Der var et hektisk tempo på arbejdet. Eftermiddagskaffen skulle drikkes, og der skulle ryddes af bordet, inden dagholdet kunne overdrage vagten til aftenholdet. Der var ingen tid til at snakke, så Ida besluttede sig for at sætte sig ned og se lidt tv. Der var nyheder. Politiet havde identificeret det lig, der blev fundet i en papircontainer, som den 27 årige Tanja Vibeke Larsen. Hun var blevet det andet offer for den fynske bøddel, der hærgede nær Odense. Den fynske bøddel voldtog og myrdede uskyldige kvinder, han mente var løgnere og ludere. Bødlen efterlod gerne en historisk reference til en berømt prostitueret og en række billeder, hvor offeret var blevet korsfæstet og tortureret. Bødlens første offer var som bekendt den 23 årige Camilla Justesen, der blev fundet korsfæstet på døren af Munkebjerg kirke i Odense. Der var endnu ikke noget signalement af bødlen, men politiet... Ida for sammen, da hun mærkede en hånd på skulderen. Hun gispede højt og kiggede sig tilbage.
   "Undskyld Ida, det ikke mening at forskrække dig".
   Ida kiggede op på en af de nyere hjælpere, som hed Agnes. Hun var kommet fra Uganda for 5 år siden, så hendes danske var ikke så godt endnu.
   "Det er okay" sagde Ida.
   "Jeg ikke nået til Finn i dag og tømme skraldespand" Sagde Benedikte. "Kan du gøre det".
   Agnes kiggede bedende på Ida.
   "Ja, det er helt fint, det skal jeg nok" Sagde Ida.
   "Tak" Sagde Agnes, og skyndte sig videre.
   Ida havde på fornemmelsen, at tidspres ikke havde så meget at gøre med, at hun ikke havde tømt Finns skraldespand. Han var en ret speciel mand, men Ida havde dog aldrig haft nogle problemer med ham. Hendes kolleger synes, at han kunne være meget ubehagelig og nærgående, især de udenlandske. Hun syntes nu, han var så venlig. Han var vist interesseret i Astrologi, for han spurgte hende engang i mellem, om hun ikke var jomfru. Hun havde fødselsdag d. 7 september, så jo hun var da jomfru.

Klokken var 14:58, så Ida måtte hellere komme i gang med arbejdet. Hun havde vagt fra kl 15 til kl 23. Hun gik forbi kontoret, og så de to sygeplejersker give rapport. Bare en kort fortælling om hvad der var sket i løbet af dagen. Hun gik videre ned af gangen mod Finns værelse.
   "Kom ind".
   Lød det, da hun bankede på døren. Ida gik ind.
   "Goddag Hr. Nielsen" sagde hun. "Jeg skulle lige tømme din skraldespand".
   "Åhh, er det dig Ida", svarede Finn. "Jeg har jo sagt du bare skal kalde mig Finn, min pige".
   Han kiggede på hende med et påtaget strengt blik. Hun smilede tilbage, så sukkede Finn dybt.
   "Det var godt du kom, for der var faktisk noget, jeg ville tale med dig om" sagde Finn.
   "Ja du må undskylde, jeg siger det så sent" fortsatte han og kiggede op på hende.
   "Det gør skam ingenting, Hr. Niel..." begyndte Ida,
   "Finn, det har jeg jo sagt" Afbrød han hende.
   "Jo ser du" sagde han og kiggede ned i sin avis
   "Jeg ville morderlig gerne til byen i aften. Jeg trænger sådan til den friske luft".
   Han kiggede op og mødte hendes blik
   "Jeg ved det er sent at give besked" Undskyldte han, "men jeg ville blive så inderligt glad, hvis du kunne hjælpe mig med at komme afsted omkring kl 19:30" sluttede han.
   "Der er da ellers ikke meget frisk luft tilbage i byen længere" Sagde Ida og fortsatte "Men det skal vi nok finde ud af Hr....." Finn løftede fingeren "Finn" Rettede hun.
   "Mange tak for det min pige" Sagde han.
   Hun vendte sig rundt for at gå, da han rømmede sig.
   "Ja" sagde Ida.
   "Jeg hørte fra Karin, at du har fået en kæreste" sagde han undersøgende.
   "Ja" Svarede hun og smilede, "Frank hedder han. Vi har da været kærester i 3 år nu"
   Hun lagde mærke til en ændring i Finns ansigtsudtryk.
   "Jeg troede bare, du sagde, du var jomfru", sagde han pludselig med en skuffet stemme.
   Der løb en iling ned af hendes ryg. Det gik pludselig op for hende, hvad han mente med, om hun var jomfru.
   "Mit stjernetegn er jomfru", forsøgte hun, men det ændrede ikke ved Finns ansigtsudtryk. Det forandrede sig langsomt fra skuffelse til vrede. Hun lagde mærke til, at hans øjne blev mere kolde og stikkende. Gule øjne. Hendes hænder blev fugtige, og sveden løb af hende. Hun kunne mærke frygten samle sig i hende og holde hende fast, som havde hun betonklodser om benene. Finns udtryk ændrede sig igen fra vrede til indædt had. Hendes fornuft sagde løb. Løb så hurtigt du kan. Men hun kunne ikke.
   "Der er kun plads i helvede til ludere" Sagde Finn med en underlig fremmed stemme. "Ludere og løgnere".
   Ida vågnede pludselig op af sin døs og vendte sig resolut om. Hun huskede skraldeposen på vej ud og smækkede døren.

