Roligt strakte havet sig mod horisonten, mens det med bløde skvulp kyssede sandstranden og de stejle klipper. Til en nattergals ensomme sang flankeret af græshoppernes strygerkoncert, steg fuldmånen op fra havets skød. Mørket trak sig tilbage og dannede skarpe og dybe skygger, hvor månens blålige lys ikke kunne nå. Ud af en skygge i klippen trådte hun med disen dansende omkring sin krop. Blid og mild smuttede en brise forbi klipperne og fik disen til at lette. Store mørkeblå, næsten sorte, øjne afsøgte stranden foran hende for livstegn. Intet rørte sig. Hun gik ud i det bløde sand på bare fødder ned mod vandet, og fortsatte ud i dets favn. De fyldige læber skiltes og med blid stemme begyndte hun at synge. En sang om havet, livet, kærligheden og døden.
   Det sidste ord tonede langsomt ud og forsvandt et sted ude over havet. Vandet nåede hende til lige under barmen, og det 1ange mørke hår hang løst ned af ryggen på hende. Den lyse kjole sugede det salte vand til sig, og hun vendte sig om mod stranden, som stadig lå øde hen. Nattergalens sang nåede ud til hende, og en tåre løb ned af hendes kind. Venstre hånd lukkede sig om halskæden hun bar. Endnu et par tåre forlod hendes øjne, og hun lod sig falde bagover. Vandet lukkede sig over hende, men hun kæmpede ikke imod. Rakte blot en hånd ud mod noget usynligt med et bedende udtryk i øjnene.

Philip satte sig brat op i sengen. Pulsen drønede af sted med hans åndedræt lige i hælene. Hans håndflader føltes klamme, faktisk følte han sig klam over hele kroppen. Pupillerne var spærret helt op, så de grønne iriser næsten ikke var at se. Med en dyb indånding lukkede han øjnene og lod hænderne løbe gennem sit brune hår.
   "Hvorfor?" spurgte han lavt og lod blikket løb rundt i det lille værelse. Kommoden stod under vinduet, hvor fuldmånens lys strømmede ind. Skabsvægen ved siden af døren så også ud som da han slukkede lyset. Et veltilpas grynt kom fra hans side og han skævede til Lina.
   *Hvordan kan du sove så roligt?* tænkte han og rynkede panden, idet han stod ud af sengen. Når Lina først sov, ville han kunne råbe hende ind i hovedet uden nogen reaktion overhovedet. Lagde han derimod armene omkring hende, vågnede hun og skældte ham ud for at vække hende. Han rystede på hovedet og gik hen til vinduet.
   Husets plads yderst i den lille havneby, gav ham udsigt over havet, klipperne og den sti der førte ned til en lille sandstrand. Længe hvilede hans øjne på et punkt ude i horisonten, mens han undrede sig over, hvorfor han havde ladet sig overtale til at komme tilbage. I snart ti år havde han levet i fred for den mareridtsagtige drøm, efter at havde forladt byen som nittenårig. Nu var han tilbage i byen, og det var drømmen også. Svaret var enkelt. Lina havde krævet at se hans barndomsby, og da hans mor nu fyldte tres år, kunne han ikke undgå at vende tilbage.
   "Hvad laver du?" lød en søvnig stemme ovre fra sengen.
   "Kikker ud af vinduet," svarede han tonløst uden at tage blikket fra horisonten.
   "Du er mærkelig," mumlede hun og vendte sig i sengen. "Kom i seng igen."
   "Ja," Han lagde sig under dynen igen, men søvnen ville ikke indfinde sig.

