Julie slukkede vandet og trådte dryppende ud på bademåtten. Hun tørrede først sit hår, så resten af kroppen, inden hun kørte hjørnet af badehåndklædet over spejlet et par gange for at fjerne duggen. Et nyt, tyndt lag lagde sig hurtigt på glasset og gjorde spejlbilledet sløret. Hun betragtede alligevel sig selv et øjeblik, kastede så med hovedet, så håret hang frit ned af ryggen. Det brune hår var ikke langt nok. Hvorfor groede det så pokkers langsomt? Det ville jo tage en evighed, før det blev lige så langt som Amandas. Eller Maries fra B klassen, hendes hår var rigtig flot, syntes Julie. Inden hun viklede badehåndklædet om sig, kiggede hun også på sine bryster. Hun håbede ikke, de var færdige med at vokse. Hvis bare de ville vokse sig en skål større inden hun fyldte femten til april, var hun tilfreds. Hun havde allerede planlagt festen og købt kjolen.
   "Mor, er det dig der kører mig?" råbte Julie ud i køkkenet på vej ind på sit værelse. Klokken var over fire, og Julie forudså allerede, at det ville blive svært for hende at nå det hele. Hun havde besluttet sig for at tage de nye, hvide cowboybukser på, hun købte i sidste uge i centeret med Caroline, men hvad ville passe til dem? Alt passer jo til hvid og så alligevel ikke. Hun skulle jo nødig ligne et genfærd. Specielt ikke hvis Sonne kom. Hun håbede, at Sonne ville komme.
   Julies mor åbnede døren til Julies værelse. Hun havde stadig urtekniven i hånden, som hun havde været ved at snitte grøntsager med.
   "Køre dig hvor?" spurgte hun højt for at overdøve musikken. Julie brød sig ikke om de løftede øjenbryn og dybe rynker i morens pande. Det betød, at hun ikke forstod, hvad Julie talte om. Til en afveksling.
   "Til Caroline! Det ved du godt, jeg har altså sagt det til dig flere gange?" svarede Julie og åbnede undertøjsskuffen. Hvor var de hvide trusser? Hun måtte snart købe nogle flere i stedet for de lyserøde med bamser eller hjerte på, som hendes mor stadig insisterede på at købe.
   "Hvornår har du det?" spurgte moren.
   "I mandags. Kan du ikke huske, vi talte om det i bilen?"
   "Øhh, nej, det kan jeg faktiske ikke," svarede hun, som prøvede Julie at fylde hende med løgn.
   "Nå, men jeg skal altså være der klokke seks. Kan far så ikke køre mig?"
   Julie trak trusserne på under håndklædet. Behøvede hendes mor at stå og glo mens hun tog tøj på? Så gik Julie over til skabet for at få styr på det med tøjet.
   "Har du slet ikke set Nyhederne? Eller kigget ud af vinduerne?"
   Med hånden på skabslågen vendte Julie sig mod sin mor. Hvad talte hun om?
   "Det blæser en halv pelikan udenfor," oplyste moren.
   Julie forstod det stadig ikke. Kunne hun blive kørt eller ej?
   "Vi skal være inden for," svarede Julie.
   "Du skal slet ingen steder hen. Det stormer udenfor. Vindstød af orkanstyrke. Sig mig, følger du overhovedet ikke med?"
   "Slap dog af. Jeg skal bare over til Caroline. Jeg er da ligeglad, om det bæser," sagde Julie og mindede sig selv om, at hun skulle huske en børste, fordi hendes hår helt sikkert ville blive uglet, hvis det virkelig blæste.
   "Julie, hør lige efter. Det er stormvejr! Det er ikke et spørgsmål, om jeg vil eller ikke vil køre dig. De har sagt i Nyhederne, at man skal holde sig inden døre hele aftenen. Der er mindst fem kilometer over til Caroline. Det er alt for langt at køre i sådan et vejr. Og det gælder også dig. Du kommer ikke hen til Caroline i aften."
   "Jamen, det er jo lørdag," udbrød Julie med sin mest forurettede stemme. Hvorfor fattede hendes mor bare ikke de mest simple ting i livet?
   "Glem det, Julie. Jeg kører ingen steder, og du går ingen steder." Så lukkede hendes mor døren. Altid skulle hun have det sidste ord.