Tårerne løb ned ad hendes kinder, da hun nærmest i løb styrede ned af gangene mod gården, hvor containerne stod. Hun havde slet ikke kunne forstille sig, at Finn var sådan. Nu forstod hun pludselig, hvorfor han havde spurgt, om hun var jomfru, og det var ikke fordi, han interesserede sig for astrologi. Hun nåede til yderdøren. Den var ikke blevet låst endnu. Det gjorde den først kl 18, når beboerne havde spist. Så skulle de forbi kontoret. I tilfælde af brand eller andre nødsituationer skulle personalet vide hvem, der var på hjemmet. Hun forsøgte at få låget op på containeren, men fornemmelsen af de gule øjne, arbejdede indædt imod hende, og hun fik kun låget halvvejs op, før hun måtte slippe det. Hun tabte skraldeposen, så alt røg ud af posen, og kort efter smækkede låget fra containeren i med et brag. Ida brød helt sammen af forskrækkelse, selvom hun vidste, låget ville smække i. Hun satte sig ned og forsøgte med at lukke øjnene, men det hjalp ikke. Hun var forvirret og bange og kunne ikke slippe synes af Finns gule hadeøjne. Hun sad bare på asfalten med ryggen op ad containeren og lod tårerne få frit løb. Hun blev siddende, til kulden overvandt hendes modvilje mod at rejse sig. Så tog hun sig sammen og begyndte at samle skraldet sammen i posen igen. Ida samlede noget op, som lignede et brev, der var revet i stykker. Ida følte et sug i kroppen, da hun læste stumpen af brevet. Selvom der ikke stod ret meget, var det nok til at fjerne hver en rest af varme fra hendes krop.

...er en luder og en...
   ...som den rænkesmæderske hun...
   ...lige som Jeanne Bécu...
   ...kun om rigdomme og ikke om føl...
   Der er kun plads i helvede til lude...
   ...nu må Tanja dø på den måde hun fort...
   ...slutter en gang for al...

Hun genkendte med det samme sætningen Der er kun plads i helvede for ludere og løgnere.

Ida kiggede på klokken. 15.42 snerrede tallene til hende. Hun kunne ikke sidde herude længere. Hun åbnede hoveddøren og begyndte at gå op mod kontoret med tunge skridt, mens knuden af frygt i hendes mave bare blev større. Hun blev mødt af afdelingssygeplejersken Karin, der med det samme var over hende.
   "Hvor i alverden har du..."
   Karin stoppede midt i sætningen. Ida kunne ikke andet end at kigge ned. Karin tog blidt i hendes skuldre og spurgte
   "Hvad er der dog sket pigebarn?".
   Tårerne begyndte igen at løbe, og Ida kunne ikke andet end at fremstamme
   "F-Finn".
   Karin fulgte med det samme Ida ind på kontoret, så hun kunne komme til sig selv. Ida kunne dog ikke slippe den kendsgerning, at Finn måske var den fynske bøddel. Jo mere hun tænkte over det, jo mere måtte hun vide, om det var Finn, der havde slået Tanja ihjel. Hun måtte vide, at de øjne hun mærkede bare var ren indbildning. Men hvis Finn virkelig var morderen, hvad kunne han så ikke finde på at gøre ved hende. Ida forsøgte at forestille sig den forfærdelige smerte, Tanja måtte været gået igennem, før hun endelig fik fred. Det måtte have været et helvede.

