Han stod i stuen og kiggede ud af vinduet. Solen var ved at komme op over horisonten. Han så de små regndråber trille ned af ruden. De forenede sig med andre dråber, voksede sig større, for derefter at trille ned til karmen. Store sorte skyer kæmpede om herredømmet over himlen, mens små hvide skyer desperat prøvede at holde stand. Han mærkede hendes hånd på sin skulder. Han vente sig rundt og så hende lige i øjnene. Hun var smuk, det havde han altid syntes. Han gav hende et flygtigt kys på den søde mund. Hun tog imod kysset og smilede sit underfundige smil. Han var aldrig i tvivl om, at hun også elskede ham, når hun sendte ham det smil. Hun vendte sig om og gik i bad. Nu stod han igen og kiggede ud af vinduet, mens han hørte bruseren blive tændt. De sorte skyer havde vundet kampen om himlen og havde dækket for solen. Regnen silede ned af ruden. Han så en måge flyve rundt med våde fjer. Den ledte sikkert efter et eller andet spiseligt. Han kom i tanke om, at han selv var sulten. Bruseren var stoppet. Han kunne mærke hendes tilstedeværelse.
   Hun tog hans hånd og førte ham blidt ind i soveværelset. Hun skubbede ham ned på sengen. Han lå og kiggede op på hende. Hun smilede igen sit underfundige smil, men denne gang smilede hun på en mere lysten måde. Hun havde en underlig hypnotiserende kraft. Hun lagde sig ned ved siden af ham. Han lukkede øjnene i visheden om, hvad der ville ske. Han kunne mærke hendes hænder let undersøge sin krop. Han lå bare og nød fornemmelsen af hendes nærvær. Hun trak sig lidt væk fra ham og i et uendeligt langt sekund, kyssede de hinanden. Hun lagde sig op på ham. Han kunne mærke hendes indre omkring sig i en fantastisk forening. Hun bevægede sig let og smidigt gennem deres fælles verden. En verden af lyst, begær og kærlighed. Hun kom tættere ind til ham og kyssede ham. Nu begyndte hun at bevæge sig hurtigere. Hans fornemmelse af velvære voksede til det maksimale klimaks, hvor han eksploderede i den perfekte forening mellem legeme og ånd. De elskende lå igen ved siden af hinanden. Hun lå med lukkede øjne og smilede. Han kyssede hende blidt og faldt i søvn.
   Hvor længe han havde sovet, vidste han ikke, men nu stod solen sejrsstolt højt på himlen. De sorte skyer var helt væk. Faktisk var der ikke en sky at se på himlen. Han strakte armen ud, men fik ikke fat i det han havde forventet. Han kiggede efter og fik det bekræftet. Hunvar der ikke. Hun stak hovedet ind af døren.
   "Nu er der morgenmad," sagde hun grinende.
   "Hvad griner du af," sagde han tørt, selvom han allerede kendte svaret.
   Hun smilede bredt.
   "Sovetryne," sagde hun bare og sendte ham et kys.
   "Ja ja," svarede han og smilede. Ja, han var vel nok lidt af en sovetryne, men det var da ikke hans skyld. Hun kunne da bare lade være med at ... Han tænkte tilbage på morgenens hændelser. Kors hvor han elskede hende.
   Efter morgenmaden skulle han ud i byen for at hente nogle drikkevare til festen. De skulle holde deres forlovelsesfest. De havde mødt hinanden for to år siden på denne dag. Han fik en seddel stukket i hånden, hvor alt det, han skulle have udover drikkevarerne, stod på. Det var en lang seddel. Han gik ned af trapperne fra deres toværelses lejlighed.