"Du ligner noget som selv ikke en måge ville sætte næbbet i," kommenterede Lina og undgik hans forsøg på at give hende et kys, da hun sluttede sig til ham og hans forældre i køkkenet om morgen.
   "Godmorgen Lina," smilte hans mor og skænkede en kop kaffe op til hende. "Der er snart morgenmad."
   Philip satte sig overfor sin gråhårede far, der var i gang med at røre rundt i sin kaffe. "Hvordan går det her hjemme?"
   "Fint," svarede faren og løftede blikket. "Men spørgsmålet er, hvordan det går hos dig?"
   "Det går fint," Han skævede til Lina, der havde sat sig ved siden af ham, og nu var i gang med at nedstirre kruset. Hendes lyse hår var sat op i en hestehale, hvilket fremhævede hendes slanke hals. "Men det kunne gå bedre."
   "Philip, lav lige en kop urtete til mig," snøftede Lina og skubbede kruset væk, idet moderen satte en brødkurv på bordet med nybagt franskbrød. "Fru Visgård. Har De ikke noget fedtfattigt yoghurt og fuldkorns müesli?"
   "Lina. Min mor har stået tideligt op..."
   "Jeg er ligeglad," vrissede Lina af ham. "Du ved jeg ikke spiser franskbrød, eller drikker kaffe."
   "Unge dame," begyndte hans far. "Når Philip har været så venlig at tage Dem med her til, så kan De i det mindste vise en smule respekt for os i vores eget hjem."
   Tårer steg op i Linas grå øjne og hun knyttede hænderne.
   "I... I... væmmelige mennesker!" Stolen vippede bagover og knaldede i gulvet. Lina forsvandt ud af køkkenet og op af trappen, efterfulgt af en dørs smækken.
   "Bliv du bare siddende og spis noget morgenmad min dreng," kommenterede hans far, da Philip rejste sig for at gå op til Lina. Han så tårerne i sin mors øjne. Med hjertet siddende i halsen rejste han stolen op igen og gik hen til hende.
   "Undskyld mor."
   Med en blid hovedrysten klappede hun ham på kinden. "Du skal ikke undskylde din piges opførelse."
   "Men..."
   "Nej min dreng," sagde hun bestemt og pegede på morgenbordet. "Jeg har glædet mig til at se dig igen, så lad os spise vores morgenmad. Lina straffer kun sig selv ved at blive der oppe."
   Philip smilede og satte sig ned igen, selvom han vidste at Lina ville gøre hans dag til et helvede. En skygge ved vinduet fangede hans opmærksomhed og han drejede hovedet. Der var intet ved vinduet, men han mente så bestemt at have set noget.
   "Er der noget galt?" spurgte hans far og smed et stykke brød over på hans tallerken. Philip rystede på hovedet.
   "Det tror jeg ikke. Syntes blot jeg så noget," mumlede han og begyndte at smøre sit brød, under skarp overvågning af sine forældre. "Hvad?"
   Hans mor skævede nervøst til faren, der lænede sig lidt frem. Et eller andet sted vidste Philip bare, at det havde været det dummeste at sige.
   "Dine drømme er vendt tilbage." Det blev fremsagt som en konstatering, som han umuligt kunne modsige.
   "Ja," Han trak let på skulderne. "Men det er faktisk kun én drøm."
   Faren nikkede eftertænksomt, mens moren knugede hænderne. "Men har du haft den, mens du har været væk?"
   Han rystede på hovedet, og tog en bid af sit brød. Hvorfor interesserede hans drøm dem lige pludselig, når den ikke havde gjort det for så mange år siden? Han rynkede panden og lod blikket flakke fra den ene til den anden.
   "Lad os spise, så snakker vi om det bagefter," sagde moren og skænkede mere kaffe til ham.

