Der sad en gammel mand på en bænk på stranden, da jeg gik forbi. Det var en bidende kold vinterdag. Jeg var bare ude på en af de her gåture, som ikke er godt for andet, end ondt i benene. Men det skulle jo være så godt for helbredet. Jeg gik videre hen af vejen, og så en forfrossen måge flyve ligeover vandskorpen. Den ledte sikkert efter et eller andet, lige som mig. Jeg gik faktisk ikke bare sådan på må og få, men havde en destination. Jeg havde valgt at gå, i stedet for den overfyldte bus. På den anden side af vejen lå en dyster skov. Det var hen af klokken fem, og skoven var blevet mørk og uindbydende. Jeg gik og frøs mens jeg tænkte på mit forestående møde. Jeg vidste der ville være mad på bordet, fordi jeg var inviteret til middag, men jeg vidste endnu ikke hvem jeg var inviteret til middag hos. Jeg nærmede mig et beboet område. Det var en af disse typiske villakvarterer med en Volvo i garagen og en vovhund i køkkenet. Jeg drejede ned af en mindre vej. Den hed Granhøj. Det var en af de veje med vænger på begge sider. 1-11 stod der på et skilt. 2-12 stod der på et andet. Sådan blev det ved. Mens jeg gik ned af vejen fik jeg en fornemmelse af at jeg havde været der før.
   Jeg kom til at tænke på Karen. En lille laber steg med store øjne, og ingenting mellem ørene. en typisk blondine, men hun var brunette. Jeg skulle møde hende ved en biograf, så vi kunne gå ind og se en eller anden dum film. Hun kom gående i noget tøj, som mest af alt fik hende til at ligne en billig luder. Da vi var kommet ind i salen og havde sat os, kiggede hun indgående på mig. Jeg prøvede at lade være med at kigge hende lige i øjnene. Filmen var med nogle mig totalt ubekendte skuespillere, men jeg fandt også hurtigt ud af at det ikke var derfor vi skulle være i en biograf. Det varede ikke længe før hun havde knappet mine bukser op og begyndte at hive i min fyr.
   Jeg gik videre ned af vejen og mindede mig selv om den lille dumme brunette Karen. hun var ikke værd at samle på. Jeg blev faktisk aldrig sikker på om hun var luder. Jeg standsede ved en skilt hvor der stod: 38-50. Jeg tog en lille seddel op af lommen. Granhøj 48, stod der med tydelige skrift. Det var nogle af mine venner som mente jeg havde brug for noget selskab. De havde lavet aftalen med Karen, og blev meget kede af at det ikke gik godt, hvorefter de grinede af mig, og inviterede mig ned på den lokale bar. Et par dage efter havde de lavet en aftale med en eskort pige.
   "Kom nu," havde Tom sagt, "du skal da også have noget på den dumme en gang imellem."
   Hans navn var meget sigende om indholdet af hans tanker.
   Jeg stod på stationen pigen kom gående i mod mig. Havde jeg vidst at det var hende, ville jeg have vendt mig om i afsky for denne dæmon. Hun så ud af helvede til og var ikke særlig rar eller blid at være sammen med. Jeg skyndte mig væk så hurtigt jeg kunne, og forsøgte at glemme denne afskyelige snekone. Jeg var gået hen på en café for at få mig en kop kaffe. Der havde jeg mødt en af mine gamle klassekammerater. Vi sad og snakkede lidt sammen. Han fortalte at han var blevet ansat i et advokatfirma, som rådgiver, hvor han rådgav firmaer om køb og udvidelser. Han var ellers en af de værsterødder fra 7'ende. Han havde engang været ved at futte hele skolen af, fordi han skulle lej brandmand, med lidt benzin. Nu sag han her i sit respektabel jakkesæt fra Armani og drak øl. Ingen særlig respektindgydende kombination. Så fortalte han at han lige havde fået den nye BMW 728i med airkondition, varme i forsæderne og en masse andet ubrugeligt lort, som jeg ikke vidste hvad var. Så kom kællingen. En halvtreds årig afdampet præstefrue med det nyeste modetøj til en halvfed slatten krop, og så havde hun fyldt 17 lag make-up i hovedet uden at det hjalp på hendes udseende.
   "Nå, men jeg må smutte nu," sagde han så.
   Da jeg så denne kvinde bagfra, slog det mig at hun havde den bredeste røv jeg nogen sinde havde set. Den var lige så bred som bagenden af en bus. Jeg er sikker på at folk ville have svært ved at se forskellen, hvis hun stak et par baglygter i lommen bagpå. For at gøre det hele værre var hun mindst 10 år ældre en ham. Da de var gået kunne jeg igen fordybe mig i min øl.
   Jeg stod ved hus nr. 48. En lille men meget velproportioneret have skilte mig fra denne mystiske person. Jeg tænkte på den sidste blind date jeg havde haft. Jeg sad på en meget fin restaurant i byen og ventede. Jeg havde det nyeste jakkesæt på jeg kunne finde i min garderobe, men selv det var 15 år gammelt. Jeg mindedes Tom da han sagde:
   "Du skal ikke bekymre dig om noget. det hele er betalt."
   Jeg kiggede mig lidt omkring. Tjenerne lignede en hel million, og gæsterne var endnu værre. Der sag et gammelt ægtepar ved et bord ikke langt fra mit, som åbenbart havde deres børnebørn på besøg. Specielt pigen i det selskab var noget af en oplevelse.
   "Jeg vil ha' en is," sagde hun, mens bedstemoren prøvede at sige at de først skulle have hovedretten. "Men jeg vil ha' en is nu, en stor en," vedblev pigen.
   Jeg hørte en lille stemme bag mig, men skød den væk igen.
   "Undskyld mig, herre," sagde en tjener bag mig.
   Jeg kiggede op på ham.
   "Ja," sagde jeg. "Herrens selskab er ankommet. Ønsker herren "ourdoevren" nu eller måske vil herren nyde en lille aperitif,"sagde tjeneren opmuntrende.
   "Ja tak, det er fint," sagde jeg uden at vide hvad noget af det betød.
   Så kom tjeneren gående med en ung blond kvinde i armen. Hun havde en cremefarvet festkjole på. Hun lod sig elegant føre hen til mit bord. Da hun var blevet sat ned, kom der øjeblikkeligt to tjenere hen med to glas isvand. en tredje kom med Champagnen. Vi sad lidt og snakkede om vind og vejr.