   Han gik hen af gaden. Han prøvede at lade være med at se sig tilbage, men det var svært, for han blev hele tiden overvældet af tanken om, at en eller anden fulgte efter ham. Hvad nu hvis forfølgerne kunne se, at han vidste, han blev forfulgt.Han overvandt sin frygt og så sig over skulderen. Der var ingen, som så bare det mindste mistænksom ud. Han slappede lidt af og lod tankerne samle sig om hende. Han huskede morgenen. Hvordan han var blevet vækket af hendes kys. Hvordan han var gået ind i stuen. Hvordan hun var kommet ind til ham, næsten som om hun vidste, der var noget galt. De havde ikke sagt noget, men hun vidste godt, hvad der var galt. Han havde virkelig problemer med at binde sig. Hun fik ham til at slappe af. Han kunne slet ikke holde op med at elske hende. Hun forstod ham. Hun ville ikke presse ham. Hun havde forslået, at de skulle forlovet på deres toårs dag. Han havde sagt ja. Han havde aldrig set hende så glad før. Hun var nærmest lykkelig. Hun var som taget ud af hans vildeste fantasier. Et eller andet sagde ham, at han skulle være forsigtig. Han rystede lidt på hovedet af sig selv. Selv efter et godt forhold på to år gik han rundt med sådanne tanker. Han skød dem lidt væk og koncentrerede sig i stedet om den forstående fest. Både hans forældre og svigerforældre var inviteret til festen. Deres søskende kom også. Han havde kun en lillebror, men hun havde to storebrødre og en lillesøster. Gutterne fra kluppen kom også. Hvordan i alverden skulle de nogensinde få plads til alle de mennesker i deres lille toværelses.
   Han blev pludselig vågen, da han mærkede nogle kolde øjne i nakken. Han så sig tilbage, men gaden var fyldt med mennesker. Måske var det bare ham, som var lidt småparanoid. Han gik videre, men han kunne stadig mærke øjnene. Det var som om, de sad fast på ham. De borede sig ind i hans indre som et lille spidst bor. Øjnene ville se hans indre angst. De ville opleve hans panik, når han ikke længere vidste, hvad han skulle gøre. Han så sig over skulderen engang til, men han kunne stadig kun se en masse mennesker. Det kunne være hvem som helst. Han gik videre ned af vejen. Det lille bor fortsatte med at bore sig igennem ham. Det prøvede at nå op til hans hjerne, men han kæmpede imod. Han så et par venner på den anden side af vejen. Han tænkte et øjeblik på at gå derover, men det var som om, øjnene havde forudset han træk og forhindrede det. Han var besat af en eller anden ond kraft. Boret nåede til hans hjerne. Nu kunne han ikke modstå. Han var fanget i et klistret spindelvæv, en uendelig labyrint. Han forsøgte virkelig at kæmpe imod. Han koncentrerede sig om hende. Han elskede hende så meget. Han ville ikke lade øjnene overtage, men øjnene var for stærke. Øjnene rumsterede i hans krop og tilranede sig viden. De fik ham til at glemme. Han prøvede igen at se sig over skulderen, men han blev forhindret af denne store og ubeskrivelig onde kraft. Han samlede al sin viljestyrke og vendte langsomt hovedet, selvom øjnene kæmpede imod. I et øjeblik var det som om, tiden stod stille. Menneskerne omkring ham bevægede sig ikke længere. Han så tre skikkelser. De var alle klædt i sorte kutter. Han blev grebet af frygt. Under kutterne var der intet ansigt. Kun nogle ubeskriveligt spiddende gule øjne. Han havde set øjnene.
   Øjnene holdt ham naglet fast på det sted, han stod. Han forsøgte at huske. Det var så svært. Øjnene ville have ham til at glemme. Han prøvede desperat at huske. Han ville huske hende. Pludselig stod hun klart og tydeligt i hans bevidsthed. Han elskede hende. Han rev sig løs fra øjnenes jerngreb og begyndte at gå. Han vidste, at han ikke kunne slippe fra dem, men han måtte prøve alligevel. For hendes skyld. Han kunne stadig mærke øjnene, men ikke så kraftigt som før. Igen kunne han mærke den spiddende fornemmelse fra øjnene. De havde fået tag i ham igen. Nu var det ikke længere et bor, som undersøgte ham, men is som langsomt ville dræbe ham. Han var bange. Øjnene smæskede sig i hans frygt som ondskabsfuldt grinene hyæner. Han prøvede at løbe, men øjnene havde nu vokset sig så stærke, at hanikke længere kunne slippe fra dem. Øjnene tvang ham til at stoppe. Han kunne næsten ikke få vejret. Blodet begyndte at isne. Det var som om, blodet stod stille i ham. Han blev svimmel, men han tvang sig selv til at gå videre. Han måtte fortsætte. Ikke stoppe nu. Det var nu, han skulle være stærk. Stærk for hende. Hende han elskede så meget. Trætheden var overvældende. Han havde mest af alt lyst til at lægge sig ned og sove, men han måtte ikke. Ikke endnu. Han blev nødt til at blive på benene. Svimmelheden blev stadig værre. Isen nåede hans hjerte. Han kunne mærke, at mindet om hende langsomt forsvandt ud af hans bevidsthed. Han blev nødt til at standse et øjeblik. Han kunne pludselig ikke længere mærke øjnene. De var sporløst forsvundet. Alt forsvandt.