Den svage vind legede med hans hår, mens han gik ned mod stranden med faren. Moren var blevet tilbage, hvis Lina skulle komme ud af værelset. En lærke kvidrede lystigt et sted på den blå himmel.
   "Hvorfor spørger I pludselig til drømmen?" spurgte Philip endelig og skævede til faren, der var knap et hoved lavere.
   "Dagen efter du havde ringet, at I kom hjem til din mors fødselsdag," faren rømmede sig. "Fik vi en invitation til et foredrag af vores lokalhistoriker. Vi tog til det, da det handlede om din drøm."
   "Min drøm?" Philip gloede på faren, der førte an ned ad den smalle sti til stranden.
   "Ja, din drøm," Faren vendte sig om nede på stranden og kikkede direkte på ham. En ubehagelig fornemmelse meldte sig et sted i hans mellemgulv.
   "Der er en gammel legende om dette sted," Faren slog ud med hånden. "Det fortælles at en ung kvinde omkom under tragiske omstændigheder."
   "Hvad?"
   Philip satte sig ned på et klippefremspring og kikkede på stranden foran ham. Engang havde han og hans kammerater badet her. En grinmasse af afsky gled over hans ansigt. Hans kammerater havde badet her, ikke ham. Havet havde altid skræmt ham, og det gjorte det stadig.
   "Det er svært at forklare helt nøjagtigt," Farens stemme rev ham væk fra minderne og han kikkede hen på ham. "Måske skulle du opsøge vores lokalhistoriker. Det kan være han kan forklarer dig historien lidt bedre."
   "Det kunne godt være," mumlede Philip og rejste sig op. "Om ikke andet, vil han kunne uddybe tingene."
   "Du kan opsøge ham i dag, mens Lina surmuler på værelset," Faren puttede sine hænder i lommerne, og begyndte turen tilbage mod huset. Inden længe var han forsvundet op af stien bag klipperne. Philip kastede et sidste blik på havet, inden han fulgte efter.
   Et par mørkeblå øjne fulgte ham til klippernes fremspring opslugte ham.

I modsatte ende af byen boede lokalhistorikeren i et gammelt stenhus. Philip lod blikket vandre hen over den velplejede have med roser og frugttræer. Et smil løb over hans ansigt, da flagermuslygten ved hoveddøren fangede hans blik. Som børn havde han og hans venner troet, at lokalhistorikeren var en lygtemand, som i tåget vejr lokkede folk ud på de forræderiske klipper.
   Endnu med smilet på læberne bankede han på døren, der kort efter blev åbnet af en mand mellem firs og skindød.
   "Ah, Philip Visgård formoder jeg," sagde den gamle og fremviste en række gullige tænder i et smil. "Kom ind, kom ind."
   Lille og lavloftet var stuen han blev vist ind i. Den gamle mand satte sig ned i en af de antikverede lænestole og slog ud med hånden mod den tilhørende sofa. Lugten af fugt blandede sig med den mere behagelige duft af roser udefra.
   "Sæt dig ned," klukkede den gamle og foldede sine krogede fingre. "Din drøm er ikke nem at forklarer."
   Nakkehårene rejste og Philip overvejede kort at flygte. Nysgerrigheden efter at få svar var dog størst, og sofaen var ganske behagelig at sidde i.
   "Dine forældre fortalte mig, at du havde haft nogle drømme, der mindede meget om mit foredrages emne."
   Philip nikkede og lænede sig lidt frem. "Hvad er legenden? Min far har aldrig været den bedste fortæller."
   "Nej, men han er en dygtig fisker," Lokalhistorikeren tog en dyb indånding og begyndte:

"For et par hundrede år siden, da havnebyen var mere livlig, boede der en kvinde i et hus tæt på den lille strand lidt uden for byen. Kvinden var en respekteret urtekyndig, med særlig forstand på urterne der voksede ved havet og åen. Vandheksen blev hun kaldt af de lokale. Tingene gik fint, indtil den dag hendes datter forelskede sig i en fiskers søn. Fiskeren syntes om sin søns valg, for datteren var køn og havde arvet sin mors evner inden for urtekundskaben. Hun havde dog endnu en evne, hun kunne forudse vejret. Så da sønnen bekendtgjorte, at han agtede at gifte sig med heksedatteren blev faren kun glad.
   Men en anden ung kvinde i byen, som havde en fantastisk sangstemme, var også forelsket i den unge mand. Hun ville ikke se heksedatteren blive hans kone. Så hun spredte rygter om ondsindet trolddom og forbandelser, som heksen havde truet den unge mand med, hvis han ikke ægtede datteren.
   Da det kom fiskeren for øre forhørte han sin søn, der benægtede alt. Fiskeren var dog ikke tilfreds, der krævede at heksen skulle bevise sin uskyld. Hendes datter blev ført ned til vandet, hvor flere af de kvindelige beboere holdt øje med hende. Da fuldmånen begyndte at stå op, blev en tung sten bundet fast på datterens ryg. Hun blev kommanderet ud i vandet til det gik hende til under barmen, her skulle hun vende sig om og lade sig falde bagover ned i vandet. Hvis fiskerens søn var forelsket i hende, ville han komme ud og redde hende, hvis ikke måtte hun drukne for sin mors ondskab."