Ida kiggede på klokken. 16.05. Så varede det ikke længe inden Anna mødte ind. Anna var SOSU-hjælper og Idas gode ven. Da beboerne var rigtig glade for dem begge, arbejdede de ofte sammen.
   "Hvad så søster" sagde Anna kækt.
   Ida kiggede op, og Anna kunne med det samme se, der var noget galt. Anna lagde hovedet let på skrå. Det var hendes måde at spørge, hvad der var galt.
   "Det er bare Finn" sagde Ida, og hun behøvede ikke sige mere.
   Det var det gode ved Anna og hende. De behøvede ikke sige ret meget til hinanden, før de forstod hinanden. Til gengæld kunne de heller ikke holde ret meget hemmeligt for hinanden. Trods det besluttede Ida sig for at holde hendes mistanke omkring Finn for sig selv. I hvert fald indtil videre. Ida rejste sig resolut op og sagde:
   "Skal vi komme i gang".
   Anna nikkede, men Ida havde på fornemmelsen, at Anna vidste, der var noget hun ikke fortalte.

Ida vidste beboerne skulle spise fra kl 18 til kl 18.30. Hvis bødlen havde lagt billeder på gerningsstedet, var der nok en stor sandsynlighed for, at han havde gemt nogle hos sig selv også. Ida vidste, det var et skud i tågen, men hun måtte tage chancen for at finde et bevis. Hun måtte være hurtig, hvis hun skulle nå det, og hun måtte alliere sig med Anna. Personalet måtte gerne ransage beboernes værelser, hvis de havde en mistanke om, der var noget ulovligt. Den mistanke havde Ida. Men det krævede en formular, som var underskrevet af forstanderen. Den havde Ida ikke. Alligevel besluttede Ida sig for at tage affære, men så hun måtte finde ud af, hvad hun skulle sige til Anna. Ida kiggede op på klokken, inden hun gik. 16.19. Ida følte sig opløftet over sin beslutning. Nu skulle hun bare have tiden til at gå indtil aftensmaden.

Selvom Ida koncentrerede sig om sit arbejde, kunne hun ikke slippe den knugende fornemmelse af øjnene. Hun vendte sig rundt flere gange for at tjekke efter, at der nu ikke var nogle, der holdt øje med hende. Heldigvis var Anna god til at prikke til hende når koncentrationen glippede. Ida kiggede på klokken med jævne mellemrum. Nu var den 17.05. Så var der ikke længe til, hun skulle ned og varme aftensmaden. Maden plejede at komme mellem kl 17.30 og 17.40, så de kunne nå at få den varmet. Det var ved at være nu, hvis hun skulle have Anna med på ideen.
   "Kan du sidde ved bordet i stedet for mig i aften" Spurgte Ida.
   "Ja selvfølgelig" Svarede Anna "Hvad skal der da ske" spurgte hun undrende videre.
   "Jeg skal lige kigge på Finns værelse"
   Anna kiggede underligt på Ida. Hun var sikker på Anna vidste, der var noget uldent i gærde, men Anne vidste på den anden side også, at Finn nærmest havde overfaldet hende tidligere på dagen.
   "Ved Grethe noget" spurgte Anna.
   Ida kiggede på Anna og vidste ikke, hvad hun skulle sige. Spørgsmålet kom bag på hende. Alligevel besluttede Ida sig for at fortælle Anna sandheden ved at ryste på hovedet. Anna kunne sagtens sige, hun ikke ville være med eller at værre endnu - sladre, men Anna nikkede bare og blinkede indforstået med det ene øje. Planen kørte nu. De manglede bare den sidste beboer - Anton.

