Efterlysningen af hr. NN resulterede på under en uge med noget, der vakte behersket håb om at komme videre med ham. En bortløbet ægtemand, der svarede til beskrivelsen, havde skabt lidt optimisme under Nicks fravær med en anden undersøgelse. For god ordens skyld prøvede Marc mandens telefon. Han bekræftede omgående at han for det første var særdeles levende og tilfreds hos sin veninde, og for det andet at den fornærmede kone udmærket vidste han var der. Hans tilbud om at komme ind på stationen blev afslået med tak.
   Flere lande havde rutinemæssigt, fremsendt beskrivelser af alle savnede personer. Marc sortere dem systematisk ud efter køn, højde, etnisk baggrund og i et tilfælde en et-armet mand.
   "Nick kik lige her. Jeg tror der kan være gevinst på NN. Engelsk, bosiddende på Jersey. Pasbillede og beskrivelse. Vær så artig. Indrejse er bekræftet, hvorefter intet. Og hans telefon er passiv."
   Alle stimlede sammen. Et enkelt, men uinteressant, manddrab mellem teenagere i narkomiljøet blev for et øjeblik glemt.
   Nick studerede det forstørrede pasfoto og sammenlignede med omridset af afdødes hovedform, og beskrivelsen af de rester af hud og hår, som havde overlevet opholdet i vandet.
   "De kan sagtens have ret," mente han efter nøje granskning,
   "Og hvad laver så en engelsk gentleman i en stjålet bil fra Bruxelles, i havnen i Oostende, af alle steder," supplerede Alain. "Hvorfor pokker er der ingen der undrer sig over hvor han er?"
   "Det er blandt andet det vi gerne må besvare," medgav Nick. "Lad os få bekræftet det er ham, og finde ud af om han er registreret her i landet. Så må dem fra Jersey bidrage med det de kan, indtil videre. Er du rar at kontakte Scotland Yard, Marc?"
   "Er sket, nærmere oplysninger udbedt," smilede Marc. "Jersey er åbenbart uafhængig. De hedder State of Jersey Police. Vi får yderligere om mr. Lennox, hvis det altså er ham."
   "Tag en runde på hotellerne med det navn. Offentliggør pasfotoet igen, og se om nogen vil indrømme at kende ham." foreslog Den Gamle, der havde sluttet sig til gruppen.
   "Men hvem er så mister Lennox? Både baggrund og beskæftigelse tak. Hvor for pokker har ingen savnet ham?" spurgte Nick opgivende og betragtede pasbilledet.
   "Nærmere kommer fra Jersey, når de får det stykket noget mere sammen," lovede Marc.
   "Gav aviserne intet i første forsøg?" brød Den Gamle ind.
   Nick og Marc fortalte samstemmende det ikke var tilfældet uden at uddybe det yderligere.
   "Giv endelig pressen en chance til, med noget mere konkret," sagde Den Gamle "Denne gang også fjernsyn, og se om der er gevinst. Den smule vi ved kan de såmænd godt få ubeskåret. Stik dem også et billede af havnen i Oostende. Den er jo ganske pæn."
   "Hvordan kan nogen være væk et halvt år uden der stilles spørgsmål," undrede det Nick.
   "Om vinteren bor han normalt hos sin mor, på Bahama," oplyste Marc efter at have skimmet de første oplysninger fra Jersey.
   "Han bad om arbejde når han var ledig. Han er åbenbart freelance på en måde. Begge steder troede de, han var det andet sted. Vi får nærmere oplysninger lover de."
   "Har han noget specielt erhverv?" spurgte Den Gamle
   "Free-lance finansanalytiker og -rådgiver." Marc så på papirerne,
   "Ugift, og åbenbart kuldeskær. Delte i nogle år delt sin tilværelse mellem Jersey og Bahama. Jeg udvider forespørgslen til Bahama. Jeg stikker da gerne selv derover og undersøger ham, hvis det er nødvendigt."
   "Det vil jeg overveje", svarede Den Gamle alvorligt "Hvis tilbuddet også gælder Dolchinsky".
   Marc trak omgående følehornene til sig. Gangsteren Dolchinsky blev to måneder før, skudt ned på åben gade af en landsmand, som hurtigt blev arresteret.
   Narkoopgør lå snublende nært for. Gerningsmanden havde før i tiden været KGB mand, havde de, med lidt besvær, fået bekræftet. Han var lige så oplysende som hans tidligere arbejdsgivers årsrapporter. Politiet i Kaliningrad var kun tilfredse med at ingen af de herrer længere befandt sig i byen.
   Om det var et lejemord eller noget andet, ville gerningsmanden ikke fortælle. Det kunne de måske få svar på, i Kaliningrad. Den slags naive spørgsmål i de kredse blev i bedste fald besvaret med sammenklemt mund og rysten på hovedet, eller i værste med en halv snes kugler, havde det lokale politi for længst meddelt.

