Det raslede i det tørre løv og Argo stirrede mod en klynge blodbøge. Var det ikke drengen, der kom der; hoppende frem mod ham, med udstrakte arme og snakkende som et vandfald om fiskene, han havde fanget?
   Argo holdt hånden op for øjnene og blinkede med dem. Da han igen fokuserede mod træerne, var der kun dem og modløsheden fyldte ham på ny. Endnu engang havde hans sanser bedraget ham og måske fik han aldrig mere sit 11-årige barnebarn at se.
   Det værkede i hele hans krop. Det mærkedes, at han ikke længere var 25, men lidt mere end det dobbelte.
   En kroget træstamme spærrede den sti, han fulgte, og han lod sig opgivende dumpe ned på den.
   Ingen kunne vel se ham nu? Ingen hørte vel de sære lyde, der var indestængt, fortvivlet gråd eller så hans skuldre bæve?
   Det puslede i løvet, det svirrede i trækronerne og knasede i nedfaldne kviste, men det var vel dyr og småfugle. Og var de mon ikke ligeglade med en træt, gammel mand.
   Men han ville gerne høres. Ved daggry havde han forladt lejren i skovbrynet, hvor de andre i flokken vel efterhånden var vågnede. Han brød sig ikke om, at de så ham svag og han var slet ikke sikker på, om hans forehavende ville lykkes.
   Der var dem, der påstod, at der aldrig havde været ånder og guder i naturen og der var mange, som hævdede, at de i hvert fald ikke var der længere. Og så var de dem, der hviskede om at de var der og bare ikke ville hjælpe menneskene, men lade dem blive i håbløshedens vold, fordi de var ubarmhjertige og griske.
   Argo snøftede og skammede sig over sit barnlige hyleri. Måske guderne heller ikke brød sig om svage mænd? Men han ville prøve at bede indtrængende til barmhjertighedens gud, Barma - og måske ville han sende ham en hjælper i nøden.

"Perin er slet ikke grisk," sagde den gamle højt, "hør min bøn - oh, store Brama. Hør på en gammel mand, der ikke altid har handlet, som man bør, men som alligevel er blevet velsignet med en modig, venlig og glad sønnesøn, der stolt deler sine fisk med sin familie og med de arme. Så lille han er, arbejder han næsten som en mand og fløjter tillige. I ham er der intet ondt, så frels ham fra den grufulde skæbne, der venter denne lille menneskespire..."
   "Og hvilken skæbne er så det?"
   Overrumplet og forvildet missede Argo mod blodbøgene. Trådte der en skikkelse frem mellem dem eller bedragede hans sanser ham endnu engang?
   Hvis de gjorde, så forestillede synsbedraget ikke Perin denne gang.
   En slank skikkelse i en dragt, der så ud til at være gjort af blodbøgenes blade, kom imod ham med smidige, katteagtige bevægelser.
   Stirrende fløj Argo op fra stammen. Skikkelsen var virkelig, skønt den på en gang bevægede sig så yndefuldt som i et drømmesyn og så kækt som en jæger, der havde skudt mange bjørne og ulve.
   Han var ikke meget højere end han selv, opdagede Argo, da de snart efter stod lige over for hinanden. Men meget yngre - ikke en dag over tyve og måske ikke mere end 17. Nogle drilske, brune krøller faldt ned i panden. Med et par slanke fingre skød ham dem bort fra øjet, smilede venligt og gentog sit spørgsmål
   "Og hvilken skæbne er det så?"
   "Han er hos de grusomme sortelvere og man siger, de har en drage, der æder børn."
   "Det har de!"
   "Men hvorfor?" jamrede Argo.
   "Hun synes, de smager dejligt!"
   I den unge mands ene mundvige spillede et skævt smil. Det nåede ikke de store, gyldenbrune øjne. Han kunne da ikke være Brama. Men måske gudens hjælper?
   Argo var ikke forvent med hensyn til guder. Han havde aldrig mødt en og havde dog bønfaldt dem flere gange før, senest da Perin blev ført bort.
   "Med forlov," sagde han og kæmpede for at gøre sin dirrende stemme fast og myndig, "hvad kender I til det?"
   Han valgte den høfligste tiltaleform han kendte, for det tilfælde, at den unge mand var en gudens hjælper.
   "Du må gerne sige "du". Jeg ved det, fordi jeg kommer hos dem."
