Min mor havde en bror, og han var jo faktisk min onkel.

Den gang jeg var lille, kunne jeg godt lide ham. Han havde et roligt sind og var hyggelig at sidde ved, og jeg fik lov til selv at komme til ham, når jeg ville.
   Jeg kan ikke huske hvor meget jeg så ham dengang, men kun at jeg holdt af ham.
   Lige som det skete med min far og min første stedfar, var han endnu en mand i mit liv, som pludselig en dag var væk.
   Det er først gået op for mig senere, men nu hvor jeg tænker over det, kan jeg godt se, at han var syg, og at jeg gik og savnede ham og tænkte på ham i flere år.

Min mor fortalte mig på et tidspunkt, at han som 18-årig pludselig var forsvundet og først kom hjem, da politiet og alle andre havde ledt efter ham i flere dage.
   Han var i hæren, og min mor har fortalt, at han til tider godt kunne finde på at ryge noget hash.
   Det er det for så vidt ikke noget slemt ved, men lagt sammen med, at han oplevede et par overfald og måske (sådan som jeg tolker det) havde en hård barndom, hvor han allerede dér viste destruktiv adfærd og derfor fik bank med bøjlen af sin mor (min mormor), og faderen (morfar) var passiv i alt, hvad der havde med børnene at gøre, kan jeg måske godt forstå at han udviklede den sygdom, der lå og ulmede.

Han blev skizofren. Det hjalp ikke meget, at hans far ikke ville se ham, og at hans mor var overbeskyttende og kommanderende. Det var som om de ikke ville indse det. Jeg så ham en meget sjælden gang imellem og kunne godt se, at noget var galt, når han kom forbi sine forældre, mens jeg var på besøg. Han havde langt skæg, beskidt tøj og lugtede rigtig dårligt.

I mange år tænkte jeg ikke så meget på ham, og min mor nævnte ham heller ikke. Af én eller anden grund havde hun også valgt ikke at opretholde kontakten med ham, og jeg tror at det stammer helt tilbage fra hendes barndom/ungdom, hvor dårlige oplevelser har ødelagt noget..

Da min mormor døde, tog morfar ud til ham for at fortælle det, og fortalte bagefter til os, at han boede i en svinesti. Da min morfar døde, så vi for første gang hans lejlighed og "hjemmet", hvor han havde fået det godt nok til at få sin egen lejlighed og turde have både køleskab og månedskort. Det var nu ikke så slemt, som vi havde fået beskrevet, men nu fik han hjælpe hver uge til at rydde op m.m.

I dag i "Dagens Danmark" var der en pårørende samt en "rask" skizofren i studiet, og de fortalte om hvordan det er at være pårørende, og hvordan det er at have sygdommen selv.
   Det var stærkt, rørende og spændende, og da den skizofrene pige sagde: "Det kan lade sig gøre at få det bedre", "Tro på det og stol på det.", "Stol på dine behandlere og stol på at det nok skal blive bedre", ramte det mig lige i hjertet og mindede mig lidt om min egen kamp, men mest om, at jeg ikke er alene i den og at Henrik var og desværre tabte den.

Jeg holdt af ham, og er ked af det på hans vegne, men samtidig var jeg også lettet den dag telefonen ringede, og jeg fik at vide at han var død.
   Han skulle i øvrigt skulle begraves samme dag, for kommunen havde ikke lige tjekket om han havde familie..
   Min mor var rigtig ked af det og det var mærkeligt at se hans venner og vidst nok en enkel plejer fra "hjemmet".

Men..han vil altid være min onkel, syg eller ikke syg. Han fortjente bedre, men fik det til sidst. Han var god ved andre folk og lånte dem penge, gav sit nye tøj til dem og lånte dem smøger. Nogle udnyttede ham og andre var hans venner. De fleste havde også problemer af én eller anden art, mest psykiske.

Jeg var og er stadig hans niece, sådan er det!

Min kære onkel, jeg håber og ved, at du har det godt, hvor du er.
   Jeg savner dig og ved, at du står bag mig i mine svære tider.