"Hvorfor er der ingen af de folkevalgte tillidsmænd, som du kalder dem, der brokker sig over misbruget af bilag i de administrative kredsløb. Alle kræver flere oplysninger og nye bilag med omvurderinger." spurgte Christian.
   "Dem gemmer de i et system af kinesiske æsker, ingen kan holde styr på til sidst. Det hele bliver overfyldt og forhalet med planlagte problemer om teknik, jura eller budgetter, der ikke betyder en skid?" forklarede Karsten. "De overlapper som regel hinanden på måder, det heller ikke er til at overskue."
   Efter en uges tid havde Christian fordelt nogle sager til de første kontroller og diskussion i gruppen. Han gennemgik selv et par stykker, med bilag. Han sammenlignede opgivende de forskellige konsulentrapporter og prøvede at referere sin mening om dem til Karsten.
   "Det sker skam også med regelmæssige mellemrum. Ideologi kontra praksis får dem til at hænge sig i detaljer. Det elsker de! De detaljer er grundlag for autoritet og magt som de enkelte afdelinger og sagsbehandlere spiller stabs-tennis om, for at få tildelt så meget af budgettet som muligt. Hvis en konsulent ændrer perspektivet med en vurdering til et par hundrede euro per side kritiserer ingen ham eller sagsbehandleren, så længe han støtter det rigtige synspunkt." forsikrede Karsten. "Hvert spørgsmål og hver sag behandles af forskellige kolleger, der heller ikke kritiserer hinanden. Hvis der kommer pinlige spørgsmål, finder vi en flink konsulent. Han vurderer over minimum en snes sider, det er den bedste løsning, og at kollegaen ikke er helt åndssvag. Så lukker den æske. Kommer der flere spørgsmål til det kredsløb gentages processen med en lige så imponerende redegørelse, fra en anden konsulent, med et andet speciale, som du ser. De færreste politikere går videre efter to gange, for ikke at blive til grin. Hvad tror du i lavede for os Rom? "
   "Og internt?" spurgte Christian undrende.
   "Der ligner vi HA'erne. Vi giver ingen indrømmelser. Embedsmænd kritiserer ikke hinanden, offentligt i hvert fald. Det klares internt, med en 'bad standing', og et par kinesiske æsker, der går videre til en ny sagsbehandler.
   "Det fungerer, lader det til" bekræftede Christian og så op i loftet. Han havde fået mistanke i den retning, mens han og Monty diskuterede beskrivelsen af opgaverne. Det skulle helst ende i en overskuelig forretningsgang.
   "Vi er ligefrem pålagt ikke at genere hinandens arbejde mere end højest nødvendigt. Hjemme hedder det 'Officialmaksimen'. Den hedder også 'hold kæft' reglen. Du vil konstatere de lande du primært kontrollerer, har lignende regler."

Karsten havde overtøj på og rettede på frakken.
   " Expenses Unlimited for EU, er der grund til vi også kaldes. Der er altid nogen der lover deres bare røv væk for en plads i solen. Det var ikke med i aftalen, i den klub de meldte sig ind i, at der lige om lidt kommer andre krav og betingelser. Der stod slet ikke noget om, det ku' blive nødvendigt at sluge en kamel i ny og næ og afgive lidt suverænitet. De vil ha' noget for kontingentet, og ikke kikkes over skulderen. Du skal ikke prøve at bevise strengteorier i et system af kinesiske æsker. Gi' fanden i mellemregningerne."
   Han holdt en pause og smilede.
   "Jeg kom for at minde dig om, klokken er sytten og det er fredag og efter den kristne kalender med sammenkomst hos mig, med finere italiensk madlavning. Du lovede at skære for, så jeg kan passe baren."
   Det var ganske rigtigt et passende tidspunkt at holde pause, og i øvrigt komme ud af klappen.
   "Har du ekstra ost til Pizzaerne?", mindede Christian ham om.
   "Selvfølgelig", beroligede Karsten "Tre slags endda, og mulighed for tilskud af ekstra basilikum og hvidløgssalt. Hvad kan gå galt?"


