Telefonen ringede, det var Natashas storesøster Louise, hun lød meget ked af det, og hun havde svært ved at fortælle hvad der var sket, jeg fik en hurtig fornemmelse af adrenalin i min krop.
   "Katrine, der er sket noget forfærdeligt! Natasha begik selvmord i forgårs!"
   Jeg stivnede bare ved tanken om, at Natasha havde begået selvmord.
   Louise bad mig om at komme over, fordi hende og Jørgen gerne ville tale med mig. Jeg havde ikke snakket med Natasha, siden hun fortalte til mig, at hendes mor var død. Jeg vidste, at hendes mor betød så meget for hende, men jeg ville ikke sidde og trøste hende over en sms.
   Jeg skyndte mig i en fart at finde min jakke og sprang op på min cykel. Turen over til Natasha føltes meget længere end normalt. Mine øjne var ved at sprænges af tårer, verden ville aldrig være den samme uden min Natasha! Der var overskyet, og det var en rigtig dårlig sommer, efter vi var kommet hjem, fra Løkken var alting blevet anderledes. Jeg næsten faldt af min cykel, da jeg kom ind i deres indkørsel. Louise stod i døren med to forgrædte øjne og et tørklæde.
   Hun snøftede og bød mig indenfor. Inde i stuen sad faderen lige sådan. Der gik ikke lang tid, før han forsøgte at sige noget. "Katrine..," udbrød han, mens han græd. "Det var min skyld alt sammen, jeg ville jo kun beskytte hende!" Han faldt sammen på sofaen, Louise rejste sig hurtig for at trøste ham. Mine øjne var også fyldt med vand. Natasha forhelvede!
   Jørgen prøvede, at fortsætte hvor han slap. "Undskyld Katrine.." han kiggede op, og rettede blikket over mod mig. "Natasha holdt så ufatteligt meget af sin mor, det var sgu også forkert af os at holde tingene skjult."
   Jeg afbrød ham og spurgte:
   "Jamen hvad blev holdt skjult? "Jeg var meget malplaceret i denne situation. "Natashas mor var døende i lang tid, og Natasha skulle ikke have den fornemmelse af en døende mor, men pludselig løb det hele løbsk, og Lone døde. Det var hårdt for Natasha, men det hele gik så stærkt!" Han brød sammen igen. Jeg tørrede næsen engang til og prøvede at komme til mig selv. Hvordan skulle jeg dog kunne leve uden min Natasha, det menneske jeg så mest op til i mit liv, hvordan skal jeg glemme hende!
   Jeg tog en hånd op mod mit hoved for at tørre de værste tårer væk. Louise kiggede op og rettede stift blikket hen mod mig og sagde," Katrine... Natasha hang sig selv på sit værelse!" Jeg gik kort i sort og så Natasha hænge inde på sit værelse, død som en sten. Jeg turde næsten ikke lukke mine øjne igen. Klokken var efterhånden ved at være mange, jeg havde været der længe. Vi havde siddet og snakket om situationen. Til sidst kom Louise ind med en kuffert og sagde: "Katrine, vi synes, du skal have den her kuffert." Hun tog en kort pause og forsøgte at lyde alvorlig. "Vi har haft den åben, men som du kan se, står der til Katrine på den, så vi syntes, at du skal have den som et minde." Jeg kiggede bestemt på kufferten og så tilbage på dem. Jeg ud stammede noget, der skulle have været til "Tusind tak."
   Jeg forsøgte at smile overbevisende, men det blev lidt akavet. Jeg cyklede, alt hvad jeg kunne hjem, med tårerne løbende ned af mine kinder hele tiden. Det var den værste sommerferie, jeg nogensinde havde haft. Min Natasha! BORTE for evigt!
   Jeg kom ind på mit værelse, alting var anderledes nu for altid!
   Jeg kunne ikke nænne at åbne kufferten lige nu. Jeg havde fået en alt for stor byrd at bære på.
   Men hvad gemte hun i den? Jeg måtte vide det. Jeg lagde den stille på min seng og begyndte at åbne den roligt. men nej, nej, nej!
   For mange minder, for mange gode timer! Den må væk. Jeg lukkede hurtigt kufferten igen og kiggede rundt i værelset. Den skulle ikke være i nærheden af mig. Skulle jeg mon skaffe mig af med den? Bare smide den ud på lossepladsen og glemme alt? Jeg tog en dyb indånding. Nej, Natasha betød alt for mig. Jeg besluttede mig at lægge den op på loftet. Aller bagerst, helt inde hvor det var mørkere en det mørkeste, så ingen opdager den. Jeg fik bakset den op på loftet og ind bagved vores gamle vinter tøj. Jeg kiggede ned på den smukke røde kuffert. Natasha, hvor jeg dog elsker dig! Jeg kravlede ned fra loftet, og glemte i forvirring, alt om kufferten og Natasha for en stund.

Det var blevet en kold vinter. Sommerjakker og den slags ting gik ikke mere, det var blevet alt for koldt og gråt. "Kaaaatrine skat, går du ikke op på loftet og henter vores vinter jakker?" Det var mor, der råbte inde fra køkkenet. Jeg sad og så fjernsyn, de næste par dage ville der komme snestorm. Jeg rejste mig op og kiggede ud af vinduet, mens jeg råbte ja, ja.
   Jeg kravlede op ad stigen, man kunne tydeligt mærke, den støvede luftforandringen, der kom, da jeg trådte op på loftet. Kulden tog mere fat her oppe. Jeg gik hen i mod der, hvor vores vintertøj ligger. Jeg kiggede lidt rundt i tingene, der lå, men hov..
   Pludselig dukkede der store tanker op i mit hoved. Det.. det var jo Natashas røde kuffert! Jeg tænkte stadig tit over Natasha og de ting vi havde været igennem, men skolen, og alle de forfærdelige ting der var sket det sidste halve år. Jeg havde da glemt den kuffert. Jeg skubbede de andre kasser til siden og hev den ordentligt frem. Den var smuk, men meget støvet til. Det var skæbnen, i dag skulle Natashas hemmelighed frigøres. Jeg tog modet til mig og åbnede den.

Det var ligesom at finde en skat begravet dybt, dybt inde i en grotte. I midten af kufferten lå der et flot bundt af papir, som var pakket pænt ind i cellofan i forskellige farver. Uden på var der en rød snor bundet omkring. Jeg kiggede i de andre forskellige rum i den røde kuffert. Alle Katrines ringe var der også. Jeg kan stadig tydeligt huske det. Fem til ørene, to til næsen, en til øjenbrynet og til sidst en i tungen. Jeg havde altid været misundelig på hende. Mig som kun måtte få huller i ørene. Der var også et billede af Natasha og jeg. Jeg trak på smilebåndet, det var et fjollet billede, vi havde taget i en pasfoto boks. Jeg vendte tilbage til den fine indpakning af cellofan papir. Jeg tog den flotte indpakning af papir op, satte mig godt til rette i de store gamle vinterjakker. Jeg var spændt i kroppen, jeg kunne mærke, at jeg snart ville begynde at tude, bare ved at tænke på hende igen. Forrest var der et billede af hende og hendes familie, og jeg var klippet ind ved siden af. Jeg bladrede om på første side og begyndte at læse.