Klokken blev 17.25, og Ida gik ned mod køkkenet, men maden var endnu ikke kommet. Ida overvejede, om hun skulle sætte sig ned og slappe af et øjeblik, men hendes krop dirrede af nervøsitet og frygt. Tankerne fløj rundt i hendes hoved. Hvad nu hvis Finn slet ikke kom ned til aftensmaden? Hvad nu hvis han nåede tilbage, inden hun var færdig? Hvad ville han så gøre, hvis han fangede hende? Ville han gøre noget slemt? Ville han voldtage og torturerer hende, som han gjorde med Tanja? Ville han måske slå hende ihjel? Tankerækken stoppede brat. Hun havde ikke rigtig overvejet, hvad det ville indebære, hvis noget i hendes plan mislykkedes. Nu kunne hun pludselig mærke smerten i sin krop. Hun kunne mærke hans lem tvinge sig ind i hende, samtidig med at hun var tvunget til at kigge op i hans lykkelige ansigt. Hun kunne mærke knivens æg langsomt slæbe sig over hendes hud. Hun rystede af rædsel og havde den største lyst til bare at tage hjem og aldrig vise sig på stedet mere. Men han ville finde hende før eller siden. Det var ligegyldigt, hvad hun gjorde, så ville hun aldrig, kunne slippe for ham. Med et slog en anden tanke hende. Hvad hvis hun slet ikke fandt nogle beviser? Hvad hvis det slet ikke var Finn, der havde gjort det? Men den tanke slog hun hurtigt til side. Hun vred en karklud op og begyndte at tørre bordet af. Så kom maden. Det var som sædvanlig Flemming, der kom med den. Ida fik hurtigt organiseret de forskellige ting. Beboerne skulle i dag have crepinetter med kogte kartofler og stuvede ærter og gulerødder. Anna kom op i køkkenet, og Ida kiggede på klokken. Den var allerede 17:52. De første beboere ville komme om et øjeblik. Finn var normalt ikke en af dem der plejede at komme først, men hvis han så både Anna og Ida i køkkenet samtidig, ville han ane uråd. Derfor gik Ida ned til kontoret og ventede.

Det rystede i Idas bukser. De havde aftalt, at Anna skulle sende en sms, når Finn kom ned i spisestuen, og når han gik igen, så Ida i hvert fald havde en advarsel. Ida tog telefonen op af lommen.
   17:33. Finn er kommet nu!
   Ida rejste sig og gik ned mod Finns værelse. Hun tog bagvejen igennem gården, Så hun ikke kom igennem spiseområdet. Det var vigtigt, at ingen vidste, hvad hun var lavede. Hver og en af beboerne kunne komme til at tale over sig eller direkte sladre til Finn. Benene rystede under hende, men hun fortsatte målrettet ned mod værelse 215. Hun havde hele tiden følelsen af, at nogen så hende, men hun ville ikke lade hverken øjnene eller frygten forhindre hende i at finde beviser. Inderst inde vidste hun, at Finn var bødlen, men politiet havde brug for beviser. Hun nåede frem til døren og kiggede sig godt omkring. Der var ingen på gangen ud over hende. Så låste hun sig ind. På engang var rummet et fremmed landskab. Hun kunne lige så godt have været på en fremmed planet. Hun var skræmt over tanken om, at der boede en morder her. Alligevel virkede rummet så velkendt og trygt.

Ida for sammen, da telefonen pludselig rystede i lommen på hende. Hun bevægede sig hen mod døren, samtidig med hun tog telefonen op af lommen. Det måtte ikke være ovre allerede nu. Han måtte ikke allerede være færdig. Hun havde ikke engang fundet nogle beviser endnu. Hun holdt hånden om dørhåndtaget, mens hun læste på telefonen.
   17:39. Finn er på toilet
   Ida sukkede dybt og slap dørhåndtaget igen. Han var altså ikke på vej. Hun vendte sig rundt og kiggede ud i rummet. I den ene side var der et højt skab på den anden en kommode. Hvor ville hun have gemt billeder? Det gik op for hende, hun nok slet ikke ville gemme sådan nogle billeder her. Et eller andet sagde hende dog, at det nok var en god ide, at begynde med kommoden. Der var intet i den øverste skuffe, men i skuffe nummer to var der bid. Hun fandt en brunlig konvolut, der var foldet sammen om noget, der kunne have samme størrelse som billeder. Forsigtigt strakte hun hånden frem og rørte usikkert ved pakken. Nu stod hun endelig med noget, der kunne være beviser, men hun turde ikke åbne det. Hvad nu hvis han opdagede, hun havde kigget i den? Hvad nu hvis det var meget værre, end hun havde kunne tro? Men hun kunne ikke lade frygten vinde nu. Hun havde svært ved at styre sin krop. Den ville ikke lystre hende. Frygten havde næsten overtaget alle funktioner, men hun overvandt sin frygt. Hun stak hånden ned i konvolutten, med forventningen om ekstrem smerte. I stedet fik hendes hånd fat i nogle kort af en slags. Hun trak dem op. Det var billeder. Idas verden blev med et forandret. Hun havde levet i en uskyldig verden, hvor alle behandlede hinanden godt. En verden hvor Finn var et godt menneske. Men sådan var verden ikke. Finn var den fynske bøddel.