***
   Alain, Michael og Theis efter ordre i civil, mødtes samme dag i et af byens pæneste forretningskvarterer. De skulle besøge Jeanne Mizzelozos arbejdsplads, for at foretage nærmere forespørgsler. Efter tidligere erfaringer med advokater havde Nick argumenteret for en dommerkendelse, og fået afslag.
   Gruppen gik ind i receptionen og præsenterede sig, til stor forvirring for receptionisten og de øvrige tilstedeværende.
   På et advokatkontor anmoder normale klienter om aftaler, god tid i forvejen. Både personale og en hastigt tilkaldt partner fik et grundskud i deres selvtillid. Alain meldte, uden Den Gamles viden, lakonisk, at enten fandt de indledende samtaler sted her og nu, eller på stationen, efter de havde ringet efter ti betjente og en bus.
   Første besøg skulle kun være en prøve på firmaets samarbejdsvilje.
   Den ældre partner, oplyste, med hvasse, overlegne øjne, han undertiden spillede golf med anklageren. Han forlangte en begrundet formodning om at han og hans kolleger på nogen måde, var involveret i noget ulovligt i forbindelse med en medarbejderes beklagelige selvmord. Der var ingen tvivl om firmasets indstilling.
   "Politiet er ikke helt overbevist om dødsårsagen", svarede Alain diplomatisk. "Vi anser det for nødvendigt at se grundigt på fru Michelozzos omgangskreds og baggrund. Mulige ulovligheder er et spørgsmål vi helst ser udelukket hurtigst muligt. Så behøver vi deres hjælp og forståelse."
   Advokaten overvejede konsekvenserne af at afslå det rimelige ønske, og gik fornærmet tilbage på sit kontor for at beklage sig til et andet medlem af hans golfklub, tænkte Alain.
   "Hvem er nærmeste leder, og hvem kender fru Michelozzo, lidt eller meget", forhørte Alain sig.
   Som nærmeste leder meldte advokat Emil Schoppen sig. Stort set alle ansatte havde i mellemtiden samlet sig i baggrunden og betragtede optrinet nysgerrigt. De diskuterede indbyrdes, om deres bekendtskab med stakkels Jeanne, kvalificerede til lidt afveksling med fuld løn. En forlod slukøret flokken. En anden mumlede, at hun nok ikke vidste noget, og prøvede at trække sig tilbage. De andres forbløffede miner fik Michaels kollega til, omgående at kalde hende tilbage.
   De fik lov til at låne frokoststuen mens Alain ledsagede Advokat Schoppen til hans kontor.

"Hvordan var fru Michelozzo som menneske og medarbejder", startede Alain, og tog sin notatbog frem.
   "Hun var en af mine nærmeste medarbejdere. Dygtig, engageret og meget omhyggelig", svarede Schoppen.
   "Hendes arbejde behøvede ingen kontrol, og var færdigt til tiden. Hun bad om, og fik hjemmearbejdsplads, og arbejdede tit i løbet af weekenden, mod at holde fri på andre tidspunkter, når det passede bedre. Arbejdsbyrden kan godt være lidt ujævnt fordelt. I praksis var hun administrativ leder af min stab, på syv medarbejdere."
   Han holdt en pause, overvejede de næste ord og samlede tankerne. Alain noterede flittigt, uden at afbryde.
   "Fraskilt, har i sikkert konstateret, fra en amerikansk bankmand. Citybank, mener jeg. Det står måske i hendes personalemappe. Manden blev omplaceret til en afdeling i et andet land efter skilsmissen."
   "Så slipper vi for at finde ud af det", tænkte Alain for sig selv.
   Efter et par minutters yderligere lovprisninger gik advokaten i stå, og viste ingen tegn på at ville fortsætte frivilligt. Alain noterede roligt videre
   "Nærmeste pårørende og bekendte?" spurgte han.
   "Personalemappen oplyser som standard nærmeste pårørende. Hun modtog, mig bekendt, ingen private besøg på kontoret, eller havde familie her i byen, længere," fortsatte Schoppen, og stoppede så igen.
   "Længere?" sagde Alain. Det lød som om, der kunne følge mere. Schoppen var tavs.
   "Har de bemærket noget særligt den seneste tid? Hvordan var hendes forhold til kollegerne? hjalp Alain ham på vej.