På første side stod der:
   Kære Katrine
   Derfor! -

"Bilen stank som den plejede, den er stadig ikke blevet støvsuget i 2 måneder, det er så typisk vores familie! Jeg troede, at efter vi stoppede med at ride, så blev den sikkert renere, nej, det gjorde den sgu ikke. Der er ikke meget plads i den lille hvide bil. Vi havde en klam stilhed i bilen, jeg sad med noget dansk grammatik fra skolen, hvilket faktisk var til i morgen. Det søndag i dag, men mangler stadig 20 sider af det. Typisk mig at starte på sådan noget dagen før. Min søster sidder og læser en bog, som hun har lånt på biblioteket. Den var hvert fald meget lang, ved jeg.. hm, den er sikkert også god. Jeg elsker også at læse bøger, sådan nogen, store tykke nogen som helst ikke er proppet med billeder og den slags. Skriftstørrelse 10 det er bedst. Jeg opgiver lige så langsomt det meget kedelige og ligegyldige grammatik. Det kunne jeg vel nok lave om natten. Der går endnu et par minutter med den meget klamme stilhed. Jeg hader virkelig, når der er stille i en bil, der er bare så tomt. Det er ligesom at køre i bus.
   En virkelig bizar fornemmelse.
   Du sætter dig, og så kommer du et andet sted hen på et bestemt antal minutter. En af verdens dårligste opfindelser efter min mening! Stilheden bliver hurtigt brudt af en vibrator og en træls mobiltelefon lyd, selvfølgelig min søsters mobiltelefon. De provokerende knapper, som bare bliver hamret løs på, og det kan vel høres på flere meters afstand. Sådan nogle små telefoner som ens hjerne bliver stegt af, når man bare snakker i dem i 2 timer. Klassisk fejl i verdens påbegyndende undergang. Også en meget dårlig opfindelse… Grammatikken er lagt ned i min taske igen, den egentligt ret vamle taske som jeg fik af min far, men jeg smilte og takkede. Tasken var ikke noget specielt, men den er god, den er lige en for mig! Jeg kigger igen ned på de ulækre sæder i bilen og holder mig en gang for næsen og kaster min næse ud af det åbne vindue. En dejlig, halv lun, frisk brise, som bliver afløst af en klam stank af gylle. Ja, ude på landet var vi jo. På vej ned til mormor og morfar. Det er midt i juni måned, en typisk dårlig sommer i Danmark. Ikke så meget sol, massere af pæne bøgetræer og en hulens masse pollen. Typisk nok når man er multi totalt meget allergiker over for pollen og den slags underlige ting. Det er nu fint nok, jeg havde jo håbet på, at jeg måske kunne blive brun uden at gå i solarium! Vi kører ret stærkt, måske lidt for stærkt. Det er typisk far at gøre sådan noget. Underligt nok, hvorfor laver man max. fart i Danmark til 110 km/t, når en normal bil kan køre 210 km/t. Endnu en dårlig opfindelse! Lorte land! Endelig kører vi forbi mit yndlings sted. Der er en lille fin sø, som er så rund og frodig. Engang i mellem ser man nogle harer, med deres lange øre og så standhaftige de er.
   Der er en stor kornmark ved siden af, også yndig. Når vinden får fat i kornet ligner det et vidunderligt spillende hav, som ikke kan få nok af at suse rundt. Som baggrund er den fineste bøgeskov. Store, kraftige og gamle træer som suser i vinden. De står på en lang bakke, så de ser så store ud. Alt den smukke natur bliver brudt af en stor grisefarm, som ligger nogen km derfra. Trist at verden er så dum. Vi bliver alle destrueret på et tidspunkt. Jeg får også en sms nu.
   Den var fra Katrine, hun spurgte, hvad jeg lavede, kedelig sms. Skrev tilbage, at jeg sad i bilen og koksede med familien og seriøst trængte til en cigaret, men havde glemt dem der hjemme. Jeg havde åbenbart fået endnu en sms. Den var fra Jesper. En af mine gode venner. Han spurgte også, hvad jeg lavede, skrev nogenlunde det samme som jeg havde skrevet til Katrine. Jesper er en rigtig flink fyr holder utroligt meget af ham. Han er sådan en speciel lille dreng. Han minder så meget om min far, og det nok det, jeg godt kan lide ved ham. Sådan en person som man ved alt om og kan sige alt til. Men et sted ved man ikke en skid om personen. Jeg skal til i ottende klasse, noget af det jeg har glædet mig mindst til! Det bliver virkelig hårdt, jeg glæder mig til at se alle de "populære" mennesker gå ned med nakken, når de får 03 i karakter. Folk i min alder, i vores århundrede synes ikke, det er sjovt at lave lektier og være gode til nogen fag, de fleste siger: hvad fanden skal jeg bruge det lort til. Uf, jeg kunne pisse af på folk, fordi de har sådan nogle meninger.
   Vi kørte ind i en lille by ved navn Mørke, der bor mormor og morfar.
   Der havde i lang tid været en ubehagelig stilhed i bilen.
   Men den bliver pludselig brudt af min mor:
   "Tror du, vi skal fortælle det til Peter og Betina?"
   Hun kigger over på far og ser lidt trist og usikker ud. Far kigger i bakspejlet og siger, at det ved han ikke, men han siger, at han synes, de skal vente og se.

Åh nu snakker de igen, de mumler så tit og snakker lavt, og det irritere mig grufuldt!
   "Hvad snakker I om?" spurgte jeg meget nysgerrig, med et smil over hele fjæset.
   Min mor kiggede ned på hendes sæde, og den usikre stemme ændrede sig hurtigt til en meget hård og forvrænget stemme:
   "Bland dig uden om, vi snakker voksensnak lige nu!" Så fik jeg den.
   Jeg bed læberne sammen og hev mit grammatik frem igen. En ting vidste jeg, Peter og Betina var mormor og morfar. Jeg kiggede op fra papirerne ventede nogen sekunder og sagde "Hvorfor må jeg aldrig være med?" Jeg forsøgte, så vidt som muligt, at virke kold over for dem. Det virker bedst.
   Man kunne se, at mor skulle til at brase i gråd, men hun holdt tårerende inde.
   Hun vidste tydeligvis ikke, hvad hun skulle sige, men brugte de få sekunder af tiden på at tænke på noget som kunne aflede. "Natasha, det er ligegyldigt! Børn skal ikke vide alting" Hun havde hævet stemmen så meget, at det skulle lyde surt. Jeg kiggede bare ud af vinduet og lod som om, jeg ikke hørte noget.
   Gud, nogen gange er hun til at få spat af!
   Selvfølgelig skulle far også lige blande sig med en dårlig kommentar.
   "Og øh.." Han holdt en pause, han skulle åbenbart lige være sikker på situationen.
   " Jo Natasha, dine ringe dem skal du lige tage ud, før vi ankommer, du ved jo godt, at Betina og Peter ikke kan lide dem." Typisk far at sige sådan! Jeg havde fået lov til at få et par piercinger rundt omkring. I navlen, tungen, fem i ørene, to i højre og tre i venstre og en i næsen. Jeg aner ikke, hvordan jeg fik overtalt mine forældre, men hvert fald fik jeg lov, og jeg har aldrig fortrudt det. Jeg har altid haft sådan en gotisk stil. Mange folk siger, at det er flippet, satanistisk og den slags, men jeg synes, bare det er herre fedt.

