papir og gennemså det.
   "Hotel Ashdod reagerede omgående. Der boede han fem dage med forudbetaling i december. Gæster til middag anden og tredje aften. Middagen er betalt kontant. Derefter intet. Femte dag rapporterede rengøringen værelset var rømmet. Hans forskud dækkede nogenlunde, så det gad de ikke gøre mere ud af."
   Nick studerede bykortet. Ashdod og hotellet, hvor den bil var stjålet, som Lennox blev fundet i, lå tæt på hinanden.
   Nick stirrede arrigt på sine bunker og mærkede en begyndende hovedpine. En smule frisk luft ville uden tvivl hjælpe, efter han selvfølgelig havde rykket 'Den Gamle' for den ekstra medarbejder, de havde diskuteret. Han konsulterede hurtigt, sin kalender.
   "I morgen er samme ugedag som tyveriet. Hvis de ikke har ændret turnus kunne de samme mennesker tænkes at være på arbejde. Vi tager turen selv og ser hvad vi kan finde ud af."

Dagen efter så Nick kritisk på et aldrende hotels nedslidte facade og kastede et blik over omgivelserne.
   Parkeringspladsen, hvor Forden var stjålet, var synlig for enden af det næste hotel, på den anden side af gaden. Modsat Ashdods parkeringsplads, var den næppe synlig fra hotellets reception.
   De gik ind og legitimerede sig i receptionen. Receptionisten fandt regningen frem, udskrev en kopi og oplyste, den samme tjener som dengang, netop var mødt til aftenholdet. De var velkomne til at benytte restauranten, der i øjeblikket var tom.

Tjeneren dukkede kort efter op med kaffe, som en opmærksomhed fra hotellet, påstod han. Efter tyve minutters samtale stod det Nick og Marc klart, det nok ville blive dagens eneste udbytte.
   Rengøringspersonalet skiftede hele tiden, fortalte tjeneren, receptionisten var nyansat. En elektronisk overvågning af parkering og reception var for længst sparet væk. Antallet af gæster kunne helt klart være bedre.
   Lennox' regning, som Nick havde studeret et par gange, indeholdt intet om at telefonen på værelset var benyttet til udgående samtaler.
   "Telefonen i reception og computeren på skranken er til gæsternes rådighed, uden beregning," oplyste, tjeneren.
   Han havde samtidig havde vist sig at være eneste tjener i restauranten. Han og morgenvagten klarede sig med løs hjælp ved spidsbelastninger. Han havde restaurantens regnskab med, og kunne kun bekræfte gæsterne havde drejet sig om to personer første aften og tre den næste. Han havde selv haft vagt, men erindrede ikke om det var forskellige gæster.
   Kaffeanretningen inkluderede også en halv flaske Cognac, som tjeneren skænkede flittigt af.
   Nick betragtede tjenerens hænder og spekulerede på om mandens dårlige hukommelse mon ikke fandtes i de sprutrester der forsvandt mellem oprydning og køkken.
   "Så ved vi da han kendte nogen. Vi må bede teknikken spore de udgående opkald fra de dage," indskød Marc.
   Nick overvejede om det kunne betale sig, da en mand kom ind men drejede om i døren.
   "Han ville vidst ikke have vores selskab," konstaterede Nick tørt.
   "Så ham godt," sagde Marc dæmpet. "Og jeg vil til gengæld gerne have hans selskab, for jeg tror jeg så hvem det er."
   Marc havde rejst sig mens han talte og bevægede sig hurtigt hen til døren. Han nåede den og sprang baglæns da to skud smadrede den i tusind stykker.

Nick spildte ikke tiden med at fortryde manglen på den pistol han burde bære. Efter flere henstillinger havde han byttet sit tunge tjenestevåben til en lettere FN pistol. Det havde bare ikke ændret hans indstilling om at bære våben ved simple opgaver. Han vidste Marc havde samme opfattelse. De havde begge for nyligt, med snæver margin, bestået deres obligatoriske skydeprøve.
   Marc kikkede hurtigt i i receptionen og tilbage på Nick med et skævt smil og løftede bryn.
   "Og du?" spurgte han.
   "Vi klarer den med snilde og håndkraft. Ud af vinduet," afgjorde Nick, der råbte at tjeneren skulle tilkalde assistance.
   Han forudså en ny henstilling om at bære våben. Denne gang i mere bestemte vendinger og afgjorde han ville følge den denne gang.
   Vinduet var en skydedør, der uden problemer gled op. Nick kastede et hurtigt blik på tjeneren, der ikke behøvede nogen opfordring til at tilkalde hjælp, og med rystende fingre kæmpede med en telefon.
   Nick vovede et hurtigt blik ud, og så en skikkelse dreje om hjørnet i løb.
   "Hvad er der bag huset?" råbte han, mens Marc løb i forvejen
   "Kun vores gård." Tjeneren snublede over ordene. "Den er lukket hele vejen rundt."
   Nick ulejligede sig ikke med at takke og løb efter Marc, der allerede var nået hjørnet og hurtigt skottede rundt om det. Han så tilbage efter Nick. Sammen fortsatte de i løb til næste hjørne og så på hinanden.
   Nick trak på skulderen. Han så hurtigt rundt om hjørnet og forventede, skytten ville genoptage skydningen. Han smilede ved sig selv.
   Manden prøvede at forcere en mur i den anden ende af gården, der ganske rigtigt var lukket hele vejen rundt.
   Han hang i begge arme, og kom hverken frem eller tilbage på grund af pigtråd mens han forgæves tog afsæt fra en affaldscontainer.
   Marc gik roligt hen og beordrede ham ned. Han havde heldigvis husket sine håndjern, der omgående kom i brug.
   "Hils på min gamle ven Antonie. Han specialiserer sig i tyveri af luksusvogne, han sælger i Østeuropa."
   Håndjernene klikkede på plads mens Marc muntert fortsatte.
   "Hvor er pistolen Antonie?"
   Manden så undskyldende ud og nikkede mod en affaldscontainer. "Det må du altså undskylde. Jeg genkendte dig ikke i lystet fra vinduet. Jeg er ikke vant til skydere. De psykopater jeg handler med, skal vide jeg har den. Jeg ville bare forskrække dig og væk, da jeg så i var flere."
   "Det lykkedes kun halvvejs", konstaterede Marc muntert. "Vi ses sikkert igen og cirka tre år. Må jeg gætte på Audien?"
   Han pegede på en funklende ny bil, der var parkeret i mere ydmygt selskab.
   "Og BMW'en." Antonie nikkede i en anden retning. "Den idiot, der skulle købe dem og køre den ene havde ikke penge som aftalt. Han kommer igen i... " Han kom i tanke om det sikkert var en dårlig ide at sige mere.
   "Aften. Tak skal du have" fuldendte Nick sætningen. "Vi sætter vagt på hotellet. Nu kommer kavaleriet vidst."