   "Jeg hedder Lise," sagde hun med en sukkersød stemme, og kiggede interesseret på mig.
   Jeg vidste jeg havde begået en stor fejl, ved ikke at præsenterer mig selv først.
   "Lise, det er et meget flot navn," havde jeg sagt for at lægge et lille plaster på såret. "Jeg hedder Jens. Jens Jespersen."
   Hun smilede, og jeg måtte tro jeg havde afværget situationen. Selv havde hun et efternavn, som formentlig havde forsaget mange knuder på tungen. Jeg havde i hvert fald ikke lyst til at prøve. Efter hovedretten, og et par flasker vin, fortalte hun at hun lige var blevet skilt og egentlig ikke var på jagt efter en mand. Det var jo ikke ligefrem vand på min mølle. Hun havde bare taget muligheden for at komme ud og more sig lidt.
   Efter den aften havde mine venner lovet ikke at lave en sådan aftale igen. Nu mens jeg stod foran haven gik, det langsomt op for mig at det var en kvinde, jeg skulle møde. Hvorfor havde jeg ikke indset det noget før? Selvfølgelig kunne vennerne ikke lade være. De måtte smede mig sammen med en eller anden. De havde sagt at den person jeg skulle møde, var interesseret i fodbold og teater. En kombination som i mit hoved betød en mand. Jeg havde i starten undret mig over jeg skulle møde en mand, men de havde sagt at det var en af deres venner, og at de også ville være der. Det skulle bare være en hygge aften. Det havde jeg bare accepteret dum som jeg var. Nu stod jeg så her. Jeg havde egentlig mest lyst til at erkende min dumhed, og bare skride, og blive væk for altid, men på den anden side, ville hun have stået en hel dag og have lavet et kulinarisk mesterværk af en middag, som så bare skulle smides ud. Det ville jeg heller ikke være skyld i. Så ramte en anden tanke mig. Hvordan passede teater og fodbold ind i alt det her. Min nysgerrighed var vagt. Jeg blev nødt til at se hvem hun var, før jeg gik igen. jeg gik langsomt gennem haven til hoveddøren. Min hånd bevægede sig langsomt og rystende op mod ringeklokken. Den standsede et øjeblik da minderne om Karen, Lise og den hæslige luder. Jeg var lige ved at vende om igen, men i det samme ramte min hånd knappen, og der lød en høj ringen bag døren. Nu var der ingen vej tilbage. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. I mine tanker var jeg løbet meget langt væk. Mit hoved var ved at følge efter dem, da døren åbnedes. Jeg stod lammet et øjeblik. Der stod en kvinde i et farverigt forklæde og tog i mod mig.
   "Dav," sagde hun, "jeg hedder Ida".
   Jeg kiggede lige ind i hendes store grønne øjne. De passede perfekt til hendes i forvejen perfekt proportionerede ansigt, omkranset af det ræverøde hård, som var sat op på hovedet.
   "Godaften," sagde jeg, og kunne høre hvor forfærdelig dumt det lød. "Jeg hedder Jens."
   "Jamen godaften, Jens, kom indenfor."
   Jeg takkede, og gik ind i hendes hus. Hun hjalp mig af med overtøjet, og fulgte mig ind i stuen.
   "Det er et flot hus du har," sagde jeg, bare for at sige noget.
   "Tak," sagde hun så som det bare var en mindre bagatel af hendes tilværelse. Jeg stod og beundrede rummet, mens hun gik ud i køkkenet.
   "Lad som om du er hjemme," lød det der ude fra.
   Det ville vist være sværere end jeg troede muligt. Jeg gik ud i køkkenet til hende, og spurgte om der var noget jeg kunne hjælpe med.
   "Ikke lige nu" sagde hun, "jo du kan gå ind med den her." Hun rakte mig en karaffel med rødvin.
   Jeg gik ind til det veldækkede bord i stuen og satte flasken. Hun kom ind gennem døren foruden forklædet. Hun havde et par grønne bukser og en temmelig stram rød trøje på, som fremhævede hendes perfekte figur. Vi snakkede godt sammen lige fra første minut. Jeg fik at vide at hun var 28 og designer på på et ugeblad. Hun var ud af en familie på 3 børn, to piger og en dreng, hvor faderen havde arbejdet mange år på et teater, hvor hun ustandseligt havde rendt ham i hælene. Hendes søster havde allerede 2 sønner som begge to var vildt glade for fodbold, der af de to interesser. Jeg selv var 31 og elektriker ved FAF. Ikke noget særligt spændende.
   "Hvad interesserer du dig så for," havde hun spurgt interesseret.
   "Teater," røg det ud af munden på mig.
   "Er det virkelig sandt, der er ikke bare noget du siger."
   Det måtte jeg erkende det ikke var.
   "Jeg er blevet opfostret med teater," sagde jeg i overensstemmelse med sandheden. Jeg prøvede at undgå emnet ved at spørge hende om hendes bror. Jeg vidste der var en grund til at hun ikke havde nævnt ham endnu, men jeg måtte finde en udvej.
   Hendes hoved faldt straks ned på brystet, og jeg fortrød straks jeg havde taget emnet op.
   "Det er lige meget nu," sagde hun usikkert, og kiggede op på mig.
   Jeg kunne se at hendes øjne var blevet fugtige. Hun gik hurtigt ud i køkkenet. Jeg valgte at give hende lidt fred. Jeg gik lidt rundt og kiggede på de billeder hun havde hængende i stuen. Lidt efter kom hun gående ud igen med et stort fad i hænderne.
   "Nu skal vi spise," sagde hun muntert.
   Det var som om hun ønskede at glemme hvad der lige var sket. Hun var skiftet fra at være grædefærdig, til at være munter og glad. Jeg gik hen til bordet og satte mig. Hun gav mig en portion af en sammenkogt pastaret. Jeg smagte på det.
   "Hvad synes du," spurgte hun.
   Jeg besluttede mig at spille højt. Jeg satte et ansigt op som skulle vise at det var det værste jeg nogen sinde havde smagt i hele mit lange liv. Jeg er ikke sikker på om hun gennemskuede mig med det samme, for hun sagde:
   "Er det så slemt."