Da vi ankom, var jeg lige med inde og sige hej til mormor og morfar, men så gik jeg ellers en tur i den dejlige skov. De er lige flyttet til Mørke, fordi de boede i et alt for stort hus i Bjerringbro. Trist nok, men det er vel til at leve med. Der gik nogen timer, hvor jeg gik rundt i skoven og tænkte på, hvorfor mor sagde, at de snakkede "voksensnak"
   Det irritere mig, når de siger det, jeg føler mig bare, som om jeg er ingenting en gang i mellem, de lader sgu bare som om Louise, og jeg ikke er til stede. Jeg kiggede op mellem træerne, solen skar i gennem, så jeg drejede hurtigt hovedet igen.
   Det betyder vel nok ikke noget, det de snakkede om.
   Jeg satte mig på en træstub, den var fyldt med en masse snask meget ulækkert, men jeg fik sat mig et sted, hvor det ikke var så galt.
   Jeg lænede mig tilbage og kiggede op i de høje bøge træer, de er så flotte, når de lige er sprunget ud og så høje og fyldt med glæde. Det må være fantastisk at være et bøgetræ bare stå og svaje i vinden ikke bekymre sig om nogen ting, og specielt ikke om hvad voksen snak betyder. Måske virker jeg ikke så klog, af en der skal i ottende, men voksen snak. Hvad indebærer det? Jeg slog et blik ned på mit ur, 18:30 stod der. Jeg måtte hjem til huset nu.

De andre var ved at pakke bilen, vi skulle have nogen ting med hjem.
   Jeg fik sagt farvel til mormor og morfar og så kørte vi hjem. På vejen fik jeg endelig lavet det meget ubehagelige dansk grammatik. Og ærgrede mig over, at jeg faldt i søvn noget tid, før mit yndlings sted kom. Vi drejede af motorvejen, og over på en lille vej som jeg kalder Tilst Æble vej. Grunden til at jeg kalder den, det er, at der altid om sommeren er så mange æbletræer lige på den vej.
   Vi bor i Tilst en lille skod del af Århus. Jeg har aftalt med mig selv, at når jeg bliver stor, vil jeg flytte ud til Skåde og bo i et af de fedeste huse der ude!
   Jeg har et par veninder der ude. Det er da ikke fordi, jeg er sådan en upopulær person.
   Jeg har da altid haft mange venner og veninder sådan rundt omkring i Århus.
   Mange fra min klasse har det, som man kalder arto, en eller anden underlig børnelokker hjemmeside. Folk synes, det er underligt, jeg ikke har det, men hvad skal jeg dog bruge det til.
   Jeg gik ind på mit værelse, med den hvide over fyldte væg. Over fyldt med plakater.
   Min hund kom løbende ind på mit værelse og sprang op i min seng.
   "Hej Alex mus, har du haft det godt her hjemme din lille hund."
   Kalder for det meste min hund Alex, jeg ved ikke rigtigt hvorfor, men jeg synes den, ligner en Alex, oprindeligt hedder den Aksel, men synes Aksel minder mig om en gris, som hele tiden snotter ud af næsen. Nej, Alex det er et fint lille navn til ham, synes jeg.
   Jeg lagde mig ved siden af den på sengen og tændte for mit anlæg.
   Havde låst døren og skruet meget højt op for musikken. Min yndlings sang spillede, Tim Christensen - Get the fuck out of my mind. Det er nok bare den bedste. Mange synes, Katrine og jeg har en forfærdelig musiksmag, men vi elsker den, og det må de sgu finde sig i.

Jeg lukkede langsomt øjnene og så sov jeg ellers. Jeg sov meget uroligt de timer, jeg fik sovet.
   Det var som om, der var noget ondt i værelset, jeg åbnede stille mine øjne og så på uret omkring et. Jeg prøvede at sove igen, men jeg kunne bare mærke, der var noget ondt. Jeg lukkede øjnene igen, nogen få sekunder efter lød der et enormt bang!
   Jeg vågnede brat op, vinduerne var åbne, og gardinerne hvirvlede op og ned.
   Jeg havde det ret varmt, i starten kunne jeg ikke huske hvad der var sket for fem minutter siden. Jeg synes bare, jeg havde set en mørk skikkelse gå rundt i værelset, men jeg havde jo haft lukket øjne. Den eller det ville mig noget ondt, det er jeg sikker på! Jeg kiggede på uret igen.
   Klokken havde lige slået tre om natten selvfølgelig.
   Jamen.. Den var jo et for lidt siden, lidt forvirret var jeg lige nu.
   Jeg havde stadig tøj på, min musik var stoppet, det gør den af sig selv efter ca. en halv time. Jeg gik ud på badeværelset for at skifte til nattøj. Egentligt var jeg ret sulten, så besluttede at tage et æble og et glas mælk. Jeg åbnede køleskabet og tog mælken ud.
   Jeg tænkte på, hvad der var sket inde på værelset kunne ikke helt forstå det, men en ting var jeg sikker på, det ville mig noget ondt, ligegyldigt hvor overtroisk og uvirkeligt det var. Jeg har altid været meget overtroisk og det vil jeg altid være, det ligger ligesom til familien.

Først efter jeg havde drukket mælken, lod jeg mærke til, at der hang en seddel på køleskabet som ikke burde være der. Der var et telefonnummer og et navn:
   Navnet var John Hansen, det mindede mig om et eller andet, men det stod ikke helt klart for mig endnu. Jeg skrev en kopi af den lille seddel og tog den med ind på værelset. Jeg lagde den på min computer, og så gik jeg ellers i seng.

Mit vækkeur ringede ved 7-tiden. Så kunne jeg lige nå at komme i skole til tiden. Men den her morgen snøvlede jeg vidst lidt for meget, så jeg kom en anelse for sent til første time. Ikke så godt fordi vi skulle have Mikkel Johansen til dansk de to første timer.
   Han bliver altid så sur, når man kommer for sent.
   Jeg sidder ved siden af Kristian super uheldige mig. Alle pigerne synes bare Kristian, åh han er da så lækker. Ja tøser, drengen er lækker, men han er dum som en pap and.
   Kristian og jeg hader hinanden som pesten. Han synes, jeg er alt for flipper og syg i hovedet. Jeg synes, han er alt for opmærksomhedskrævende. Han spiller sgu så smart. Og alligevel kan han ikke klare sig selv i timerne. De første timer var til at komme over, de gik hurtigt, synes jeg.
   Jeg var også ved at dø til sidst. Det var over et døgn siden, jeg havde fået en smøg.
   Da frikvarteret startede, skyndte Katrine og jeg os ud, bag containerne, og fik den længe ventede cigaret. Der var kun to dage, til sommerferien startede. Vi skulle ikke på ferie i år, vidste jeg. Vi har ikke været på ferie siden 1998, da jeg var 6 år. Nok på grund af at min far er lastbilchauffør, og min mor arbejder i en kiosk.


