Christian vågnede langsomt op. Den første del af bevidstheden, der fungerede fortalte et par gange at sengen lugtede forkert inden han opfattede det. Madras og loft var heller ikke nogen, han genkendte. Oven på nogle underholdende timer med Karsten og andre havde hukommelsen, åbenbart nedlagt arbejdet. Afstanden mellem den sammenkomst og hans nuværende opholdssted var et mysterium.
   Indpakket i et tæppe, ved siden af ham lå der en vrimmel af mørkeblondt hår, med ryggen til og aftegningen af en skikkelse under tæppet, med det ene ben i lange gamacher.
   Christian stønnede, forlod sengen og bemærkede, til sin forundring, han havde bukser på og tog i døren.
   "Links" mumlede en klar stemme bag ham.
   Han styrede mod venstre og fandt taknemligt toilettet. Han kom til at se sig selv i spejlet efter det mest påtrængende var klaret. Det spejl var defekt, besluttede han. Den tid, hvor man drak til man styrtede, havde for længst mistet interessen. Sådan havde han ikke haft det i bunker af år. Han spekulerede løst over om han var syg og drak lidt vand med hånden og pjaskede lidt i hovedet.
   Han trak vejret dybt og gik tilbage for at hilse på hårtoppen.
   "Inden dit maskuline ego kommer alt for godt i gang, kan jeg fortælle du har været totalt bevidstløs siden du kom i nat," sagde en stemme muntert, fra et andet rum. Han fulgte uden tøven lyden.
   Lejlighedens indehaver stod i sit køkken med et smil og frisk kaffe under brygning. Uanset den defekte erindring havde hans smag i det mindste fungeret, så det ud til.
   "Kaffe og aspirin" sagde hun tørt og placerede begge dele på køkkenbordet.
   "Christian, og tak. Jeg har vidst fået lidt af min hukommelse kemisk amputeret," kvækkede han.
   "Navnet kender jeg," forsikrede hun med et smil. "Karsten sagde det og god for dig. Hans soveværelse var optaget af overtøj og gæsteværelset af en bevidstløs sagsbehandler. Vil du have en kop til?"
   Hun tog koppen med et smil. Den første forsvandt med lynets hast. Han takkede og bad om et par liter vand, bagefter, til hendes store mordskab.
   "Hvordan og hvorfor er jeg havnet her? Hvad hedder du, for resten?".
   Han havde ransaget hukommelsen, uden resultat.
   "Carina," svarede hun med et venligt smil. "En eller anden sagde Grønært hældte sprut i dit glas, hver gang du vendte ryggen til og sagde skål, når du var i nærheden. Det er han kendt for. Til sidst blev det for groft. Jeg fik fat i Karsten og vi jeg skred ind. Vi kom bare lidt for sent".
   "Takker for undsætningen." Det var ikke nødvendigt at spørge om mere. En del af det huskede han. Det viste sig Frank Sinclair boede i samme ejendom, og var indbefattet i Karstens åbne invitation, til alle kolleger.

Ti minutter senere traskede Karsten, uceremonielt gennem døren. Han kyssede Carina og takkede for hjælpen, og tilbød Christian lidt mere passende tøj. De brugte omtrent samme størrelse, så Christian tog mod tilbuddet.
   Alle gik en etage op til Karsten, hvor de hjalp med oprydning og blev resten af dagen.
   Carina var nem at tale med. De tre var ens på flere punkter og havde samme humor. De kommenterede deres forskellige kolleger på hver deres måde, og morede sig herligt over det, med lidt drillerier over at Christian var faldet i verdens næstældste fælde.
   Han kunne ikke blive klog på forholdet mellem Karsten og Carina, men var ikke i tvivl om de kendte hinanden særdeles godt.
   Sidst på dagen takkede han begge for redningsaktionen, ved at bestille kinamad, som blev skyllet ned med de resterende sjatter. Efter endnu et par
   timer tog han afsked og hjem for at indhente lidt søvn. Det synes Karsten og Carine også var en god ide.
   Carina fulgte med et par etager ned. Hun kyssede ham farvel og takkede højlydt for en herlig weekend og gik ind til sig selv.
   Ved postkassen nede i foyeren bemærkede Christian, der stod 'Sinclair' på samme etage som Carinas.
   ***
   At sige afdelingen bød på en smule humor følgende mandag, var en underdrivelse. Christian gik på besøg hos Karsten, og genså på vejen Carina, der hilste muntert.