   "Du ved altså, hvor de holder til?" udbrød Argo ivrigt og den unge mand nikkede.
   "Der er såmænd blot en snes af dem og de holder til i en grotte. Faktisk er det dem, der er rykket ind hos Clara. Det hedder dragen. "
   "Åh, men det er lige meget, hvad det udyr hedder! Lever min Perin endnu?"
   "Ja, det gør han. Clara kan ikke lide magre børn, så han er ved at blive fedet op. Men hun glæder sig til sin lækkerbisken."
   "Men Perin har ikke fortjent den skæbne. Og hvad med de andre børn? Du må sige mig, hvor den grotte er."
   Den unge mand lagde hovedet på skrå og betragtede ham. Så kom indvendingen:
   "Du kan næppe klare dem alene."
   Men Argo var jo netop ikke alene. Og hvis der kun var omkring tyve sortelvere, så kunne de vel besejre dem.
   "Der venter 14 bevæbnede mænd ikke langt her fra. De vil kæmpe for at befri Perin og de andre - hvis de andre da lever endnu?"
   Hårlokken faldt igen ned i den unge mands pande og igen strøg han den bort. Svaret kom stille:
   "Nogle af dem gør. Jeres konge og hans mænd sender jo børn af sted som drageføde, ved den mindste forseelse."
   Raseri og kampmod vældede op i Argo. Det var sandt. Han kæmpede ikke blot for Perin, men også for andre børn, der som han havde tyvfisket. Han kæmpede for unger, der blot havde stjålet æbler eller brød. Håbet om sejr, gav hans stemme glød:
   "Vi vil ikke finde os i det mere. Der skal komme nye tider."
   Den unge mand så længe ind i hans øjne og Argo kæmpede for ikke slå blikket ned. Som en afvigemanøvre, spurgte han til sidst:
   "Hvad er dit navn?"
   "Du kan kalde mig Toke."
   "Toke," gentog Argo prøvende og vendte tilbage det væsentlige.
   "Sig mig, hvor grotten er. Vi skal redde Perin, nedkæmpe dragen og have ram på sortelverne!"
   En gysen for gennem Argo. Han havde ikke nævnt alt. Som om det ikke var forfærdelig nok med en børneædende drage, så var der rygter om en grusom ridder i skinnende kobberrustning. Nogle børn, der på forunderlig vis var undsluppet havde berettet om det. Han mishandlede børnene, inden de blev overladt til uhyret. Børnene havde kaldt ham Kobberridderen. De forstod ikke sortelvernes sprog.
   Lidt usikker på, om det var rigtigt og med en stemme, der bævede af gru, tilføjede Argo:
   "Og vi må fange den grusomme kobberridder. Han skal lide alverdens pinsler!"

Toke så overrasket på ham, før han på ny smilede skævt;
   "Ham kender I altså til. Det er rigtigt, at han tilbereder ungerne, før servering. Clara er jo gammel og tandløs, så maden skal være saftig og salt. Derfor bliver de pisket først og drysset med salt .Men ikke mere end de kan sprælle. Undertiden bider hun en arme eller et ben af dem og gemmer resten til næste dag."
   "Det uhyre vil jeg have ram på!"
   Bølger af rædsel og kvalme rullede ind over alle Argos sanser, i det han så scenen for sig. Hans tænder blottede sig i et dyrisk hvæs og han knyttede sine næver, før han slingrende var lige ved at segne omkuld.
   Han mærkede en fast hånd gribe fat i sin overarm, så han forblev på højkant. En arm lagde sig om hans skuldre og Toke sagde blidt:
   "Sæt dig ned, Argo - sæt dig ned - og lyt. Hvis du giver mig et løfte, så skal du få din sønnesøn, din hævn og muligheden for at kæmpe mod den sande ondskab."
   Langsomt bredte håbet sig til alle Argos sanser og hele hans krop.
   "Jeg vil gøre hvad som helst, for at frelse Perin," erklærede han fast.
   "Godt," sagde Toke.
   Det forekom Argo, at usikkerheden nu lurede i dybet af de sære øjne. Hvilket løfte ville han kræve? At han selv blev skånet ved deres angreb? Det ville være rimeligt.
   I al almindelighed, havde Argo ikke videre sympati for forrædere og det var vel, hvad Toke var, når han kom hos sortelverne og nu røbede deres skjulested, men de var jo onde.