En time senere var Julie tilfreds. Hun havde taget en rød, tætsidende top med en sort trøje ud over. Skoene var sorte og åbne med en lille hæl. Hun havde overvejet at tage sokker på, men droppede det, for det var vel trods alt stadig en lille smule sommer. Hun havde også kun lagt en svag makeup, lidt på kinderne, mascara, en tynd eyeliner og lidt øjenskygge. Ligesom hun havde set Scarlet Johanson have det i den artikel i Vi Unge.
   Hun kiggede ud af vinduet. Det ruskede godt nok noget i naboens høje birketræer, men så slemt så det da heller ikke ud. Som altid havde hendes mor blæst en lille ting op til at være verdens undergang. Julie skulle nok komme til fest.
   Hun pakkede lidt ekstra makeup, børsten, penge og mobilen i Gucci-kopi tasken og fandt en trøje, som måtte være varm nok til en blæsende septemberaften. Hun skulle trods alt være indendørs hele aftenen. Med mindre Sonne kom på andre tanker. Hvis han altså kom.
   "Mor, jeg går over til Anna," råbte Julie ud i køkkenet mens hun knappede trøjen. Hun vidste, der ikke ville gå mange sekunder før reaktionen kom.
   "Du gør hvad?" udbrød moren mens hun i tre skridt var ude i gangen. Men Julie var forberedt.
   "Anna sendte en sms. Hun er alene hjemme og skal selv lave mad. Hun spurgte om jeg kom over. Det kan der vel ikke ske noget ved?"
   Moren tøvede og Julie vidste allerede, at hun havde vundet. Anna boede lige nede på Violvej, og kun lige rundt om hjørnet fra Julies egen vej.
   "Jeg er altså ikke glad for det," mumlede moren.
   "Hvis du går med ud til vejen, kan du se efter mig helt ned til hjørnet. Og så sender jeg en sms, når jeg er der."
   "Der er faktisk en mand i Jylland, som er blevet dræbt af et væltet træ."
   "Mor, helt ærlig. Det er ikke Jylland, det her."
   "Nej... nå, men så går jeg med ud til vejen. Og du skriver, når du er der! Skal du have det der på?"
   Altid skulle hendes mor lige finde noget at bitche over. Kunne hun ikke bare passe sin mad, og lade Julie være.
   "Jeg gider ikke tage alt muligt på, for den lille tur," svarede Julie tvær og åbnede døren. Hun blev mødt af et vindstød, der var ved at vælte hende omkuld, men opmærksom på at hendes mor stod bag hende, greb Julie hårdere fat i dørhåndtaget og stred sig ud. Julie måtte sande, at det blæste ganske voldsomt, og hun var tæt på at opgive det hele, da hendes mor sagde:
   "Jeg går lige med ud til vejen."
   Julie kunne ikke give op nu. Tænk hvis Sonne kom, mens hun sad derhjemme og drak te og så en eller anden ligegyldig film i fjernsynet. Så Julie hankede op i håndtasken og begyndte at gå. Alle træer og buske omkring hende piskede frem og tilbage, og vinden lavede uvante lyde, når den pev forbi et hushjørne. Træernes blade der skurede mod hinanden lød som et brusende hav. Ude ved vejen råbte hun farvel til sin mor, som blev stående ved postkassen, mens Julie gik ned af vejen. Hun havde vinden lige imod sig, men det blev opvejet af hendes mors blik i ryggen. Først nede ved hjørnet til Violvej, vendte Julie sig og vinkede til sin mor, inden hun drejede om hjørnet.
   Julie gik ind i den første indkørsel på vejen og stillede sig i læ i carporten. Der var ingen hjemme i huset, så her kunne hun stå i fred og få pusten. Hun ventede et minut, og kom til at fryse. Vinden var slet ikke så varm, som den ellers havde været hele ugen. Så tog hun sin mobil op af tasken og tastede "Hej Mutti. Så r jeg fremme, og alt ok. Anna spørger om jeg vil sover her. Knuz". Hun ventede og forbandede, at hendes mor var så langsom til at sms'e. Endelig kom svaret. "det var dejligt at høre. skriv lige senere, hvis du bliver der. hyg jer". Julie svarede med et ok. Hun overvejede at skrive til Caroline og spørge om Sonne kom, men droppede idéen. Hun ville ikke virke for ivrig. Istedet lagde hun telefonen i tasken og begyndte at gå hjem igen.