Jeg glædede mig utroligt meget til ferien, Katrine og jeg havde fået lov til at tage til Nordjylland og bo i et par dage. Klokken ringede ind.
   Resten af dagen snakkede vi kun på klassen, jeg fik tegnet en tegning i timen.
   Jeg er ikke en af dem, som snakker så meget om ferie og den slags pladder. Det var nemlig, det vi brugte timen på, så tegnede jeg bare en af mine flotte tegninger i stedet. Katrine siger, altid det ligner mig på de tegninger. Jeg prøver altid at tegne en anden pige, men det bliver altid den samme. Jeg havde taget den lille seddel med nummeret og navnet John Hansen med i skole. Jeg spurgte Katrine, om det ikke mindede hende om et eller andet. Hun stod og grublede lidt, hun var enig. Der var noget ved det der navn.
   Vi tog straks hjem til Katrine efter sidste time for at søge på nettet efter John Hansen.
   Vi søgte i flere timer, dog fandt vi ikke noget.
   Til sidst endte vi på en speciallæge hjemmeside. Der stod en masse underlige ting om overnaturlige sygdomme og den slags ting. Nederst stod der kontakt Dr. John Hansen på telefon 22331605. Jeg kiggede på sedlen igen, det var det samme nummer begge steder. Vi kiggede videre på hjemmesiden. Der kom nogle gevaldige klamme billeder af døde folk.
   "Ham John er vidst en speciel fyr," sagde Katrine med lidt forskrækkelse i sin stemme.
   Helt og aldeles ja en "spooky" fyr, tænkte jeg.

Vi printede en masse sider ud om hans selvbiografi. "Dem vil jeg læse, når jeg kommer hjem," sagde jeg. Katrine og jeg delte en smøg og så tog jeg hjem. Hele natten læste jeg siderne om John Hansen. Han havde været en tidligere hjernekirurg og har studeret meget voodoo. Til sidst endte han som hjerte og hjerne speciallæge.

Han holder til nede i Sønderjylland. Der kom det! Det var ham, vi havde fået biologi undervisning af, han skulle fortælle om menneskets krop og om underlige ætsende sygdomme. Gad vide hvad mor og far skulle bruge ham til. Jeg lod mit hoved falde lidt til den ene side og kiggede rundt i værelse
   Det havde sikkert noget at gøre med "voksensnakken", de havde i bilen.
   Da klokken nærmede sig et kvarter i tolv, var der en dør, der smækkede, det lød meget som vores hoved dør. Jeg kiggede op og hørte nogen rømme sig.
   Langsomt rejste jeg mig op fra sengen. Jeg skulle faktisk være alene hjemme, så vidt jeg vidste. Jeg åbnede lydløst min skuffe, hvor jeg gemmer min kniv. Mine forældre ved ikke, jeg har den.
   Men jeg bruger den, hvis jeg bliver sur og skal mærke smerten.
   Jeg kunne lige knap komme igennem den lille åbning mellem min dør og dørkarmen.
   Personen var gået ud i køkkenet, kunne man høre. Jeg gik langsomt der hen.
   Der var ellers meget mørkt i huset, kun i køkkenet var der lys.
   Jeg kunne se, personen nærmede sig gangen, hvor jeg stod. Jeg kunne ikke finde ud af, om det var en mand eller en dame.
   Mine fingre var våde af sved. Min venstre hånd rystede, som den altid har gjort lige efter den sad fast under vores komfur. Jeg begyndte at være meget nervøs nu, hvad skulle jeg dog gøre, hvis det var en indbrudstyv. Jeg tog en dyb indånding, talte til tre.
   En… to… tre, jeg hoppede frem i dørkarmen ud til køkkenet parat med kniven i højre hånd og parat på alt! Men dog fik jeg et chok. Det var jo slet ikke nogen tyv eller voldtægtsmand, nej tværtimod det var min smukke mor. Hun udstødte et skrig, da hun så mig og hoppede mere end en meter tilbage. Hvis hun havde gjort det til OL, havde hun sikkert vundet guld.
   Jeg blev helt afslappet til sidst var utroligt glad for at der ikke var sket mere end det.
   Jeg fik hurtigt gemt min kniv væk bag min ryg.
   "Hvad sker der?" spurgte hun overrasket og helt oprørt.
   "Jeg troede, du var en indbrudstyv," sagde jeg. Hun kiggede lidt underligt på mig og sagde "Jamen." Hun gik i stå og rynkede på øjenbrynene "Jeg troede ikke, du var hjemme og pegede på køleskabet. Jeg så lidt forvirret hen på hende og gik over til køleskabet for at kigge på en af de små gule sedler. Der stod: Sover hos Katrine. Kys Natasha.
   Jeg kunne ikke helt forstå det. Datoen var fin nok 17. 06 2005
   Det var godt nok mærkeligt, tænkte jeg. Hvordan var den endt der?
   Også med min håndskrift. Jeg blev utroligt bange. Jeg havde sgu da ikke skrevet den. Jeg kiggede over på mor, hun smilte over hele hovedet. Jeg forstod ingen ting lige pludselig. Mor plejer aldrig at skifte humør så hurtigt, men pludselig stod hun og så ud, som om der lige var blevet fyret en af fars jokes af. Hun stod og kiggede ned i jorden stadig med det smørrede grin på ansigtet, først nu opdagede jeg, at hun kun havde den hvide kjole på. Jeg har altid hadet den kjole, hun ser altid så uhyggelig ud, med sit kulsorte hår og sit blege ansigt.
   Jeg vendte mig om for at gå i seng. Jeg gik kun nogle få skridt, så vendte jeg mig igen for at sige godnat. Mine øjne var ved at falde ud - hun stod der jo ikke mere. Jeg kiggede lidt rundt i køkkenet, og vendte mig for at gå videre. Lige idet jeg vendte mig om, stod hun foran mig!
   Jeg gik totalt i stå lavede et hurtigt elevatorblik op og ned af hendes krop. Hun stod med den store køkken kniv i hånden.
   Jeg var blevet totalt mundlam, der kom kun nogen enkelte lyde ud af min mund. Hun tog ordentligt fat i den store kniv og.. jeg kunne mærke kulden i maven, jeg blev helt kold inden i. Havde aldrig før følt den fornemmelse af en køkkenkniv i maven.
   Jeg skar i ansigtet og var ved at falde sammen.
   Pludselig kom der en stemme, som kaldte mit navn.
   "Natasha.. Natasha… kan du høre mig?"
   Jeg lå i min seng. Endnu et mareridt. Det stopper aldrig. Min mor sad ved siden af mig på min seng, og hun havde taget dynen af mig. Hun smilte lidt usikkert til mig og sagde, at klokken var halv otte, og at jeg var, faldt i søvn i går, mens jeg læste. "Hvilken dag er det?" spurgte jeg meget forvirret.
   "Det er onsdag, du skal i skole om en halv time," svarede hun.
   Alt det der skete, i nat var en drøm så. Det føltes bare så særdeles virkeligt.
   Den dag var jeg ikke helt mig selv, kunne jeg mærke. Der var sket et eller andet.
   Jeg forstod ikke rigtigt, hvad den drøm skulle til for. Jeg hader virkelig at have onde drømme, de får mig sådan til at tænke så meget over tingene.
   Dagen i dag var meget hurtig, vi fik jo sommerferie i dag. Selvom det var onsdag, vores skole har altid været ret besynderlig. Jeg tog hjem med det samme fik lige sagt farvel til de fleste.. lige bortset fra Kristian. Jeg ville jo meget gerne hjem og læse videre fra, der hvor jeg faldt i søvn i går.
   Jeg gik alene på den meget lille og ensomme vej, jeg bor på. Kunne næsten se mit hus her fra hvor jeg gik. Fik lige spist det sidste tyggegummi, så lugter jeg ikke af røg.
   Jeg havde engang prøvet hvor min far kunne lugte, at jeg havde røget. Det var ikke så smart.
   Det er sgu heller ikke sådan noget, når man bliver afhængig.