   "Udmærket, så vidt jeg ved. Hun kom løst sammen med et par af de andre piger."
   Schoppen var definitivt gået over til de korte svar. Dem som Alain havde set, var efter hans mening, ikke alle, lige kvalificerede, til betegnelsen 'piger'. Han skrev videre.
   "Hvem?" fulgte Alain omgående op. Advokaten rullede omgående gardinet ned.
   "Har man sagt A må man også sige B," lokkede Alain "Et par navne helst".
   Han fik modvilligt tre navne, men understreget at advokaten langt fra var sikker, og ikke snagede i sine kollegers privatliv. Alain kunne bogstaveligt taget høre jernskodderne smække i. Nu ville kalorius altså ikke længere, men det var der vel midler for. Hendes nervepiller var næppe gået upåagtet hen, men var ikke nævnt.
   Han kikkede eftertænksomt sine notater igennem og så efter de små tegn på nervøsitet hos den anden, der opretholdt tavsheden og var tydelig utålmodig.
   "Vores teknikere er i øjeblikket ved at gå lejligheden grundigt igennem," påstod han. Teknikerne kunne faktisk først ugen efter.
   "Hun var alt andet lige, en flot pige. Sved med DNA sætter sig mange steder, uden man tænker over det. Håndtag, håndklæder, kopper og så videre".
   Han holdt øje med reaktioner, men bemærkede ingen.
   "Kunne det tænkes De vil var repræsenteret der?".
   Første tegn på bekymring viste sig. Advokat Schoppen rynkede brynene, kneb øjnene sammen og så ned.
   "Det er nok ikke utænkeligt," svarede han. "Fru Michelozzo havde som sagt extern adgang til systemet og arbejdede hjemme. Jeg har både afleveret og hentet sager når min vej tilfældigvis, faldt forbi. Vi tilstræber en effektiv service, og så gode forhold for vores medarbejdere, som mulighederne tillader."
   "Det svar er for langt. Elektronik kan jo ikke bruges til alting." tænkte Alain. Han noterede sig en pakke nicorette og huskede pakken hos Jeanne. I sin lomme fandt han en pakke en-gangs lommetørklæder, og lagde dem på bordet.
   "Vi kunne måske spare tid med en spytprøve", forsøgte han.
   Schoppens blik flakkede endeligt. Han gjorde ikke mine til at tage lommetørklæderene, men rejste sig op.
   "Jeg har ret travlt, hvis de tillader," sagde han bestemt. "Jeg synes vi skulle lade jeres teknikere gøre deres arbejde, så vi begge med sikkerhed, ved hvad jeg skal tage stilling til."
   Alain så på mandens tilbagestrøgne hår, dyre tøj og cologne. Han tænkte ved sig selv. 'Jeg ved allerede hvor vi finder dit DNA, kammerat.'
   "Hvad beskæftiger din gruppe og Jeanne sig med?" Ville han vide til slut.
   "Juridisk og konsulentbistand indenfor handels- og konkurrence lovgivning", svarede Schoppen, "Vi har specialiseret os i international ret og rådgiver virksomheder og myndigheder. Det forudsætter en indgående viden, og opdaterede regler, som ændrer sig hele tiden. Vi rådgiver vores klienter, så de følger lovgivningens rammer og følger ændringerne så vi hele tiden kan oplyse det rigtige."
   "Hvor stor en del at kontoret har den opgave?" Alain noterede som en rasende for syns skyld.
   "Hele denne sektor. Vi er otteogtres mennesker. Mange har baggrund i finansfirmaer. Fru Michelozzo kom, som sagt, fra en bank. Jeg har desværre en anden aftale."
   Han rejste sig og åbnede døren på en definitiv måde, holdt den og stirrede ud i luften.
   "Hun havde medicin mod dårlige nerver. Skabte det problemer med hendes arbejde? Spurgte Alain på vej ud af døren.
   "Overhovedet ikke" afviste Schoppen. "Hendes bror døde desværre tidligere på året. Det gik hende på i en periode. Hun fik orlov og kom over det."

