"Velkommen til Europas største legeplads for bilagstyranni." præsenterede Karsten. De erstatter paragrafryttere i den nye samfundsorden og spiller stabstennis med forskellige udlægninger af, hvordan bilag og cirkulærer skal forstås og bruges. Det skaber meget underholdning." Han betragtede Christian med et smil.
   "De vigtigste afdelinger har de tungeste budgetter. Alle sager indeholder smuthuller, nogenlunde duelige sagsbehandlere kan gøre tilpas indviklede. Der er kun 754 folkevalgte tillidsmænd mod 10.000 bilagstyranner. Officielt kaldes de første politikere og de sidste sagsbehandlere. Sagsbehandlere der bruger mere end deres budget på en overbevisende måde, søger om mere til næste år. Mens politikerne har lobbyister og journalister til hjælp har vi konsulenter. Vi bliver vi målt og får ansvar efter det vi rager til os. En gang i mellem husker vi også at hjælpe politikerne med at sende lidt af kontingentet hjem igen. Det flytter arbejdspladser fra det ene land til det næste. Det sker også vi flytter vi dem også tilbage igen. Det er som regel ikke med vilje."

Det sidste tilføjede han hurtigt og så sig om, for at sikre sig, ingen lyttede. De stod ved et panoramavindue og så ned på rundkørslen foran Berleymontbygningen.
   "Både vi og de folkevalgte tillidsmænd jagter de bedste sager. Nogen af metoderne kan der måske sættes spørgsmålstegn ved. Dem sørger vi for de ikke har tid til eller kan gennemskue. Selvom medlemmerne stort set er i stand til at klare sig selv, går det bedre for nogen end andre. Det er som sagt 754 gode grunde til. De sidder i Strasbourg halvdelen af tiden og fordriver tiden med at finde på noget, der kræver støtte eller tilskud."

Christian kikkede på Karsten, med lige dele vantro og skepsis, og så sig omkring. Alle så lige alvorlige og målbevidste ud. Ingen burde være i tvivl om, der foregik noget vigtigt.
   "De enkelte tillidsmænd eller politikere om du vil, rokerer frem og tilbage og støtter eller protesterer mod enkelte sager i arbejdsudvalgene. Mens politikerne leger embedsmænd, leger embedsmændene politikere. Det vil du stifte nærmere bekendtskab med."
   Christian var stadig ikke sikker på om Karsten var alvorlig eller spøgte. Karsten smilede ironisk og rystede på hovedet og fortsatte uden ophold med at præsentere huset, som han opfattede det.
   "Generaldirektoratet for Økonomi og Finanser, GD populært kaldet, svarer stort set til et ministerium. Vi administrerer økonomiske anliggender, herunder støtte, tilskud og lån."
   "Ingen er mere naive, end de ved lån kræver renter og afdrag, der også skal komme et sted fra. Vores fjerne fætre i Nordatlanten eksperimenterer med en blanding af produktion og besparelser. De suspenderede for nyligt en tilbagebetaling ved valg, og prøver at få tingene til at hænge sammen på en fornuftig måde."
   "Minder altså lidt om en der får buksevand mens han er spændt på et vandhjul." foreslog Christian, "Op, rundt og hold vejret et øjeblik. De næste står klar, og ved det bliver deres tur næste gang, hvis de ikke skubber nogen problemer over til naboen."
   "Fuldkommen," bekræftede Karsten. "Det har lidt for længe været Grækernes tur til at holde vejret. Det er de ikke helt tilfredse med, og overser at de nok kunne klare sig alligevel. Det kniber kun med at få budgetterne til at hænge sammen. Der er kamp om næste plads i rækken. Den islandske model er måske ikke helt anvendelig. Velkommen til for resten."


Karsten havde mødt Christian dagen før for at vise ham ind til hans lejlighed. Selvom lejlighedens udsigt ikke stod mål med den romerske, var den både rummelig og flot, og lidt større, end Christian mente han havde brug for.
   "Direktoratet har kun begrænsede ressourcer", forsikrede Karsten. "Den var ledig og svarer til forventningerne til dig, og den charge du får".
   Der var ingen grund til at sige ham imod, efter en hurtig gennemgang. Christian var mere spændt på, hvad kommissæren forventede fra hans side, til gengæld for fire værelser med køkken og bad, i et centralt kvarter.
   De fandt et sted at spise middag i nærheden. Hans søster ville overnatte, for at køre videre næste dag. Hun havde smilet underfundigt, siden hun genså Karsten, der på sin side skottede i hendes retning hele tiden, hvis hun kom i tanke om, han fortjente en til på skrinet.
   Efter hun næste morgen havde taget afsked og omfavnet dem begge, slappede Karsten synligt af. Hun efterlod dem ved hovedindgangen og fortsatte mod nord.