   "I blandt sortelverne er der en, som ikke er ond. Han og hans søn skal i skåne og vise dem, at der findes barmhjertighed hos menneskene. I kan kende ham, fordi hans næse er skåret i, efter en kamp. Og sønnen kender I, fordi han er det eneste elverbarn - og børn bør altid få en mulighed for noget bedre. Lover du det, Argo? Har du i din magt at få dine mænd med på dette løfte.
   I tankerne gennemgik Argo de mænd, der fulgte ham. De var forskellige; nogle eventyrlystne, andre hadefulde og atter andre retfærdighedssøgende. Men han havde sat denne eftersøgning i gang og de respekterede ham.
   "Jeg tror det," sagde han, "jeg skal gerne kæmpe for, at alle forstår, at løfter skal holdes."
   Tokes øjne glippede nervøst. Et kort øjeblik lignede han et barn, der var bange. Så strakte han en hånd frem og Argo trykkede den, som besegling af sit løfte.
   Det var altså ikke penge, Toke var ude efter, men frelse for to af sortelverne, Sig selv, havde han ikke nævnt.
   Med et hørte han at nogle småfugle sang og det forekom ham, at der lød små, spæde stemmer - som snakkende alfer. Han havde mødt alfer da han var barn og de var da blandt de gode.
   "Kan du høre alferne, Toke?" spurgte han.
   "Ja, de ved ikke, hvad de skal tro," sagde Toke og bed sig i underlæben. Hastigt fortsatte han: "De er så nysgerrige, men hør nu her, hvordan I finder hen til grotten."
   Han beskrev vejen omhyggeligt, men der var en del at huske og da han var færdig med sin forklaring så Argo på ham, klar til at fortvivle igen. Den vej fandt han da aldrig.
   Toke så lidt på ham. Det skæve smil kom på igen og han halede noget op af lommen. Også det så ud til at være lavet af blodbøg, men med sorte streger og tegninger, var vejen nedfældet. Uden et ord rakte han det frem mod Argo.
   "Tak," udbrød Argo og følte sine læber forme et taknemmeligt smil.
   "Kender du den forfærdelige ridder godt?" vovede han at spørge. Siden Toke hjalp ham, så brød han sig vel ikke om dette væsen, menneske eller sortelver?
   "Ja," svarede Toke kort.
   "Man siger, at han er farlig og har solgt sin sjæl, til Den Onde," sagde Argo, "i bytte for overnaturlige kræfter. Hvordan skal vi dog besejre ham?"
   "Følger du mine råd, så skulle I nå frem, netop som han er i færd med at piske Perin. Hvis I rigtigt skynder jer, kan I være fremme, netop som han skal til at begynde. Da har han sin kobberrustning på, men i ryggen, i skilningen mellen over- og underdel, der er der en åbning og derind stikker du denne syl, så bliver han magtesløs og du kan klare ham med de bare næver.
   Pludselig var der en syl i Tokes solbrændte hånd. Den dirrede en anelse, som om han pludselig følte sig utryg. Fortrød han mon sit forræderi? Hvad havde egentlig fået ham til det? Hvad risikerede han eller vandt? De to sortelvere, ville vel ikke være i fortræd, blandt deres egne?
   De brune øjne betragtede ham. Nu var de nærmest mere uudgrundelig end før. Var det flammer, der lurede i dybet eller tåger af angst?
   Uroen fik tag i Argo. Var det en fælde ? Havde han dummet sig i sin iver efter at frelse sin sønnesøn? Han måtte gå den unge mand lidt på klingen. Måske var han faldet i unåde hos kobbertrolden og så ham derfor gerne pint og uskadeliggjort? Måske gik han hans ærinde og blev grebet af nervøsitet?
   "Men trolden?" forhørte Argo, "ham skal vi vel ikke forbarme os over? Ham må jeg vel straffe?"
   "Hvis det bringer dig lindring." Toke trak på skuldrene.
   "Han er ond," sagde Argo, "sådan en, må være gennemført ond - at mishandle børn og smide dem for dragen, som mad og legetøj, det er grusomt og den slags findes der ikke undskyldninger for."
   "Næh..." Toke trak lidt på det, studerede sine lette mokkasiner og mumlede: "hvad så, hvis han var tvunget til det? Ville det være en formildende grund?"
