Der var engang en lille dreng som boede i et lille hus. Det var ikke et hvilket som helst hus. Det var dværgens hus. Det var der han søgte hen når han var bange. Dværgen fik ham til at føle sig tryg. Han var ofte bange. Der var også meget at være bange for. Han vidste ikke hvorfor han var bange. Det var han bare. Dværgen havde fortalt ham hvad han skulle være bange for. Han vidste faktisk ikke engang hvad bange var for noget eller hvordan det føltes at være bange. Han vidste bare at han skulle væk når dværgen sagde at han var bange. De var for det meste efter ham når han blev bange. De skændes meget tit. Så blev han bange. De var efter ham når de skændes. Han vidste aldrig hvad de kunne finde på at gøre, men han måtte væk når de skændes.
   Huset var en hemmelighed han havde sammen med dværgen. Der var ingen andre som måtte få at vide hvor det var. Han måtte ikke engang tænke på det når de var i nærheden. De kunne læse hans tanker. Han vidste de store ikke ville have at han tog hen til huset. Det var derfor han blev nødt til at holde det hemmeligt for dem. Hvis de opdagede det ville de helt sikkert slå dværgen ihjel. Han ville blive helt alene. Der ville ikke være nogen til at vise ham vej. Han ville blive helt alene.
   Den lille dværg var hos ham nu. Så var der ingen som kunne skade ham. Dværgen var nemlig meget stærk. Han kunne se gennem vægge. Han kunne se alt. Også hvad de store tænkte. Dværgen var dog ikke den eneste ven han havde. Der var også alfen og bjørnen. Alfen kunne trylle og bjørnen var stærk som ti af de store. Det var bare ikke så tit de kiggede til ham. De havde så travlt hele tiden. Men det gjorde ikke noget. Dværgen var her jo. Dværgen fantasi. Det sagde den at den hed. Han syntes det var et flot navn. Fantasi. Han lod sine tanker smage på det. Fantasi.
   De skulle ud på en rejse i dag. En lang rejse. Han skulle besøge sin pige. Hun var meget smuk. Hun eksisterede kun for hans skyld. Det sagde dværgen. Den sagde at hvis han ikke var glad var hun heller ikke glad. Derfor forsøgte han altid at være glad når de skulle besøge hende. Han ville ikke gøre hende ked af det. Han holdt meget af hende. Hun ville gøre hvad som helst for ham. Men han bad hende aldrig om noget. Jo en gang imellem gjorde han, ellers ville hun sikkert tro at han ikke kunne lide hende. Men han bad hende aldrig om noget svært. Han ville bare gerne have at hun var lykkelig. Hun skulle helst være lykkelig altid.
   Nu kunne han se sin pige. Hun stod lige foran ham. Han kunne se tårerne løbe hende ned af kinderne. Han blev så ulykkelig over at se hende græde, at han ikke vidste hvad han skulle gøre. Han forsøgte at være glad, men det kunne han ikke fordi hun var ked af det. Han kunne ikke finde ud af hvorfor hun var ked af det. Han så på hende. Hun var så smuk som hun stod i lyset. Det fik hende til at se ud som en gudinde. Han gudinde. Han elskede hende. Han holdt så meget af hende at han elskede hende. Han kunne se at hun var holdt op med at græde. Han elskede hende. Han var lykkelig. Dværgen sagde at de skulle hjem. Han gik hen til hende. Han stod bare og så på hende. Han turde slet ikke at røre hende. Hun var så smuk.
   Han gik sammen med dværgen. Han skulle tænke på at komme hjem. Han skulle tænke på det sted hvor han ville hen, og så ville dværgen føre ham derhen. Det gjorde ikke noget at han tænkte når dværgen var sammen med ham. Dværgen kunne jo beskytte ham mod dem. De store. Det var dem som ville bestemme. De ville ikke have ham til at tage af sted sammen med dværgen. Men det gjorde han alligevel. De store prøvede at finde ham, men det kunne de ikke. Han tænkte ikke mere på hjem. Tankerne var begyndt at tænke selv. Tankerne tænkte tanker. Han så efter dværgen. Den var væk. Han kunne ikke finde sin ven. Tankerne tænkte tanker. Nu kunne de store finde ham. Han kunne mærke hvordan frygten begyndte at æde ham op indefra.