***
   Christian fik først hilst på sine nye kolleger dagen efter. Frokost og samtale med Monty, dagen før var trukket ud.
   "Navnet er Declan." præsenterede den første sig med et grin. "Jeg er fra den del af Belfast, hvor man først spørger om et slagsmål er politisk eller privat. Næste mand er Etienne fra Bayonne, skinke og bajonetter, ved du nok. Sidst og ikke mindst, Armand, belgier fra den vestlige del af af landet. Hvad er i egentlig kendt for, Armand?"
   "Øl", kom det omgående, muntert fra manden, der bestemt ikke hørte til de mindste. Han kunne godt se ud til at have fået sin andel af øllet, men håndtryk og første indtryk fejlede intet.
   "Bare vent til du prøver en Scharf Tabak. Det er øl der stiller krav".
   "Jeg støtter hjemmet, men er villig til at smage og udveksle synspunkter når som helst," svarede Declan. "Verdens ældste og bedste Whisky kommer kun fra Irland."
   "I stakler", sagde Etienne. "Bayonnes vin kan nemt konkurrere med Bordeaux. Behøver jeg sige mere om den ting?"
   Alle var omflyttet dagen før og fortsatte muntert med at småskændes og indrette sig, mens Christian talte med dem på skift. Dagen efter var det alvor, fik de aftalt, midt i deres venskabelige mundhuggeri. Declan påtog sig at organisere kaffebord og måske lidt mere.

"Sikke en flok", sagde Karsten og rystede på hovedet da de kort efter sad på Christians kontor. "Du kommer måske til at starte med en ret skarp forretningsgang og planlægning, ellers må du selv gætte på, hvad der sker."
   "Husk jeg er koordinator", smilede Christian og gik med videre. "Ikke løvetæmmer. For øvrigt har i lovet en faglig leder, til at holde orden på dem. Hvis nogen leverer noget andet, end det, vi er bedt om, er det om igen. At lave tingene om fem til seks gange plejer at hjælpe på forståelsen, som du måske husker. Hvad forventes der i øvrigt af en koordinator."
   "Det er faktisk en stabsfunktion der koordinerer at de enkelte afdelingers funktioner ikke overlapper hinanden, mere end højest nødvendigt, så de ikke kolliderer mere end højest nødvendigt. "Forklarede Karsten. "Formanden altså Monty har samlet os til en fast gruppe der koordinere op- og ned og til siderne for at forebygge overlapninger og selvmodsigelser inden materialet går videre. Som kontrolinstans kan i risikere at konflikter med det de enkelte afdelinger definerer som deres domæner. Koordinatorgruppen godkender også dagsordener og bilag inden de går videre og referaterne bagefter. Tingene går kort sagt kun ud af afdelingen gennem dig og med din godkendelse."

Karsten trak Christian videre og tilbage til sekretariatet. "Du bør også hilse på Jonas Gerhard", hævdede Karsten. "Han en knag til at vide hvem der kan, og laver hvad, hvor de gemmer det, og som regel også hvorfor."
   Gerhard var slank og adræt, midt i trediverne, klædt i elegante mærkevarer. Han var alvorlig, men så på den anden side også ud til at kunne tage en spøg. Det eneste minus, Christian kunne finde, var en lidt for kraftig deo eller barbersprit.
   "Jeg er sådan set bare arkivar," smilede han venligt, gav hånd og præsenterede sine kolleger.
   "Gerhard er overbibliotekar og også en slags koordinator. Han har et landkort over alt og alle i hovedet. Organisationen ændrer sig helt tiden. Nye problemer kræver nye vurderinger. Dem indhenter og fordeler Gerhard og hans folk som også ajourfører arkiver og landkort og hvem der er i gang med hvad, så vi undgår dobbeltarbejde. Han er en ren troldmand på sit felt."
   Karsten var godt i gang og Gerhard tog det med et smil.
   "Det hænder vi bli'r bedt om det umulige og må trylle lidt, det er rigtigt! Ingen kalder mig Harry Potter af den grund," forsikrede Gerhard. "For øvrigt foregår det mest elektronisk. Arkivernes indeksering kan godt skabe problemer i ny og næ."

