Efter alle formaliteter om arbejdsbesøg i andre lande, på kort tid faldt på plads, sad Nick alene i et fly til Gatwick hvorfra der var forbindelse til Jersey. Helt uden højere magters indgreb havde Den Gamles kone havde pådraget sig en dobbeltsidet lungebetændelse tre dage før. Han måtte blive hjemme og pleje hende, mens Nick gennemgik Jerseys muligheder, og Lennox sidste del af tilværelsen. Nick var langt fra utilfreds med opgaven og livet, da hans fly lagde an til landing i Saint Heliers lufthavn.

Havde det ikke været for hans politiuniform, havde Nick ikke frivilligt i tiltalt kæmpen, der stod med et skilt med hans navn, og talte afslappet med et par kollegaer.
   "Welcome to Jersey, Sir". Betjenten præsenterede næsten fuld retsstilling og overtog uden videre Nicks kuffert, som han bar som en fjer, idet han overså den også havde hjul, mens han førte Nick gennem lufthavnen.
   "Commisioner Boyles, beklager han ikke kunne hente dem selv, En lidt ubehagelig sag kræver hans tilstedeværelse. Han vil møde Dem til dinner klokken nitten hundrede på deres hotel," oplyste kæmpen over skulderen, mens han kørte Nick til hotellet i en patruljevogn
   Nick studsede lidt over den militære jargon, og så kort efter nervøst på hotellet. Det lå flere prisklasser over hans normale diæter.
   "Politiet råder over to permanente værelser her. De låner bare det ene. Mad og drikke er til særlig pris. Barskabets indhold kan suppleres til en brøkdel i butikken om hjørnet," forklarede politimanden i korrekt 'giv agt' stilling efter, at have indlogeret ham på værelset.
   Både Nick og hans udgiftskonto sukkede lettet.
   "Politistationen ligger derovre, Sir." Skiltet og de parkerede politibiler gjorde den oplysning lidt overflødig.
   "Spørg efter Detective Seargent Scott, hvis de kikker ind."
   Betjenten gjorde næsten stramt honnør og forsvandt inden Nick fik taget sig sammen til at sige tak.