   Argo tænkte sig om, før han heftigt svarede:
   "Nej - SÅ afskyelige handlinger findes der ikke tilgivelse for. Udyret må betale!"
   Det svirrede i luften og noget kom flyvende. Det lignede en guldsmed - en ret stor en og dens fine vinger knitrede. Den svirrede forbi Toke og kredsede rundt over hans hår. Han rettede ansigtet opad og væsnet svirrede mod hans næse, nærmest som om den ville drille ham.
   "Din fordømte, lille grinebider!" snerrede Toke. En hånd kom ud og greb det.
   Argo stirrede forbløffet, da han blev klar over, at det ikke var en guldsmed. Med et kunne han tydeligt se, at det var en alf. Den var fanget i Tokes hånd og derfra glanede den angst og betuttet på Argo.
   "Så findes der alfer!" gispede han.
   "Ja da - og de er plagsomme!"
   Toke smilede skævt, endnu engang, trak opgivende på skuldrende og lod alfen flyve bort. Den rystede sig lidt i luften og landede så på Argos ene skulder.
   "Han siger, at DE vil vise jer vej," sagde Toke og så surt efter det lille væsen. "De så vist din amulet. Og de bilder sig ind, de holder med Brama."
   "Nu havde Argo et kort, en syl og en alf, der sammen med andre ville vise dem vej. Han måtte stole på, at det ikke var en fælde.
   "Jeg må af sted efter de andre," sagde Argo, "hvad med dig, Toke -går du med os?"
   "Nu opdager de vel ikke noget, når du kommer igen."
   "Næh," svarede, "jeg sagde jeg ville lede efter alfer. Jeg kan jo påstå, jeg ikke fandt dem. Men jeg må tilbage, inden de fatter mistanke."
   "Farvel da," hilste Argo og så efter den unge mand, da han forsvandt mellem blodbøgene.
   Han gruede lidt ved tanken om den lange vej tilbage, men et øjeblik efter rungede en stemme:
   "Nå, det er her, du er."
   Hans følgesvende havde fundet ham og han satte dem hurtigt ind i den nye situation.

Ved at følge de flaksende elveres spruttende lysgnister, var det nemt at finde vej. Argo mærkede mændenes velvilje og respekten, der var fornyet, efter at den første forbløffelse over alferne havde lagt sig. Gennem den stadigt dunklere aftenskov gik de, til de stod foran en godt skjult grotte. Den så ikke særligt stor ud, lå nærmest som en flad, langstrakt tue.
   Fører-alfen svirrede omkring den på et bestemt sted og Argo vinkede et par mænd frem. De måtte gå forrest, hvis Tokes plan skulle følges.
   Med den ivrige alf svirrende foran sin næse, krøb Argo ned af nogle rødder og brædder, der lod til at gøre det ud for trin. Pludselig stod de i en bred, underjordisk gang. Bag sig hørte han svirren af alfer og lyden af fødder. Mændene prøvede ihærdigt på at være stille, men nu og da hørtes hviskende eder. Argo turde ikke tysse på dem, men håbede det bedste. Med tilbageholdt åndedræt, med håbet strømmende igennem sig og opfyldt af en kraftgivende blanding af hævntørst og længsel efter at se Perin smile igen, gik han frem mod et jerngitter, der blev vogtet af to sortelvere - ganske som Toke havde sagt. De to mænd, der var sendt ind først trak deres dolke og gjorde kort proces Mens elverne rallede rundt på gulvet, tog Argo fat i dørhåndtaget op. En sortelver så skræmt på ham og Argo så et glimt af en skåret næse, før elveren bukkede så dybt, at han næsten faldt forover. De to mænd fra før, var klar med deres blodige dolke, men Argo huskede sit løfte og hævede hånden: "Han er den, der skal skånes!"
   Den skrækslagne sortelver stirrede fra Argo og hans mænd og hen mod en pæl, hvorfra der lød en angst klynken. Perin! Han stod lænket til en pæl, med fæle udskæringer af dragehoveder og grumme sortelvere. Overfor ham stod Kobberridderen. Hans rustning skinnede og blinkede i lyset fra talrige kærter og fakler. Visiret var så lukket, at det mest af alt mindede om en maske og kun et glimt af øjne og mund sås gennem det.
   "Hvor vover I at trænge ind her!?" brølede han, "I skal straks blive tilintetgjorte!"