* * *
   Han følte en altfortærende rædsel snigesig ind i sit indre. Der lå han, men det var ikke ham. Han kunne se sig selv ligge på vejen. Hans angst voksede. Han var levende, det kunne han mærke, men alligevel var han ikke. Der stod en mindre forsamling omkring kroppen på vejen. Han kunne se vennerne fra den anden side af vejen. Den ene var i gang med at ringe. Han begyndte at slappe lidt af. Han kunne se overraskelse på menneskernes ansigter. Han kunne ikke høre, hvad de snakkede om, men han kunne se, deres læber bevægede sig. Han fik øje på hende. Hun kom løbende hen mod ham. Han fyldtes af en uudholdelig sorg. Her var hun, hende han elskede. Hun var helt opløst i tåre. Hun sad på sine knæ og græd hysterisk. Hun prøvede at vække ham. Hun råbte og skreg, uden det hjalp. Han prøvede at komme hen til hende. Han ville trøste hende. Fortælle hende, at hun ikke skulle græde. Han var jo lige her, men han kunne ikke komme hen til hende. Noget holdt ham tilbage.
   Han vendte sig om. Han kunne intet se. Han vendte sig hurtigt igen, men kunne kun se den livløse krop på fortovet. Han kunne mærke angsten komme op i ham igen. Han var helt fastfrosset. Alligevel bevægede han sig. Styrede mod et ingenting. En kæmpe masse, som voksede. Han vidste, han ville blive fanget af massen, hvis han ikke gjorde noget. Han prøvede at stritte imod, men lige meget hjalp det. Han styrede stadig mod massen. Med et fik han øje på en lille pige. Hun kom gående frygtløs hen mod ham. Han var fuldstændig betaget af dette syn. Han vidste, han havde set pigen før. Han kunne bare ikke huske hvor. Hun tog hans hånd. Al hans frygt var pludselig forsvundet. Den lille pige trak ham stile med sig hen mod det store hul. Han vidste, hvad han skulle gøre nu. Han så sig en sidste gang tilbage. Han kunne se hende sidde på knæ ved hans livløse krop. Så kiggede han på den lille pige. Hun smilede en mystisk underfundigt smil til ham. Så faldt han. Han faldt gennem et virvar af lyde og farver. Han blev slynget ind i en anden verden. Sekundet var begyndt.

Han lå i et lille rum, omsluttet af bløde vægge. Han kunne høre en rytmisk banken. Bum - bum - bum. Han lå og lyttede. Den rytmiske banken virkede så beroligende på ham. Pludselig strammedes væggene om ham og rummet blev mindre. Han følte et voldsomt pres på sin krop. Han blev grebet af frygt. Han vidste ikke, hvad der skulle ske. Han prøvede at stritte imod. Så holdt presset med et op. Han lå et øjeblik og nød stilheden. Så begyndte det igen. Men denne gang var det meget værre. Det gik op for ham, at han skulle væk fra denne trykke og bløde verden. Han prøvede med alle kræfter at stritte imod. Men det var nytteløst. Han måtte give efter. Et lyshav ramte hans ansigt og en isnende kulde opslugte ham.
