Det var endelig holdt op med at regne, men skyerne hang stadig sorte og truende over hende. Havde det været solskin som tidligere på dagen, ville man kunne se, at hun havde grædt. Det gjorde hun ikke mere. Hun rejste sig langsomt op fra sandet og prøvede at få gang i de stive, kolde ben, der ikke længere føltes som hendes. Vandet dryppede fra det pageklippede, lyse hår og den lyserøde badedragt klistrede ubehageligt fast til kroppen. Hendes fødder svuppede i sandet, mens hun gik mod vandkanten.
   På en stor sten lå den stadig. Dukken. Den lå på et lilla håndklæde og så noget trist ud. Det brune hår drev af vand, og da hun tog den op, kunne hun høre det skvulpe i kroppen på den. Hun holdt den ind til brystet og vuggede den som en baby. "Lille Lise, lille Lise. Er du okay Lise?" Hun holdt Lise ud fra kroppen, men dukken stirrede bare tilbage med tomme glasøjne, der kunne sige hvad som helst. Hun tog håndklædet og ville tørre hende, men det var lige så vådt som alt andet. Hun smed det fra sig i sandet og satte sig på stenen med blikket rettet ud over vandet. Det hele syntes at være et stort pløre af grå farver. Himlen var grå. Vandet var gråt. Sandet var gråt. Bare på grund af det dumme regnvejr. Hendes mor og far havde ellers sagt til hende i morges, at manden i fjernsynet havde lovet solskin hele dagen. Da hun kom til at tænke på dem, kom tårerne frem igen. "Hvor tror du, de er henne Lise? Tror du, de har glemt mig?" Hun tog Lise op til øret, og hun var sikker på, at hun hørte hende hviske: "Nej Rikke. De har ikke glemt dig. De leder efter dig nu." Rikke smilede og svarede: "Hvis de leder efter mig, må jeg også lede efter dem," sagde hun beslutsomt og rejste sig. Hun børstede det værste sand og snavs af sig og skyllede hænderne i det kolde, salte vand, inden hun begyndte at gå langs strandkanten med Lise hængende i den ene hånd.

"Rikke kom nu. Vi skal spise!" "To minutter mor," svarede hun og kom til at slippe den vandmand, hun omsider havde fanget. Skuffet gav hun sig til at lede efter en ny, da hendes fars stemme nu lød: "Hvis du ikke kommer nu, er der ingen is senere." Ih, hvor var de altså dumme nogle gange. Hun havde det jo lige så sjovt. Surmulende gik hun med langsomme skridt ind mod sandet; gik forsigtigt over barrieren med sten og muslinger og satte sig tungt på sit lilla håndklæde. "Du skal da ikke være sur lille skat. Du kan jo komme ud og lege igen bagefter," sagde hendes mor fortrøstningsfuldt. "Men jeg havde det sjovt nu. Hvem siger, at jeg får det lige så sjovt bagefter?" Svarede hun trodsigt. "Det er jeg sikker på, at du får," svarede hendes far. "Hvad ved du om det?" "Så Rikke. Lad nu være," brød hendes mor ind. "Her, spis din mad." Hun rakte en åbnet madpakke frem mod hende. Den duftede godt af makrel og spegepølse, og hun kunne ane en chokolademad i bunden. "Jeg vil have Lise," sagde hun så. "Du kan få hende, når du har spist en enkelt mad." "Nej, jeg vil have hende nu!" Hendes mor sukkede og rystede opgivende på hovedet. "Fint, fint. Hvis det kan få dig til at tie stille og spise."

