Stilheden lå fortættet over landskabet efter stormen. Træsplinterne forsvandt ind i tågen, der lå tung og hvid omkring huset. Cole så, at den gamle tilbygning til huset nu lå spredt ud over landskabet så langt øjet rakte. Under et væltet træ lå hunden fastklemt, med tungen hængende ud af gabet. Af og til peb den, og det virkede som om lyden sank til jorden, inden den nåede ret langt. Vandløbets åre bag huset var blevet skåret over af smadret affald, og på den ene side af den havde der samlet sig en mudret sø. Selv om han havde boet alene her, næsten siden han var kommet hjem fra krigen, nærede han ingen sorg over at se på ruinerne stormen havde efterladt. Han ville bare gå i gang med at bygge stedet op igen uden at tænke over det.
   Coles hjerne havde for nogle dage siden fjernt registreret radioens advarsler om, at stormen snart ville ramme området. Han havde båret kasser med forsyninger ned i den forstærkede kælder. Mad, tøj, våben, den hjemmebrændte han altid havde et pænt lager af og forskellige andre praktiske ting. Og så havde han sat sig til at vente i den sædvanlige vågne bevidstløshed, han havde lært sig at beherske i ørkenen, mens støvet klæbede til huden. I kælderen knugede han sit gamle lommeur, indtil knoerne blev hvide, uden at bemærke det. Og ind imellem dukkede et glimt af en lille pige op foran ham, uden at han kunne fastholde synet af hende. Cole havde sløvt opfanget, at infernoet ovenpå flåede den engang så solide tilbygning fra hinanden, for at sprede den ud over landskabet. Og opdaget at der pludselig var helt stille, uden at vide hvor længe det havde varet.
   Lommeuret i hans hånd stod på lidt i tolv som det plejede, i sin egen fastfrosne tid. Han havde fået det af sin far, den gang de var roet ud på søen, da han var helt lille. Det var det eneste billede han havde af ham. Han var pludselig faldet død om nogle få måneder efter. Da de havde været midt ude på søen, og vandet hviskede omkring dem, havde hans far rakt ham uret og sagt at det var hans nu. Mens solen tegnede rolige striber på deres ansigter, havde hans far fortalt ham om den gang han selv arvede uret fra sin far, og hvordan han havde det med sig i den store krig for mange år siden. Cole havde mærket varmen og glæden brede sig i sin krop, og han havde følt sig lykkelig i dette korte øjeblik. Urskiven så nu ud som et puslespil der var lagt forkert, bag det krakelerede glas. Der lod til at være en dunkel forbindelse med den drøm han altid drømte, men så forsvandt det for ham, og han puttede uret i lommen, mens hans sammenknebne øjne så ud over dalen. Og fik så øje på hende.
   Hvor længe hun havde stået der, kunne han ikke afgøre. Han havde hverken hørt eller set hende, hvilket i sig selv var usædvanligt, når man tænkte på den sjette sans, han havde udviklet i kampene, og som tillod ham at mærke når han blev iagttaget. Det skete, at der viste sig mennesker i skoven, men ingen af dem var før stoppet op her, og han mærkede en underlig uro summe lige under huden. Hendes øjne var lyse og glasagtige. De så direkte på ham med, hvad han opfattede, som lige dele nysgerrighed og afsky. I dette fastfrosne øjeblik var det, som om han havde set hende før, uden at han kunne sætte sin finger på, hvornår det skulle have været.
   - Stormen kommer igen, sagde hun uden at tage blikket fra ham.
   Han så længe på hende i tavshed. Hendes stemme var blød, og dog var der alligevel noget uforklarlig hårdt ved den. Hun så ud til at være midt i tyverne, havde kort mørkt hår og store øjne i et smalt ansigt. Så vendte han ryggen til hende og begyndte, med rystende hænder, at samle stumperne fra stormen sammen i mindre bunker, for at kunne brænde dem senere. Solens første stråler spillede i arrene og sveden på hans ryg, mens han arbejdede sammenbidt og prøvede at lade være med at se på hende. Hun havde i mellemtiden sat sig i skyggen under en knækket stamme og tog af og til en slurk af sin feltflaske, mens hun ufravendt stirrede på ham. Selv ikke da lyden fra skuddet rungede tomt, blinkede hun. Han hev den døde hund ud under træet, og bar den ned til vandet, hvor han smed den så langt ud han kunne. Han betragtede tankefuldt det døde dyrs vidtåbne øjne, mens det langsomt sank ned.
   Cole kom til at tænke på sin barndom, de lange dage sammen med søsteren på bakkerne bag tømmerhandlen, hvor de havde leget tiden væk og kigget på skyerne, mens de holdt hinandens hænder i kornet. Sandslottene de byggede ved havet, mens lyde fra fjerne måger og skinnende bølger bevægede sig rundt om dem. Han elskede sin søster mere end alt andet på jorden, og huskede den gang hun lå glinsende af feber i sengen, mens hun lod fingrene spille over den halskæde af strandskaller, han havde lavet til hende. Han havde fortalt historier hele natten, så han kunne høre hendes stille gysen under dynen af og til. Hun havde spurgt ham, om hun skulle dø nu, og han havde sagt til hende, at han elskede hende og altid ville beskytte hende, uanset hvad der ville ske i hele verden. En dag var hun faldet ned i brønden ved den gamle fabrik, og han havde efter lang tid endelig fået hende op. Hendes øjne tindrede af angst, mens hun klamrede sig taknemmeligt til ham.