Han kunne se huden på sin arm bevæge sig. Det var maddiker som åd af ham. Tankerne tænkte mange tanker. Og maddikerne åd af ham.
   Han stod ved krydset. Der kørte mange biler på vejen. Han kunne ikke skelne dem fra hinanden. Det var som en lang broget slange som snoede sig hen af det sorte græs. Han kunne ikke forstå det sorte græs. Det grønne græs var behageligt at gå på med bare fødder om sommeren. Men det sorte græs var så hårdt. Han kunne ikke huske han nogensinde havde slået sig på det grønne græs. Og slangen måtte heller ikke være på det grønne græs. Faktisk var det en hel masse slanger, fordi når den grønne mand sagde til ham at han godt måtte gå over det sorte græs, ventede slangen på at han skulle komme over vejen.
   Han kunne godt lide den grønne mand. Han var venlig mod ham. Han smilede hele tiden til ham. Han kunne rigtig godt lide den grønne mand. Det var en af hans gode venner. Ikke lige så god som dværgen men
   Han vågnede med et sæt. Han kunne ikke huske hvor han var. Han ledte efter den grønne mand. Han drejede sig rundt, men kunne ikke se noget som helst. Der var kun to døre. En grøn dør og en rød dør. Han kiggede efter dværgen, men han kunne stadigvæk ikke finde ham. Dværgen var væk. Helt væk. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han kiggede igen på de to døre. Han prøvede at finde ud af hvilken en han skulle vælge.
   Han kom til at tænke på den røde og den grønne mand fra krydset ved det sorte græs. Den røde mand som var så sur på han altid. Den ville have ham til at stå stille. Han måtte ikke bevæge sig overhovedet. Så ville den røde mand skælde ham ud. Den røde mand var altid så sur på ham. Han kunne ikke finde ud af hvorfor. Men det var den altså. Den grønne mand var meget sødere. Den kunne godt lide ham. Den ville altid gerne have at han skulle gå fremad. Den ville have at han skulle være glad. Altid glad og aldrig sur. Den grønne mand ville så gerne høre på hvad han havde tænkt.
   Han skulle vælge en dør. Den grønne eller den røde. Han stod længe og så på dem begge to. Han stod her i sin helt egen fantasiverden og skulle vælge en dør. Dværgen var her ikke længere til at hjælpe ham.
   Det var hans skyld. Det var det eneste de havde sagt. Det var hans skyld. De ville have ham. Han måtte flygte. De måtte ikke få ham. De vidste det var ham. Han vidste ikke hvad han havde gjort galt. Han havde gjort hvad han kunne. De kom efter ham. Han løb og løb, men kom ingen vejene. Han kunne mærke de var lige bag ham. Han kunne mærke deres kolde ånde i nakken. Det fik han nakkehår til at rejse sig. Det eneste han havde set var jo bare hendes hånd. Men det var nok. Det vidste de. Det vidste han også. Han kunne mærke trætheden i hele kroppen. Det var som et tungt, stort, sort tæppe som lagde sig over ham. Han kunne ikke selv løfte det. Og der var ingen som kunne hjælpe ham. Han havde mest lyst til at lægge sig ned og vente på de fik ham.
   Han kunne ikke længere huske hvor han var. Han stod bare og så på en væg. Den var dække af noget grønt. Han turde ikke rører ved det. Han var bange for at det skulle sluge ham. Han kunne se en dør på den modsatte væg. Han vidste det ikke var den dør han var kommet ind af. Han vidste ikke hvordan han vidste det, men det gjorde han. Han gik hen og tog i dørhåndtaget. Døren var svær at få op. Med et begyndte den selv at gå op. Han kom ind i et nyt rum. Det så fuldstændig ud som det han lige var kommet fra. Der var noget grønt på væggene. Han førte sine fingre prøvende hen over væggen. Det var slim.