   Jeg smilede tvunget op til hende. Det fik hende til at se lidt ked ud af det. I virkeligheden var det næsten et fuldendt måltid. Pastaen smeltede på tungen, osten i flødesovsen var kun lige smeltet og kødet var af fineste kvalitet, og tilberedt perfekt. Hun lyste lidt op da jeg fortalte hende sandheden. Hun skænkede mig rødvinen.
   "Udsøgt," sagde jeg da jeg fik den ind i munden. Jeg kom straks, uden at ville det, til at tænke på Lise, da vi sad i den fine restaurant.
   Tjeneren kom hen til vores bord.
   "Ønsker herren at indtage 'plat du jour', eller 'specialitet du jour?"
   Det første havde jeg ingen anelse hvad betød, men jeg kunne regne ud at det sidste havde noget at gøre med noget specielt. Jeg var også blevet klar over at det var mig som skulle træffe de vigtige valg ved middagen, efter som tjeneren altid spurgte mig først.
   "Jeg tror jeg tager 'spesjælit dy sjur'," sagde jeg overlegent.
   "Og damen," sagde tjeneren.
   Hun kiggede op på ham vel vidende at hun havde hele opmærksomheden på dette tidspunkt, og det skulle udnyttes.
   "Ja tak," sagde hun sukkersødt.
   "Og vinen, herre," sagde tjeneren.
   Ja, hvad med vinen, var det ved at ryge ud af munden på mig, men jeg holdt det indenbords.
   "Huset har kun en ydmyg kælder, men måske herren vil nyde en Bordeaux rødvin."
   "Ja tak, det er fint."
   Jeg var tjeneren meget taknemlig, fordi jeg ikke kendte andet end nettos og brugsens "vinkælder". Det tror jeg faktisk tjeneren efterhånden var klar over. Jeg fik selvfølgelig lov til at smage vinen først. Jeg gjorde mig umage med at smage, til tjenerens store fornøjelse. Han var jo lige som mig klar over at det bare var spil for den yndige dame, som sad over for mig. Et spil til ingen verdens nytte. Hun ville jo ikke have mig alligevel. Så kunne man jo bare håbe hun ville nyde aftenen, og more sig alt det hun ville.
   "Ja tak, den er fin," sagde jeg til tjeneren. Jeg kunne næsten se det munter blik da han sagde:
   "Jeg beklager endnu engang husets ringe kælder."
   Vi smilte til hinanden. Lige på det tidspunkt blev jeg klar over at han vidste hvad der foregik, og at han ville spille med resten af aftenen.
   Jeg sad over for Ida.
   "Udsøgt," sagde jeg endnu engang for at understrege min mening. Først da begyndte hun selv at spise. Det virkede lidt underligt på mig, fordi jeg var vant til at vi alle sammen spiste samtidig. Imens jeg spiste kiggede hun ofte på mig, som for at forsikre sig om at jeg nød middagen. Da vi var nået til desserten, smilede hun til mig. Jeg var ved af få på fornemmelsen at hun var på jagt efter mig, at hun ville have mig for en hver pris. Måske var jeg bare dum i hovedet, eller også var der noget med hende. Den måde hun havde sagt dav på da hun åbnede døren, og den måde hun havde ændret sit humør fra næsten grædende til overmunter, fik alarmklokkerne til at ringe i mit hoved. Måske var det fordi jeg selv var ved at blive varm på hende. Jeg ved det ikke, faktum var i hvert fald at hun sad og sagde ingenting, og jeg sad og åd. Ikke at det virkede unaturligt. Det var lige nøjagtigt som det skulle være. Jeg fortrød nu ikke mere jeg var blevet. Hun spiste egentlig ikke ret meget, hun sad bare og beundrede mig. Sådan så det i hvert fald ud. Da jeg havde nydt desserten, som var en slags frugtfromage med en virkelig lækker frugtsovs, var jeg godt træt i maven. Hun gik ud i køkkenet og lavede noget kaffe. Jeg prøvede at ignorerer det faktum at jeg godt kunne lide hende. Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig selv sammen med en så smuk kvinde. Jeg havde ellers før sagt til mine venner at sådan som det var i dag, at smukke kvinder vælger de ikke flotteste fyre, og omvendt. I den henseende skulle jeg så være gift med verdens største supermodel. Men det galt ikke rigtig nu. Jeg håbede bare det jeg havde set ved bordet ikke bare var professionelt skuespil.Uden at jeg egentlig vidste af det kom jeg til at tænke på Karen den dumme brunette.
   "Vil du gifte dig med mig," havde hun spurgt efter biografturen. "Du har sådan en lækker p.."
   "Jeg skal tænke over det," sagde jeg hurtigt for at afbryde hende. Selvfølgelig ville jeg ikke gifte mig med hende. Hun måtte tro jeg var dum, eller sådan noget. Jeg måtte bare vinde tid. Det jeg derefter havde gjort var af værste hylde. Jeg skred simpelthen fra hende. En dag havde vi aftalt at skulle mødes for at jeg kunne give hende mit svar. Jeg mødte op en time før og snakkede med bartenderen. Jeg sagde det som det var.
   "Måske skulle du blive og fortælle hende det selv, måske ikke."
   Det var det eneste svar jeg kunne få fra ham.
   "Er du sikker på at du vil have det sådan," spurgte han og så indgående på mig.
   Selvfølgelig var jeg det. Det ville være den nemmeste måde at sige farvel på. Ingen forklaringer, ingen undskyldninger, ingen sorg.
   "Godt," sagde han, "jeg skal nok fortælle hende det."
   "Tak," sagde jeg og mente det for en gangs skyld, "tag dig et par drinks på min regning," og langede en hundredkroneseddel over disken.
   "For lang og tro tjeneste," sagde bartenderen.
   "For lang og tro tjeneste" gentog jeg som svar.
   Ida kom ind med en bakke med forskellige lækre småkager på. Af høflighed smagte jeg på dem alle sammen. Jeg vidste, at hvis jeg skulle have en chance hos denne vidunderlige Ida måtte jeg gøre det bedst mulige indtryk uden at virke påtrængende. Min mave var allerede begyndt at gøre ondt. Jeg måtte snart ud at gå en tur. Jeg prøvede at få det ind i den samtale, som var i gang, men jeg opgav det igen.
