Efter middag snakkede Nick afslappet med sin kollega Alain, da Den Gamle nærmede sig med et nyt omslag. Det var blåt og var ikke akut, vidste de.
   "Håber da ikke de herrer får stress," brummede Den Gamle. "Alain er de heldige vinder af det her problem. Ligner selvmord men vores kolleger i Laeken er ikke helt trygge ved sagen. Går du det venligst igennem?"
   Omslaget dalede ned på Alain's bord, der i forvejen truede med at bryde sammen.
   "Sød pige", sagde Alain. Nick kikkede over hans skulder og gav ham ret.
   "Og hvad er der galt med det her?", brummede Alain.
   Vagthavende havde ikke helt tilsluttet sig IT alderen. Hans kragetæer krævede opklaring for sig, så efter nogen tid, nikkede Alain indforstået.
   "Intet afskedsbrev. For at falde som hun gjorde, skulle hun tage tilløb og slå flik flak over vindueskarmen. Et vidne fortalte hun skreg hele vejen ned. Det gør selvmordere sjældent. Opvaskemaskinen var stadig varm. De er ikke sikre på noget som helst. Vi får se."
   Alain så pessimistisk ud og kikkede over på Nick.
   "Har du lyst til at tage med? To par øjne ser mere end et."
   Nick svarede uforpligtende og overlod afgørelsen til Den Gamle, hvis øjenbryn var på vej op i panden.
   "Lidt frisk luft skader sikkert ikke" samstemmende han og smilede indforstået.
   "God tur! Ikke for mange omveje eller sladder med gamle venner" sagde han, og lød oven i købet, som han mente det første.
   "Lidt ros til kollegerne fra nordvest i øvrigt," tilføjede han og returnerede samtidig omslaget med manden fra Oostende havn.
   "Holder i mig orienteret om begge sager?"

Et kvarter efter sad Nick og Alain en bil, på vej til stationen i Laeken. De overvejede i fællesskab om de, med rimelighed, skulle bruge resten af dagen på opgaven.
   Deres kollega i Laeken var ledig så fem minutter efter ankomsten sad Alain og Nick mageligt i kantinen og udvekslede nye rygter over en halv time.
   "Ok Michael," Nick vendte modvilligt tilbage til dagens problem
   "Er der noget du ikke skrev i rapporten, eller bagefter kom i tanker om?"
   Han og Michael havde kendt hinanden gennem flere år og havde tillid til hinanden. Begge vidste udmærket at rapporter helst skulle fra hånden i en fart. Der var ingen bebrejdelse i det.
   Michael bladrede langsomt gennem omslaget.
   "Sammenlagt hænger forudsætningerne for selvmord ikke ret godt sammen. Jeg husker dårligt det hele". Han bladrede en gang til.
   "Teknisk gennemgang?" spurgte Alain.
   "Vagthavende kørte protokollen for selvmord", svarede Michael. "Da vi fik fat på en låsesmed og så efter et afskedsbrev, bemærkede vi de forskellige ting, der ikke stemte. Da jeg fik styr på dem, mente jeg, der var for mange løse ender."
   "Kan det hjælpe på huskeren, hvis du tager med og viser rundt om et øjeblik?" spurgte Nick og gjorde forberedelse til at komme af sted. De havde afbrudt Michael midt i en rapport.
   Michael lovede at slutte sig til dem når han var færdrig med den rapport, de havde afbrudt ham i at skrive. Inden ville han finde og medbringe første mand på stedet. Han skulle møde til tjeneste, et andet sted kort efter og kunne sikkert lånes et par timer.

***

I Airbus' afdeling for udvikling havde professorerne Kahn og Freitag også problemer. De glemte helt deres sædvanlige skænderier om fodbold så deres kolleger manglede den daglige underholdning. Efter de havde vendt og drejet forskellige muligheder indviede de direktøren i deres problemer med at få produceret et par projekter, der så sandsynlige ud som alle kunne leve med.
   "De har rykket fra ministerierne for den ansøgning, vi lovede. Hvis de to fyre virkeligt vil skaffe midler til udvikling og eksperimenter, synes jeg vi skal ta' dem på ordet. Vi må levere det de ønsker, hurtigst muligt."
   "Flaps og halefinner af kunststof er jo det rene science fiction" mente Freitag og Kahn nikkede bekræftende.
   "Det ved jeg skam godt" nikkede direktøren. "Forudsætningen, og det gjorde de så klart, jeg også forstod det, er at skabe en udvikling. Boeings Dreamliner er lanceret som et kompositfly. Gu' er det ej! Det er et mareridt, der kun har skabt en masse problemer. Løsningerne på dem kan måske også bruges til noget andet. Vi havde samme dilemma med Concorden, som jeg arbejdede på som ung. Dengang søgte vi ekstra bevillinger i lange baner for at få den i luften."
   "I kølvandet på vores forslag kan der vel samtidig begrundes lidt tilskud, til et par af vores underleverandører. Er det det du mener?" spurgte Freitag.
   "Det blev der også den gang så måske skal i kontakte et par stykker" mente direktøren. "Hvis de herrer i fællesskab gør flyene lidt lettere kræver det underleverancer som måske også kræver omlægning og ekstra uddannelse. Det alene, kan være en væsentlig sidegevinst og argument for komposit. Kom i gang med at finde det, de har brug for!"
   Freitag så sine forsøg i en vindtunnel fordampe i det fjerne, men fattede sig hurtigt.
   "Kan jeg alligevel liste nogle forsøg med vinger, finner og ror ind mellem det andet. Jeg tror altså ikke komposit er tilstrækkeligt holdbart endnu, til de belastninger, de udsættes for det meste af tiden."
   "Måske skal de tekniske forudsætninger ændres en smule," svarede direktøren med et grumt smil. "Når resultatet på bundlinjen giver besparelser i vægt eller forbrug af brændstof har de fået det som de bad om. Selvom besparelser tjener sig hjem over tres år i første omgang, kan de måske også bruges andre. Det er faktisk det du er blevet bedt om at finde ud af og foreslå. Hvis de samme principper kan bruges andre steder, kombineret med komposit, er det fint. Gå i bare i gang."
   "Bare vi er enige, skal vi nok motivere det på passende vis," brummede Kenneth Kahn. "Så vil vi heller ikke have nogen bebrejdelser for det, der ikke fungerer."
   "Hvis vores fly stadig bliver deroppe, efter de er lettet, skal i ikke høre spor" lovede direktøren. "Det er opgaven. Husk Edison kendte et par tusind måder, han ikke skulle lave en glødelampe på. En af dem kom vidst til at hedde fonograf."
   "Mellem andre opgaver har jeg bedt fem, seks mand følge med i de oplysninger der slipper ud om Dreamlineren. Boeing har fået god erfaring med det, der ikke kan lade sig gøre, som vi ikke behøver gentage." Sagde Kahn.
   "Du får forslag og begrundelser om nogle uger. Ansøgningen bliver lang og dyr." lovede Freitag.
   "Det ser jeg frem til." svarede direktøren med et smil. "Vedlæg passende dokumentation for enkelte punkter. Det gør ikke noget hvis den bliver lidt teknisk. Lad os få det første af sted så hurtigt som muligt. Der kommer med garanti et par spørgsmål til det."