   Pludselig kunne han huske hvor det var han var kommet fra. Det var som om væggen rummede hans hukommelse. Hele hans hukommelse. Han skulle hjem. Han skulle tænke sig hjem. Men hans tanker havde tænkt tanker. Dværgen var forsvundet. Og slimet havde fortalt ham dværgen var væk. Han var fanget i sin egen fantasiverden. I en uendelig række af grønne slimværelser. Han gik videre til det næste værelse. Og det næste igen. Værelserne blev mindre og mindre. Til sidst ville de sluge ham og fortære ham.

Han begyndte at løbe. Han løb fra værelse til værelse. De blev mindre og mindre. Han måtte væk. Han vidste de store var på sporet af ham. Han ville ikke lade dem få ham. Han måtte bare væk. I hvert eneste værelse var der kun en dør. De førte ikke nogen steder hen. Han vidste de store havde fundet ham. Det nyttede ikke noget at løbe, men han blev nødt til at prøve. Om ikke andet så for pigens skyld. Han standsede. Han kunne huske det.
   Pigen havde stået og ventet på at den grønne mand skulle sige at hun godt måtte gå ud foran slangen på det sorte græs. Hun havde vendt sig om. Han havde smilet til hende. Hun begyndte at gå. Måske havde den røde mand givet hende lov til at gå ud foran slangen. Den røde mand havde skreget til ham. Han ville ellers gå med hende over græsset for at hun ikke skulle føle sig alene. Men den røde mand fik han til at stå stille. Den sagde at han ikke måtte rører sig. Han skulle stå helt stille. Han kunne se pigen løbe over græsset. Den røde mand sagde ellers at man ikke måtte løbe på dens græs. Han troede hun havde fået lov til at løbe. Det vidste slangen måske ikke.
   Han vidste hvor han var, men han vidste ikke hvordan han skulle komme ud. Han var fanget i de grønne værelser lavet af slim. Det var kun dværgen som vidste hvor udgangen var. Og dværgen var væk nu. Måske var der slet ingen udgang. Måske havde den fanget ham i sit net af underjordiske gange. Han kiggede rundt i værelset. Måske var det kun en dværg som kunne se forskellen på værelserne. Han løb videre. Angsten havde taget ham igen. Han var træt. Frygten gjorde ham træt. Det ene værelse efter det andet fløj forbi hans nethinder. Værelserne blev mindre og mindre. Og maddikerne åd af ham.
   Han måtte stoppe tankerne, hvis han skulle slippe væk fra de store. Han kunne mærke at de store kom tættere og tættere på ham. De ville snart få ham. Han løb rundt mellem onde værelser. Værelser med ondskabens grønne slim.
   Den tydelige strøm af rødt begyndte at tegne sig over det sorte græs. Det sorte græs blev til rødt græs. Han kunne se hendes hånd, og ikke mere. Han vidste det var hans skyld. Den røde mand sagde det var hans skyld. Den sagde at hvis han ikke havde været så sindsforladt havde hun ikke gået over den røde mands sorte græs. Men han troede hun havde fået lov. Det vidste slangen ikke. Det var hans skyld. Han vidste hun ikke var mere. Hun var ikke en. Hun var blevet til mange. Slangen var standset. Han ønskede næsten det var ham som havde fået lov. Han fik aldrig lov til noget som helst. Den røde mand var altid så sur.
   Han lå på det slimede gulv. Han så sig omkring. Der var slim overalt. Hans hoved virkede tungt. Han havde svært ved at huske. Slimet prøvede at komme op i næsen på ham. Det ville æde man. Men han ville ikke lade det. Han løb hurtigt hen til døren og rev den op. Han kom ind i et nyt grønt værelse. Så huskede han kun alt for tydeligt. Han var i frygtens labyrint. I dværgens underjordiske net. Der hvor dværgen havde efterladt ham. Nu måtte han klarer sig selv. Han skreg i værelset. Men ingen kunne hører ham. Det vidste han. Der var ingen som kunne hjælpe ham.
   Han hørte sit skrig komme tilbage. Det lød som et skrig fra et vilddyr. Han var så træt at han næsten ikke kunne løbe mere. Han slæbte sig fra det ene værelse til det næste. Frygtens sorte tæppe var ved at lægge sig over ham. Han kunne ikke bære det. Hans ben ville ikke. Men han blev nødt til at fortsætte. De store var efter ham. Og tankerne tænkte tanker.