   Denne gang havde hun vinden i ryggen, og det gik legende let. Ved postkassen kiggede hun ind på sit hus, men der var ingen at se. Hun skyndte sig ind og låste sin cykel op, som stod foran garagen, og trak den hurtigt ud på vejen igen. Nu skulle hun bare se at komme afsted, hvis hun ikke skulle komme for sent til Carolines fest. Hun hadede at komme for sent. Man vidste aldrig rigtigt, hvad man var gået glip af.
   Det var ikke let at cykle i dette vejr. Vinden stod lige ind i ansigtet på hende, og fik hendes øjne til at løbe i vand. Selv i første gear havde hun svært ved at træde cyklen, og efter et par hundrede meter var hun allerede forpustet og kunne mærke den klamme sved på ryggen. Godt hun havde en deo i tasken. Amanda var vist også ret vild med Sonne. Bare Amanda ikke kom før frem end Julie.
   Hun drejede ned at Syrenvej, og fik vinden i siden. Et sted måtte hun køre uden om en stor gren som var knækket af et træ og nu lå på fortorvet og halvt ud på vejen. Vindstødene kom i ujævne styrker, som samlede stormen kræfter og sendte nye bølger af vind ind over landet. Når vinden var stærkest, måtte Julie læne sig ind i vinden, for ikke at blæse af vejen, og når vinden så lagde sig lidt, var hun ved at vælte den anden vej. Heldigvis havde hun vejen for sig selv. Hun havde ikke set en eneste bil eller menneske siden hun tog hjemmefra. De sad nok alle derhjemme og gloede på Nyhederne ligesom hendes forældre. At de gad.
   Endelig kom hun ud af kvarteret og op på ringvejen. Nu havde hun endelig vinden i ryggen. Hendes hår blafrede vildt og piskede hende i ansigtet, men hvor kørte hun stærkt. Hun satte cyklen helt op i femte gear og trådte uden problemer pedalerne rundt. Hun troede aldrig hun havde kørt så hurtigt før. Med denne fart endte hun vel nærmest med at komme for tidligt. Mon Sonne også var på cykle? Hun ville spørge ham, hvis han altså kom.
   For sent opdagede Julie en skraldespand, som var væltet ud på cykelstigen. Hun slog et slag uden om den og kom for tæt på træerne mellem cykelstien og vejen. En gren piskede hende i ansigtet og blændede Julie længe nok til at hun mistede herredømmet over cyklen. Den slog et slag, forsvandt under hende og Julie fløj ud i græsrabatten. Hun rullede et par gange inden hun lå stille.
   Julie sprang op og kiggede ned af sig selv for at opgøre skaderne.
   "Aj, hvor nederen," udbrød hun da hun opdagede en tyve centimeter lang græsstribe på det ene bukseben. Hun prøvede at børste den af og opdagede at hun også havde ondt i armen. Hun måtte være landet på den. En øm arme var dog til at leve med. Det var langt værre med bukserne. Hvad skulle hun sige, hvis nogle bemærkede at hun havde græs på knæet? Måske kunne hun finde på en sjov bemærkning inden hun nåede frem.
   Så gik hun over til cyklen, rejste den op og opdagede at styret var drejet en halv omgang. Hun forsøgte at dreje det på plads, men indså hurtigt, at det kun kunne lade sig gøre ved at fastlåse forhjulet mellem hendes ben. Ét var græsset, men hvis hun også havde sorte striber fra dækket på de hvide bukser, kunne hun jo efterhånden lige så godt lade være med at komme. Hun satte cyklen op af et træ og begyndte at gå.
   I det samme kom en bil trillende forbi ude på vejen. Hun vinkede af den, men den standsede ikke. Hun havde stadig langt at gå, og et lift ville gøre det hele meget lettere. Og hvorfor kunne hendes mor ikke køre, når der nu var andre, som åbnebart godt kunne køre?