Det første billede var et portræt af Tanja. Ida talte billederne; der var 9 i alt. Ida kiggede bag på portrætbilledet, men der stod intet. Det næste var taget i en park. Finn måtte overvåge pigerne, før han kidnappede dem. Bag på dette billede stod der Tanja V. Larsen og en adresse. Vreden begyndte at ulme i Idas krop. Bødlen Finn var ikke andet end et forbandet svin. Men det var ikke nok til at fortrænge Idas rædsel over måske at være den næste. Det tredje billede var af Tanja, der lå nøgen på et bord bundet fast og en mandekrop, der voldtog hende. Ida fik en kuldegysning og kunne mærke hadet ulme. Hun ønskede Finn død, men hun vidste også, hun ikke kunne klare ham alene. Hvis Finn fangede hende nu, var hun prisgivet. På det næste billede hang Tanja på et kors med blod overalt på kroppen. Hun var vist stadig i live, men hendes øjne fortalte alt. Tanja havde givet op. Hun vidste, hun skulle dø og havde accepteret kendsgerningerne. Tanja ventede kun på, at bødlen skulle eksekverer dommen. Ida kunne mærke en tåre trille for Tanja. Hvilke rædsler havde denne stakkels pige ikke måtte gennemleve. Hvilke rædsler ville hun selv skulle gennemleve, hvis hun blev fanget.

Det næste billeder var et portræt af anden pige. Det måtte være Camilla, Bødlens første offer. Billedet efter var taget i en skolegård mellem en masse børn. Bag på billedet stod der Camilla Justesen og en adresse i nærheden. Ida kunne næsten ikke kigge på de to næste billeder. Hun vidste allerede, hvad de forestillede. Alligevel tvang hun sig selv til at kigge på dem. Tårerne løb ned af kinderne, da Ida endnu engang kiggede på klokken. 18:07. Ida kiggede på det sidste billede. Det var et billede fra Odenses gågade. Bag på billedet stod der Marlene G. Ingerslev, men ingen adresse. Det måtte være Finns næste offer. Hun måtte skynde sig ned til kontoret og få taget kopier af alle billederne. Finn skulle anholdes, og Marlene skulle reddes, koste hvad det koste ville. Han måtte ikke få lov til at blive ved. Ida tog i dørhåndaget og kiggede ud på gangen. Der var ingen. Det plejede at tage 25 minutter for Finn at spise. Nu havde han også været på toilet, så Ida kunne håbe, hun havde mere tid, men det var ikke til at vide. Hun løb næsten hele vejen ned til kontoret. Hun tog selvfølgelig bagvejen, så der var mindre chance for, at hun blev set. Hun gik direkte over til kopimaskinen og begyndte. Kopimaskinen kunne kun lave sort hvid kopier, men det måtte være godt nok. Hun lavede for en sikkerheds skyld 2 sæt kopier.

Det rystede i Idas bukser. Hun for sammen og tog telefonen op af lommen.
   18:02. Finn er færdig med at spise nu
   Så fik Ida travlt. Hun samlede billederne sammen og kom dem ned i konvolutten. Hun tog kopierne med og foldede dem sammen, inden hun puttede dem i lommen. Derefter løb hun, så hurtigt hun kunne af bagvejen. Hun kunne næsten ikke få vejret, da nåede døren.
   18:04. Finn går ned mod sit værelse. Hvis du ikke er ude nu så se at kom det!!!
   Ida gik resolut hen mod kommoden og åbnede skuffen. Hun lagde billederne på plads igen og gik hen mod døren igen. Frygten fik hende til at standse. Hvad nu hvis Finn stod lige uden for døren? Hvad nu hvis han så hende? Hun tog fat i dørhåndtaget, da et spørgsmål slog al luft ud af hende. Havde hun lagt billederne i den rigtige rækkefølge? Hun kunne ikke huske det. Det gik så stærkt med at få dem kopieret. Men hun havde ikke tid til at tænke mere over det. Hun skulle ud fra værelset, og det kunne kun gå for langsomt. Hun lukkede døren bag sig og hørte låsen smække i. I det samme kom Finn gående rundt om hjørnet. Hans øjne var vilde, og han virkede opstemt. Mon han allerede havde besluttet, at det var i aften, Marlene skulle dø. Var det derfor, han ville ud. Hun turde næsten ikke kigge ham i øjnene, men han ville fatte mistanke, hvis hun ikke gjorde. "God aften Hr. Nielsen". Han kiggede på hende med et overbærende blik. "Godaften min pige". Havde han opdaget, hvad hun havde gjort? Vidste han det allerede? Var hun mon i virkeligheden den næste? Hun måtte bare håbe, Finn ikke opdagede noget og så få resten af vagten til at gå så hurtigt som muligt. Hun turde ikke selv tage afsted nu. Hvis Finn fattede nogen mistanke, så var hun med sikkerhed død. Hun måtte sende Anna afsted med kopierne.