Ikke mindre end tre biler med indsatsgrupper ankom med hylende sirener, og halvåbne døre.
   Nick spekulerede over hvad tjeneren havde sagt, mens ni mand, iført hjælme og skudsikre veste forlod bilerne mens de stadig kørte, og kastede sig i dækning. Det så meget forretningsmæssigt og godt indøvet ud.
   Indsatslederen sad i dækning bag sit køretøj og så sig om efter tegn på skydning. Nick bemærkede i farten både de taktiske haglgeværer, en FPR præcisionsriffel og P90 maskinpistoler, han selv havde prøveskudt, med nogenlunde resultat
   "Måske skulle vi holde os ude af syne, til de unge menneskers adrenalin er faldet lidt til ro" foreslog Marc og trak Antonie med ind i en døråbning.
   En mand der helt roligt arresterer en anden, der lige har skudt efter ham, fortjener en vis respekt, besluttede Nick og fulgte sindigt efter Marc.
   "Hvorfor er du ubevæbnet?" Spurgte Nick.
   "Jeg mente s'gu da ikke det var nødvendig, for at afhøre en krovært," sukkede Marc.
   "Vi må nok forberede os på et par nye henstillinger," sagde Nick med en grimasse. Han tog et overblik over parkeringspladsen der, til forveksling, lignede en scene fra en film af den mere livlige type.
   Han viftede med sit ID kort. To medlemmer af indsatsstyrken nærmede sig forsigtigt, med deres våben klar til brug. De drejede Antonie om, så deres kolleger kunne se hans hænder med håndjern.
   "Vi har desværre ikke levnet nogen til jer" bekendtgjorde Marc der også viftede med sin ID.
   Deres to kolleger kom så tæt på at de kunne læse ID kortene. De slappede af og afblæste alarmen over deres radioer. Alle mand rejste sig langsomt og samledes om bilerne.
   "Hans våben ligger i en skraldespand. Jeg viser jer hvor," meddelte Marc og blev afbrudt af receptionisten.
   "Der er en til på anden sal, værelse toogtyve" meddelte denne, lettere forpustet efter at have løbet tredive meter.
   Inden han havde sagt mere buldrede tre mand gennem receptionen og op af trappen.
   "Det er altså kun en pige, eller dame, undskyld." forklarede receptionisten.
   "Mon ikke det er nok" spurgte Nick med et blik på indsatslederen, der nikkede indforstået og afgav en kort instruks over sit headset.
   "Henter du pistolen?" spurgte Nick efter Marc havde anbragt Antonie i en af bilerne.
   Sådan stod de nogle minutter mens indsatsstyrken begyndte at pakke deres udstyr af vejen. Sidste hold kom kort efter ud af hotellet, slæbende på Antonies pige, han tydeligvis ikke havde valgt for hendes evner til at formidle finere kultur. Hun råbte og skreg, med tårer i øjnene så mascaraen lignede et moderne maleri.
   Nick så nærmere på de forskellige medlemmer af grupperne, og spekulerede på om han selv havde haft selvtillid nok til deres opgaver. Alle, vidste han, havde meldt sig frivilligt til opgaver der tit krævede mere end almindeligt mod og pligtopfyldelse, med overhængende mulighed for at komme slemt til skade, eller det der var værre.
   "Det hele drejer sig bare om de to biler." Nick udpegede dem for indsatslederen.
   "Nøglerne har ham der." Han pegede på Antonie.
   "De ligger oppe på værelset," oplyste denne skikkeligt.
   "Vi undskylder ulejligheden," sagde Nick.
   "Tænk ikke på det," svarede indsatslederen. Han var færdig med at fjerne sin kampudrustning, og lignede næsten en normal politimand igen.
   "Det ene hold var nyt og skulle bare prøves."
   Du skriver rapport," sagde Nick til Marc, der i det samme vendte retur med en pistol i en pose.