   Den grønne mand smilede ned til ham. Han begyndte at gå ud til pigen. Hun lå bare der lige som om hun sov. Den grønne mand smilede til hende. Han kiggede første på hende. Så kiggede han op på den grønne mand. Han smilede. Han sagde aldrig at der var hans skyld. Det var ikke hans skyld. Hun havde fået lov af den røde mand. Slangen kunne jo ikke vide at hun havde fået lov. Han kunne have stoppet hende. Men hun havde jo fået lov. Det var ikke hans skyld. Det sagde den grønne mand. Han kiggede på pigen. Hun lå på det røde græs.

Han var pludselig lysvågen. Han vidste han ikke måtte sove mere, for så ville de store få ham. De kunne finde ham når tankerne tænkte tanker. Det var ikke hans verden. Det var dværgens. Det var kun dværgen som kunne finde rundt. Og de store kunne finde ham når dværgen ikke var der. De store kunne læse de tanker han ikke selv tænkte. De kunne høre når tankerne tænkte tanker.
   Han begyndte at løbe igen. Han ville væk fra de endeløse grønne rum. Men han kunne ikke finde udgangen. Dværgen var jo væk. Han løb og løb. Han standsede ved en dør som så lidt anderledes ud end de andre. Han så på den et langt øjeblik. Turde han åbne den, eller skulle han gå tilbage. Han vendte sig rundt. Der var ingen anden dør. Han havde ikke noget valg. Han skulle gå gennem den anderledes dør.
   Han kom ind i et helt hvidt rum. Det var lyst uden at der var noget lys. Han kunne ikke se nogen vinduer. Lyset i rummet mindede ham om et operationsrum. Det var koldt på samme måde. Og så var det som om rummet ikke havde slutning, men fortsatte ud i det uendelige. Der gik et lille stykke tid før det gik op for ham hvor han var. Så frøs hans indre til is. Han kunne ikke røre sig. Hans vejr stod stille i lungerne og han tanker kunne ikke mere tænke tanker. Han kunne ikke forstå det. Han havde løbet fra rum til rum. Han var løbet lige ud. Han havde ikke drejet nogen steder. Men alligevel kom han tilbage til hvor han begyndte. Foran ham stod en forhøjning som han ikke havde set før. Den lignede flydende sandblæst glas. Den ændrede hele tiden form. Han kunne mærke en underlig varme strømme ud fra forhøjningen. Det var som om denne forhøjning var slutningen på labyrinten.
   På forhøjningen stod der en lille kiste. Han gik hen mod kisten. Han vidste det var en meget speciel kiste, men han vidste ikke hvorfor. Han havde helt glemt sin frygt fra før. Han kunne mærke en varme og tryghed som han kun havde følt når han var sammen med dværgen. Han fortsatte. Jo tættere han kom på kisten jo mere tryk følte han sig. Han kiggede efter dværgen. Han vidste den måtte være der et sted. Han kunne ikke finde den. Han vidste at den ikke ville forlade ham helt. Den ville måske prøve ham. Han skulle måske bevise at han godt kunne klare sig selv.
   Han var næsten kommet helt hen til kisten. Han følte sig rigtigt godt tilpas. Han havde helt glemt verden omkring sig. Der var kun dværgen. Den ville aldrig forlade ham, det vidste han. Han var kommet helt hen til kisten. Han stod og kiggede ned i den mens han smilede. Han kunne ikke rigtig se hvad der var dernede. Forhøjningen virkede pludselig så kold og afvisende. Den havde fået en underlig sort farve. Han vidste den var grøn, men den så ikke sådan ud. Med et vidste han hvem der lå der nede. Det var dværgen. Han kunne ikke forstå hvorfor dværgen skulle ligge dernede. Den ville jo ikke forlade ham. De skulle have været sammen for altid.