   "Jeg vil ind igen," skreg han i rædsel, men ingen hørte ham. Han var sulten og skreg nytteløst mod de vanskabninger, som hev ham væk fra hans trygge verden. Han blev lagt mod noget blødt og varmt. Han kunne høre den rytmiske banken igen. Han holdt op med at skrige. Han kunne mærke nogen tog ham i hans lille hånd. Det var pigen. Hun var vokset, siden hun havde hjulpet ham ved hullet. Han fald igen gennem lydende. Han hørte nogle æggende råb. De kaldte på ham. Han kiggede efter lydende. Så så han lyset. Det var det smukkeste, han nogensinde havde set. Det var så uimodståeligt. Han måtte der ind. Han mærkede nogle trak i ham. Det var pigen. Hun så bange ud. Han måtte ind i lyset, men pigen ville ikke lade ham. Han mærkede en let sitren i kroppen.
   Han var i et køkken. Han kunne ikke huske, han havde været der før, men pigen havde jo sendt ham derind. Foran ham var der et gammelt gaskomfur. En rødhåret kvinde kom pludselig farende ind af døren. Hun ledte febrilsk efter noget. Han vidste godt, hvad det var, hun ledte efter, men han kunne ikke huske, hvor det var. Hun blev mere og mere desperat i sin søgen efter netop det og spurgte utålmodigt.
   "Hvor i alverden har du dog gjort af dem." Det kunne han selvfølgelig ikke huske. Kvinden satte sig tungt på en stol og så opgivende på ham. Han prøvede på at huske, hvor de var. Hvis han nu bare kunne huske, hvor det var, han havde lagt dem. Kvinden på stolen kiggede under boret, men der var intet at se. Han blev pludselig drevet af en udefra kommende kraft. Den førte han stille og roligt hen mod komfuret. Han åbnede lågen til ovnen. Og der var de. Hans små grønne gummistøvler. Han kunne mærke at nogen igen tog hans hånd.Han faldt igen gennem lydende. Videre mod lyset, der var så forfærdelig dragende. Han følte sig virkelig godt tilpas her. Men de skulle videre. Ham og pigen. Han lagde mærke til pigens underfundige smil, da han så på hende. Hun var blevet ældre og smukkere end sidst.
   Klasseværelset var stort. For enden sad en kvinde med gråt hår. Det var hans lærer. Hun stirrede lige på ham.
   "Det her er simpelthen ikke godt nok," råbte hun, så det rungede gennem rummet. Alle hans klassekammerater stirrede på ham. Han så ned i hæftet. Der stod de på rad og række, sådan som han havde lavet dem - 13-tallene. De stod og så fjollede ud, mens de grinede af ham. Nu skulle han skrive endnu flere, som også kunne le og more sig over hans manglende evne til at skrive 13-tal. Tallene satte sig i tilfældig orden. De lagde sig på maven og på ryggen. Nogle faldt endda om af grin. Blyanten grinede også med. Han så op fra papiret og mødte lærerens blik. Han så øjnene. De naglede ham til stolen. Han så sig omkring. Små dråber af kold sved løb ned af hans kinder. Alle hans klassekammerater samlede sig i en ring omkring ham. Han stirrede lige ind i nogle tomme øjenhuler, men alligevel var det som om, de kunne se ham. De stod bare og stirrede ondt på ham. Frygten løb gennem ham som en elektrisk strøm. Han kunne ikke holde op med at ryste. Pigen tog hans hånd, men det hjalp ikke, selvom hun var næsten voksen. Uden varsel begyndte lærerinden at grine hæmningsløst. Resten af klassen fulgte trop. De grinede en ondskabsfuld og gennemtrængende latter. Pigen trak hårde i ham, men han var naglet fast til stolen. Pludselig kunne han mærke, at noget kraftigt tog fat i ham og løftede ham ud af dette mareridt. Igen faldt han gennem denne befriende strøm af lyde og farver. Lyset var der stadig. Det var kommet meget tættere på. Han kiggede på pigen. Hun var faktisk ikke længere en pige. Hun var en ung smuk kvinde. Hun mindede lidt om en, han havde set før. Han kiggede hende i øjnene. Han kunne se hun rødmede lidt.