Klokken var kun lidt i halv fem. Nick vidste af erfaring, det var tiden for vagtskifte de fleste steder. Han friskede sig op og besluttede en gåtur til den gamle havn, hvor han nød søluften og synet af bådene. Han gik efter et par timer tilbage til hotellet.
   Politifolk ligner politifolk overalt, så han styrede direkte mod to af slagsen, der sad afslappet foran receptionen, og holdt øje med indgangen på en måde, man kun lærer af erfaring, at se alt, uden at kikke direkte.
   De rejste sig, gav hånd og præsenterede sig
   "Franklin Scott og John Broyles" præsenterede den ældste på begges vegne, ret atypisk uden titler. Nick fulgte trop, men fremviste, for god ordens skyld, diskret, sit id-kort.
   Der eksisterer et broderskab mellem ordenshåndhævere, uanset grænser og nationaliteter. Opgaven med at korrigere, også normalt lovlydige menneskers adfærd, hvis de kommer til at genere hinanden lidt for meget, har en tendens til at isolere politiet, der ikke altid er lige populære, uanset problemernes karakter. De kom omgående på bølgelængde.
   "Vi har sjældent gæster fra Belgien," sagde Broyles med en smil. "Til ære for dem har politichefen bevilliget en menu af de lokale specialiteter. Han er i øvrigt til møde her på hotellet, og vil gøre os selskab til kaffe og cognac senere. Skal vi?"
   Han slog ud med hånden mod restauranten der, allerede var halvfyldt. De lokale specialiteter viste sig, til Nicks skræk, at være en seks retters menu, med afstemte vine. Samtalen gled let frem og tilbage og hver for sig delte de ud af deres erfaringer om de daglige fornøjelser ved jobbet. Halvejs gennem måltidet forhørte Nick sig om den ubehagelige sag, betjenten havde omtalt.
   Begge englændere slog en latter op
   "Det var såmænd bare," fortalte Broyles dæmpet, " at en ung dame af velkendt familie ikke gad vente på betjening og gik uden at betale. Det blev ordnet i mindelighed og den overlegne tøs, for at sige det rent ud, blev klar over både, at uanset hvem hendes far er, må hun vente til det bliver hendes tur og lovgivningen ikke undtager nogen. Blev der taget godt imod dem. Beklager mit fravær."
   Nick smilede ved mindet.
   "Ja tak. Der blev næsten præsenteret gevær. Han havde bare glemt geværet, men kan vel selv bruges som kampvogn i nødstilfælde."
   Boyles så spørgende på Scott der smilede.
   "Vores Walisiske en-mands-hær, sir. Han lovede at sørge for det. Må ha' taget turen selv."
   "Tidligere Hunter Force og militærpolitiet", forklarede Scott smilende. "Vi overtog ham efter tjeneste i Irland. Han gjorde sig straks bemærket ved at stoppe et slagsmål med otte deltagere. En mand, en slåskamp, har han siden sagt. Vi kalder ham forresten 'Tiny'.
   Sidste år blev han skilt, fik orlov og tog en runde på seks måneder i Afghanistan som adspredelse, for at komme lidt væk. Han kom tilbage, med en stak kampbånd, og en orden, man ikke får for at spise pænt med kniv og gaffel. Han er vist nok ved at blive gift med den samme kone. I parentes bemærket, glemte hun at fortælle, han skulle være far, da de blev uvenner."
   De lo alle.
   "Vi bruger ham mest til at undervise i trafik og førstehjælp i skolerne. Børnene elsker ham og lærerne spørger efter ham. Så er der ro i klassen, af en eller anden grund."
   "Uden at skifte emne eller gå for meget i detaljer", spurgte Nick. "Hvad kan i fortælle om mister Lennox som generel profil".
   Broyles nikkede til Scott, der overtog ordet.
   "Han var en enspænder, selvcentreret, og egoist. Uden tvivl knalddygtig til sit fag, men lidt af en boheme, og havde åbenbart råd til det. Han kunne vælge mellem de opgaver, der interesserede ham. Han ernærede sig som konsulent, når det passede ham, at bestille noget. Han var specialist i flere landes systemer for skat og afskrivning og fandt ud af hvad der bedst kunne betale sig hvor. På grund af Jersey og Bahamas særlige skatteregler, havde han masser af muligheder. Han foretrak bare et liv mellem vagabond og kosmopolit uden at binde sig. Han havde som sagt råd til det. Han havde lige været i USA, så vidt jeg husker, og luftede ideer om andre græsgange.
   Han har haft deltids adresse her i syv år, og har næsten ikke gjort bemærket."
   "Næsten?" Det indbød til et spørgsmål.
   "Jeg har set sagen igennem" oplyste Scott. "Han optrådte kun i periferien."
   Et andet selskab brød op midt i salen. En distingveret mand tog sin kaffekop og kom hen og satte sig uden yderligere formaliteter ved deres bord, mens Broyles præsenterede.
   Politidirektør Nigel Hayes-Smith, var en hyggelig mand, der mindede en hel del om Den Gamle, tænkte Nick, og savnede ham næsten. Han forvissede sig om at der var taget godt mod Nick og forhørte sig derefter om forholdene ved det belgiske politi hvor han kendt et par overordnede, viste det sig. Resten af aftenen svandt hurtigt i hans selskab.