Lokalhistorikeren holdt inde og kløede sig i nakken. Philip satte sig ud på kanten af sofaen.
   "Hvad skete der?"
   "Hun druknede," den gamle rystede trist på hovedet og lænede sig tilbage i stolen. "Fiskerens søn kom aldrig. Sagnet siger dog, at heksen tilkaldte vandets ånder og bad for at hendes datter måtte få en chance til."
   "Hvad har det med min drøm at gøre?" Philip lænede sig tilbage i sofaen og lagde hovedet på skrå. Den gamle trak på skulderne og fandt en pibe frem.
   "Hvis sagnet er sand, så er du på en eller anden måde i familie med fiskerens søn," Duften af pibetobak blandede sig med de andre lugte og dufte. "Og det er i nat 350 år siden det hele skete, hvis man skal tro sagnet."
   Philip rynkede panden og lænede sig lidt frem. "Hvad har det med mig at gøre?"
   "Prøv at tage ned til stranden i aften og se om din drøm er virkelig," Den gamle skrubbede sig tilrette i stolen og lukkede øjnene. "Måske kan du gøre det, som du ikke kunne dengang."
   "Hvad?"
   "Det er ved at være sent. Luk døren efter dig, når du går," mumlede den gamle blot. "Hør havets brusen. Lyt til nattergalens sang. Men luk ørerne for sirenens lokkende stemme."
   Philip rejste sig op og kikkede vantro på den gamle lokalhistorieker, der mageligt sad og bappede på sin pibe.

Endnu med tusinde ubesvarede spørgsmål forlod Philip huset. Men han nåede ikke langt i sine tanker, før hans mobil kimede ham tilbage til virkeligheden.
   "Hvor er du henne?" lød Linas stemme i den anden ende og han rullede opgivende med øjnene.
   "Jeg har bare været henne og snakke med en gammel bekendt," mumlede han og sparkede til en sten.
   "Jamen, du skulle have taget mig med," Anklagen var så tyk, at selv en dør ville have forstået den. "Det var meningen du skulle vise mig din by."
   "Lina. Jeg skal nok vise dig byen. Men så må du lade være med at gemme dig på værelset," Han krydsede vejen og sparkede til endnu en sten. "Og tal pænt til mine forældre. De er ikke ligefrem velhavende og gør meget for at glæde dig."
   "Philip, skat," hendes stemme blev som silke og smøg sig om hans sind. "Jeg er bare så nervøs for om dine forældre kan lide mig. Jeg elsker dig jo, og du elsker mig."
   "Ja, jeg elsker dig," sagde han og et smil dukkede frem på hans læber. "Og selvfølelig kan de lide dig. Jeg skal nok få dem til at købe noget yoghurt og müesli til dig."
   "Tak min egen. Skynd dig nu hjem," spandt Lina saligt og afbrød forbindelsen.
   Med et stort smil puttede han mobilen i lommen og løb resten af vejen tilbage til sine forældres hus.