   Han var til fest. Det var en stor fest. Den blev holdt på det gymnasium, hvor han studerede. Han og nogle venner havde lavet et væddemål. De skulle alle sammen have noget på den dumme. Den, som ikke fik det, havde tabt. Denne aften skulle de i byen for alvor. Ham og vennerne gik op i baren for at få en øl. De stod lidt og snakkede om hvem, der skulle være den "heldige". Han havde i nogen tid haft øje på en pige. Han kunne næsten mærke, hvordan hendes udstråling sendte varme bølger gennem hans krop.
   "Du er da vist forelsket op til begge ører," havde hans mor sagt, da han havde fortalt om hende. Hun hed vist Line. Han ville gå over til hende, men han blev holdt fast. Han kunne ikke bevæge sig.
   "Hva' øøh," var der en, der sagde ved siden af ham. "Skal du ikke ha' noget i aften." Det var en af hans venner.
   Han begyndte at gå over mod pigen. Han kunne næsten mærke, hvordan hendes læber ville føles mod hans. Han kunne allerede mærke, hvordan hendes nøgne hud ville føles som silke ved siden af ham. Han kunne se en anden pige komme hen til Line. De gik ud på dansegulvet. Pludselig kunne han se en fyr komme hen til Line. Han kunne allerede mærke nederlagets syrlige smag i munden. Han så Line kysse fyren.
   "Venstre," lød en sur stemme til højre for ham. Han sad foran rettet i en ny bil. Den motorsagkyndige sad ved siden af ham. Han drejede bilen sikkert til venstre i krydset. Han var til køreprøve. Han skulle bevise, han kunne køre. Ikke kun for sig selv, men for motorsagkyndige og ikke mindst hans forældre. De regnede jo med, han ville bestå. Manden ved siden af han dikterede:
   "Højre, venstre," uden stop. Han kunne mærke sine knæ blive bløde, som om hans led var lavet af gelé. Han kunne næsten ikke træde koblingen i bund for at skifte gear. Der lød en let raslen.
   "Hmm," lød det surt fra manden. På bagsædet sad en af hans gode venner. Den eneste han havde faktisk. Han kiggede et øjeblik i bakspejlet og mødte hans øjne. Han smilede skævt og så, vennen vente sin ene tommefinger opad. Det skal nok gå. Han kørte ind til siden og ventede spændt på sagkyndiges dom. Bestået. Han steg ud af bilen og trak vejret dybt et øjeblik. Han kunne mærke, han blevet taget i hånden. Han åbnede ikke engang øjnene. Han vidste, hvem det var, der havde taget hans hånd. Han kunne bare mærke, at han igen faldt gennem lydende. Han åbnede øjnene og kiggede på den unge kvinde. Han blev helt forbavset over at se hende. Hun var blevet til en fuldvoksen kvinde. Hun mødte hans blik. Han kunne se, hun næsten lignede hende. Han kom helt i tvivl, om det ikke var hende. Men han havde jo set hende ligge på knæ ved siden af hans livløse krop. Hun kunne da heller ikke vokse så hurtigt. Han slog det hen et øjeblik, da hun smilede til ham.
   Han sad ved et bord i kantinen. Han var kommet på handelsskolen. Han sad og spiste sin mad alene. Ikke at det var det, han havde lyst til, men der var tilsyneladende ingen andre fra hans klasse, som ville spise deres mad i kantinen. Han kiggede rundt. Han fik øje på en pige ved kantinens kiosk. Hun havde kastaniebrunt hår til midt på ryggen. Hans øjne vandrede automatisk nedad. Næsten mod hans vilje. Hans øjne stoppede ved hendes bagdel. Han kunne se, hun begyndte at vende sig rundt. Han kiggede op på hendes hoved igen. Han ventede spændt på at se hendes ansigt. Hun så hen mod ham. Han var lige ved at tabe pusten. Det var hende. Det var hans drømmepige. Han kunne næsten ikke få øjnene fra hende igen. Hun stod bare der og så hen mod ham. Han kunne se hendes veninder smågrinte. Så gik hun igen. Han følte en varme inden i, han aldrig havde følt før. Et pludseligt anfald af klarsyn ramte ham. Det var denne kvinde, han ville leve resten af sit liv sammen med. Han kunne ikke se hende mere. Han burde være løbet efter hende og have spurgt, hvad hun hed, men han blev bare siddende. Han spiste sin mad færdig og gik ned til sit klasseværelse. Hvorfor skulle hun dog ville have ham.