***

"Jeg er vidst kommet til at love..." startede Vernet og afbrød hurtigt, med et blik på Christian.
   "Alt i orden" sagde denne beroligende. "Jeg har forstået systemet. Det er aftalt, på forhånd at enten lukker jeg for modtageren, eller forlader mødet, hvis du ønsker."
   De begge så på Monty, der nikkede bekræftende. "Vi er kun gode kolleger," mente han.
   Efter første rapport og lige så mange naive som saglige spørgsmål blev Christian inviteret af Monty til at overvære forberedelse af en dagsorden til en arbejdsgruppe. Monty var der kun for at sikre en rimelig fordeling mellem de enkelte afdelingers forbrug af budgettet. Christian havde han bedt gennemse et par ting på forhånd.
   Sagerne kunne senere blive udsat for gruppens kontrol. Et par modtagere af tilskud i andre sager havde igen henvist til deres originale bilag, med en fodnote om der var sket et par mindre justeringer, for at få tingene til at glide nemmere.
   Det havde de fuldkommen ret i. Modtagere som faktisk havde brugt deres hjælpepakker til det, de havde søgt om, men ikke som de var bevilliget, kunne godt befinde sig i en mærkelig situation.
   Arbejdsgruppernes møder var åbne for repræsentanter fra både erhverv, interessegrupper og politikere. Embedsmændene lod de tilstedeværende debattere på livet løs og stillede spørgsmål om uklarheder. De blev besvaret inden sagen gik tilbage til arbejdsgruppen til et nyt læs spørgsmål.
   Der eksisterede enkelte retningslinjer for at registrere dem, der bidrog og deltog i sagsbehandling. På det område gjaldt et princip om frivillighed, selv for dem der stod bag en begrundet og dokumenteret indvending.
   De forskellige arbejdsgrupper blev løbende kontaktet af et bredt udvalg af interessegrupper. Hvis nogen ville lade sig registrere ved navn eller lignende kunne de sagtens gøre det. Det skete undertiden. Reelle Lobbyister, for eksempel, fandtes i et særligt arkiv, der efter sigende indeholdt 15.000 navne for Bruxelles og Strasbourg. Andre kaldte sig bare konsulenter. Dem var der sikkert lige så mange af. De behøvede kun at være til stede og få kontakt med dem, de mente, bedst tjente deres formål. Folk der stillede spørgsmål med passende saglig baggrund, og gerne med et bilag, der dokumenterede det, var altid velkomne.
   Bagefter var der kun begrænsede muligheder, for at finde ud af, hvem der havde spurgt om hvad, eller havde leveret hvilke bilag. Når referenten satte sidste punktum, smækkede låget i, og deltagerne fordelte sig, på nye arbejdsgrupper, hvis antal, efter sigende, konstant androg syv- til ni-hundrede.

Christian overværede forberedelsen af en dagsorden. Strid mellem de enkelte afdelinger, gik stort set ud på at fordele de gode sager mellem dem, i hvilken takt de skulle have adgang til at bruge deres budget. Det var en belærende oplevelse.

Forskellige sager lå klar i et arkiv på skærmen, på forskellige stadier af forberedelse. Koder markerede om sagen var ny, på anden eller tredje behandling eller færdig. En logbog for hver enkelt sag var tilgængelig med et klik på nummeret. Underbilag var anført i kronologisk rækkefølge.
   Karsten og Vernet var med, for at kommentere forventningerne til et par tilskud Stabilitetsgruppen gerne ville af med. Monty var i princippet samlende led for det hele, med en særlig interesse i en sag, han havde bedt Karsten forberede.
   Dagsordenen den dag drejede sig for det meste om Stabilitetstilskud, med mulighed for at hente enkelte bidrag fra globaliseringen. Sir Ian deltog af samme grund. Han overlod for det meste ordet til Vernet og Karsten.
   Claes Janzen, var mødeleder og koordinator for budgetafdelingen. Han kastede et rutineret blik hen over listen og startede på det egentlige.