   Den unge kvinde sad i skyggen og kiggede på ham, mens han febrilsk fik stukket ild til bunkerne. Gennem røgen så han, at hun nogle gange sad med lukkede øjne, som om hun var faldet i søvn. Han ønskede at hun bare ville forsvinde, men samtidig var han nysgerrig efter at vide hvem hun var, denne unge kvinde, der så bekendt ud. Cole gik lidt svimmel hen til vandløbet, sprøjtede et par håndfulde vand i ansigtet og prøvede forgæves at vaske sig ren, men snavset lod hele tiden til at komme igen af sig selv.
   Erindringen om moderen ramte ham som et eksprestog. De lange timer han havde siddet fastlænket til det rustne vandrør i den fugtige kælder, stanken fra dyreligene og den evige dryppen langt væk. Hvor selv afstraffelsen bagefter havde været at foretrække frem for isolationen nedenunder. For det meste tænkte han på sin søster for at holde sig oppe. Men andre gange lå han bare afkræftet og svævede i mælkefarvet vand mens uforståelige scenerier bevægede sig forbi, og han næsten ikke havde opfattet nøglens skramlen i låsen for enden af den stejle trappe. En dag, da afstraffelsen havde været særlig hård, kunne han mærke, at noget gik itu inde i ham, og siden da sagde han aldrig en lyd, når han blev straffet, uanset hvad hans mor fandt på af nye grusomheder, mens stanken af billig sprut bredte sig i rummet. Det var ved samme lejlighed, at han med tårer i øjnene havde opdaget at glasset på lommeuret var revnet. Og var gået i stå. Der var billeder af ansigter fortrukket til ukendelighed, den rå latter, soveværelset der lugtede jordslået, og blodpletterne på lagenet. En morgen lå hans mor på sengen uden at røre sig, og han konstaterede følelsesløst, at hun endelig var død. Det blev fastslået, at det havde været en overdosis, og eftersom Johnny var gammel nok, søgte han ind i militæret for at komme væk fra den komplicerede by. Han kom fjernt til at tænke på, at han havde glemt hendes navn.
   Det føltes ikke som så længe siden, at han havde gennemgået træningen og bevæget sig rundt i krigszonerne, hvor han bedøvet havde observeret ligene, blodet og skrigene. Et liv der ikke vedkom ham. Cole havde haft let ved den hårde træning, og at trække fingeren de fatale millimeter tilbage på aftrækkeren, hvor andre brød sammen med tiden. Svagt syntes han at kunne erindre en kort følelse af triumf over ikke at være knækket mere, men selv tiden i uniformen var underligt langt væk nu. Han kunne hverken huske navnene på de andre soldater, ansigterne på de kroppe der utallige gange havde været i hans sigtekorn eller ligene, der lå i rendestenen, halvt sprængt væk. Under træningen havde hans deling fået en del indsprøjtninger, "for at kunne modstå giftgasser og biologiske våben", som lægerne havde sagt. Ingen spurgte om noget, sådan var det bare. Senere var svedeturene og den kroniske hovedpine begyndt, og de vedvarende smerter, som om en fordrejet skygge stod bag ham og prikkede uendelig tålmodigt i hans hjerne med en spids negl.
   Han savnede krigens enkelhed, da han kom tilbage, for det havde været næsten umuligt for ham at få, endsige beholde, et job på det tidspunkt. Han havde haft svært ved at leve i byen, og han huskede tydeligt den dag, hvor han havde truet den overlegne og velfriserede sagsbehandler på den anden side af skrivebordet med jagtkniven, der altid var slebet helt skarp. Hvordan han kun i allersidste øjeblik havde opfattet at krigen var forbi nu, og så siden var flygtet til det faldefærdige værelse i gyden, hvor han havde pakket sine få ejendele og var rejst ud til det langt mindre komplicerede liv i skoven.
   Solen bevægede sig med træg langsomhed over himlen, og en svag nynnen nåede ham fra den unge kvindes udkigspost. Sangen lød som en vuggevise af en slags. Af og til spiste hun noget fra sin taske, hendes bevægelser var rolige og velovervejede, som om hun havde tænkt netop dette sceneri igennem. Cole blev mere urolig ved tanken om, at dette skulle være tilfældet. Han ønskede bare at være i fred.