Christian sikrede sig mandens lokalnummer. De gik retur til hans kontor hvor Madame Mertens ventede tålmodigt med en kuvert med password til computeren, krav om underskrift og en IT- medarbejder, der kunne sætte Christian ind i systemet, når det passede ham. Denne efterlod navn og lokalnummer og lovede han var til rådighed, når som helst.

Døren havde knapt nok lukket sig bag dem, før der kom gæster. Denne gang to alvorlige mænd i stribede jakker og slips, som da bare ville ønske velkommen. Der var ikke sparet på noget som helst da Pieter Dearden blev sat sammen. Han var næsten to meter høj, korpulent, med et gennemborende blik, myndig fremtoning og en rungende stemme, der både krævede og fik opmærksomhed. Samtidig hørte han desværre også til den type, der betragtede et håndtryk som en duel, og så folk stift i øjnene imens.
   Frank Sinclair var hans absolutte modsætning. Han var et hoved mindre, spinkelt bygget, med fremstående kindben og adamsæble. Han så hovedsagligt ud til at være sat sammen af dele, der blev til overs fra andre steder. Han så helst ikke folk direkte i øjnene. Hans håndtryk var slapt og svedigt.
   Christian skrev sig bag øret at der burde gøres noget ved garderoben. Det, der gik an på Via Bernardino, var ikke acceptabelt i Bruxelles. Karsten så eftertænksomt efter mændene.
   "Dearden og Sinclair, er kendt som Gøg og Gokke. Pieter er koordinator for Globaliseringstilskud. Frank er hans loyale drabant. Nogen hævder kopi. Han forelsog Frank som koordinator for gruppen for selv at slippe for ham. Dem skal du passe på! Da fonden for Stabilitet blev stiftet, sidste år, blev der Pieters område og autoritet formindsket. Det gjorde ham lidt paranoid. Han prøver at sikre sig, det ikke gentager sig med ESM kontoen."
   "Har du absorberet det hele?" spurgte Karsten og nippede til kaffen.
   "Jeg tror det. Vi opbygger et erfaringsarkiv med afsæt i hjælpepakker, der har resulteret i løbende produktion og omsætning med afgift af det."
   "Du skal vænne dig til parallel styring af processerne, både administrativ og politisk. Der er kamp om autoritet på alle niveauer, og om at snuppe en del af kagen og blive i varmen.
   "Det gælder altså om at skelne mellem orkere og dværge, lige som i Tolkien", sukkede Christian,"helst uden at udfordre nogen af dem."
   "Velkommen til Mordor". Karsten smilede kynisk. "Om dværgne sidder her eller i Strasbourg skifter en gang i mellem. Oplys så lidt som muligt. Her er der orker. Råt kød og konkrete oplysninger frarådes. Tag aldrig fanger. Husk penge og lovforslag kommer herfra. Politisk kapital er gæld fra så mange som muligt og afgør meget. Det kræver du ikke udfordrer nogens autoritet. Hold dig til Monty. Han er mesteren. Hold øje med hans næsebor og øjenbryn.
   "Næsebor?" Christian troede han havde hørt forkert.
   "Når han ser noget han ikke bryder sig om, udvider han næseborene. Så glemmer du det bare. Når han rynker brynene, og sætter en finger under næsen, overvejer han hvordan det kan bruges. Så er det OK."
   "Hvad hvis han smiler?", spurgte Christian.
   "Det er heller ikke så godt. Skal vi ud og ha' en øl om tyve minutter?"
   Christian så frem til en øl eller tre. Dagen var tordnet af sted. Han lænede sig tilbage i stolen og spekulerede på, hvad fanden han var rodet ud i. Indtil videre så det nogenlunde overkommeligt ud. Han supplerede sine notater efter hukommelsen og nåede at eksperimentere lidt med computeren da Karsten kom tilbage og oplyste belgisk øl var verdens bedste, og han gerne ville bevise det.