Så stod jeg endelig foran det lille hvide hus. Jeg har altid synes det så, så hyggeligt ud ude fra, men når man kommer ind, er det så mørkt og kedeligt.
   Bilen var der ikke, så der var nok ikke nogen hjemme, regnede jeg med.
   Jeg smed tasken i bryggerset og rettede mit blik opad. Der stod min mor nu igen!
   I den samme hvide kjole som i min drøm. Hun havde ikke så meget hår på hovedet, som hun plejer at have, faktisk havde hun ingenting. Jeg kunne mærke en tåre ned af min kind. Jeg kunne ikke finde ud af, hvorfor jeg græd, jeg følte mig utroligt bange.
   Jeg har altid været imponeret af den smukke kvinde, som jeg kunne kalde mor. Jeg ser hende altid som ung for mine øjne. Pænt brun på kroppen, ikke en eneste fejl. På en strand i en sort bikini.
   Med hendes lange, store, tykke krøllede hår, som suser i vinden. Hendes smukke tænder som blænder én når hun smiler. Enhver ville falde for hende.
   Nu stod hun der i vores baggang, alt for tynd og udmagret. Hendes store flotte bryster er også blevet til to golf bolde. Hun var ikke så brun, som hun var en gang. Der var da også nogen rynker hist og her. Og håret.. Håret! Det var væk! Det smukke, smukke sorte hår! Jeg har altid misundt det, og nu er det fandeme fucking væk! Jeg kørte en hånd over mit ansigt for at fjerne de værste tårer og snøftede en gang.

Min mor var lige så lamslået, jeg tror ikke, hun havde regnet med, at jeg kom hjem allerede. Stilheden stod på igen i meget lang tid.
   Pludselig stammede jeg hurtigt, lidt i munden på hende. "Jeg går ind på værelset," mens hun sagde okay og gik så hurtigt ind på deres soveværelse.
   Jeg låste døren, skulle sørme lige komme mig over det der lige var sket.
   Forstod ingen ting. Hvor i hulen var hendes hår blevet af.
   Jeg blev inde på mit værelse resten af dagen og læste om John Hansen. Det kom bag på mig, at det kun var mig, der fik et chok over min mor.
   Havde ikke rigtigt hørt nogen eller noget komme ind af vores hoveddør.
   Men så råbte min far endelig: SPISE!
   Yes, endelig noget føde.
   Jeg kom ud i vores lille køkken og satte mig til bords. Min søster så også skrupsulten ud, men det var ikke så meget hende, jeg lod mærke til. Det var mest min mor, der havde fået hår på hovedet igen. Det var nok den mest vildledende dag i mit liv, tror jeg.
   Jeg fik hurtigt øjenkontakt med mor og kunne se, der var en stor hemmelighed i dem. Sådan noget har jeg altid været god til at se. Jeg skyndte mig at kigge ned, og rejste mig hurtigt og gik over mod køleskabet for at hente noget mælk.
   Jeg lod mærke til, der var kommet endnu en gul klister seddel, hvor der stod endnu et nyt navn og telefonnummer: Jakob Smith, 66 02 99 45.
   Det ville, jeg vende tilbage til!

Jeg satte mig igen ved bordet og begyndte at tage. Endnu et minut af den dunste stilhed. "Jeg kan ikke mere!," råbte far og faldt sammen på bordet, man kunne høre, han græd. Jeg var lige ved at tabe, det stykke salat jeg havde puttet i munden, men nåede lige at hale det ind igen. Min søster Louise så også meget fortabt ud.
   Mor lignede alle andre meget forvirret, men alligevel sagde hun "Jørgen..," hun tav, trak vejret dybt og fortsatte igen "Vi kan snart ikke holde den længere." Hun knækkede over i stemmen igen, og prøvede at fortsætte "Jeg ringer til Jakob i aften, og så må vi se, om det går." Nu kunne jeg ikke holde den længere, hvad fuck snakkede de om!

Jeg rejste mig lige så stille op og sagde:
   "Undskyld, men har I helt GLEMT, der er noget der hedder familie! Hvad snakker I om? Dog er jeg et barn, men jeg har krav på at vide, hvad I snakker om."
   Uden jeg havde lagt mærke til det, stod jeg med mit glas i hånden og råbte.
   Nu kunne jeg godt se, at jeg ikke skulle have sagt det.
   Far rejste sig med det samme, og hamrede en knytnæve ned i bordet.
   Til lidt overraskelse faldt de fleste tallerkner ned på gulvet.
   Så råbte han. "Du skal fandeme ikke komme her, og tro du bestemmer, vi snakker, og du skal ikke blande dig i vores problemer, hvis vi vil have, du skal vide, hvad vi snakker om, så skal vi sørme nok sige til. Så prøv og luk dine øre og vær' lidt ligeglad! "
   Længere blev den samtale ikke, så rejste mor og far sig fra bordet og Louise og jeg stod for opvasken.. typisk...
   Vi så ikke mor og far resten af den aften, men man kunne høre inde fra deres værelse, at der blev grædt og snakket i telefon. Jeg lænede mig nogle få sekunder op af døren ind til soveværelset for at overhøre deres samtale. Der blev desværre ikke rigtigt sagt noget spændende, så jeg slentrede ind på mit værelse og låste døren.

I morgen kommer Katrine og henter mig, så tager vi til Nordjylland sammen, vi havde aftalt, vi skulle tage til Løkken. Jeg gik ud i køkkenet havde helt glemt alt om ham Jakob Smith, indtil jeg så at, der manglede noget af den seddel, hvor hans nummer stod på. Det var som om, den var hevet af forkert, og nu kunne man lige se, der skulle være et Jak for Jakob.
   Det var altså ham, de snakkede med i telefonen. Jeg tog det glas mælk, jeg kom ud i køkkenet for at hente, og listede så lige så stille af, ind på mit værelse.
   Da jeg havde drukket mælken, fik jeg søgt på min computer efter Jakob Smith. Han var også en læge og havde en eller anden relation til John Hansen.
   Senere gik jeg lidt træt i at læse om speciallæger og deres skumle forsøg, så jeg gav mig til at pakke de banale ting
   . Jeg fik pakket de vigtigste ting, og ellers gik jeg lidt ked af det i seng.
   Kunne bare i det hele taget ikke forstå hvorfor mor og far havde været sådan de sidste måneder. De havde altid været så søde mod mig og min søster. Louise og jeg har da været ret forkælet. Men her de sidste par måneder havde de bare været så underlige og indelukket, man må aldrig høre, hvad de snakker om, de siger ikke noget til os, de er bare blevet anderledes, og det er komplet provokerende.
   Måske går det over, når jeg er væk et par dage. Jeg havde uhyrlig mange tanker inde i mit hoved den nat, men faldt lige så langsomt i søvn, for jeg var utroligt træt.
   Næste morgen stod jeg tidlig op og spiste morgenmad. Mor og far var ikke stået op endnu, takket været gud. Jeg fik lige pakket nogen ting, og taget nogen af fars penge.
   Så strøg jeg ellers ud af døren i en fart. Katrine sad i en bil lidt længere henne af vejen. Det var hendes bror, der kørte os ned til toget.
   Katrine og jeg blev sat af ved banegården, jeg var et eller andet sted lettet over, at jeg var kommet lidt væk hjemme fra, men et andet sted spændt på, hvad der skulle ske.

