Han sidder i den samme karrygule lænestol som han altid har siddet i. Af og til fører han kaffekoppen op til sin læbeminimale mund, andre gang hænger den bare dér i højre hånd. Marie skotter af og til til den. Jeg lægger min hånd på hendes skulder, hun smiler skævt til mig. Ingen af os siger særlig meget. Mor er ude i køkkenet. Duften af kaffe snor sig ind i stuen, rundt om den karrygule lænestol, hvor Far rømmer sig en gang i mellem. Ingen skal komme og sige, han ikke giver sit til en munter stemning. Han retter sig betydeligt op, da hans næse fanger noget. Mere kaffe. Hans næsefløje vibrerer, og jeg husker, hvordan jeg altid forbandt den bevægelse med store elefantører, der mirakuløst sender Dumbo mod stjernerne. I dag er Dumbo blevet mindre ambitiøs.
   Vi sidder og gnasker småkager. Mor spørger, hvordan Vestas har det, om de stadig behandler Marie godt. Det gør de. Bornholmeruret slår fire. Der er to småkager tilbage. Jeg tager den ene. Far den sidste.
   "Nå," siger Mor. "Nu vil jeg begynde på aftensmaden. Er I sikker på, I ikke har lyst til at blive til frikadeller?" "Ellers tak, Mor," svarer jeg. "Vi skal også hjemad nu."
   "Hav det godt, Far," siger jeg ude i gangen og giver ham hånden, da han har flyttet koppen over i venstre.
   Vores røde Honda vil ikke starte. Jeg prøver to, tre gange. Mine forældre står i vinduet, de to små ansigter med sne på toppen. So long, mumler jeg mens bilens brummen fejrer: fjerde gang, lykkens gang, og det lille hus fjerner sig i bagruden.
   "Han er blevet en smule formæl på sine ældre dage," siger Marie. "Ja," siger jeg.
   Sidste gang min far sagde en længere, sammenhængende sætning, kom der død ud af munden på ham. Det handler om at prioritere sine ord. Eller energi. Det var der engang én, der sagde. Min far er blevet sparsommelig på sine ældre dage. Hvilket spild af ord og energi, når der gemmes til graven. Det tænkte jeg, da han fortalte, at han ville begraves hel. Ormene skulle have ham hel. Mor så bebrejdende på ham. På sin vis blev jeg en smule jaloux. Jeg vidste ikke, hvilket menneske, der ville blive sænket ned i jorden når det blev tid, hvad han var blevet til. Livet under græsset ville på en helt anden intim måde finde ud af det. Jeg sagde selvfølgelig ikke meget af det, jeg tænkte. Nikkede bare, smilede til Mor, ja ja, jeg kan sagtens håndtere bagateller af den slags, Mor, det skal du ikke spekulere i.
   Da bilen igen står parkeret i garagen, skoene på hylden i entréen og fødderne i sofaen, ringer telefonen. Marie bliver langsomt blegere som sekunderne tikker forbi, pøj pøj, og hun rækker telefonen til mig. Hun holder om mig, da min mor siger det til mig. Far er ikke længere i blandt os. "Hallo, er du der, Peter? Hører du, hvad jeg siger?" Jeg kan ikke svare, giver i stedet røret tilbage til Marie: Det her må du tage dig af. Nogen har taget min stemme og frie vilje, efterladt mig i mine lammede lemmers vold. Jeg kan knap sætte mig ned, vælter stille over i sofaen. Jeg ser den karrygule stol for mig. Og kaffekoppen. Hvor er du, Far?