   "Jeg bliver nødt til at holde ud lidt endnu."
   På en eller anden måde må hun have læst mine tanker.
   "Kunne du måske tænke dig at gå en lille tur nu," sagde hun. Det kunne måske også godt være fordi jeg ikke havde rørt min kaffe i temmelig lang tid.
   "Jo tak, det ville gøre godt efter den fabelagtige middag," sagde jeg for at understrege min lyst til noget frisk luft.
   "Det var da ingenting," sagde hun genert.
   Den sætning havde jeg hørt så mange gange før. Den betød oftest:
   "Det ved jeg godt, men vil ikke sige det. Vil du ikke godt give mig nogle flere komplimenter."
   "Jeg syntes det smagte pragtfuldt," sagde jeg bevidst for at hun ikke skulle have nogen mulighed for at sige mig imod, og så kunne hun ikke føre samtalen videre. Hun tog bakken ud i køkkenet.
   "Jeg kan vaske op, når vi kommer hjem."
   Jeg sagde ikke noget, selv om hun måske havde forventet det, men jeg ville selvfølgelig hjælpe hende inden jeg gik hjem. Vi gik ud og fik vores overtøj på.
   Vi gik samme vej som jeg var kommet ned til hende. vi gik ud af byen, med alt det kunstige lys ved vejen, og ud til stranden hvor måneskinnet lyste alt op, i et mystisk blåt skær. Vi gik langs vandet og kiggede op på stjernerne.
   "Der er Karlsvognen," udbrød hun pludselig og kiggede op.
   "Den vender på hovedet," sagde jeg og tilføjede, "så er det nu vi skal holde munden åben." Hun spurgte hvorfor, og jeg forklarede at der ville komme Carlsberg øl ud af vognen når den vendte på hovedet. Det fik hende til at le hjerteligt. Jeg så længe på hende. Hun så ti gange smukkere ud i skinnet fra månen. Vi gik videre hen af stranden uden at skulle sige noget til hinanden, vi nød bare hinandens selskab. Mens vi gik tænkte jeg på om jeg kunne tage hendes hånd. Det var ikke så meget om jeg kunne tillade mig at gøre det, men om jeg turde tage følgerne. Jeg var klar over det kunne komme til at udvikle sig. Jeg besluttede mig til at lade Ida tage det indledende skridt. Hun satte sig på en stor sten i vandkanten. Hvis det havde været sommer ville hun sikkert også tage skoene af og soppe, men det var en vinteraften. klokken var allerede ved at være 10. Hvis det ikke havde været for hende var jeg sikkert frosset ihjel. Hun gav mig en varme som jeg ikke troede var mulig.
   "Hvad tænker du på," spurgte hun.
   "Jeg digter," sagde jeg koncentreret.
   "Må jeg høre," sagde hun udfordrene.
   Jeg var absolut ikke på sikker grund. Det jeg digtede var kun for mig selv. Måske skulle jeg sige nej. Det ville være det sikreste. Jeg kunne tydelig huske den sidste gang det var sket.
   "Må jeg ikke høre, hvad du har digtet," spurgte Lise.
   "Helst ikke. Det er noget værre vrøvl."
   "Nej, det tror jeg ikke på," sagde hun. "Hvor mange af jeg mennesker - er ikke blevet brændt af kærligheden - og hvor mange har I ikke lover jer selv - at i aldrig ville gøre det igen - så rejs jer op verdens fortabte elskende - rejs jer og bliv talt, hver pige hver dreng - rejs jer verdens fortabte elskende - vi starter en helt ny dag," sagde jeg og fortsatte, "det rimer ikke, men det var hvad jeg lige kunne finde på." Jeg håbede hun ville forstå pointen i det. Hun sad og kiggede på mig i meget lang tid. Jeg begyndte at blive usikker.
   "Vil du have mig undskyldt et øjeblik," sagde hun med rystende stemme. Hun rejste sig og gik hurtigt mod toiletterne. Tjeneren kom hen til mig og spurgte hvad der var galt.
   "Jeg fortalte hende et digt jeg lige havde fundet på," sagde jeg og kiggede usikkert op på tjeneren.
   Han så op på mig et øjeblik.
   "Ville herren gøre sig den ulejlighed at fortælle mig digtet," spurgte han til sidst, og så fortalte jeg ham det, og at Lise lige var blevet skilt.
   "Så forstå jeg bedre. Jeg skal gøre mine forholdsregler," sagde han.
   Jeg havde længe haft lyst til at spørge ham hvorfor han gjorde alt det for mig. Det var jo ikke ligefrem noget han havde behøvet, og han kunne sagtens have fået mig til at ligne et fjols. Jeg tog mig sammen og spurgte ham.
   "Da jeg så herren komme ind, kunne jeg se de ikke var vant til at komme sådanne steder. Jeg ville først se hvor meget de vidste om fine madudtryk, og til det andet, så ville enhver af de andre tjenere have gjort dem til et fjols i hele byen. Det ønskede jeg ikke at gøre mod deres selskab, derfor," sagde han højtideligt.
   "Jeg takker dig... øh jeg mener dem mange gange," sagde jeg med samme højtid, som han talte med.
   Han bukkede let som tak.
   "Hvor når får du fri i aften," spurgte jeg pludselig.
   "Klokken 10, hvorfor spørger herren?" sagde tjeneren.
   "Mød mig på denne beværtning klokken 11," sagde jeg og så meget intenst på ham, mens jeg diskret gav ham en lille lap papir i hånden.
   "Jeg skal nok være der," sagde han som om han mente det.
   Da Lise kom tilbage, kom tjeneren straks hen til hende og tog hendes arm. Hun satte sig ned og kiggede på mig. Man kunne svagt ane hun havde grædt.
   "Føler damen sig tilpas," spurgte tjeneren og blinkede til hende da hun så på ham.
   "Ja," sagde hun sikkert.
   "Meget vel," sagde tjeneren og gik igen.
   Problemet var at der ikke var nogen tjenere på stranden. Jeg begyndte stille at tale:
   "Månen skinner på dig min kære - Og jeg tvivler ikke på - at du kunne være - mit fyrtårn i horisonten den blå." Jeg så på hende for at se hvordan hun ville reagere.
   Hun så længe på mig, og derefter ud på horisonten.
   "Skal vi ikke gå igen, jeg fryser lidt," sagde hun med en lille stemme.