"Generaldirektøren udbeder sig dit selskab, klokken elleve. Det betyder uden frokost. Den spiser han med kommissærerne for økonomi, finans- og budget, i det omfang de er hjemme. Receptionen vogtes af fru Mertens, som du ikke skal lægge dig ud med". Han slog over i engelsk og præsenterede.
   "Madame Mertens bestemmer i virkeligheden alt i denne afdeling. Sig det aldrig til direktøren eller kommissærerne. De må hellere beholde deres illusion."
   Fru Mertens smilede stramt, bød velkommen og fandt Christians navn på en liste, udleverede et elektronisk nøglekort. Det skulle bæres synligt, forklarede hun, og bad om kvittering. Christian kvitterede og var derefter officielt en del af staben og fik en kuvert med praktiske oplysninger.
   Karsten overskuede rutineret landskabet, med rynket pande.
   "Geografien først og fremmest. Denne korridor og lidt af etagen neden- og ovenpå indeholder den finansielle og økonomiske administration af de nuværende fonde, som skal udvides med forberedelser til ESM mekanismen.
   En faglig stab forvalter det og producerer samtidig indlæg til de forskellige arbejdsgrupper, som du, som sagt vil erfare nærmere om. Stabilitetsfondens forvaltning måtte rykke lidt sammen, for at give plads til kontoret for ESM mekanismen, hvad den så end kommer til at gå ud på."
   Han pegede på en tavle på væggen, der angav at i rum 42610 og 42612 boede gruppen til forberedelse af ESM.
   "Fjerde sal, Korridor to - det er her. Sjette sidegang, værelse ti og tolv. Kan det være nemmere?" spurgte Karsten.
   De travede sandsynligvis nordpå.
   "Spørgsmålene er nu, hvad, hvorfor og hvordan", fortsatte Karsten, over skulderen. "Du bedes tage dig af hvordan." Han pegede på en dør.
   "Koordinator og teamleder, indtil videre, sidder i værelse ti. Det er her. Vi får ikke ret meget i løn. Til gengæld kan vi få alle de titler, vi vil. Du er altså koordinator."
   Han gik ind uden at banke på, til et lyst kontor med skrivebord, sofa og computer og reoler, der allerede indeholdt forskellige opslagsværker.
   Skiltet ved døren oplyste at her residerede Christian Gabel, når han var hjemme.
   "Lad os få lidt kaffe?" foreslog Karsten og forsvandt, mens Christian absorberede omgivelser og stemning. Karsten var tilbage efter et minut
   "Tag plads og væn dig til forholdene!"

"Du skal indsamle erfaring med de tilskud, der faktisk ender og bruges som aftalt. Det var sådan et spørgsmål, der oprindeligt bragte mig til Rom, hvor Kansleren søsatte et ESM krav i december. Jeg kom ikke længere end til første del. Kansleren og hendes kolleger er indtil videre ikke kommet nogen steder, men har grundlagt en sparegris af pæn størrelse i stedet. Det kræver heldigvis ikke ret meget hjernekapacitet at undgå fadæser. Man skal bare undgå at tage stilling til noget som helst. "
   Han så på whiteboard, slog to cirkler der overlappede hinanden, men opgav.
   "ESM forudsætter at en praktisk og teknisk fødekæde er til stede når tilskuddet bliver brugt. Det bare ikke ret smart hvis tilskud til teater med natmad, faktisk fordeles mellem grill, biograf og en bar med topløs betjening, som du måske stadig husker."
   Christian grinede ved erindringen. "Tjekhovs søstre havde opbrugt deres underholdningsværdi. Det andet var sjovere. Hvem fanden ku' forudse Mortensen tog sit job så alvorligt. Han ku' det forbandede stykke udenad."
   Karsten grinede også. "Nu er du altså Mortensen og bedes kontrollere de bilag, der beskriver tilskuddets forudsætning holder vand. Vi skal ikke have nogen sociale bedragerisager. Det bliver sikkert pakket om på en halv snes måder, de næste uger. Det må du vænne dig til. Hvis du havde sagt du undersøgte om hende den topløse var en af Tjekhovs søstre havde det måske været en anden sag. Her betaler vi konsulenter til at lave de bilag, der bekræfter den slags småting.!"
   ***
   I Oostende lå der stadig et lig af en ukendt yngre mand i en fryseboks. Indtil videre vidste man kun han var grundigt gennemtævet før han var kørt eller skubbet i havnen. Reelt var det også uvist om det var selvmord. På et mere konkret plan havde patologerne fået pladsmangel på grund af en brand.
   Prosektor sendte en rykker gennem systemet, om de snart måtte begrave den herre som ukendt, eller hvad?
   Et par dage inden hans sommerferie havde kriminalinspektør Nickolas Duraux, med beklagelse genset hr. NN, og med en vis irritation konstateret, hans kollega i Oostende kun havde gjort lige præcis det, han var blevet bedt om, nemlig kontrolleret besætninger på skibene. Desværre havde han registreret Nick som leder af undersøgelsen og var gået ud fra, Nick klarede de resterende efterlysninger gennem internationale kanaler.
   Det påhvilede normalt den ansvarlige leder, som Nick, med stor forbløffelse, konstaterede, var ham selv.
   Med et suk fordelte han det sparsomme signalement internationalt og for god ordens skyld til pressen. Han vendte derefter sin opmærksomhed mod andre sager for at sætte sin nærmeste medarbejder ind i det mest akutte, inden han holdt ferie.