   Julie traskede videre. Vinden arbejdede på at trække alt op med rod, og flåede i hendes tøj og hår. Varmen, som hun havde fået af at cykle, forsvandt hurtig fra hendes krop og snart frøs hun i sin tynde trøje. Endnu en bil nærmede sig bagfra, og denne gang gik Julie helt ud i vejkanten for at vinke. Bilen var en mørkeblå stationcar på gule plader og Julie udstødte et lille glædesråb, da den stoppede ud fra hende. Hun åbnede døren og kiggede ind på manden i bilen. Han var alene.
   "Min cykel er gået i stykker. Må jeg kører med et stykke?" spurgte hun og brugte sin mest høflige og lillepigeagtige stemme. Hun sendte ham samtidig det mest blændende smil, hun kunne fremmane.
   "Jo, det må du da gerne," svarede han og fjernede et stykke papir fra passagersædet. Julie hoppede ind, tog selen på og smilede igen til manden. Han var yngre end hendes far, men noget mere kraftig, håret var mørkt og kraftigt og huden så usund ud. Julie havde en hemmelig skræk for at få usund hud, når hun blev gammel, og tænkte at manden burde bruge noget creme mod tør hud. Og så burde han holde op med at ryge, for han stank af røg.
   "Sikken et vejr at være ud i for sådan en lille pige," sagde manden og satte bilen i gang.
   "Jeg er faktisk 14, ja næsten 15," svarede Julie og skyd brystet en smule frem for at virke ældre.
   Manden betragtede hende lidt for længe og bemærkede:
   "Okay. Men hvor er sådan en køn, ung dame som dig så på vej hen? Det er ikke mange på gaderne."
   "Jeg skal til fest hos min veninde," svarede Julie, glad fordi han spurgte. "Hendes forældre er ikke hjemme, så hun har inviteret os piger på besøg. Måske kommer der også et par drenge."
   "Nå, det lyder da hyggeligt med sådan en flok piger. Det er måske nærmest en pyamasfest?"
   "Aj, helt ærligt," udbrød Julie. "Vi er er altså lidt for gamle til den slags. Det er flere år siden vi holde pyamasfester. Jeg tror slet ikke, at jeg har en pyamas eller en natkjole mere. Og det ville nok heller ikke være så smart, hvis drengene kommer, vel?"
   Julie kom til at fnise ved tanken om hvad Sonne ville tænke, hvis han så hende i natkjole.
   "Ah, det tror jeg såmænd ikke drengene havde noget imod," svarede manden og betragte igen Julie. Hun bemærkede det og rettede lidt på håret. Det var selvfølgelig fuldstændig uglet efter den cykeltur og trængte desperat til en børste.
   "Hvad så? Har du en kæreste?" spurgte manden og hostede tørt.
   "Æh, nej, ikke så'n rigtigt," svarede Julie.
   "Enten har man en kæreste eller også har man ikke," sagde manden.
   "Der er dreng, som hedder Sonne. Måske er vi en lille smule kærester, men jeg ved det ikke rigtig. Han kigger altid efter mig, men han siger ikke så meget."
   "Har I kysset? Med tungen og det hele?"
   Julie blev pludselig genert. Skulle hun fortælle det? Men hvad betød det? Hun kendte ham jo ikke, og han kendte ikke hende.
   "Vi har gjort det en gang."
   "Hvad har I gjort?" spurgte manden interesseret.
   "Altså kysset. Men det er to uger siden, så jeg ved ikke rigtig om det tæller."
   "Gjorde han mere end at kysse dig?"
   "Næ, vi talte bare lidt. Vi var alene, så var det ligesom han bedre kunne tale."
   "Han listede ikke lige en hånd op under blusen på dig og tog dig på brysterne? Eller tog dig på lårene?"
   Manden grinede og blinkede til Julie.
   "Næ, hvorfor skulle han gøre det? Vi snakkede jo bare."
   "Og kyssede."
   "Jo, men det var kun én gang."
   "Har du ikke lyst til, at han skal tage dig på brysterne?"
   "Det ved jeg ikke," svarede Julie stille. Hun havde bare lyst til at tale med Sonne og kysse ham igen, måske.
   "Du er jo ikke nogen lille pige længere," sagde manden og kørte ind til siden.
   "Er vi kørt forbi Skovvejen?" udbrød Julie, da det pludselig gik op for hende, at hun var kørt for langt.