   Vi gik videre hen af stranden. Jeg ved ikke hvordan det skete, men pludselig havde hun min hånd i sin. Hun føltes dejlig varm.
   "Det var et meget flot digt," sagde hun pludselig.
   "Tak," var det eneste jeg kunne sige.
   Hun så mig lige ind i øjnene. De øjne, i det skær tog helt pusten fra mig. Jeg ønskede lige pludselig ikke andet end at kysse hende. Før jeg vidste af det var vi igen i byen. Vi gik sammen op gennem stien til hendes hus. Jeg ville hjælpe hende med opvasken.
   "Den er forlængst færdig," sagde hun frejdigt.
   Jeg kunne se på hende at det var tid for mig at gå.
   "Det har været en meget hyggelig aften," sagde jeg og kyssede hende let på kinden.
   "Ja, meget hyggelig," sagde hun og smilede.
   Jeg gik hen af vejen, mere lykkelig end nogen sinde før. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg kom til at tænke på aftenen på værtshuset, hvor jeg havde inviteret tjeneren til en fyraftensdrink.
   "Det var en hyggelig aften," sagde Lise da vi stod foran havelågen til hendes lille villa. "Hvis jeg ikke lige var blevet skilt, havde jeg måske inviteret dig med ind," sagde hun usikkert.
   Jeg var meget usikker på havde jeg skulle gøre nu. Jeg havde lyst til at være sammen med hende for bare nogle få sekunder, hvis det kun kunne blive så længe. Jeg besluttede at tage chancen. Jeg lænede mig frem mod hende. Hun flyttede sig lidt væk. Jeg tog fat om hende ansigt, og hun i mit. Vi stod der på gaden og kyssede midt om natten. Vi blev ved næsten en halv time.
   "Nå, men jeg tror også jeg skal afsted nu," sagde jeg.
   "Farvel," sagde hun bare og kyssede mig igen.
   Da jeg kom ind på værtshuset, spurgte jeg bartenderen , som var en god ven, om der var nogen som havde spurgt efter mig. Det var der heldigvis ikke. Jeg satte mig ved et bord i et hjørne. Da tjeneren kom ind af døren var han klædt i almindeligt tøj. Jeg kunne næsten ikke kende ham igen. Bartenderen sende ham i retning af mig. Tjeneren fortalte at han hed Christian, og var uddannet tjener. Han var kommet ind på restauranten fordi han kendte chefkokken personligt. Christian og jeg blev hurtigt meget gode venner. Vi mødtes i hvert fald 3 gange om ugen på værtshuset, og diskuterede fodbold, biler og piger. Det viste sig snart at han lige havde fået en kæreste, Maria. Så var det slut med de lystige diskussioner, troede jeg, med det viste sig hurtigt at hun var med på den værste. Maria var en meget smuk brunette. Hendes hår var usædvanligt mørkt, og hendes hud var også meget mørk. Hun fortalte at hun havde aner tilbage til Spanien. Hun var meget sød, og god. Hun blev dermed også hurtigt optaget i kredsen. Jeg havde dermed to vennekredse. De virkelige venner, og de gode kammerater, som blandt andet Tom hørte til.
   Jeg gik ind ag døren til værtshuset. Jeg havde fortalt Christian og Maria om mit lille eventyr. De vidste med det samme at det var en kvinde jeg skulle møde, men havde selvfølgelig ikke sagt noget. De sad ved vores stambord. Jeg gik hen til dem og satte mig ned.
   "Hvordan gik det så," spurgte Maria.
   Jeg gengav hele aftenens forløb for dem.
   "Det skal nok blive til noget godt, det er jeg sikker på," sagde Maria grinene.
   Jeg ville ønske jeg kunne være lige så sikker som hun var. Men jeg var absolut ikke sikker på Ida. Jeg var ikke sikker på om Ida ville det samme som mig.
   "Lad os så få noget øl," udbrød Christian pludselig. Han var øjensynlig træt af at Maria og jeg hele tiden enten udvekslede dybe filosofiske teorier, eller snakkede om mit følelsesliv. Jeg ved stadighed ikke hvorfor hun blev ved med at hjælpe mig. Jeg faldt jo tilbage i de samme huller gang på gang. På et tidspunkt gik Christian ud på toilettet. Jeg tog mig samme og spurgte hende.
   "Fordi jeg holder så meget af dig," sagde hun uden at tøve.
   Det svar slog benene væk under mig.
   "Hvis Christian ikke var kommet ind i mit liv, havde jeg sikkert valgt dig."
   Jeg var ikke sikker på om hun spøgte, eller om hun mente det alvorligt.
   "Dig og Christian er mine to bedste venner. Du vil vel også hjælpe mig hvis jeg kommer i knibe," spurgte hun. Det lignede en prøve på min loyalitet.
   "Ja, selvfølgelig," svarede jeg.
   Vi kiggede længe på hinanden. Ville hun virkelig have valgt mig. Jeg kunne næsten ikke tro det. Men det havde hun jo næsten allerede gjort. Hun var blevet den søster jeg aldrig havde haft, uden jeg havde lagt mærke til det. Efter denne aften var jeg sikker på vores forhold ville ændre sig. Jeg ville bedre kunne affinde mig med at have hende som søster, end som skjult elskerinde. Det sagde jeg til hende.
   "Også mig," sagde hun, og tog min hånd i sin og klemte den.
   Christian kom tilbage lige tidsnok til at se os holde i hånd. Jeg vidste Christian let kunne blive jaloux, men det var fordi han elskede Maria så meget. Jeg var derimod sikker på hun aldrig ville forlade ham. Hun elskede ham jo lige så højt. Hun hævede sit glas højt i luften, og råbte højt:
   "For min bror."
   Jeg blev næsten for forlegen, men tog mig dog sammen og råbte lige så højt:
   "For min søster."
   Dermed var den sag afgjort. Vi var blevet søster og bror.