   Nogle sortelvere, der stod i en halvkreds, som tilskuere, trak deres våben og stormede frem mod mændene, der imidlertid var kampklare.
   Argo knugede hånden om sylen. Det var nu eller aldrig! I få skridt for han frem mod ridderen, med sylen højt hævet.
   Før det gik op for ham, hvad der skete, havde ridderen snuppet sylen og rystede på sit blanke kobberhoved.
   "Farfar!"
   Perins stemme klang som sitrende krystal. Han stod med ryggen til og en blodig flænge røbede, at ridderkokken var begyndt på sin makabre "tilberedning."
   Piskesnerten var skarp og nu lynede den mod Argo, mens han gentog: " I skal blive tilintetgjorte!".
   Han skulle ikke vinde og mishandle drengen. Argo var ikke nogen kriger og havde aldrig været soldat, men raseriet gav ham kræfter, håbet brændte for stærkt til at han ville give op. Han sprang bort fra snerten og greb hårdt om ridderens håndled. Smerten skar sig ind i hans hånd ved mødet med det hårde kobber. Et brøl undslap ham, men han så sylen suse ud af ridderens greb.
   Argo lukkede kamp og tumult ude. Svagt sansede han, at nogle af alferne svirrede om visiret. Ridderen gjorde et heftigt udfald. Med et brøl sprang han helt ind på livet af Argo. Nu gjaldt det,
   Dolken kunne næppe trænge igennem panseret, sylen kunne han ikke nå.
   Som et lyn for et minde gennem hans hjerne; søsteren plejede at spænde ben, når de som børn sloges. Et rigtigt tøsetrick - og det havde ridderen vist ikke ventet, for nu lå han på gulvet og havde svært ved at komme op igen,
   "Ha ha!" brølede Argo sejrsstolt og satte sig på ham.
   "Vend dig om dit kobberbæst!" befalede han, "eller...."
   "...du bliver ved at ånde på mig!" hvæsede ridderen, "jeg kan ikke røre mig, når du sidder der, vel?"
   Argo lettede sig en anelse. Gennem visiret stirrede to lynende øjne på ham. Når sylen var anbragt skulle han flå det visir af og så skulle uhyret få, skulle han. Mærkeligt for resten, at han ikke havde brugt sin magi og forstenet ham eller påkaldt farlige væsner. Var det alferne, der gjorde det svært eller hvad?
   Nå, lige meget - omkring skulle han, så Argo lettede sig lidt,
   Til hans overraskelse rullede ridderen sig besværligt omkring og lå på ryggen, med ansigt drejet lidt til den ene side. Hans hånd krabbede sig frem mod sylen.
   Nå, så det var det han var ude på. Argo satte sig på hans ryg, men for sent.
   Hånden havde krabbet sig af sted og nu lukkede den sig om sylen.
   Ridderen hævede sig og teede sig, trods sin tunge rustning, som om en olm tyr.
   Der lød skrig og det lod til mændene havde svært ved at klare sig mod elverne.
   Raskt løb Argo hen og trampede på hånden med sylen.
   Ridderen brummede og kom over ende, stadig med sylen i sin hånd.
   Argo stod ubeslutsomt. Hans øjne føltes underligt tørre og modet sank. Drengen græd, alferne svirrede og en mand begyndte at ralle hæst.
   Ridderen bevægede sig langsomt. Med sylespidsen rettet lige mod Argos ansigt, vejede han sylen i sin hånd. Så tog han den over i den anden hånd og rettede den mod hjertet. Udyret ville vel beregne, hvad der var værst.
   Det var nu det gjaldt. Argo gjorde sig klar til at springe på den ubeslutsomme kobberridder.
   En hæs stemme afbrød ham.
   "Kan man aldrig få madro?" lød den. Hans øjne fangede et lille, spidst ansigt, med store brændende øjne. Det var den, der talte og dens lange, sorte ører vippede i takt med ordene.
   Det var bare en sortelverunge. Men hvad var det den sad overskrævs på? Det lignede en bred, knortet træstamme med sære, takkede gevækster. Stivnet i rædsel, som var han selv en træstamme, stirrede Argo, mens en kolossalt larmende og fnysende sprutten, omklamrede hans sanser. En tung krop hævede sig ; først på alle fire og så op på to kraftige bagben. De forholdsvis små forben truede arrigt mod de fremstormende mænd. Den åbnede sit gigantiske gab, blottede sine rådne tandstumper i raseri og spyede en sky af gråsort, tung røg mod fjenderne.