Katrine og jeg hyggede os rigtigt meget i toget, vi fik snakket en del om, hvad vi skulle lave.
   Vi havde nok omkring 3000 kr. med, så der var nok til et par dage der oppe. Da vi endelig kom af toget efter et par timer, stod vi lidt og kiggede ud i luften på stationen. Jeg havde ligesom lagt det lidt på hylden, det som var sket i går men havde stadig min mors hårløshed på hjernen.
   Måske havde hun altid haft det sådan med sit hår, det så jo også så kyndigt ud.
   Jeg blev enig med mig selv om at vente med at fortælle Katrine det der var sket.
   Vi fandt et udmærket hotel, som vi kunne bo på et par dage.
   Tjenerne var rigtig flinke, og vi fik lov til at bo i det bedste værelse. Den første aften var Katrine og jeg rigtig trætte, vi havde pakket ud og været et smut rundt i byen for at kigge på de forskellige caféer. Så vi fik spist nede i restauranten og lagde os op i vores dobbeltseng for at snakke, og til sidst faldt vi i søvn.
   Jeg vågnede meget tidligt næste morgen, fordi min telefon ringede, det var Jesper.
   "Hvad skal du lave i dag Natasha?" spurgte han. Jeg fniste lidt af ham og svarede
   "Jeg er i Løkken sammen med Katrine."
   Han trak vejret dybt, sagde okay og lagde på.
   Lidt en underlig måde at vække folk på tænkte jeg. Katrine var også vågnet af ringetonen.
   Hun smilte frækt til mig og sagde. "Skal vi ikke prøve det store boblebad, der er ude på badeværelset?" Kunne ikke lade være med at grine, så skreg af grin og løb rundt i suiten mens jeg prøvede at tage mit tøj af. Katrine blev lige så kulret som mig. Så vi brugte de første to timer på at sidde i det meget store boble bad. Det var herre hyggeligt, vi fik grinet og lidt senere på morgen, bestilte vi noget morgenmad op på værelset.
   Det var nok den sjoveste morgen, jeg havde haft i lang tid.
   Katrine og jeg vidste ikke rigtigt, hvad vi skulle lave, så vi fik skrabet nogle penge sammen, og gik ud i byen for at se om vi kunne finde noget, vi kunne underholde os med.

Klokken var omkring tolv, så der var, masser af tid.
   Vi traskede ned på strøget og prøvede at finde en god kiosk helst en med nogen perkere, de plejer godt ville sælge cigaretter og alkohol til os.
   Det var nemlig et par dage siden, jeg havde fået en smøg.
   Man får trang, når der går mere end et par timer, men jeg har efterhånden vænnet mig til den meget afskyelige fornemmelse af ens hænder, når de ryster efter en cigaret.
   Efterhånden kom vi længere og længere væk fra centrum, til sidst fandt vi da en kiosk, som ville sælge os en del. Vi købte også en flaske Hot n'sweet, det smager sgu også godt, synes jeg.
   Selvom det er meget stærkt.
   Nu havde vi da fået reduceret vores rygebehov, og så havde vi noget at hygge os med aften. Katrine og jeg bryder os ikke særlig meget om at være til de store fester i Løkken, det ser jo trods alt lidt sjovt ud, når vi to kommer sjoskende, når vi kun er i 14 års alderen.
   Katrine og jeg havde hygget os det mest af dagen. Vi havde spist på en lille café og leget pomfrit krig. Aften begyndte at tage til, og vi daskede lige så stille hjem mod hotellet. På vejen mødte vi nogle drankere, dem fik vi os lige en snak med og så gik vi ellers videre.

"Jeg forstår ikke helt, hvad folk har imod drankere," sagde Katrine og havde et stift blik ud i den tomme luft. Den skulle jeg lige tykke lidt på og tøvede med et svar.
   "Tja, kan godt forstå folk der er bange for dem, hvis de bliver voldige og sådan noget, men de fleste er nu meget flinke, synes jeg. Man skal bare åbne sig over for dem."
   Jeg kunne se Katrine trak på smilebåndet, og så klaskede jeg til hendes skulder og råbte. "Sidste mand i hus betaler flasken!"
   Så løb vi ellers, alt hvad vi kunne hjem. Det endte dog med at vi delte prisen alligevel, det gør det altid. Det er nok, fordi jeg altid vinder.
   Katrine og jeg hyggede os helt vildt den aften. Vi havde lånt nogen dvd'er af hotellet, som vi så hele natten. Vi var enormt stive, men det var sgu sjovt nok.

Næste morgen vågnede vi først lidt over et, eller jeg vågnede der omkring og fandt først ud af lidt senere, at vi havde misset vores tog hjem.
   "Katrine.. Kaaatriineee? Op nu! Vi skal nå det næste tog."
   Hun blinkede med øjnene et par gange og gned sin søvn væk fra øjnene.
   Træt var hun stadig, men vi måtte af sted. Jeg havde nu også en del tømmermænd, kunne jeg mærke. Jeg fik rusket lidt i hende, så hun kunne komme til sig selv. Hun er altid totalt væk om morgen.
   Vi fik hurtigt pakket, betalt hotellet og så fandt vi en taxi lidt væk der fra.
   Det var på et hængende hår, vi nåede toget, men at vi nåede det, var det vigtigste.
   Vi var begge rigtig trætte, og havde knap nok fået noget ordentligt morgenmad.
   Jeg købte en sandwich i toget, og så faldt jeg ellers i søvn bagefter.

Vi kom af toget, og var begge utroligt trætte. Jeg skulle lige komme til mig selv. Havde siddet og små sovet i toget. Mine forældre havde lovet at hente os ved banegården, så vi drev stille og roligt ud på hjørnet, hvor vi plejer at blive hentet.
   Det var gråvejr, og rigtig dårligt. Vi kiggede os omkring, men der var igen bil at se. De er nok lidt forsinket. Katrine og jeg satte os på vores tasker og ventede. Vi havde talt de sidste penge op, og så gik jeg ind og købte en pose Haribo og en pakke cigaretter. Vi havde nok ventet i 20 minutter.
   Jeg kiggede på det store ur og så måbende på Katrine, hun smilte og kiggede tvivlende tilbage på mig. Jeg fumlede med min hånd nede i min taske for at lede efter min mobil. Jeg fandt den efter nogle minutters uafbrudt søgen. Jeg tastede så min mors mobilnummer ind. Jeg ventede, ingen tog den. Pludselig var der en gammel mand med en knækket stemme, der sagde: Det er Anders Schou.