Rikke stoppede op ved tanken om frokostepisoden. Hvorfor skulle de overhovedet finde hende? De var jo rigtig irrirterende, og de syntes jo også, at hun var dum. Hvorfor kunne hun ikke bare få nogle nye forældre? Ligesom Sine henne fra klassen. Hun havde da fået nye forældre to gange, hvorfor kunne hun så ikke? Hun tog Lise op til sit øre. "Hvad skal jeg gøre Lise?" Ikke noget svar. "Lise?" Dukken stirrede tomt tilbage. Hun ruskede den, og vandet skvulpede. Tårerne trillede ned af hendes kinder, og hun satte sig tungt i sandet. "Hvad skal jeg gøre?" Hviskede hun. Hun kiggede rundt for at finde bare en enkelt lille ting, der kunne give hende tryghed. Men hun fandt ikke andet end sand og vand i triste farver. En følelse hun aldrig havde følt før strømmede igennem hendes krop med stor styrke. Tomhed, modløshed og en kvalm fornemmelse i maven. Hun følte sig forladt. Hun begyndte at græde hjerteskærende, vel vidende om at det ikke hjelp. Der kom ikke nogen denne her gang. Men det måtte ud alligevel. Hun knugede Lise ind til sig som den eneste trøst. Lise, hendes eneste ven. Hende hun delte alle sine hemmeligheder med, hende hun altid var sammen med. Hende hun kunne stole på. Hun kunne huske, at hun havde fået den af sin morfar sidste år, inden han døde. De havde været oppe på hospitalet, hvor han lå i en stor, hvid seng med en masse slanger og maskiner ved. Han havde haft noget, der vist nok hed noget med leukæmi. Kræft havde hendes mor også kaldt det. Han havde givet den til hende og sagt at hun skulle passe godt på hende. "Denne her dukke har tilhørt din mormor," havde han sagt. "Jeg er for gammel til at lege med dukker, så jeg synes, at du skal have hende. Pas nu godt på hende Rikke. Vil du love mig at gøre det?" Det havde hun lovet ham. Da de var kommet hjem fra hospitalet, havde lægen ringet og sagt, at morfar var død. Mor var blevet meget ked af det, men Rikke havde ikke helt forstået, hvad der var sket. Kun at hun aldrig kunne se morfar mere.
   Mon det var sådan her, det var at være død? At være et sted hvor ingen kunne finde en? Hvor man bare er helt alene. Nej, det kunne det ikke være. For mor havde sagt, at når man døde, kom man i himlen, hvis man havde været god, mens man levede. I himlen var Gud og alle hans engle, og der var rart at være. Rikke kom altid til at tænke på et kæmpe tivoli, når hun tænkte på himlen. Hun elskede nemlig at være i Tivoli, og hun ville i hvert fald være god nok til at komme i himlen, når hun døde. "Tror du jeg har været god nok til at komme i himlen Lise?" Lise stirrede tilbage med noget, hun tolkede som et bebrejdende blik.

"Rikke vi skal snart pakke sammen og køre hjem. 10 minutter," råbte hendes mor til hende. Hun lod som om, at hun ikke hørte hende. Hun ville i hvert fald ikke hjem, når hun havde det så sjovt. Hun kæmpede stadig en kamp med de slimede vandmænd, og hun havde ikke tænkt sig at give op, bare fordi hendes forældre ville hjem. Hun var lige ved at fange en stor en, da hun kom til at kigge op på himlen. Store, sorte skyer hang truende ude i horisonten, og de kom hurtigt nærmere. Når hun tænkte over det, var det også blevet en smule koldere. I det samme kom et vindpust fejende og svøbte sig omkring hendes spinkle arme, der øjeblikkeligt reagerede ved at få gåsehud, som hendes mor kaldte det. Hun havde aldrig forstået, hvorfor det hed det. Hun var jo ikke en gås. Og havde sådan en overhovedet hud? Hun sled blikket fra skyerne og kiggede igen ned i vandet. Vandmanden var væk. Sikke noget møg, tænkte hun og begav sig ud for at lede efter en ny. "Rikke gå nu ikke for langt væk. Vi kører om 5 minutter," råbte hendes far fra et sted, som syntes meget langt borte. Hun var ligeglad. De kunne bare køre. Hun ville i hvert fald ikke med. Og med de tanker i hovedet gik hun bevidst længere og længere væk fra sin mor og far, der havde travlt med at få lagt tæpper sammen og samle affald ind, mens hun ledte efter en ny vandmand.
   Det var da de første regndråber faldt, at hun lagde mærke til, hvor hun var. Hun var et sted, hun ikke havde set før. Det var ingen mennesker, og hun kunne i hvert fald ikke se sin mor og far. Regnen faldt tungere og tungere, og det var rigtig koldt. "Mor? Far?" Råbte hun. En bølge slog hende ud af balance, og hun røg under vand. Gispende kom hun op igen og begav sig så hurtigt som muligt mod land. Hun løb hen til den nærmeste sandklit og satte sig med armene om knæene, og tårerne trillende ned af kinderne. Det var jo overhovedet ikke sjovt det her. Hvorfor var hun ikke også bare taget med hjem? De skulle jo herud igen i morgen. Det havde de lovet. Nu fik hun heller ingen is fra kiosken. Den hvor hun måtte vælge to kugler og flødeskum med syltetøj. Tanken om det fik hende blot til at græde endnu mere. Hun lukkede øjnene og ønskede sig et andet sted hen. Helst hjem til sin mor og far, der kunne trøste hende og varme hende. Hvis de overhovedet ville have hende tilbage, når hun havde været så dum at løbe væk.