   Han faldt igen gennem lydende. Han lagde ikke engang mærke til omgivelserne mere. Kvinden kom tættere på ham. Det var som den hedeste elskov, selvom de ikke rørte hinanden. Han følte sig helt fri. Kvinden overfor ham lignede hende så meget. Han kunne næsten ikke kende forskel. Han lukkede øjnene. Han kunne mærke, hun kyssede ham. Han faldt med et lettet hjerte. Han kunne slappe af, mens han langsom nærmede sig lyset. Det var så uimodståeligt. Ligesom kvinden ved siden af ham. Han kom stadig nærmere. Han faldt langsommere og langsommere, men det bekymrede ham ikke. Så faldt han endelig ned i lyset. Det var næsten lige som at falde ned i vand. Det gjorde bare ikke ondt. Lyset omsluttede ham helt. Det var koldt. Eller også var det ham, som var varm. Han skælvede let.


* * *
   Han faldt ikke mere. Hans rejse var ved at være slut. Han kiggede sig omkring. Kvinden var der ikke mere. Han var på vej hen over en steppe. Et sted han aldrig før havde været og et sted, han aldrig ville komme til igen. Så meget vidste han. Han kiggede på tingene omkring ham. Han syntes det så mærkeligt ud. Der var godt nok jord og græs, som der skulle være på en steppe. Der var også et par træer hist og her. Så slog det ham. Alt var gråt. Månens blege lys forvandlede alle steppens flotte farver til en kedelig grå farve. Han prøvede at finde vej henover steppen, men han vidste ikke, hvor han skulle hen. Han hørte en lyd. Det lød som om, den var tæt på. Han så sig tilbage. Han kunne ikke se andet end den endeløse grå steppe. Han begyndte igen at gå. Han undrede sig over, hvad det var for en lyd, han havde hørt, da han pludselig kunne høre den igen. Han stod helt stille. Denne gang var lyden meget tættere på. Han så hen mod det sted, lyden var kommet fra. Så så han en ulv komme løbende mod sig. Den red på vinden. Det var en kæmpe stor sort ulv. Han kiggede lamslået på den. Ulvens øjne fangede hans. Ulven havde gule og ondskabsfulde øjne som øjnene. Han kunne igen mærke øjnene gennembore ham. Han prøvede at løbe, men han kunne slet ikke røre sig. Øjnene fik ham til at stå helt stille. Ulven kom hastigt nærmere. Det så næsten ud som om, den kom nærmere i ryk. Han kunne lugte ulvens rådne stank. Den fik ham til at vågne op. Han ville løbe, men det var for sent. Ulven satte i et spring. Den åbnede sit enorme gab og han kunne se, hvordan rådne kødtrævler hang fra dens tænder. Han rystede pludselig af skræk og lukkede sine øjne. Så kunne han hører en stemme i sit hoved:
   "Vogt dig for illusioner."
   Han åbnede øjnene og kiggede sig omkring. Hvor var ulven blevet af. Han kunne kun se den endeløse steppe. Det måtte have været en drøm. Så huskede han stemmen. Han smilede skævt. Det havde bare været en drøm. En eller anden illusion. Han begyndte at gå. Han gik uden at vide hvorhen eller hvorfor. Han kunne svagt mærke øjnene i sin bevidsthed. Men ikke nær så kraftigt som da ulven sprang på ham. Han kiggede på steppen. Han kunne ikke forstå, hvordan alt dette kunne være gråt. Det var lige så varmt som, hvis det havde været dag. Han kiggede op på månen. Han blev helt blændet. Han var sikker på, det var dag. Månen kunne da slet ikke lyse så kraftigt. Han missede op mod solen igen. En næsten sort sol. Midt i sin tankerække så han en lille rosenbusk. Han gik hen mod den. Den groede i den bedste muld. Han kiggede på jorden omkring sig. Det var den grå steppejord, der var over alt. Lige bortset fra hvor denne rose stod. Han satte sig på knæ og betragtede den. Han kunne lugte den lette rosenparfume, der kom fra de røde blomsterne. Han kunne mærke øjnenes tilstedeværelse et sted i baghovedet, men han bekymrede sig ikke om dem. Det eneste han så var rosen. Han strakte sin hånd frem og rørte ved en af blomsterne. Jo de var virkelige nok. Så bevægede han sine fingre ned over stilken. Han kunne mærke en stærk smerte i sin ene finger. Han trak hurtigt sin hånd til sig. Han kiggede på den. Der kom en smugle blod. Gråt blod. Han vendte igen sin opmærksomhed mod rosen. Så slog det ham. Rosen var lige så smuk og speciel som hende. Han ville plukke en af blomsterne og give den til hende han elskede. Hans fingre lukkede sig om stilken. Han passe godt på ikke at stikke sig igen. Han knækkede forsigtigt stilken. Han så et øjeblik på blomsten. Den var så smuk rød. Han lukkede øjnene og bevægede blomsten op til næsen. Nu kunne han mærke øjnene. De borede sig ind i ham. Det var næsten værre en ved ulven. Han følte næsten, hans næse frøs til is, da han snusede ind, men han kunne ikke lugte noget. Igen lød stemmen i hans hoved:
   "Vogt dig for illusioner."