Ida kiggede endnu endnu engang på klokken. 18:31. Det ville ikke vare længe, før Anna kørte med Inger og Børge til dans. Ida fandt Anna, som var ved at give Inger overtøjet på.
   "Anna; jeg har noget her" startede Ida "vil du ikke tage det her med og aflevere det til politiet"
   Anna kiggede underligt på hende, men hun kunne ikke sige mere. Hun var forfærdet, over de billeder hun havde fundet, men ville ikke involvere Anna mere end højst nødvendigt. Anna begyndte at åbne pakken, men Ida stoppede hende.
   "Nej, du skal ikke kigge på det. Bare aflever det til politiet"
   Anna smilede til Ida og sagde
   "Okay, det skal jeg nok"
   Ida havde brug for at være alene et lille stykke tid, inden hun kunne fortsætte sit arbejde. Det havde været så tæt på, at Ida var blevet opdaget. Nu ville Politiet få billederne, og de ville komme og hente Finn. Så ville det hele være overstået. 18:35. Når klokken blev 21, ville Anna være tilbage og Finns skæbne forsejlet.

Tiden var gået rigtig hurtigt, efter Anna var kørt. Det sidste kvarter havde tiden dog sneglet sig afsted. Ida kiggede på uret hver halve minut og kunne ikke forstå, hvorfor Anna ikke var kommet tilbage endnu. 21:07. Ida gik ned mod spiseområdet, hvor Karin sad og drak en kop kaffe, mens hun så lidt tv.
   "Hej Karin. Ved du egentlig, hvor Anna bliver af. Skulle hun ikke være tilbage nu" spurgte Ida bekymret.
   Karin kiggede på Ida og derefter på sit ur.
   "Jo det skulle hun vel egentlig. Hun er nok tilbage om et øjeblik. Nu skulle hun jo lige have en ekstra med"
   Idas hjerte sprang et slag over. En ekstra med? Hvad mente hun med det? Forfærdelsen ramte Ida som et ton mursten. Hun kunne næsten ikke stå på benene, men hun blev nødt til at spørge.
   "Hvem var den ekstra, der skulle med?"
   Ida forsøgte at ikke at lyde alt for forfærdet, men var ikke sikker på hvor godt det lykkes.
   "Nå, det var da bare Finn!"
   Idas blod frøs øjeblikkeligt til is. Havde Finn virkelig opdaget det allerede? Skulle Anna bøde for Idas fejltrin? Åh gud nej. Ikke Anna. Det var Idas skyld. Hun havde ikke lagt billederne i den rigtige rækkefølge.
   "Jamen kæreste dog" sagde Karin "du jo helt bleg".
   Ida vendte sig om og begyndte at gå, da stemmen fra fjernsynet standsede hende.
   "Vi bringer en særudsendelse. Øhh ja, vi har lige fået at vide, at der har været en overfald uden for Odense her til aften. Foreløbig siger politiet at to ældre borgere, en mand og en kvinde er blevet kvæstet. Deres chauffør, en ung kvindelige ansat, er blevet dræbt af flere knivstik i brystet."
   Mere behøvede Ida ikke at høre. Hendes verden holdt op med at fungerer. Finn havde slået Anna ihjel. Pr. refleks tog Ida sin telefon op af lommen og ringede til Annas nummer. Der var ingen, der svarede. Ida blev ved med at ringe igen og igen, mens alt langsomt forsvandt omkring hende. Hun hørte ikke engang, at Karin talte til hende. Tårerne fik frit løb, mens sandheden begyndte at gå op for hende. Anna var død, og det var hendes skyld. Udenfor kunne Ida se en bil komme kørende ind på pladsen foran forsorgshjemmet. Det var en taxi. Ida tog telefonen op for øret endnu engang. Taxien blev holdende et øjeblik. Frygten samlede sig i en knude i Idas mave. Hun havde allerede på fornemmelsen, hvem det var, men hun ville ikke indse det. Hun burde flygte, men hun blev stående, naglet til gulvet. Annas telefon blev endelig taget. Ida forventede at høre Annas glade stemme i den anden ende, men det var en dunkel mandestemme, der svarede.
   "Det er politiet"