Solen var for længst gået ned, men det var stadig lunt i vejret. Philip havde taget Lina med ned til stranden efter aftenkaffen. Nattergalen kvidrede i nærheden af dem, og han lagde en arm om Linas skuldre.
   "Er det her din drøm foregår?" Hun slog ud med hånden, og han nikkede.
   "Ja."
   "Tror du at hun virkelig er et genfærd, som blev svigtet af en fra din familie?" Hendes stemme afslørede en vis skepsis, og han trak på skuldrene. På en måde fortrød han, at have fortalt hende om drømmen og om lokalhistorikerens sagn.
   "Det var hvad lokalhistorikeren sagde," mumlede han og kikkede på hende. Lina hævede øjenbrynene og rystede på hovedet.
   "Du tror da ikke på sådan noget overnaturligt sludder," grinte hun og vendte ansigtet mod havet. "Helt ærligt, mon ikke man ville have fundet et skelet ude i vandet, hvis der virkelig var en ung kvinde som var druknet her?"
   "Tænkeligt," Philip lod blikket glide henover det blanke hav. "Måske er det dækket af sand."
   "Philip," Latteren i stemmen var overbærende og han sukkede. "Hvordan skulle du så ændre på tingene? Gå ud og redde hende, eller selv drukne?"
   "Ved jeg ikke," mumlede han og smilte anstrengt. "I første omgang vil jeg bare se om drømmen er virkelig."
   "Tror ikke det bliver i nat," Lina trak sin tynde cardigan tættere omkring sig. Desværre måtte han give hende ret, da havgusen bølgede ind fra havet med en koncentreret duft af salt og tang hængende i sig.
   "Lad os gå hjem inden tågen bliver for tæt," Lina begyndte at gå tilbage mod stien, men han blev stående og kikke på havets røg.
   "Philip!"
   Hurtigt snurrede han rundt og kikkede på Lina, mens hans hjerte bankede hurtigere i hans bryst. Bebrejdende gloede hun tilbage på ham, og pegede på stien.
   "Ja ja," mumlede han og fulgte efter. Flere gange kikkede han sig over skulderen mod stranden, men Lina ville tilbage. Han rynkede øjenbrynene. Hvorfor skulle han gå med hende? Der var ikke mere end halvtreds meter fra stiens begyndelse ned til stranden og hen til huset. Gusen blev stadig mere tyk og da han nåede op til toppen af stien var verden næsten væk. Han kikkede sig rundt. Et svagt lys kunne skimtes til højre for ham. Udendørslampen ved huset, det var han sikker på. Men hvor var Lina?
   "Lina?" Der kom intet svar og han bevægede sig hen mod huset. "Lina!"

Han åbnede hoveddøren og gik ind i entreen. En lille væglampe kastede lys i gangen, men ellers var der mørkt i huset. Hans forældre var åbenbart gået i seng, og Lina måtte også være gået ovenpå. I det han skulle til at sparke skoene af, stivnede han. Hjertet stod stille i hans bryst et øjeblik, inden det genoptog sit arbejde lidt hurtigere. Linas sko var væk.
   Han løb ud i havgusen igen og stod et øjeblik og kikkede sig omkring. Hvor kunne hun være? Klipperne faldt nogle steder over fire meter lodret ned. Hans mave trak sig sammen ved tanken om sådan et fald ned i havet. I let løb nåede han ned til stiens begyndelse.
   "LINA!" skreg han af sine lungers fulde kraft. Alt var så stille. Blodet brusede i hans ører, og han opdagede at han stod og holdte vejret. "LINA!"
   Et lys fangede hans opmærksomhed et sted ude i gusen.
   "Lina?" kaldte han prøvende og gik langsomt hen mod lyset af en dyreveksel. Han stoppede op. Lina kunne være røget i havet, eller faldet i et af hullerne i klipperne. Forsigtigt gik han hen mod lyset foran ham. Det forsvandt, og han stivnede.
   Alle skrækhistorierne om lygtemænd dukkede op i hans hoved, men han rystede dem arrigt af sig. Det farligste ved disse klipper var for meget fart. Han kikkede sig rundt. Verden bestod af hvid gus og sommerens nattelyde. Lyset dukkede op igen til højre for ham.
   "Hey. Hvem der?" råbte han og satte langsomt den ene fod foran den anden. Lyset dansede let i gusens hvirvlende masse.
   "Hvem er du?" Stadig intet svar. Hans håndflader blev klamme. Hvor pokker var Lina? Han spejdede lidt rundt, uden helt at slippe lyset af syne. Det hang bare der foran ham. Eller gjorte det?
   Han drejede hovedet og prøvede at finde lampen uden for huset. Der var intet. Kun lyset foran ham. Bølger skvulpede mod klipperne til højre for ham, og han sænkede farten endnu mere. En kold brise strøg gennem gusen og lettede den et øjeblik foran ham. Han stivnede. Kun to skridt foran ham var et lodret fald ned i det mørke hav.
   Han kikkede efter lyset, og fandt det til venstre for sig. Langsomt vendte han sig bort fra klippekanten, der endnu engang var forsvundet i gusens favn.
   "Lygtemand," kaldte han og blev stående stille. Lyset flakkede let. Hurtigt krængede han sin tynde jakke af og tog den på igen med vrangen ud.
   "Lygtemand," kaldte han igen, denne gang kraftigere. "Hvis mig den sikre vej til min elskede."
   Han holdte vejret, mens lyset hang ubevægeligt foran ham.