   Han åbnede øjnene. Han kiggede på den visne pind i hans hånd. Rosen var der heller ikke mere. Der var bare en lille bunke pinde, som tilfældigvis var blevet efterladt der. Han kiggede igen ud over den grå steppe. Han kunne stadig mærke, det gjorde ondt i hånden. Lige der hvor han havde stukket sig. Han kiggede på sin hånd. Han kunne mærke, at øjnene prøvede at forhindre det. De gnavede i hans bevidsthed, svælgede i hans manglende kontrol. Han kiggede lige på det sted, hvor han og rosen havde været ét. Han kiggede mistroisk på såret. Så kiggede han ned på stedet, hvor rosen havde stået. Der var stadig kun en bunke pinde. Han smagte på den grå tyktflydende væske. Det smagte som blod. Han skyndte sig væk fra stedet. Han vidste stadig ikke, hvor han var på vej hen. Han kunne mærke, han var ved at være sulten. Han prøvede at glemme det, men hans mave rumlede kraftigt. Han lagde mærke til, at der var nogle træer ude i horisonten. Han begyndte at gå der over. På vejen så han ingen blomster. Han så heller ikke nogen dyr. Det undrede ham lidt, men han skød det hen som mystisk og fortsatte hen mod træerne. Han kunne se, det var en lille lund. Der var en mængde små træer, som stod forsamlet omkring et kæmpe æbletræ. Han begyndte med at kigge efter æbler på jorden, men han kunne ikke finde nogle. Ikke engang et råddent et. Så prøvede han på at tage et af æblerne på de lavere grene, men han kunne ikke nå. Han kiggede op i træet. Med et så han et æble falde ned mod ham. Han kunne høre det ramme jorden med et hult bump. Han skyndte sig hen til det. Det var vist ikke helt modent. Det meste af æblet var stadig grønt. Han tog æblet op i hånden og skulle lige til at tage en stor bid, da han kom til at tænke på ulven og rosen. Så kom han til at tænke på stemmen i hans hoved. Han kiggede på æblet. Så lugtede han til det. Det virkede virkeligt nok, men det gjorde ulven jo også. Han lukkede sine øjne og tog en lille bid. Han lod den ligge i munden et øjeblik. Så begyndte han at tykke forsigtigt. Han skar en grimasse og spyttede æblestykket ud igen. Det var meget surt. Han smed æblet fra sig og kigge op i træet efter et nyt. Han fandt et helt modent æble. Han ville ønske, det var det næste æble som faldt ned. Han kunne næsten ikke tro sine egne øjne, da æblet begyndte at falde. Han strakte hånden ud for at modtage æblet. Det landede blødt i hans hånd. Han kiggede på det et øjeblik. Så lukkede han sine øjne og tog en stor bid af æblet. Det var lige som at bide i en fersken. Stemmen sagde igen:
   "Vogt dig for illusioner."