Lederen af kontoret, efter eget ønske, kaldet 'Den Gamle', modtog prosektors beskedne ønske dagen efter Nick vendte tilbage. Han bad Nick komme videre med Hr. NN i en fart. Han lå sikkert i bunden alle steder, efter ferien.
   Nick gav ham fuldkommen ret. Den første internationale efterlysning havde kun givet sørgeligt få reaktioner, som hans kollega Marc hurtigt havde sorteret fra.
   Hr. NN blev taget frem fra bunken af sager. De få kendsgerninger blev endnu engang repeteret af Nick og hans nærmeste assistent, Marc Becker.
   En kaukasisk mand, tredive til femogtredive år, 172 centimeter høj. Meget begrænset tandlægearbejde af europæisk oprindelse, sandsynligvis engelsk. Ingen former for ID, gamle læsioner og knoglebrud. De sørgelige rester af tøj var identificeret som mærkevarer, der kunne købes overalt. Ingen butiksmærker eller lignende. Adskillige ting tydede på han var grundigt gennembanket, inden han røg i vandet, hvor han havde ligget så længe at retsmedicinerne ikke ville sige det definitivt.
   Bilen var en Ford Sierra af ældre og nedslidt årgang. Den var stjålet fra Merkur Hotel, hvor den var efterladt af en gæst, der fornuftigt nok havde taget taxa hjem, efter en større middag.
   Da det kendte gerningssted indiskutabel, ind til videre, lå i Bruxelles, havde Oostendes underbemandede styrke, med lynets hast grebet muligheden for at lade sorteper og hr. NN gå videre, med den tilføjelse der, dem bekendt, hverken manglede beboere i Oostende, omegn, eller fra besøgende skibe, og at de til gengæld stadig manglede fem mand i styrken.

Problemet med identifikation forfulgte således Nick, fordi en bil der var stjålet på hans område, blev fundet i våde omgivelser i Oostende, med hr. NN siddende bag rattet. Nick kontrollerede rutinemæssigt at alle hotellets gæster den følgende morgen var i live og havde det godt.
   Slutfacit var og blev, intet land i Europa, indtil videre, savnede nogen de ville indrømme, der svarede til beskrivelsen.
   Nick og Marc betragtede hinanden og gjorde sig mentalt klar til udfordringen.
   "Listen over det vi mangler er som udgangspunkt, et ansigt og navn," konstaterede Nick.
   "Overalt ligger vores efterlysning sikkert i bunden, ovenpå ferietiden. Lad os bede om at få den frem igen og overveje andre muligheder. Teknikerne skal rekonstruere et ansigt bedst muligt, så vi kan udsende en bedre efterlysning med et lidt mere konkret indhold. Tandlægekortet skal vedlægges, og forinden må prosektor lige kontrollere sine notater og hr. NN en gang til, så vi er sikre på alt er kommet med, også det mest ligegyldige."
   "Hvorfor har vi ikke allerede gjort det?", spurgte Marc, der hentydede til teknikerne.
   "Fordi sagen lå i Oostende, der brugte sommeren på kontrol af søfolk. Der blev kun udsendt en generel efterlysning, mens de gjorde sig færdige med skibene", forklarede Nick med et suk. Det nyttede ikke grave for meget i det spørgsmål.
   "Jeg klarer teknikere, hvis du tager dig af retsmedicinerne."
   Marc lovede at det skulle få hans fulde opmærksomhed efter en planlagt afhøring om hustruvold, hvor han ventede på et par kvindelige kolleger, der skulle deltage.
   Nick lignede et spørgsmålstegn. Han erindrede overhovedet ikke nogen sag i en retning.
   "Konen slog sin mand ihjel med en stegepande. Rambo turde ikke gå derind alene. Jeg gør det slet ikke," grinede Marc.
   "Burde den ikke overlades til en kvindelig kollega?" Nick hentydede til den officielle forretningsgang, men Marc rystede på hovedet.
   "De tør ikke, de skind. Hun er skrupskør og stærk som en hest. Hun må sikkert indlægges! Bemærkede du for resten tandlægen skrev 'måske engelsk'. Hvordan pokker kan han se det på et par små plomberinger?"
   "Spørg ham mens jeg fedter for teknikerne og får lavet en tegning hurtigst muligt. Hils amazone-dronningen fra mig", svarede Nick åndsfraværende. Han tog næste sag frem fra bunkerne og fortsatte med at sortere det, der havde hobet sig op under hans ferie.