Karsten understregede kort efter at der, som andre steder både var folk der bare ville ha' det sjovt og, vandrepokaler i begge modeller, som han anbefalede Christian at holde sig fra.
   "Jungletrommerne virker. Ingen af parterne er bedre end den anden, i det spil," filosoferede han. "Når den ene samtidig spekulerer over hvad de kan få ud af det, stjæler det lidt af fornøjelsen, men Carina er i klasse for sig. Hun er alles lillesøster. Hun kan både sige nej og reparere sårede egoer bagefter, på en måde, du føler du har fået mere, nemlig en god ven. Hvis hun bliver såret eller trådt over tæerne, er der et par, der er klar, til at udlevere en røvfuld. Jeg står forrest blandt dem."
   Det gav intet svar på hans og damens indbyrdes forhold men Christian affandt sig med det indtil videre.

"Jeg har fanget ideen", forsikrede Christian. "Jeg skal være som musen, der napper osten uden fælden klapper. Bare du vil være så venlig at gi' et vink om hvilke jagtområder jeg ska' holde mig fra, så jeg ikke bli'r liderlig i det forkerte selskab."
   "Sladderen kører på højeste gear", fortalte Karsten med et smil.
   "Vores ven Frank, er til grin. Det kan han sikkert ikke li'. Han var både ude efter dit job, og har prøvet sig frem hos Carina et par gange. Så snupper sådan en grønskolling begge dele."
   "Livets ulidelige lethed har mange tilbud," indrømmede Christian.
   ***

Samme uge kom en lang rapport om besøget hos Delacroix fra Michael og Theis.
   Alain og Nick gik den begge igennem, og diskuterede den grundigt.
   Masser af rygter og ikke ret meget andet. Blandt de mere konkrete oplysninger havde Jeanne temperament. Det havde tit forårsaget konflikter med hendes kolleger.
   Hun var hverken spontan eller impulsiv, og blev med flere udlægninger betragtet som hidsig og beregnede. Hun var ikke særligt afholdt og havde ambitioner og mente hun var skabt til noget bedre. Nogle af pigerne mente intrigant, lukket og nærig.
   Behersket hjælpsom, løb ofte med sladder og var af den grund lidt frygtet, mente skribenten. Hun deltog undertiden i pigeaftener og andre arrangementer, fordi de ikke turde la' være med at invitere hende.
   Ingen af pigerne ville sætte navn på særlige forbindelser indenfor firmaet, men der kunne tydeligt fornemmes noget, ingen ville fortælle.
   Hendes lillebror var afgået ved døden flere måneder før, af en overdosis. Hun havde haft tæt forbindelse med broderen lige til det sidste, og havde derefter været ret deprimeret, men var nogenlunde kommet over det efter en orlov. Desuden brugte hun hverken sukker eller fløde til kaffe, og helst drak te efter middag, med mindre hun var sammen med andre, der drak kaffe.
   "Begår sådan en selvmord, og hvorfor?", diskuterede Nick og Alain efter at have fordøjet skrivelsen. Den var lavet af Theis og godkendt af Michael.
   "Aldrig i livet", sagde Alain. "Hun er som et møl, der ikke kan holde sig fra flammen. Andre får skylden hvis hun brænder sig, mens hun går videre til den næste og spiller på en blanding af sex og offerroller. Læs rapporten en gang til. Hun troede hun, hun skulle spise et andet sted. Så hun smed salat ud og fik selv samme behandling, er jeg overbevist om."
   "To kopper, service på bilen, indkøbsseddel i pungen til dagen efter, aftale med læge og tandlæge to og fem dage senere. Pigeaften på tirsdag. Hvad pokker står der? Aftale med forældre næste weekend. Perioder er omhyggeligt registreret med minus, som de fleste kvinder vidst nok gør, undertiden et par stjerner eller kryds, jeg ikke kan forklare".
   Han lagde lommekalenderen fra sig.
   Prosektor havde sendt et bidrag med en ironisk bemærkning om i fremtiden at undgå at nævne forudsætninger for hans undersøgelser, før han selv var færdig.
   En fornyet undersøgelse af Jeanne afslørede svage og ens trykmærker på anklerne, der stemte med deres teori. Mærket på lænden passede med karmens højde.
   Nick og Alain læste erklæringen og så på hinanden i tavshed
   "Aftalerne går flere uger frem. Hun var alt for organiseret, til at følge pludselige indskydelser. Trykmærkerne sammenholdt med den måde hun faldt og landede gør mig sikker på vi bør se nærmere på det. Netværk, arbejdsplads, telefon, mails og alle papirer" besluttede Nick. "Og en dommerkendelse til arbejdsmail og hele det forbandede kontor, tak!".
   To dybe suk fulgte den bemærkning. Den Gamle så ikke særligt begejstret ud men nikkede.
   Han læste, på Nicks opfordring, rapporten om samtalen med Jeannes kolleger flere gange igennem, og mærkede sig særlige afsnit. Efter lidt overvejelse og optælling af afdelingens sager tog han telefonen og spurgte om politiassistent Theis Linder kunne tænkes at ha' lyst til andre udfordringer, og lånes på prøve.