   Den rådne smag fyldte hans mund. Han spyttede æblet ud og så på frugten i sin hånd. Den var fyldt med maddiker. Han smed æblet langt væk og begyndte at gå hurtigt. Han gik stadig bare fremad uden at vide, hvor han kom hen. Han kunne stadig mærke den brændende smag fra det rådne æble. Han ville ønske, han havde noget vand, så han kunne skylle munden. Han gik lidt videre. Ikke så langt der fra kunne han se en lille fordybning. Det kunne godt være en sø. Han gik der hen. Vandet stod blik stille. Det var helt klart. Ikke gråt og kedeligt som steppen. Han satte sig ned ved bredden og begyndte at skylle den grimme smag fra æblet væk. Da han var færdig, begyndte han at vaske sig. Nærmest bare for at køle sig selv lidt af. Han kunne se sit eget spejlbillede i vandet, da det igen blev roligt. Han smilede til sig selv. Under sit spejlbillede kunne han pludselig se en fisk. Den stod helt stille, næsten som om den ventede på ham. Han kunne igen mærke, hvor sulten han var. Han rakte stille ned efter fisken. Den blev bare stående og ventede. Han kunne se, den havde gule øjne. Klare, lysende og ondskabsfulde øjne. Han huskede den rådne smag fra æblet og tog hånden til sig. Han troede ikke længere på øjnenes illusioner. Han begyndte at gå. Han gik mere målbevidst. Han vidste, hvor han skulle hen. Han gik mod et punkt i horisonten. Det lignede resten af steppen, men der var noget ved lige præcis det punkt, som dragede ham. Han kunne se nogle store sten tage form. Han gik hen mod dem. mellem stenene var der en hule. Den var ikke særlig stor. Han gik hen til indgangen. Han prøvede at rører ved stenene. De var helt kolde, på trods af at de stod lige i sollyset. Han kunne mærke at nogen tog hans hånd i sin. Han kiggede over på kvinden.Hun var smukkere end nogen sinde. Kvinden lignede mere og mere hende. Hun trak ham med ind i hulen og satte sig ned. Han satte sig ned overfor hende. Så slog det ham. De havde ikke sagt et ord til hinanden. Han åbnede munden, men der kom ingen lyd. Kvinden overfor ham lagde hovedet på skrå. Selvfølgelig kunne hun ikke forstå, hvad han ville sige. Hun sad bare der og ventede. Han viste, hvad der skulle ske nu. Han skulle vælge. Han havde ingen ide om, hvor han havde den viden fra. Den var der bare. Lige som stemmen i hans hoved. Han kiggede kvinden i øjnene.
   Kvinden rejste sig op og gik længere ind i hulen. Han ville rejse sig og følge efter. Det føltes pludseligt som om, han var blevet ramt af lynet. Det gjorde forfærdeligt ondt i hele kroppen. Han kunne næsten ikke røre sig. Han kom med besvær på benene. Han vente sig om. I indgangen til hulen så han hende. Hun lå stadig på knæ ved siden af hans livløse krop. Han følte sig draget mod hende. Han skulle vælge mellem hende og kvinden. Han skulle til at tage et skridt hen mod hende, da han følte kvinden tage ham i hånden. Han kunne kort se et billede. Han sad i en elektrisk rullestol. Han kunne intet. Ikke engang tale. Bag ved stolen så han hende. Hun så så bedrøvet ud. Han vidste hun elskede ham. Han så over på kvinden ved hans side. Igen blev hanramt af et lyn. Han kiggede ud mod indgangen af hulen. Det var næsten som om, hun sad på knæ og så lige på ham. Han vendte sig om. Det var som om, der var en port af lys bagerst i hulen. Han kiggede igen ud på hende. Kvinden slap hans hånd og gik ind i lyset. Han blev stående og så på hende. Igen kiggede de på hinanden; ham og hende. Han troede næsten, han kunne se hende smile. En lille men kraftigt stemme kaldte på ham. Han smilede en sidste gang til hende. Så vendte han sig rundt og gik hen mod lyset. Kvindens arme greb ham og han lagde sig med hovedet i hendes skød. Hun begyndte stille at vugge ham i søvn. Han blev omsluttet af hendes varme favntag. Han så kvinden smilede til ham, inden han faldt i søvn.
   Sekundet var gået.