Jeg tog telefonen lidt væk fra mit øre, man kunne høre, han sagde hallo, jeg kiggede på Katrine mens jeg lagde på. Vi vidste begge to, at hvis man glemmer noget om en, man holder af, betyder det stor ulykke, men hvad skulle det være?
   Katrine så forvirrende ud. Pludselig kom jeg i tanke om alt det, der var sket de sidste par uger.
   Jeg slugte en klump af forbistring og tåre. Katrine måtte ikke vide det endnu!
   Vi ventede i godt en time, så tog vi bussen hjem. Jeg tænkte uafbrudt på hvorfor, jeg havde glemt mors mobiltelefon nummer. Det plejer jeg aldrig at gøre. Jeg kunne igen mærke de anstrengende fornemmelser af forvirring, træthed og at være komplet deprimeret.
   Katrine og jeg snakkede slet ikke sammen i bussen, hun små sov lidt engang i mellem. Jeg tænkte uafbrudt på alt det, der var sket før, vi var taget af sted havde egentligt ikke tænkt så meget over det, da vi var i Løkken.
   Det hjælper altid at komme væk. Man kunne pludselig høre, der kom en ambulance kørende med udrykning på, bussen holdt ind til siden, så den kunne køre forbi. Lige så stille døde sirenerne ud, da vi ikke kunne se ambulancen mere. Efter en ti minutters tid i bussen skulle jeg af.
   Katrine bor desværre lidt længere ude og skulle derfor nogle stop længere hen for at komme hjem. Jeg stod af bussen og kiggede rundt omkring mig. Katrine klæbede sig til vinduet og vinkede meget akavet til mig. Jeg vinkede naturligvis igen og fniste lidt bagefter. Jeg skulle gå et kvarters tid for at komme hjem. Jeg tænkte, jeg lige kunne nå en smøg.
   Jeg gik og spekulerede på, hvad der ville vente mig, når jeg trådte ind af døren, om der ville komme endnu et chok med en hårløs mor eller et eller andet alting kunne ske lige nu. Jeg var sådan set meget afslappet. Tog min telefon frem fordi jeg havde fået en sms. Det var en besked om, at jeg havde haft to ubesvaret opkald. Det var far, der havde ringet, for godt to minutter siden. Jeg trak lidt på det ene øjenbryn, havde haft min mobil i min lomme, det var umuligt, at jeg ikke havde hørt den, hvis den havde ringet. Jeg var snart hjemme, så gad ikke til at ringe tilbage. Men han havde sikkert ikke ringet, min telefon går jo så tit i stykker.

Jeg kunne se min vej nu, jeg skulle bare dreje engang til, og så kunne se jeg mit hus. Jeg gik ude på vejen. Pludselig begyndte nogen sirener at larme igen. Jeg begyndte at sætte farten op, sirenerne kom fra vores vej. Måske havde fru. Jensen fået endnu et hjerteanfald, tænkte jeg. Jeg løb op af vores vej. Dog nåede jeg ikke så langt. Jeg blev stående forenden af vores vej. Jeg kunne bare ikke rokke mig ud af stedet. Jeg tabte uopmærksomt min cigaret ud af munden.
   Nej, det var ikke Fru Jensen! Ikke Fru Jensen. Det var langtfra hende.
   Jeg kiggede med et tomt blik ud i luften og var blevet helt målløs. Jeg stod bare... og stirrede på ambulancen, i vores indkørsel!
   Vores indkørsel. Vores!
   Mine fødder var blevet et med fliserne, urokkelige, ubrydelige.
   Jeg mærkede et strejf af adrenalin i kroppen. Mine øjne var våde, og tårerne flød ned af mine kinder. Den eneste person. Kun hende, ikke andre, blot MOR!

Der kom to mænd ud med en bårer, på båren lå mor. Ikke andre, kun mor!
   Mor, min mor. Mor, mor, mor.
   Jeg blev helt slap i kroppen med en underlig kniplen under fødderne.
   Mine fødder brød isen og begyndte at rokke lidt på sig igen. Jeg begyndte at småløbe lidt, til sidst løb jeg
   alt, hvad jeg kunne. Vejen føltes uendelig lang. Der kom forvirrede og skræmmende skrig ud af min mund. Jeg blev bare ved med at løbe. Løbe!
   De to mænd stoppede op, da de hørte mine hvin.
   Far og Louise kom ud fra huset med hinanden i hånden. De blev tydeligvis forskrækket af at se mig. Jeg stoppede op nogen meter fra dem og faldt til jorden. Mændene fik mor ind i ambulancen, og kiggede ud på mig. Det samme gjorde far og Louise.
   Jeg havde ingen kræfter tilbage. Lå bare på jorden og klynkede. Jeg kiggede op i himlen og galede, alt hvad jeg kunne! MOR!
   Min søster slap grebet på far og løb over til mig. Hun kylede sig selv til jorden og holdt om mig.
   Jeg mærkede hendes kropsvarme til min krop, jorden var nemlig kold.
   "Det skal nok gå alt sammen Natasha," sagde hun.
   Jeg flæbede og kiggede op på hende, med tårer i øjnene.
   "Du ved jo godt," sagde jeg tungt. "Du ved jo godt, hvad hun betød for mig." Jeg kiggede ned i jorden igen og forsøgte at rejse mig op. Ambulancen var kørt af sted med far. Jeg kiggede vredt hen på Louise. Hvorfor siger hun ikke noget? "Hvorfor sagde I ikke noget til mig?" Louise kiggede lidt fortvivlet på mig.
   Hun så ud til at være overrasket over min reaktion på tingene. Hun tøvede lidt for meget til, at jeg kunne holde stilheden ud. "Jeg ved.. det ikke," fremstammede hun. "Jeg ved ikke, hvorfor de ville have det sådan."
   Jeg stod oprejst nu, min søster sad stadig på den kolde jord. "Jeg har intet tilovers for jer." Jeg vendte mig om for at gå ind i huset. "Hvorfor bliver du sur?" Brølede hun efter mig. "Tror du ikke, vi er lige så kede af det? Hvad! Du tror bare, du kan styre os alle sammen, gør du!"
   Hun blev ved med at råbe efter mig, men jeg løb ind på mit værelse.