   Et par mænd hoppede væk og i stedet ramte røgen nogle sortelvere, der hostede fælt og var nemme at overmande.
   Dragen rullede med sine store orange øjne og den røde pupil voksede faretruende. Den pustede sig op og tog en dyb indånding.
   Det rædsomme væsen ville prøve at spy ild og det kunne udslette dem alle.

"Tag den så, Argo!"
   Det kom lavt fra ridderen og hans hånd slap sylen.
   Der lå den på gulvet og ridderens øjne brændte mod ham. Det var et nummer af en slags, men han skulle få at føle. Argo greb om sylen, sparkede ridderen i brystet, så han faldt bagover - og sparkede flere gange, så hårdt han kunne.
   Ridderen trillede omkring og Argo var klar. Der var jo åbenheden i rustningen. Han huggede til og borede sylen omkring.
   Et skingrende hyl af vanvittig, ulidelig smerte flængede rummet og sortelverne stivnede, Med åbne munde stod de stille som statuer.
   Der lød en hvæsen fra dragen og nogle små, forskrækkede, matgrå røgringe hvirvlede ud i grotten. Så faldt de latterligt små forben ned. Med en hæslige skraben gled dens lange kløer henover stengulvet. Det kolossale væsen fladede ud som en lydig hund og lå døende.
   Kobberridderen vred sig stadig og en undertrykt jamren flød ud gennem visiret.
   NU ville Argo se ridderens onde fjæs. Han greb fat i visiret og det gled op, så let som ingenting.
   Et par store, gyldenbrune øjne så på ham, blanke af smerte.
   Argo forstod det ikke.
   Forvirret og med heftige bevægelser skubbede han resten af hjelmen bort. Brunt hår klæbede svedigt mod panden.
   Elverbarnet skreg og ridderen hviskede forpint: "Skån ham!"
   "Det skal skånes!" skreg Argo.
   Mændene, der havde kastet sig over det, tøvede.
   "Jeg ved, hvor de levende børn er," sagde elverbarnet.
   "Du taler vort sprog," udbrød Argo højt. Han havde jo hørt den næsvise og makabre bemærkning om madro, men knapt troet sine egne ører.
   "Det har Toke lært mig. Han var engang selv sådan et barn og de har tvunget ham til det, han har gjort. Dragen gav ham mærkelige kræfter, så han kunne holde hende selv og de atten sortelvere i live; de skulle være døde for længst - og se - nu forstøver de. Men der skulle en tapper mand til det. Vi andre kunne ikke. Heller ikke Toke selv, men han sendte alferne efter hjælp. Da de fandt jer, hentede de ham."
   Argo så rundt: elverne blev virkelig til støv, de smuldrede og lå som små bunker, lige til at feje bort. Perin skrævede over dem, på vej imod ham, glædesstrålende, men lidt usikkert. Så stoppede han op og stod med et betuttet ansigtsudtryk.
   Elverungen viste mændene vej, mens elveren med næsen gik hen og skubbede til dragen.
   Da den også smuldrede, traskede han hen mod Perin. Tavst tog den drengens hånd og de fulgte efter flokken.
   "Bedstefar," sagde drengen, "vi befrier mine venner og så kommer vi igen."
   Perins stemme var underligt fast og Argo nikkede mod ham.

Argo og Kobberridderen alias Toke var alene. Næsten. Ved den forstøvede drage, havde alferne samlede sig og opførte en tavs sejrsdans.
   Det lod til at Tokes smerter ved at fortage sig lidt.
   "Du angreb mig." Argo konstaterede det og tankerne i hans hjerne svirrede om kap med de veltilfredse alfer, der kredsede i cirkler om støvbunkerne.
   "Ja."
   Andet sagde Toke ikke og Argo følte sig i vildrede.
   Tankerne svirrede om kap med alferne, der nu lettede og fløj i cirkler om de små sortelver-støvbunker.
   "Hvad skal jeg stille op med dig?" tænkte han højt, "hvad ville Brama mon mene?"
   "Det ved jeg ikke." Toke smilede skævt og tilføjede: "Han findes vist ikke, men det gør DU!"