   Han drømte næsten altid den samme drøm. At han gik rundt i krigens ruiner, mens bomberne lydløst sprang omkring ham på en baggrund af flyvende sand og røg. I et hjørne i en af bygningerne lå en dukke, der lod til at gløde svagt i det dunkle mørke. Han gik nærmere og så på dukken, som lå i en blodpøl med lukkede øjne, og han kunne fornemme, at der var noget særligt ved den. Da han tog den op, mærkedes den varm og organisk i hans hånd. Han blev fyldt med frygt og følte, at noget frygteligt hele tiden stod lige bag ham, uden at han vidste hvorfor. Pludselig begyndte øjnene på dukken at gå op, og med en gysen så han lammet et smil brede sig om munden på den. Han drejede langsomt sit hoved, og så at uret på væggen viste lidt i tolv. Og så eksploderede dukken op i hovedet på ham. Han vågnede hver gang med et sæt og gennemblødt af klam prikkende sved.
   - Jeg er Erin...
   Hendes stemme lød nu tæt på. Hun sad på hug nogle få meter væk og så undersøgende på ham. Næsten som om hun forventede en reaktion fra ham. Han granskede sin hjerne, men kunne ikke komme i tanke om nogen han kendte, med det navn. Han havde kun kendt Wendy, og dog var der alligevel noget ved Erin, der mindede om hende, uden at han kunne sætte fingeren på præcist hvad. En overvældende rædsel bredte sig i hele hans krop, som om et stort mørkt dyr stod og lod sine giftige kløer køre ned ad hans ryg, mens det prustede tungt bag ham. Tørheden bredte sig i halsen på ham, og han lod en varm svidende tår fra flasken brænde den væk, mens sveden tegnede striber ned over hans ansigt. Den hjemmebrændte smagte værre end den plejede.
   Pludselig havde Wendy stået foran ham den gang, som en ny kvinde i hans liv, og hendes øjne havde tindret af en hengivenhed han ikke forstod. Senere havde han set sin mors øjne i Wendys, og huskede tydeligt hvordan de uophørlige stemmer havde skreget på den hævn, der var blevet ham nægtet, efter at hans mor omsider ikke var vågnet op. Han huskede de blinde slag og voldtægten, og hvordan han siden havde ladet sig synke ned i forglemmelsens tåger, mens hun stille havde fundet sig i det med uendelig hengivenhed. Hvilket blot havde gjort raseriet større i ham. En morgen var han vågnet op med en følelse af, at en stor pigget hånd skrabede på hans hjerne, mens solen uophørligt stak nåle i ham. Langsomt og omtåget var han vågnet op, og havde fået øje på Wendys ubevægelige krop ved siden af sengen, med den hvide natkjole smurt ind i størknet blod. Han havde set sårene på hendes håndled og den blodige jagtkniv på gulvet. Hendes øjne havde været tomme, og en tynd stribe skum kantede læberne. Han huskede tydeligt, hvordan han med hamrende hjerte havde fået hende på hospitalet. Men hendes øjne blev ved med at være tomme, selv om hun overlevede. Hun opfattede ikke verden og reagerede ikke mere, når han talte til hende. Retssagen var gået hurtigt, hans advokat havde fremhævet tjenesterne for landet og de ulastelige soldaterpapirer. Wendys hang til depression havde jo været tydelig for enhver. Følelsesløs havde han opfattet, at han blev idømt betinget. Cole huskede svagt, at Wendy havde været gravid den gang, da han flygtede ud i skoven. Og årene var så siden bare blevet væk.
   - Jeg kom for at slå dig ihjel, sagde den unge kvinde, med sørgmodig stemme. Han kunne se Wendy stirre ud på sig gennem Erins øjne. Han kunne se sorgen, hengivelsen, angsten og den usagte hemmelighed. Og han forstod, hvad det var hans datter ønskede at gøre. Han havde forladt og svigtet dem begge, den kvalmende erkendelse bredte sig ud i hele hans krop med en knitrende kriblen som af et hav af insekter i formålsløs bevægelse indeni.
   - Og det vil jeg måske, selv om du allerede er død...
   Stemmen nåede ham langt væk, og Cole drev hjælpeløst om i den storm af følelser, der pludselig overvældede ham, lod sig endelig drukne i det frådende kaos, mens skylden fyldte ham helt ud. Han mærkede alle sine egne slag og forhånelserne. Det var som om alt blev gråt omkring ham, og han kravlede i en tunnel af had og skyld. Hendes skikkelse blev sløret, mens han lod mørket sive igennem sig, og så faldt han tungt om.
   Han vågnede ved lyden af skridt, der fjernede sig, og så døsigt noget blinke foran sig i græsset. Cole var fyldt helt ud af skyldfølelse, og varmen fra den bredte sig i hele kroppen. Han var pludselig klar over, hvad han havde gjort den gang. En let vind havde rejst sig og bevægede sig stille hen over hans ansigt. Han lå med kniven i sin hånd. Smerten var næsten ikke mærkbar i hans blodige håndled, mens han rakte ud efter uret, som nu tikkede svagt. En kort raslen af strandskaller flød ind i hans bevidsthed, da han greb fat i det, og han fornemmede sin søsters feberhede tilstedeværelse. Kapslen var åbnet, og han så gennem tårerne det falmede foto af Wendy og ham selv, da de var børn. Han lukkede øjnene og hviskede næsten uhørligt:
   - Undskyld Wendy, jeg ønsker at gøre det godt igen, min elskede søster...