Lyset begyndte at bevæge sig bort fra ham. Hjertet slog hurtige slag i brystet på ham. Bare der ikke var sket hende noget.
   Efter en evighed stoppede lyset endelig foran ham. Med varsomme skridt gik han hen mod det. Mørket lage sig omkring ham idet lyset gik ud, og han stivnede.
   "Hey lygtemand. Du kan ikke bare forsvinde så..." Et kraftigt vindpust strøg gennem gusen, der forsvandt. Stranden bredte sig ud foran ham. Hvordan var det muligt? Var han virkelig gået ned af stien igen? Han kikkede efter Lina, men stranden var øde. Fuldmånens lys gjorte skyggerne skarpere efterhånden som den steg op af havets favn.
   Han vendte sig om mod stien igen, og stoppede. Stien var forsvundet i gus. Hvordan var det muligt? Med hjertet hamrende i brystet kikkede han sig rundt. Hvad foregik der?
   "Er der nogen?" Intet svar, kun de blide skvulp fra havet. "Lina?"
   "Hvem er Lina?" Lød en stemme bag ham, og fik han til at fare sammen. Han snurrede rundt og kikkede på en ung kvinde med langt sort hår. Han sank en gang og kikkede sig rundt. Hvor var hun kommet fra? Hans øjne søgte tilbage til hendes flotte skikkelse, der var pakket ind en råhvid kjole.
   "Hvem er du?" spurgte han langt om længe og den unge kvinde lagde hovedet på skrå.
   "Kan du ikke kende mig, Torben?" Hendes mørke blå øjne flakkede let. "Det er mig, Dorthea."
   Han rystede på hovedet. "Jeg hedder Philip, ikke Torben."
   "Men..." En fin rynke viste sig i Dortheas pande, og hun bed sig i læben. "Du må være... Jeg mener... Er du ikke?"
   "Nej," Philip rystede på hovedet og kikkede sig rundt efter Lina endnu engang. "Jeg leder efter ..."
   "PHILIP!"
   Med tilbageholdt åndedragt snurrede han rundt, netop som Lina kastede sig i hans arme. Stanken af tang ramte hans næsebor og fremkaldte en række nys.
   "Åh Philip. Jeg var så bange. Tågen var så tyk." Linas stemme skælvede hæst. Han holdte hende lidt ud fra sig. Noget var forandret. Lidt tang sad fast i det våde hår, og hendes øjne var ikke længere så funklende.
   "Lina, denne unge kvinde," Han vendte sig om mod Dorthea og pegede direkte ind på klippen.
   "Hvilken kvinde?" Lina hævede det ene øjenbryn. "Philip, jeg var faret vild i den forbandede tåge, og så rabler du bare op om en anden kvinde."
   Philip kløede sig i nakken. Hun havde jo lige været der. Hvordan? Linas sammenknebne læber fik hans mave til at trække sig sammen.
   "Hvad?"
   "Hører du overhovedet efter elskede?" Hendes stemme blev blid og begyndte at smyge sig om hans sind. Han rystede på hovedet og kikkede ud over havet. Pupillerne udvidede sig, og blodet stivnede.
   Han skubbede Lina fra sig og halvt løb, halvt faldt, ned mod vandkanten. Uden at tage blikket bort fra Dorthea, der i det samme vendte sig om med vandet skvulpene omkring skulderne ude i havet.