Alain var overbevist om, de snart sås igen, men sagde farvel da den anden lukkede døren for at fortsætte en afbrudt arbejdsdag til tre- til fire hundrede euro i timen.
   Alain så på de otte juridiske fodfolk, der sad snorlige ud for vinduerne. Rækken sluttede med Jeannes bord, der stadig var tomt. Det ville det nok ikke være længe. Den modsatte side af kontoret var optaget af et par tons lovbøger og arkivskabe.
   Et par nysgerrige øjne kikkede op, nikkede og fortsatte med at producere timer til priser mellem 50 og 100 euro. De researchede og forberedte de bilag Schoppen lod gå videre til klienterne, til hans og firmaets timepris for det hele.
   Alain kendte det kredsløb fra andre sager. Mens Schoppen holdt møder, frokoster eller spillede golf foregik den hårde forberedelse her. Hvis afdelingen fakturerede timer for tyvetusind euro om dagen, var alle tilfredse, så længe ingen brokkede sig.
   Alain spekulerede kort på om nogen havde fået regning for de timer Schoppen havde sex med Janne ved siden af hendes hjemmearbejdsplads.

Han blev vist hen til frokoststuen hvor Michael, og Theis havde det herligt med syv afslappede damer og to mandlige medarbejdere. En eller anden havde minsandten fremskaffet kaffe. Den dame, der forsøgte at undgå samtale, var tøet lidt op og deltog livligt i den almindelige sladder.
   Theis havde flere sider notater og betragtede alle med årvågne øjne, specielt en lille spinkel, mørkhåret pige.
   "Det kunne man ikke bebrejde ham," tænkte Alain. Efter at have drukket en kop kaffe, bad han om at gense Jeannes arbejdsplads.
   Den fornøjelse blev kort. Kontorets fuldmægtig havde fået instrukser. Han og bad om dommerkendelse, før der blev undersøgt eller fjernet noget som helst, og skulle i øvrigt bede Alain ringe til sin chef.
   "Inden du siger for meget," brummede Den Gamle. "spiller en af partnerne golf. Det er der desværre mange der gør med helvedes god tid mellem hullerne. Hvis i har fået noget brugbart er det godt. Vi kan komme igen en anden dag, efter forudgående aftale, med en dommerkendelse."
   Alain blev ikke fornærmet. Det spil var der flere der kunne. Han havde forberedt sig og fandt mærkater frem, og forseglede skabe og skuffer og tog demonstrativt billeder af det hele.
   Han blev fulgt tilbage til møderummet, hvor han af ren og skær stædighed skænkede, og drak en kop kaffe, mens han stillede et par ligegyldige spørgsmål. , hvis besvarelse sammenlagt kostede firmaet mindst to timer af 400 euro af medarbejderes tid. Til sidst blev de høfligt men bestemt smidt ud.

De stod et kort øjeblik udenfor og nød den friske luft og konstaterede, selvom alle mennesker principielt var lige for loven, gav golfspil åbenbart fordele, ingen af dem erindrede fra politiakademiet.
   Alain på sin side forsømte ikke at spøge med Theis åbenlyse interesse for den sorthårede pige fra bogholderiet.
   Theis kendte ikke Alain godt nok til han turde gi' igen, og forklarede at hun vist boede i nærheden af ham, mens han betragtede Alain undersøgende for at afgøre hvad han kunne tillade sig. Han lovede at sende en renskrift hurtigst muligt.
   Alain var kraftigt bygget, og så ud som om han hele tiden var lige ved at briste i latter. Hans joviale udseende havde gennem årene givet flere en falsk følelse af tryghed, og fået dem til at fortælle anekdoter de senere fik lejlighed til at fortryde over et par år i fængslet.
   Theis undveg yderligere drillerier ved at spørge om det ikke bare kunne opfattes som udslag af god smag. Det var hans første opgave uden uniform. Det gav Alain ham ret i og foreslog et hurtigt resume af dagen henlagt til cafeteriaet, på den anden side af gaden, inden de holdt weekend.
   Så kunne de foretage en nærmere undersøgelse af deres tilbud, mente han. Efter Alain var stoppet med at ryge var han blevet en slikmund, og beklagede han konstant var på diæt.