   "Ja, det er lidt tid siden. Men vi kan da også have det hyggeligt her," sagde manden og vendte sig mod Julie.
   Julie skyndte sig at tage selen af. Manden forsøgte at lægge en hånd på hendes lår, men hun havde allerede åbnet døren, og var på vej ud. Hun vendte sig og kiggede ind på ham.
   "Tak for turen. Jeg må skynde mig, ellers kommer jeg for sent. Hej, hej."
   "Kom nu ind i bilen igen, det er..." men mere nåede Julie ikke at høre, før hun havde smækket døren i.
   Hun småløb over gaden og tilbage mod Skovvejen, hvor Caroline boede. Hvor irriterede, at hun ikke havde været mere opmærksom. Det var også alle de spørgsmål. Hun fandt mobilen og kiggede på uret. Nu kom hun helt sikkert for sent. Og hun havde også modvind. Det var bare ikke hendes dag.
   Hun begyndte at gå, med halvt lukkede øjne og foroverbøjet. Flere gange var hun ved at snuble i de høje hæle. Hun nåede dog ikke langt før en bil standsede ud for hende, helt uden at hun havde gjort noget for at standse den. Det var da utrolig så hjælpsomme folk var, bare fordi en storm passerede landet. Så opdagede hun, at det var en politibil. Julie blev helt forvirret. Var det hende de ledte efter? Måske havde hendes mor opdaget, at hun slet ikke var taget over til Anna, og havde ringet efter politiet? Hun fik pludselig dårlig samvittighed over at have løjet for sin mor.
   En ung betjent steg ud af bilen. Han var alene.
   "Du skal ikke gå her. Det er alt for farligt i det her vejr. Du risikerer at få en tagsten eller en gren i hovedet," råbte han for at overdøve træernes brusen.
   "Det er ikke min skyld. Jeg kom for langt," svarede Julie og slog ud med armene, som prøvede hun at forklare sin mor, hvorfor hun kom to timer for sent hjem. Betjenten var ikke sendt ud for at lede efter hende, konstaterede hun for sig selv. Han var bare endnu én der prøvede at styre hendes liv med evindelige krav og regler.
   "Hop ind, så giver jeg dig et lift."
   Julie trak på skuldrene og steg ind i politibilen. Den lugtede nærmest som en taxa sammenlignet med den anden bil. Hun tog selen på og blev mindet om, at hun nok ville have ondt i armen nogle dage endnu.
   "Hvad er der galt?" spurgte betjenten da han så hende skære ansigt.
   "Ikk' noget," svarede Julie og kiggede på betjenten. Han havde rare øjne og en bred kæbe med skægstubbe. Mon Sonne kom til at se sådan ud, når han blev voksen? "Jeg har bare slået min arm."
   "Hmm. Hvad laver du egentlig ude i dette vejr? Har dine forældre ikke fortalt dig, at du skal blive indendørs?"
   "Næ, det har de ikke sagt noget om," løj Julie og følte, at betjenten kunne se lige igennem hende.
   "Det burde de have gjort. Jeg har lige været ude på Lygtevej og spærre af. Taget er fløjet af en gammel bygning og har smadret tre biler. Der er tagsten over det hele, så jeg måtte spærre hele vejen af. Det er farligt at rende rundt udendørs, når vejret opfører så sådan her."
   "Okay," svarede Julie. Kunne han ikke bare se at komme afsted, så hun ikke kom alt for sent?
   "Jeg skal nok køre dig hjem. Hvor bor du?"
   "Hvad? Øh, Skovvejen 2," svarede Julie.
   "Nå, det er jo ikke så langt. Men jeg må nok hellere lige ringe til dine forældre og fortælle, at du har det godt. De er formodtlig ret nervøse."
   "De... de er slet ikke hjemme. De er i sommerhus," svarede Julie og mærkede svedperler springe frem på panden. Hun var så dårlig til at lyve.
   "Hm," svarede betjenten og satte endelig bilen i gang. Julie bemærkede at han med jævne mellemrum betragtede hende, men hun lod som ingenting. Til sidst rømmede han sig og sagde meget alvorligt:
   "Du ved, der er steder man kan henvende sig, hvis man har problemer med sine forældre, som man ikke selv kan håndtere. Man kan henvende sig helt anonymt. Du kan læse om det på politiets eller kommunens hjemmeside."