   Jeg var blevet træt efter den aften. Det ville helt sikkert blive en aften jeg sent ville glemme. Jeg havde mødt en af de smukkeste kvinder jeg havde set, og hun havde oven i købet holdt mig i hånden. Derefter havde jeg fået en søster, som jeg aldrig havde forestille mig mulig. Det var en dag hvor alt havde virket. Jeg ønskede bare at Ida ikke var lige som Lise, altså at hun ikke var på jagt efter en mand. Jeg kunne kun håbe. Jeg gik hen til busstoppestedet. Bussen var som sædvanlig forsinket. Jeg gik ind og betalte. Til forskel fra tidligere på aftenen var bussen næsten tom. Der sag et par ældre damer og snakkede, og en gammel mand sad bagerst i bussen og læste en avis. Jeg satte mig i midten af bussen. Busser plejer at være temmelig dårlige at tænke i, fordi de hele tiden bevæger sig uregelmæssigt fra side til side. Jeg kom ud i den friske luft i gen. Jeg nærmede mig døren i min lille lejlighed i et af disse her kæmpe boligkomplekser. Da jeg kom ind, orkede jeg ikke engang at tænde for fjernsynet. Jeg smed mig bare på sengen og sov.
   Bib bib bib lød det fra vækkeuret som jeg havde husket at stille før jeg tog af sted. Klokken var 5.30 og jeg var knap vågnet. Jeg skulle møde på arbejdet klokken 7, så der var rimelig god tid. Jeg satte en kom kaffe over. Jeg satte mig ved bordet. Der var ikke lang tid til jeg skulle afsted, alligevel havde jeg god tid. Jeg gik i bad, og tog mig god tid. Jeg plejede ellers at fare afsted som en skoldet skid. Men ikke i dag. I dag var der rigelig tid. Det var Ida som stadig sad i mit hoved, og fik mig til at slappe af. Jeg fik mit tøj på og kom i god tid til bussen. Det lignede starten på en god dag. På arbejdet tog jeg også at med kølig ro, og jeg nåede dobbelt så meget som jeg plejede.
   "Hvad er der dog sket med dig," spurgte min chef.
   "Det er en kvinde. Han har mødt en kvinde," sagde mig kollega til mig. "Er det da ikke rigtigt," spurgte han videre.
   Jeg svarede ham ikke, men kiggede bare på ham.
   "En kvinde," sagde han bekræftende til min chef.
   Der var ingen af den sædvanlige snak i kantinen den dag. Der var pludselig ikke ret mange som sad ved elektrikernes bord. De var alle sammen interesseret i den kvinde jeg lige havde mødt.
   "Du skal ikke tage dig af dem," sagde min kollega beroligende, men jeg var helt rolig. Jeg havde faktisk aldrig været å rolig i hele mit liv. Jeg burde måske være nervøs, og have store sommerfugle i maven, men jeg var altså rolig. Jeg spiste min mad med ro, og nød hver eneste smag, og hver eneste duft fra de ellers ganske almindelige håndmadder.
   Jeg sad i bussen igen og tænkte på alt det jeg skulle nå. Det var ellers umuligt for mig at tænke i en bus, men ikke i dag. Intet kunne slå mig ud af kurs. Jeg skulle både rydde op og fikse lyset. Det kom der nok en tid til. Da jeg kom ind i min lejlighed, kom jeg til at tænke på en lille tøs som hed Mette. Hun var det værste rodehoved jeg nogen sinde havde mødt. Men hun lavede noget rigtig god mad. Jeg havde været kærester med hende men jeg gik på den tekniske skole. Det havde fungeret rigtig godt til hun mødte Hans. Hun var begyndt at være mig utro med ham. Jeg fandt ud af det med det samme. Hun kunne aldrig finde ud af at skjule noget for mig. Jeg spurgte hende ud om Hans, og hun havde løjet. Så havde jeg givet hende en lussing og sagt:
   "Ingen lyver for mig."
   Hun var begyndt at græde. Det blev for meget for mig, så jeg gik. Da hun så begyndte at komme sammen med Hans officielt, havde jeg snakket med ham. Jeg sagde at han ikke kunne stole på hende, og havde fortalt ham sandheden om mit og Mettes forhold. Han sagde at hun havde sagt at hun ikke havde nogen kæreste, og at hun kun elskede ham. Ikke lang tid efter slog Hans op med hende. Hun var blevet så ulykkelig, at hun var gået ud af skolen. Men ikke inden at både Hans og jeg havde prøvet at forklare hende at man kommer længst med sandheden. Hvis hun havde sagt sandheden, ville hun have mig som ven, og Hans som kæreste. Jeg mødte hende aldrig igen. Jeg sad i min rengjorte lejlighed, og tænkte tilbage på dengang jeg selv havde løjet for alt og alle. Det var jeg heldigvis kommet ud af for længe siden. Nu levede jeg et liv i sandhed.
   Jeg gik hen af gaden uden nogen destination. Jeg gik bare, og nød turen. Mens jeg gik tænkte jeg uafbrudt på Ida. Jeg måtte se hende igen. Jeg kunne ikke bare lade hende slippe fra mig. Før end jeg lagde mærke til det var jeg nået ind til byen. Jeg gik i en butiksgade hvor udstillingsvinduerne var fyldte med alle mulige og umulige ting. Jeg kiggede næsten ind af hvert eneste vindue. Da jeg kom til en guldsmedeforretning, fangede et sæt ringe min opmærksom hed. Jeg så for mig hvordan ringen ville se ud på hendes finger, når jeg forsigtigt havde sat den på. Så så jeg på prisen. næsten 4000 kroner. Det var mere end min pengepung kunne holde til, men på den anden side, var det den eneste ring som ville passe til hendes skønhed. Jeg gik lidt videre. Jeg ville ikke købe ringen endnu. Jeg vidste ikke engang om hun ville have mig. Hvad nu hvis hun ikke ville, så ville jeg stå med et meget dyrt sæt ringe, som ikke var til en verdens nytte. Det ønskede jeg heller ikke. Jeg besluttede mig til at inviterer hende ud næste aften.
   Jeg gik ind af døren. Dagen før havde jeg ringet til Christian, for at spørge om han ville hjælpe mig igen. Han havde øjeblikkeligt sagt ja.
   "Hvis det kan bringe jer sammen, vil jeg gøre hvad som helst."
   Jeg var ikke sikker på hans motiv. Måske ville han bare sørge for at jeg aldrig ville kunne tage Maria fra ham. Det spurgte jeg ham om. Han var bange for at miste.
   "Jeg holder for meget af hende til at tage hendes lykke fra hende," sagde jeg.
   Der blev stilhed i den anden ende.