"Du har ret Lise," snøftede hun. "Jeg er ikke god nok til at komme i himlen. Jeg har været rigtig slem. Og nu må jeg aldrig komme hjem mere." Billeder af hendes forældre og dem fra klassen strømmede igennem hendes hoved. Hun skælvede og lagde sig ned i sandet. Hun lå i fosterstilling for at holde varmen, der syntes at have forladt hende helt, med Lise knuget ind til sig. Hun var et forfærdeligt barn, og nu ville Gud straffe hende. Hun ville komme i helvede. Der ned hvor alle de onde var, og hvor der var ild over det hele. Det havde hun selv set i tegnefilmene. Og djævlen var der også. Ham der med hornene og den sjove stav med spidserne på. Der ville hun ikke ned. Hun ville meget hellere op til Gud, og alle hans engle hvor hun kunne være glad. "Undskyld Gud. Jeg lover, at jeg nok skal være sød. Jeg vil ikke ned til djævlen, for han er ond. Giv mig en chance til. Jeg skal nok være sød. Jeg skal nok være..."

Hun var holdt op med at skælve. Lå bare slapt i sandet med Lise liggende på den ene arm. Hun var træt. Træt og kold. Hun ville gerne bevæge sig, men kunne ikke rigtig få musklerne til at lystre. Det havde regnet en gang mere. Nu var de sorte skyer erstattet med nogle lysegrå.
   Hun lå og kiggede op på skyerne. Det var sjovt, tænkte hun. Hvor mange forskellige figurer en sky kunne forestille. Den der forestillede en dinosaur og en løve. Den der en bamse. Hun havde altid undret sig over, hvad skyer var lavet af. Flødeskum? Røg? Eller noget helt tredje. Hun håbede, at det var flødeskum. På den anden side kunne det være ligegyldigt. Hun skulle ikke derop. Hun skulle i helvede. Fordi hun var løbet væk. Hvorfor skulle du også gøre det Rikke? Hvorfor? En varm, salt tåre trillede og satte sig fast under næsetippen. En til fulgte efter, og den blev tung nok til at dryppe. Den ramte Lises ansigt og trillede videre, så det lignede, at hun også var ked af det.
   Hun tænkte på, om de mon fejrede fødselsdag i helvede. Om 23 dage blev hun nemlig syv år gammel. Hun havde glædet sig. De skulle have boller og lagkage og slik. Og hun skulle have gaver. Hun havde ønsket sig den nye barbiedukke og et prinsesseslot. Og en ny skoletaske til når hun skulle starte i 1. klasse, når sommerferien var slut. Hun lagde Lise fra sig og faldt opgivende om på ryggen. Den kolde vind føg ind over hende, men hun kunne ikke rigtig mærke det. Hun begyndte at nynne. Hendes øjenlåg blev tunge, og sekundet inden hun lukkede dem, anede hun et hvidt lysglimt et sted langt over sig.
   Halvt i drømme halvt i vågen tilstand hørte hun nogen råbe hendes navn. Det lød ikke virkeligt. Hun blev grebet af frygt og famlede med en arm, der var følelsesløs af kulde ud efter Lise. Hun fandt hende og knugede hende tæt ind til sig. "Hvad sker der Lise?" hviskede hun og tænkte, at det var djævlen, der var kommet for at tage hende med ned til helvede. "Neej," klynkede hun og ude af stand til at åbne øjnene, hørte hun stemmen komme nærmere. Eller stemmerne. Der var flere end en. Og havde hun ikke hørt dem før? "Rikke? Rikke!" "Jeg er her," mumlede hun. "Jeg er her." "Rikke åh gudskelov," hørte hun en lys stemme råbe, og hun hørte dumpe skridtlyde, der kom tættere og tættere på. Hun fik omsider kæmpet øjnene op, og hun stirrede op i to ansigter, der kun kunne tilhøre to mennesker. "Mor? Far?" Sagde hun prøvende. "Shh, skat det hele skal nok gå nu," sagde hendes mor og tårerne stod ud af øjnene på hende. Hendes far rejste hende op og svøbte hende i noget dejligt varmt, hvorefter han løftede hende op. Det gjorde ondt pludselig at få bevæget arme og ben igen, men hun var så lettet over, at de havde fundet hende. At de gerne ville have hende tilbage, og at det ikke var djævlen, der var kommet efter hende. "Vi må have hende på hospitalet. Hun er helt blå, og hun er iskold. Gad vide hvad der har holdt hende i gang så længe? Det burde virkelig ikke... Der er jo gået flere timer," sagde hendes far, men blev afbrudt. "Åg gud, åh gud, hvis vi ikke havde fundet hende. Lille skat. Nej, nej, nej jeg tilgiver aldrig mig selv," sagde hendes mor og aede hendes kinder, og hendes ben mens hendes far hurtigt fik hende over mod bilen. Men Rikke smilede bare og kiggede op i himlen, hvor solen var brudt frem mellem to skyer. Det sidste hun sagde, inden mørket lukkede sig trygt og beroligende om hende var: "Tak."