"Dorthea! Kom ind på stranden igen," råbte han og sprang tilbage for at undgå en lille bølge. Hun rystede på hovedet og sendte ham et fingerkys. Alt syntes at kører i slowmotion, mens hun lod sig falde bagover ned i vandet.
   Philip stod og gloede ud over havet et kort sekund. Det var så mørkt, og dog så velkendt. Han bed sig i læben og skævede tilbage på Lina, der sad i sandet og gloede måbende på ham. En tynd skikkelse trådte frem fra skyggerne. En flagermuslygte blev hævet, og lokalhistorikerens rynkede ansigt oplystes.
   "Philip. Lad være," kaldte Lina og rejste sig langsomt op. "Kom tilbage."
   "Glem sirenens stemme," kvækkede den gamle og vinkede ham ud mod Dorthea. Philip rynkede panden. Den gamle kunne da umuligt mene at... eller kunne han? Den gamles ord genlød i hans hoved. "Måske kan du gøre det, du ikke kunne den gang."
   En nattergal begyndte at synge i nærheden, og han løb ud i vandet. En eneste tanke løb rundt i hovedet på ham. *Jeg vil ikke miste hende. Igen.*

Vandet steg i takt med hans skridt. Blikket var rettet mod punktet, hvor Dorthea var forsvundet. Pulsen hamrede i hans tindinger. Vandet var overalt. Foran, ved siden af, bagved ham. Den salte lugt trængte ind i hans næse. Ved hvert skridt han tog, prøvede understrømmen at vælte ham, som ville den rive ham med sig ud i det enorme hav. Vandet nåede ham til midt på brystet og han kikkede ned i dets mørke. Der var intet at se. Kun mørke.
   "PHILIP!" Linas stemme trængte som en kniv gennem hans bevidsthed og smøg sig som en kvælerslange om hans sind. "PHILIP!"
   Han prøvede at fortrænge hende, og bukkede sig lidt frem, så kun hovedet endnu var oven vande. Hans hænder ledte efter... Efter hvad? Han sank engang og prøvede med tilbageholdt ånde, at se gennem den mørke overflade. En mindre bølge skvulpede hen over hans hoved.
   Chok og blindhed rev ham ud af balance og understrømmen hev hans ben væk under ham. Saltvand fyldte hans mund. Han sparkede med benene og prøvede desperat at finde balancen igen. Noget blødt strejfede hans hånd. Han greb ud efter det, men der var intet at få fat i.
   Med hårdt lukkede øjne prøvede han at få fodfæste igen. En hånd lukkede sig om hans. Endelig fandt hans fødder sandbunden igen. Han baskede med den ene arm, uden at slippe den fremmede hånd med den anden hånd.
   Hans hoved brød overfladen. Hostene og spruttene som en gal, gned han saltvandet ud af øjnene. Luften trængte ned i hans hungrende lunger, og klarede hans panikslagne hjerne. Endnu med et fast greb i hånden fik han fat i armen og trak personen op.
   Dortheas hoved kom op, og hun gispede efter vejret som en guldfisk på land. Han lagde armene omkring hende, mens han selv hev efter vejret. Et svagt smil trængte sig frem på hans blålige læber.

"NEJ!" Det fortvivlede skrig fik ham til at vende sig mod stranden. Lina var faldet på knæ i vandkanten og hamrede næverne ned i vandet. Han skævede til Dorthea der roligt betragtede Linas raseriudbrud. Med et skævt smil fjernede han en sort hårtot fra hendes ansigt, og hun vendte sit blå blik mod ham.
   "Du tog dig god tid, Torben," Hun skar en let grinmasse. "Undskyld, Philip."
   "Du ventede da ikke forgæves," grinte han og pillede lidt tang ud af det ene øre. "Og du ventede jo på noget godt."
   "Du er ikke så lidt indbildsk," kommenterede hun og snoede sig ud af hans favn. Han kneb læberne sammen. Var det den tak han fik, når han satte sit liv på spil for at redde hende?
   I en hurtig bevægelse lagde hun en hånd på hans nakke og sin mund mod hans. Han stivnede, men kun et øjeblik, inden han knugede hende ind til sig igen. Dette var en langt bedre tak.