Jeg kunne høre, hoveddøren blev dunket i. Jeg gik hurtigt over for at låse døren.
   Bare tanken om mor gav mig tåre i øjnene. Der blev taget i håndtaget til min dør.
   " Natasha?" Sagde Louise. "Luk nu op for døren."
   Gå nu med jer, I er jo selv uden om det.
   "Det er for sent nu," stammede jeg. "I var selv uden om det, mit hjerte føles som sten lige nu." Jeg gik over til døren og skrånede mig op af den, indtil jeg gled ned på gulvet foran. Det kunne let høres ude i stuen. "Lås nu den dør op, så snakker vi om tingene sammen, Natasha. Undskyld jeg råbte af dig," sagde Louise, og lænede sig også op af døren. "Det nytter ikke noget at blive der inde for evigt." Nu prøver hun rigtigt at lyde som en menneskekender. Jeg himlede med øjnene engang og rejste mig op.
   Jeg gik ledende rundt i værelse, men hvad jeg ledte efter anede jeg ikke.
   Louise begyndte at bevæge sig inde i stuen.
   Hun gad tydeligvis ikke slås mod mig, lige nu. Hvilket var forståeligt,
   i den situation vi stod i. Men det er for sent nu, og det er deres skyld, de kunne bare have fortalt mig, at mor var døende. Alting er ligegyldigt nu, hun er død og sådan er det. Livet er ikke værd at leve, når hun er død. Tanken om ordet død gav mig kuldegysninger over hele kroppen.
   Jeg gik stadig rundt i værelset og ledte efter noget. Jeg stod og kiggede lidt ud af mit vindue. Nu vidste jeg det! Jeg ledte efter min kuffert!
   Jeg bukkede mig ned, så jeg kunne se ind under min seng.
   Inde under min seng lå den kuffert jeg fik af mor, første gang vi var på ferie.
   Den var rød ligesom en rose. Jeg lagde den varsomt op på min seng og åbnede den.
   I kufferten lå mine mest betydningsfulde ting. Jeg gik over til mit skrivebord med min stabel af papir, tændte lyset og skrev løs.
   Jeg skrev og skrev, tiden gik, jeg kunne høre, Louise var gået væk fra min dør.
   Nattemørket var begyndt at falde på, så jeg rejste mig op for at trække gardinerne for.
   Jeg stod og så ud af vinduet i et stykke tid. Sagte faldt der tåre fra mine øjne. Jeg hulkede og trak vejret tungt ind. "Det bliver ikke i det her liv, mine drømme går i opfyldelse." Jeg snakkede kun til mig selv. Det var sådan her, mit liv skulle være, jeg har nået det jeg skulle.
   Jeg slog et blik over på uret ved min seng. 11:23, måske skulle jeg overveje noget aftensmad. Jeg tog mig på maven, jo jeg var skrupsulten.
   Jeg trissede hurtigt ud i køkkenet, skimtede lige stuen et sekund, far og Louise sad der inde og snakkede, jeg lod mærke til, at de sad og så billeder fra vores gode tider.
   Livet var virkelig begyndt at blive hårdt for dem. Også for mig, men det ville ikke vare så længe. Snart skulle jeg se mor igen og alting ville blive godt igen!
   Jeg kunne bare ikke finde ud af, hvordan jeg havde det, den følelse af at miste. Den er navnløs!
   Jeg tog et æble og noget mælk i køkkenet, satte mig ved spisebordet og kiggede ud i den blå luft. Mor sad overfor mig, som hun plejede at gøre, når jeg var sulten om natten.
   Hun smilte, alting var ganske almindeligt.
   Nej for pokker Natasha, hun er død, død, død, død, død! Jeg ruskede hovedet engang, og så var mor væk igen. Jeg kunne ikke vænne mig til den følelse af, at hun var død. Det ville, jeg aldrig kunne. Jeg rejste mig op fra stolen svovlede et par gange over situationen, og så gik jeg ellers ind på mit værelse. Mine øjne var stadig forgrædte og røde.
   Det var søndag i morgen, og jeg skulle i kirke. Så jeg gik til køjs.
   Natten var lang og djævelsk, alting dukkede op foran mit ansigt. Jeg vågnede allerede om morgen klokken seks. Jeg havde det afskyeligt varmt.
   Jeg tørrede mine øjne engang til, men det begyndte jeg bare at tude af.
   Jeg tog mit tøj på og gjorde klar til dagens hændelser. Jeg satte mig igen ved skrivebordet, det hele skulle virke planlagt. Jeg mente det, jeg havde skrevet, var godt, og troværdigt. Jeg tænker, det er utroligt hvad "voksensnak" kan gøre.
   Men sådan skal det være.
   Kristian kalder mig psykopat, i dag bliver den første gang, det er korrekt. Jeg luskede ud af huset med en bolle i hånden. De andre var ikke stået op, men jeg skulle i kirke i dag. Kirkegang har aldrig været noget for mig, men i dag, i dag skulle jeg forenes med gud.

Kirken lå ikke så langt fra, hvor vi boede, nok ti minutter på ben.
   Klokken var hen ad fem minutter over ni. Jeg havde god tid til at ombestemme mig, men nej det skulle bare overstås. I kirken blev der snakket, og det var vel den sædvanlige prædiken, der blev rippet op i. Ligegyldig snak spekulerede jeg på.
   Men for at blive forbundet med gud blev jeg nødt til at engagere mig.
   Det tog præcis en time, derefter skulle jeg bare finde en måde at komme væk fra verden på. Jeg havde taget mine papirer med, så jeg kunne skrive tingene ned helt præcist. Jeg slentrede med blytunge skridt over mod en græshøj. Alle mine ringe tog jeg ud og lagde ned i min lomme, de skulle med ned i kufferten, tænkte jeg.
   Jeg fik næsten skrevet min livshistorie færdig, men der manglede lige det groveste og bedste. Jeg travede hjem ad i et godt tempo. Jo nærmere jeg kom på huset, desto mere ubehagelighed kom der. Louise og Far var taget ud for at købe ind. Et oplagt tidspunkt at få tingende overstået på.
   Jeg låste mig ind af døren og lod den stå halvt åben.
   På sofaen, lagde jeg den røde kuffert, jeg løb ind på værelset og gennem rodet min kommode for fotografier. Yes, lige det jeg ledte efter.
   Jeg gik ud i stuen igen, havde lige tændt mit anlæg, Faith Hill - There you'll be. Kanon sang til min tilstand. Jeg kastede øjnene på fotografiet jeg havde fundet. Det var Katrine og jeg som fjollede i en pasfoto boks. Gud hvor jeg dog elskede det billede!
   Jeg lagde det fint ned i kufferten og skrev det aller sidste på min historie, pakkede den pænt ind i farvet cellofan og lagde den ned i kufferten. Jeg gennemsøgte kufferten for andre ting.. nogen af mine piercinger lå også der nede, dem lod jeg ligge. Jeg lukkede kufferten godt til og skrev på en seddel til Katrine, med store bogstaver. Jeg klistrede den godt fast på kufferten.

Jeg drejede mig en omgang og kastede et blik på stuebordet, uheldigvis plantede mit øje sig på et billede af hele familien. Jeg tørrede øjnene af i mit ærme, Det for sent nu.
   Der var ikke tid til at ændre på noget! Livet på jorden blev ikke til en gave for mig.
   Jeg gik ud i gangen, rodet rundt i skabet for at finde noget af fars tykke reb.
   Det skulle være særdeles stærkt nok. Jeg kunne ikke stoppe mine tårer fra mine øjne.
   Smerte er godt. Jeg kiggede ned på rebet og bed mig selv i underlæben. Det skal nok gå. Jeg vil gøre alt for at blive lykkelig igen! Uden mor her på jorden kan jeg ikke leve. Livet er ikke værd at leve uden mor. Der er intet det betyder noget, kun min mor. Og hun er væk, væk for evigt! Lige som mig.

Katrine, jeg elsker dig så meget, du vil aldrig forstå hvorfor jeg gjorde det, men der vil altid være nogle spørgsmål mennesker kan stille sig, mit spørgsmål er blevet besvaret nu, og det må du kunne forstå, jeg hører til der hvor min mor er.
   Du vil altid være min bedste veninde og mere end det!

Din Natasha for evigt"

Jeg gned mig selv i øjnene og læste sætningen igen og igen smerte er godt. Jeg havde til sidst svært ved at læse de tre ord. Der faldt tårer ned på papiret.
   Hun havde ret, men selvom jeg forsøgte at forstå hvorfor, gled tankerne stadig rundt i mit hoved. Pænt pakkede jeg papirerne ind i cellofanen igen og lagde dem ned i kufferten.
   Og kufferten, den blev lagt på plads igen, der hvor den stod før, i hjørnet.
   Jeg tørrede mine øjne igen, og gik med tunge skridt ned fra loftet. Jeg græd og havde glemt alt om vinterjakkerne.