   "Nå," svarede Julie og forstod ikke, hvorfor han fortalte hende dette. Hun havde da ingen problem med sine forældre.
   Betjenten kastede hende endnu et blik men sagde ikke mere. Heldigvis.
   "Nå, men nu er vi her. Jeg bliver lige holdende og ser, at du kommer ordentligt ind."
   "Okay, tak," mumlede Julie og steg ud af bilen. Hun håbede virkelig ikke, at Sonne eller nogle af de andre dukkede op nu. Hvordan skulle hun overhovedet kunne forklare, at politiet mente, hun var for lille til at gå rundt på vejen alene. Hun skyndte sig op af indkørslen, vendte hun sig og vinkede til betjenten, inden hun gik om hushjørnet. Han sendte hende et lille nik og kørte afsted. Tak skæbne. Tænk at det skulle være så besværligt at komme til fest.
   Julie ringede på døren. Efter et øjeblik åbnede Carolines mor.
   "Hej Julie," udbrød hun overrasket. "Hvad laver du her?"
   Julie tøvede. Spørgsmålet var vel nærmere, hvad Carolines mor lavede her? Skulle de ikke være i sommerhus?
   "Jeg kom bare forbi," mumlede Julie.
   "Nå, men kom dog indenfor. Sikke det stormer, hva'? Jeg henter lige Caroline."
   Julie trådte ind i entréen og ventede. Da Caroline kom, lignede hun ikke ligefrem én der var klædt på til fest. Hun havde bare en sort hættetrøje og et par grå træningsbukser på.
   "Hvad laver du her? Fik du ikke min sms?" hviskede Caroline lavt for at hendes forældre ikke skulle høre det inde i stuen. Julie havde aldrig set Caroline så panisk før.
   "Du har ikke sendt nogen sms. Hvorfor er dine forældre hjemme?" hviskede Julie.
   "De ville ikke køre i sommerhus i dette vejr. Jeg er sikker på, at jeg har sms'et til dig."
   "Men hvad med de andre? Er Sonne kommet?"
   "Selvfølgelig er de ikke kommet. De siger i fjernsynet at man ikke må gå ud. Men du bliver altså nødt til at gå. Mine forældre må ikke vide, at jeg holder fest, når de ikke er hjemme. Jeg siger bare, at du skulle aflevere noget, ikk'?"
   "Ja, okay, det skal jeg nok," mumlede Julie og følte sig pludselig meget modløs. Hun gav Caroline et hurtigt venindeknus og stod så igen ud i stormen. Med et dybt suk begyndte hun at gå. Det kunne vel ikke tage mere end en time at gå hjem. Måske var hun heldig, at nogle ville køre hende noget af vejen.
   Julie var næsten nået ud af indkørslen, da Carolines mor indhentede hende.
   "Julie, vent. Du skal sørme ikke gå nogen steder i det her vejr."
   "Jeg skulle bare afleverer noget," svarede Julie og undgik øjenkontakt.
   "Ja, ja, den er god med dig," svarede Carolines mor og lagde en arm om Julies skulder. "Kom, nu går vi to ind igen."
   Julie lod sig uden protest føre af Carolines mor.
   "Kan du holde på en hemmelighed? Du skal love mig ikke at fortælle det til Caroline."
   Julie nikkede og kiggede for første gang ind i Carolines mors øjne. Hun så slet ikke vred ud.
   "Jeg ved godt at Caroline holder fest, når vi ikke er hjemme. Men vi kender jo de fleste af jer der kommer, og I opfører jer pænt, for vi kan aldrig se, at I har været der. Og Caroline gør altid hele huset rent inden vi kommer hjem, så det er faktisk meget rart. Vi forældre ved nogen gange lidt mere end I tøser tror. Lover du ikke at sige noget?"
   Julie nikkede og sendte Carolines mor et oprigtigt smil.
   "Kom, så kan dig og Caroline hygge jer i aften, og du kan selvfølgelig også sover her. Så finder vi ud af, at få dig hjem i morgen."
   Carolines mor åbnede døren, og de gik ind.