"Kan vi ikke snart på udryddet nummer to hundrede og femten?" spurgte han, og betragtede spørgende deltagerne. Alle kikkede på logbogen. Christian bemærkede sagen allerede var behandlet fire gange, efter en stribe spørgsmål om mindre heldige konsekvenser, fordi et analysefirma, løbende vurderede nye elementer mens Vernet og Dearden skændtes om, hvor stor en andel de kunne få.
   "Den må rundt igen", beklagede Sir Ian.
   Janzen gjorde et foreløbigt notat til en dagsorden. "Nu må i snart være løbet tør for spørgsmål," håbede han. "I får problemer med at bruge jeres budget."
   "Teknik, der koster arbejdspladser er ikke populære ret mange steder", mindede Karsten dem om. "Ja, jeg er ikke helt sikker på Greenpeaces mening om det, men de har ikke indflydelse i den sag."
   "Med omskoling af arbejdspladser, der eksisterer, vil omkostningen være neutral over et par år, med et overkommeligt tilskud." indskød Vernet.
   "Smid det behandlede helt ud. Træk midterste bilag med den nye analyse frem igen. Indvendingerne i det nye bilag er måske lidt kontroversielle." foreslog Sir Ian.
   Janzen gjorde som foreslået. Dearden så sin andel formindsket og blev sur. Så var den på plads. På samme måde gennemgik de forskellige sager og fik sammensat en fornuftig dagsorden til arbejdsgruppens næste møde.
   Vernets lille problem fik tilføjet en ekstra konsulentrapport på otteogtyve sider, ovenpå dem, der lukkede andre løse ender, bemærkede Christian. Så var op til den ansvarlige medarbejder at gøre arbejdsgruppen opmærksomme på de rigtige ting i det nye bilag.
   Karsten overtog scenen for en kort bemærkning med en sag han og Monty havde bokset med i et par uger, og fremhævede især en beregning over muligheder for beskæftigelse, Christian havde produceret.
   "Flaskehalsen er stadig", understregede han "Billig arbejdskraft og underleverancer udefra, vil kræve omlægning af produktion og omskoling, der vi koste spidsen af en jetjager."
   Flere medlemmer indforstået hinanden.
   "Lyder det ikke nærmest", konstaterede Sir Ian, "som ren globalisering og en opgave til vores gode ven Pieter. Hvis udviklings- og socialfonden klarer omskoling, kan omlægningen sælges som globalisering, for at reducere indkøb udefra?"
   Christian spekulerede over hvad det samlet løb op i det selskab, mens han sad og bladrede løseligt i næste sag, med rynkede bryn. Den kvindelige koordinator fra socialfonden nikkede ivrigt og Dearden var også i godt humør.
   "Den spanske ansøgning kan godt volde lidt problemer på længere sigt, og skabe brødnid et par steder," mente Janzen. "Er der noget galt?" spurgte han efter et blik på Christian.
   "Ansøger har ændret den tekniske omlægning og oplyser det også ændrer omskoling og investering væsentligt. Der er kun budgetteret med forrentning af beløbet, før ændringen. Det har konsulenten overset og kun behandlet de første forudsætninger. Hvad sker der hvis en kvik politiker får øje på det?"
   Vernet skimmede listen over deltagere. "De findes faktisk. Det kunne tænkes han påstår fejlbehandling" indrømmede han.
   "Sæt glas og elektronik på dagsordenen før frokost." foreslog Monty afslappet, med et blik på Vernet, der nikkede taknemligt.
   "Så er de vedtaget på ti minutter. Den spanske lægger du sidst på mødet, med alle bilag og ændringer. Oplys det, der skal omvurderes. Så vil de hellere hjem og gider ikke brokke sig over det."
   Claes Janzen så sig spørgende omkring. Uden andre forslag blev dagsordenen nye kabale af bilag med et par klik sendt til møde i arbejdsgruppen. Christian behøvede ikke flere beviser på Karstens bemærkning om bilagstyranni. Han fik næsten medlidenhed med den arbejdsgruppe, der for fjerde gang skulle arbejde sig gennem den stak og nævnte det for Karsten, da de gik.
   "Det er en del af spillet om medindflydelse. Den teknik advarede jeg dig om, da du kom. Nu har du bare set den i brug."