Et svagt lysskær inde på stranden blev kraftigere, og fik lidt efter følgeskab af flere. Philip og Dorthea var netop kommet tilbage på ankeldybt vand, da hans forældre dukkede frem ved stien. Efterfulgt af flere af de andre landsbyboere.
   "Philip," udbrød hans mor og løb hen til ham. "Åh, gud ske lov at du er uskadt."
   Hendes hænder undersøgte hans ansigt, mens hun med en bekymret mine ledte efter skader. Han tog hendes hænder i sine.
   "Jeg er okay mor," Han skar en grinmasse og skævede til Dorthea. "Altså, ud over at jeg er våd og kold."
   Inden moren nåede at sige mere lagde han en arm omkring Dorthea og trak hende lidt tættere på sig. "Mor. Dette er Dorthea."
   Moren kikkede undrede på ham. "Ja. Det ved jeg da godt. Din kæreste gennem de sidste par år."
   Philip rynkede panden og lod blikket flakke rundt på de omkring stående. Hvad? Men han havde jo først lige... Hans blik faldt på lokalhistorikeren.
   "Jeg tror din søn er lidt forkommen," sagde han og rakte et par tæpper frem mod Philip og Dorthea. "De trænger vist begge til et krus varm te og en god nats søvn."
   Philip kunne ikke være uenig med ham, og lagde et af tæpperne omkring Dorthea.
   "Hvad står vi også her for?" Udbrød hans far og smed et tæppe omkring sin søns skuldre. "Lad os se at komme op til huset. Så er der te og en dram til alle."

"Hvorfor kom I ud og ledte efter os?" spurgte Philip, da der kun var hans forældre, Dorthea og lokalhistorikeren tilbage.
   "Fordi du og Dorthea ikke var vendt tilbage, og der var sådan en grim havgus," Sagde hans far og skyllede den sidste tår te ned. "Desuden havde vi hørt dig råbe efter Dorthea."
   Philip nikkede langsomt og hans mor satte sin tekop lidt hårdt ned.
   "Men hvad lavede I dog ude i vandet?"
   "Jeg var kravlet ud på nogle sten og da havgusen kom, kunne jeg ikke finde tilbage. Jeg faldt i vandet. Philip kom ud og hev mig op," Forklarede Dorthea og skævede kort til lokalhistorikeren.
   "Nå, men jeg må hellere komme hjem," bekendtgjorde den gamle mand og rejste sig. Philip var hurtigt på benene.
   "Nu skal jeg følge dig ud."

Ude ved døren tog lokalhistorikeren sin jakke på. Philip lænede sig op af dørkarmen til køkkenet.
   "Hvem er du?"
   "Jeg er denne bys lygtemand," den gamle smilte sit gule smil til ham. Philip kneb øjnene sammen.
   "Nu må du love mig en ting," Han prikkede til ham med en lang finger. "Pas godt på min datter."
   "Din datter?" Philip spærrede øjne op, mens den gamle nikkede.
   "Ja. Dorthea er min datter, og det var mig der bad til vandets ånder," han trak på skulderne. "Hendes mor var blot en simpel urtekyndig. Og da jeg så dig første gang, vidste jeg du var blevet genfødt. Du begik jo trods alt selvmord kort efter Dortheas henrettelse."
   Philip gloede måbende på den gamle, men accepterede langsomt forklaringen.
   "Men hvad med Lina?"
   "Når hende," grinte den gamle og blinkede til ham. "Hun stak af så snart Dorthea kyssede dig. Det gør sirener, når deres magt over en mand brydes. Når du vågner i morgen, vil Lina være forsvundet fra dine minder, fra alles minder. Hun vil være erstattet af Dorthea og hendes væsen, takket være magi. Men pas nu på dig selv og min datter. Vi ses i tågen."
   Philip kikkede efter den gamle, der slentrede hen ad fortovet. Dorthea dukkede op ved hans side og puttede sig ind under hans arm. Et brus af lykke væltede ind over ham som en flodbølge.