Ida kunne ikke svare. Passager døren blev åbnet, og personen kom til syne. Det var bødlen Finn. Han var kommet tilbage for at slå hende ihjel. Hun ville råbe det hele ned i telefonen, men hun var stum. Finns blik fandt hendes, og hun kunne mærke hadet tage livet fra hende. Hun vidste, at Finn ville slå hende ihjel. Hendes eneste redning var at fortælle politiet, hvad hun vidste, men hun kunne ikke få et eneste ord over læberne. Hendes hals var snøret sammen af de gule øjnes had.
   "Hallo, hvem er det?"
   Betjenten lød irriteret over, at Ida ikke svarede. Hvis hun nu bare kunne sige, at det var hende, som ringede, men det kunne hun ikke. Finn fastholdt hendes blik og begyndte langsomt at gå mod indgangspartiet.
   "Han kommer" hviskede Ida i telefonen.

I det samme løb telefonen tør for strøm. Hun kunne ikke gøre mere. Hun kunne ikke få fat i nogen. Hun havde forspildt sin chance. Tanken tog næsten alt modet fra hende. Så huskede hun Tanjas og Camillas forpinte blik på billederne, inden de skulle dø. Hun havde stadig den anden kopi i lommen. Hun løb ud til sit skab og fandt sine ting. Hun skiftede ikke engang tøj. Det ville være et kapløb mod tiden. Hun vidste, at Finn ville slå hende ihjel, hvis han fandt hende. Hendes eneste chance nu, var at nå frem til politiet, inden Finn fik fat i hende. Hun nåede lige at kigge på klokken, inden hun løb ud på gangen. 21:20.

Ida skubbede døren op og stormede ud på parkeringspladsen. Hun standsede lige uden for døren. Der var noget, der ikke var, som det skulle være. Hun mærkede de gule øjne. Hun var ved at gå i panik. Hun kiggede febrilsk rundt på parkeringspladsen, men der var ingen bevægelser. Kunne Finn virkelig være nået herud så hurtigt? Hun blev nød til at bevæge sig ned til sin bil før eller siden, Hvis hun skulle gøre sig nogen forhåbninger om at leve. Men rædslen holdt hende fast. Hun mærkede en dybfølt frygt for at dø. Hun ville ikke dø. Ikke endnu. Hun tog mod til sig og gik med hurtige skridt hen mod sin bil, mens hun febrilsk ledte efter bilnøglen i tasken. Hun hørte en lyd. Hun havde også set noget. Hun standsede og stod helt stille. Hendes hals lukkede sig sammen, så hun knap kunne trække vejret. Hun fortsatte. Panikken overtog mere og mere hendes krop, og bragte hende tættere på sammenbrud. Tårerne strømmede ud af hendes øjne, så det gjorde det svært for hende at se, hvad hun lavede. Hvorfor var de bilnøgler ikke i tasken? Havde hun lagt dem i skabet? Tanken alene fik hende til at hulke. Nej hun kunne ikke have lagt nøglen der. Var der nogle, der overvågede hende. Hun vendte sig rundt. Hun tørrede tårerne væk, men det var svært at se. Endelig fandt hun nøglen. Hun låste bildøren op og åbnede døren.

Hvad var det? Hun hørte noget. Var der nogen bag hende? Hun turde ikke vende sig rundt og kigge efter. Hvad nu hvis det var Finn? Rædslen fik hende til at vende sig rundt, men der var intet at se. Hun var så sikker på, hun havde hørt noget. Hun vendte sig rundt igen, og begyndte at stige ind i bilen. Så mærkede hun det. En der åndede hende i nakken. Nakkehårene rejste sig. Hun havde altså hørt noget. Der var en, der overvågede hende. Hun var ikke alene. Hele hendes krop dirrede af rædsel. Hun vidste allerede, hvem det var - Bødlen. Nu var det hendes tur til at dø. Hun skulle gennemgå de forfærdelige rædsler. Hun ville ønske, hun kunne have se Frank en gang mere. Så blev alt sort.