   "Hun elsker dig og kun dig Christian," sagde jeg med den sikreste stemme jeg kunne. "Hun er bare min søster, og ikke andet." Jeg vidste jeg havde bevæget mig ud på løs grund.
   "Er du sikker på du ikke ville tage hende fra mig hvis du kunne," spurgte han.
   "Jeg ville tage hende ved først givne lejlighed, men den lejlighed kommer aldrig," svarede jeg ham.
   "Du burde fri til hende i aften," sagde jeg. "Lige nu når du har lagt røret på. Det vil gøre hende lykkelig, det ved jeg."
   Han havde spurgt om jeg var sikker, og selvfølgelig var jeg sikker. Jeg spurgte om hans tilbud stadig stod ved magt.
   "Selvfølgelig vil jeg hjælpe dig," sagde han, od lød pludselig meget forventningsfuld, og nervøs.
   "Pøj pøj," sagde jeg inden jeg lagde røret på. "Tak. Det får jeg brug for."
   "Hvordan gik det så," spurgte jeg da Christian bød mig velkommen til restauranten. Jeg havde lige været ude og købe et nyt jakkesæt til lejligheden.
   "Vi skal giftes til foråret," sagde han med overdreven glæde i stemmen.
   "Tillykke," sagde jeg til ham, "nu må det være min tur. Ønsk mig held og lykke."
   "Pøj pøj," sagde han og klappede mig let på skulderen.
   Restauranten var ikke særlig fyldt den aften, og jeg havde fået et bord, som stor rimelig alene. Det ville give mig god mulighed for at snakke med Ida. Da hun kom spurgte Christian om det skulle være på samme måde som sidst.
   "Ja selvfølgelig," sagde jeg og smilede op til ham.
   Ida blev ført hen til bordet, og sat ned over for mig. Hun havde en flot mørk bordeaux dragt på. Hun så smuk ud. Lige så smuk som første gang jeg havde set hende. Det havde overrasket mig hun havde sagt ja. Det kunne næsten kun betyde at vi skulle have en eller anden form for forhold. Jeg håbede bare det ville bliver end en søster denne gang. Vi fik champagnen serveret. Da vi havde spist, gik vi en lille tur. Det var næsten som den første tur vi gik, bortset fra hun ikke holdt mig i hånden. I den tid mødtes vi temmelig tit. Mest hos hende. Vores forhold udviklede sig mere og mere, uden vi egentlig lagde mærke til det. Jeg synes vi var gode venner. Vi kunne tale mere åbent samme efterhånden. Jeg havde for eksempel fået af vide at hendes bror var død i et trafikuheld kort tid inden vi mødtes første gang, og at hendes mor døde da hun var ganske ung. Jeg betragtede det som et tegn på tillid. Jeg ønskede at vise hende den samme tillid, men der var ikke ret meget at fortælle. Jeg var vokset op i et almindeligt boligkvarter, i en almindelig familie, i en almindelig skole, med en almindelig hund, i en almindelig verden. Det eneste ualmindelige ved min familie var teatret.
   Da jeg lå i min seng og tænkte den sidste tids begivenheder igennem, var jeg kommet et godt skridt nærmere Idas hjerte. Det var i hvert fald hvad jeg selv troede, men han kunne aldrig vide med kvinder. Hun kunne sikkert bare gøre alt dette af medlidenhed med mig. Pludselig ringede telefonen. Det var Maria som ringede. Hun ville høre hvordan det gik med Ida og mig.
   "Udmærket," sagde jeg, fordi jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle sige.
   "Lad mig møde hende," sagde Maria, "alene."
   Hvad ville hun med Ida alene. Så kom jeg i tanke om at Ida allerede havde set Christian, og at hvis hun så Maria og mig sammen, ville hun tro at vi kom sammen. I ingen af tilfældene, ville udfaldet være til min fordel. Jeg sagde at det kunne sikkert godt lade sig gøre. En time efter sad jeg sammen med Maria på en lille bar i udkanten af byen.
   "Jeg tror ikke på hun ikke bare lidt kan lide dig," sagde hun.
   Jeg selv var ikke så sikker.
   "Hvorfor sendte hun mig så hjem den første aften."
   "Fordi hun er bange for at du ikke kan lide hende," sagde hun til mit mindreværdsspørgsmål. "Sådan havde jeg det også med Christian indtil han spurgte om jeg ville gifte mig med ham." Hun fortalte mig også at det var min skyld han havde spurgt.
   "Uden det spark i enden fra dig, havde han aldrig taget sig sammen til at spørge," sagde hun og grinede. Hun ville bare gengælde tjenesten, selvom jeg prøvede at forklare hende at jeg bare havde gengældt hendes hjælp. Det ville hun selvfølgelig ikke høre tale om. Jeg skulle bare holde min mund og hører efter. Det gjorde jeg så. Jeg skulle inviterer hende på en speciel aften, som Maria ville hjælpe mig med at arrangerer, hvor Christian også skulle hjælpe til. Det skulle starte at Maria og Ida ganske tilfældigt blev præsenteret for hinanden. Derefter skulle de gå på bytur for at købe noget tøj til middagen. I mellemtiden skulle Christian og jeg få fat i en ordentlig smoking.
   Jeg kan ikke huske hvor længe vi gik rundt i butikken for at finde lige præcis den smoking som ville passe mig. Christian foreslog den ene efter den anden, men de var enden for brede, eller for lange. Til sidst fandt vi en, som skulle sys lidt i ærmerne. Det var lige så svært at finde et par sko. Det var problemet dog bare ikke at finde nogle som passede til mig, men til smokingen.
   "Du er da også besværlig at købe tøj til," sagde Christian.
   Det vidste jeg godt. Det kunne tage mig timer bare at vælge et par bukser. Mens vi ventede på at min smoking skulle bliver færdig, drak vi en kop kaffe på en café.Mis smoking skulle være færdig efter en time, men da vi kom ind i butikken sagde de at der ville gå et par timer endnu, fordi det var mere besværligt end de havde regnet med. Det ville dog ikke koste mig ekstra. De ville faktisk gå 500 kroner ned i pris for mit besvær. Det gjorde jo ikke mig noget. En krone sparet er en krone tjent. I stedet gik vi ned til guldsmeden. Her trådte anden trin af Marias geniale plan i kraft. Jeg havde under påskud af et eller andet dumt, som jeg ikke kan huske, givet hende en ring. Dermed havde jeg fået hendes ring mål. Jeg kunne nu gå ind til guldsmeden og hente ringene, som jeg havde bestilt lige efter vi havde fået ringene til at passe.