   Han var blevet opmærksom på rummet igen. Det var blevet meget mindre. Han kunne stadig ikke se hvor stort det var. Men han vidste det var blevet mindre. Han kunne se slimet brede sig hen over gulvet. Det onde grønne slim søgte målbevidst hen mod kisten. Han måtte ikke lade slimet få dværgen, for dværgen var hans eneste beskytter. Han prøvede at flytte kisten. Men den blev stående hvor den var. Lige meget hvor meget han prøvede at flytte den kunne han ikke. Han hørte noget uhørligt i sit hoved. Han vidste det var dværgen som talte til ham, men han kunne ikke hører noget. Slimet larmede for meget.
   Han vendte sig rundt. Han kunne se en dør. Den havde ikke været der før. Det vidste han med sikkerhed. Han gik hen mod den. Han kunne ikke redde dværgen. Den lå i kisten. Den havde fortalt ham at han skulle gå hen til døren. Han tog i dørhåndtaget. Han så tilbage i rummet. Han kunne se slimet arbejde sig op af forhøjningen. Jo nærmere slimet kom på dværgen jo mørkere blev rummet. Dværgen ville snart ikke kunne være i kisten mere. Han hørte dværgen tale. Den fortalte ham hvad han skulle gøre. Rummet var blevet helt sort. Han vidste dværgen var død nu, for der var blevet helt stille i hans hoved.

Han åbnede døren og gik ud i et gult rum. Døren blev helt væk da han havde lukket den. Han kunne med de samme mærke at det gule rum gjorde ham træt. Det tog hans energi. Han måtte skynde sig. Det gule rum stjal hans tanker. Det fik tankerne til at tænke tanker. Han måtte væk. Det var nu han skulle flygte for sit liv. Han måtte ikke blive her for længe. Så ville de store finde ham. Dværgen var død. Han var helt alene.
   Han kunne høre en kvinde der skreg. Hun græd og græd, men han kunne ikke forstå hvorfor, Hun havde jo fået lov af den røde mand. Han satte sig på knæ ved siden af pigen.
   "Få ham væk," skreg hun. "Det var ham."
   Han kiggede op på den grønne mand. Den smilede ned til ham. Det var ikke hans skyld. Det vidste han godt. Nu kom der røde mand tilbage. Han kiggede ned på pigen igen. Hun lå bare. Han kunne ikke få hende til at bevæge sig. Den røde mand sagde at det var hans skyld at hun lå der. Hun måtte ikke lave rødt græs. Græsset skulle være sort. Sort og kun sort. Den røde mand var altid sur på ham. Det var hans skyld at græsset var blevet rødt.
   Han vågnede i det gule rum. Han var så træt at han ikke mere kunne rører sig. De store var lige i hælene på ham. Han kunne ikke komme væk. Dværgen var jo død. Det gule rum talte til ham. Han ville ikke høre hvad det sagde. Dværgen ville ikke forlade ham. Aldrig nogensinde. Måske var det heller ikke dværgen som havde forladt ham men ham som havde forladt dværgen. Tankerne havde jo tænkt tanker. Han havde ikke troet på dværgen. Det var hans skyld at dværgen var forsvundet. Det var hans skyld alt sammen. Den røde mand havde jo sagt at det var hans skyld. Det var hans skyld. Det vidste han. Men dværgen kunne ikke hjælpe ham mere. De store ville få ham.
   Han måtte gøre det godt igen. Han måtte prøve at sætte hende sammen igen, så hun kunne komme over det sorte græs. Det var hans skyld. Hun havde ikke fået lov at den røde mand. Han skulle have hjulpet hende over det sorte græs. Nu var hun ikke mere. Det var hans skyld.
   Han vidste de store var lige i nærheden. Han kunne ikke rejse sig mere. Han lå bare og ventede på at de skulle komme og tage ham. Der var ikke mere han kunne gøre. Det var hans skyld. Tankerne havde jo tænkt alt for mange tanker. Han kiggede op. Der kom så mange af de store. De kom fra alle sider. Han kunne ikke rejse sig og løbe væk. De store tog fat i ham og prøvede at få ham med. Men han kunne ikke rejse sig. Det var hans skyld. De store ville ikke vente på ham. De ville have ham med nu. Men tankerne tænkte ikke flere tanker og maddikerne havde ædt ham.