   Jeg gik alene ned mod tøjbutikken, for at hente min smoking. Imens var Christian gået til et hemmeligt mødested, for at aflægge rapport om hvor langt vi var nået, og få at vide hvor langt de var nået. Jeg fik min smoking 500 kroner billigere som lovet, og var der med en glad mand. Jeg skulle også huske at have en stor buket blomster klar når hun kom. Maria, Christian og jeg havde snakket med chefkokken i en restaurant ikke langt fra der hvor Christian arbejdede. Chefkokken, og Christians chef var gode venner, og søgte heldigvis to forskellige kundegrupper. Vi havde aftalt med ham at jeg skulle komme med blomsterne, så ville han selv arrangerer dem. Det var hans hobby, sagde han. Jeg var nu på vej hen til et gartneri for at bestille de blomster som skulle bruges. Jeg vidste godt det ville blive dyrt, men intet var for godt til Ida. Jeg bestilte masser af røde og lyserøde roser, hvide liljer, blå iris og en masse små blomster til at fylde ud med. Jeg glædede mig til at se det færdige resultat.
   Jeg vidste at Ida ville komme først til restauranten, og at hun ville være klædt meget smukt. Det skulle Maria nok sørge for. Ida var inviteret til klokken 7, og jeg ville først komme lidt over. Christian var klædt ud som chauffør, og ville køre Ida til restauranten i en hvid limousine. Det hele skulle være perfekt. Jeg var faktisk ikke klar over hvor jeg havde fået alle de penge fra, men det var også lige meget nu. Bare Ida ville nyde det. Klokken fem over syv ringede min mobiltelefon.
   "Jeg har lige sat hende af," sagde Christian i røret.
   Jeg stod omkring 500 meter væk fra restauranten. Jeg skulle nu hurtigt nærme mig restauranten Jeg ville have ca. 5 min. Der skulle jeg vente på opkaldet fra Maria. Jeg ventede næsten 5 minutter ekstra før Maria ringede.
   "Så er det nu det går løs," sagde hun.
   Jeg tog en dyb indånding. Nu skulle planen stå sin prøve. Jeg tjekkede om jeg havde ringene i lommen. De var der. Jeg åbnede døren til restauranten. Det var en italiensk inspireret pastarestaurant. Jeg blev straks budt velkommen af en lille sorthåret tjener. Han blinkede til mig.
   "Hun se ut til at li det," sagde han.
   Jeg blev ført hen til bordet, hvor hun stod og duftede til blomsterne. Jeg gik hen et par skridt bag hende.
   "Velkommen," sagde jeg. "Håber du kan lide blomsterne."
   Hun vendte sig om, og rødmede. Blomsterne var sat op som en lille mur omkring vores bord. Det var meget farvestrålende. Jeg havde svært ved at holde masken, men det gik.
   "De er meget smukke," sagde hun og kiggede ned.
   Jeg trak hendes stol ud, og fik hende elegant sat ned. Hun havde en meget rød kjole på, som fremhævede alle hendes smukke konturer. Jeg satte mig ned over for hende. Hun så spørgende op på mig, men jeg afviste det ved at prøve at se mystisk ud.
   Maden blev serveret. Det var pasta serveret i en flødesovs, med oksekød, og kylling. Det smagte vidunderligt. Vi fik en let sød hvidvin til, som fremhævede madens smag til fuldkommenhed. Vi snakkede sammen om løst og fast. Jeg sørgede for hele tiden at holde middagens virkelige formål godt skjult, selvom det var svært. Jeg ville have at spændingen i hende skulle bygges op til hun næsten sprængtes af forventning. Desserten var en form for frugtsalat, med hjemmelavet vanilleis serveret med en let frugt-dessertvin. Jeg kunne ikke rigtig smage hvad vinen var lavet på, og vi fik aldrig flasken at se. Jeg kunne se og høre på hendes spørgsmål og mimik at tiden snart var rigtig. Jeg ville vente til kaffen kom. Hun blev stadig mere spændt. Jeg er næsten sikker på hun vidste hvad middagens virkelige formål var, men måske turde hun ikke tro på at det var rigtigt, før hun havde hørt ordene. Kaffen kom og gik. Nu kunne hun snart ikke vente mere, og jeg turde snart heller ikke lade hende vente mere. Jeg kaldte på den lille sorthåret tjener. Han kom hen til mig og jeg viskede et par ord i hans øre. Han nikkede og forsvandt hurtigt.
   "Der er noget jeg gerne vil spørge dig om," sagde jeg og så meget alvorlig ud.
   "Ja?" sagde hun spændt og lænede sig frem for bedre at kunne høre mig.
   "Hvad skal du lave på mandag?" spurgte jeg, og kunne se skuffelsen i hendes ansigt.
   Hun sagde:
   "Ikke noget tror jeg."
   Jeg ventede lidt og smilede skælmsk til hende. Hun begyndte at håbe lidt igen. Jeg kunne se tjeneren kommer frem bag hende.
   "Der var faktisk også noget andet," sagde jeg så.
   Spændingen var igen på sit højeste. Hun lænede sig igen frem. Jeg vinkede tjeneren frem. Hun vendte sig rundt for at se.
   "Jeg ville spørge dig..." begyndte jeg.
   "Ja?" sagde hun, mens hun vendte sig rundt mod mig.
   "Vil du gifte dig med en sølle lille mand som mig?" Samtidig med jeg sagde det, kom tjeneren frem og viste hende ringene.
   Hun kiggede længe på mig så derefter på ringene. Jeg havde endelig fået taget mig sammen.
   "Ja," sagde hun bare. "Ja, jeg vil."
   I det samme kom Maria, Christian, chefkokken, og alle vores tjenere ind, og smed farvet konfetti på os, mens de skreg:"Jahhhh" og "Tillykke".
   Jeg lænede mig frem og kyssede hende på munden. Jeg var bare så lykkelig lige præcis det øjeblik. Mit livs drøm var gået i opfyldelse.
   "Ja," sagde Ida bekræftende.