"Huset er gråt. Grå på den almindelige, men dog spændende og udfordrende, måde. Eller er det bare gråt? Gråt og dødt på samme tid?" Jeg rystede på hovedet af mig selv. Gråt eller ej, så var det bare et hus. Et ganske almindeligt hus, i et ganske almindeligt, kedeligt villakvarter. Men alligevel følte jeg en stor forståelse for husets ru facade. En grå maske der gemmer på den indre skat, man kunne finde - hvis man da ellers ville undersøge stedet. "Vi har meget til fælles, gamle ven..!" mumlede jeg åndsfraværende, og nikkede mod min ydmyge bolig. Meget tilfældes ja. Ensomheden og manglen på kærlig omsorg. Såvel som jeg ikke var i stand til at gøre noget ved mit forfaldne hus, og den tilvoksede urskov af en have, var jeg heller ikke i stand til at gøre noget ved min egen ruin af et liv. Ingen ville være i stand til at vise kærlig omsorg for mit liv, eller mit grå hus. Ingen ville være i stand til at finde vores indre skatte... Så hvorfor skulle jeg kunne?
   Havestolen vipper irriterende, og jeg prøver at placere mig i en anden stilling. Det var altså ikke sådan jeg havde forestillet mig mit liv skulle være! Dødt og vissent. Intet indhold. Kun et gråt, kedeligt og forfaldent hus. Hvad kunne være værre end dette sted? Her hvor vi ikke kan rette op på os selv. Få husets facade gjort mere levende - min facade gjort mere levende.

Jeg rejste mig træt og gik hen over plænen. Hen mod havelågen der engang var hvid. Hvid og levende. Nu skallede malingen af, og gav opgivende slip på den splintrede overflade af træ.
   Den så død ud. Kedelig og forladt, men dog alligevel tilfreds og lettet over tilværelsen. Tilfreds med at være den, som den nu og engang var. Men havelågen var jo også til nytte. Den adskilte min have fra resten af verden, og frelste den fra den skinbarlige sandhed der hviler over vores tilstedeværelse. Måske fandtes der et bedre sted? En bedre verden, hvor alle havde et formål? Hvordan mon man kunne finde dette sted? "Forstanden er ved at løbe fra mig," stønnede jeg. Slentrende styrede jeg mod fortovet. Langsomt men alligevel viljefast. "men hvad nu hvis der findes et bedre sted. Et sted uden grå huse i kedelige kvarterer. Eller endnu bedre, en ny begyndelse efter livet?" Jeg stak hænderne ned i lommerne. Fumlende efter min redningsmand, undersøgte jeg hver en krog i vindjakken. Men der var intet at finde. Manglede et sikkerhedsnet, der kunne gribe mig, inden jeg faldt til jorden. Der var ikke ét eneste menneske på denne planet, der kunne være mit sikkerhedsnet. Ingen ville have den fjerneste ide om, hvad man skulle stille op med sådan et kvindemenneske som mig. Og ingen havde den mindste indsigt i at prøve og finde ud af det. Hvorfor skulle man også have det? Beslutsomt satte jeg farten op, og satte kursen mod Kroen. Hvis der var nogen der vidste hvor jeg skulle finde mit sikkerhedsnet, så var det John, ejerens knægt. Hvor gammel var John egentligt? Han er nok omkring de tyve, tænkte jeg. Jeg småløb over vejen og videre ned mod mit mål. En hidsig køter stod og galpede op ved naboens stakit. Vist nok en blanding af terrier og puddel eller lignende...

Da jeg trådte inden døre blev alt sollys skærpet, og en fæl lugt af cigarrøg mødte mig. Der var aldrig nogen kunder - det vil sige, der var nu én. Karsten sad altid for enden af bardisken. Fuld som bare pokker. Han havde vist lige været oppe og skændes med konen igen, for han lå henslængt over disken, og sov med en Porter under armen.
   "John!" kaldte jeg. "John er du der?" Der lød en sur mumlen inde fra lagerrummet, og en ung mand kom til syne. Han så træt og hærget ud. "Kommer nu..." sukkede han. Men da han så op og fik øje på mig, bredte der sig et lille kunstigt smil på hans læber. "Nå er det bare dig, Anja!" Han tog et ølkrus som han fyldte op og rakte det spørgende hen i mod mig. Jeg rystede på hovedet. John trak på skuldrene og tog en ordentlig slurk. "Jeg har altså brug for en opstrammer, John. Har du noget?" Jeg så spørgende på ham. Vidste godt at det var forkert at spørge ham om det, men det var John der i sin tid havde præsenteret mig for vidunderet. Hvor skulle jeg ellers gå hen? En slikbutik? Der lød et grynt fra den sovende mand ved siden af os, og vi kunne ikke lade hver med at grine af ham. "Han har vrøvl med konen igen," tilføjede John. "Hvor meget vil du have?" Han var allerede gået ind i lagerrummet, for at gå til sit eget forråd. Jeg lænede mig ind over disken og prøvede at holde øje med, hvad han foretog sig. Men det var umuligt. "Et gram" svarede jeg. John kom tilbage med en lille pakke, og lagde den i min hånd. "Bare sæt den på regningen John, kan du ikke det?" Han nikkede. Jo det kunne vist godt gå for denne gang.

Foran mig viste et svagt lys sig. Ydmygt i enden af en sort tunnel. Jeg kæmpede mig vej mod lyset. Vej mod et bedre sted. En ny verden, med en ny begyndelse. Farverne begyndte at danse om mig, og jeg følte det som den største frihed nogensinde. Jeg elskede med livet selv, og passerede hver eneste forhindring. Ingen kunne gøre mig noget. Lange og faste skridt mod mit mål.
   Jeg gik på en urskive, hvis viser bragte mig fremad i tiden. Jeg var på vej.
   Tunnelen bredte sig større og mere lysende. Ikke langt fra mit mål. Men pludselig mærkede jeg et flydende tæppe om mine ankler. En flod. Den trak, hev og sled i mig. Ville følge mig til undergrunden. Jeg mistede fodfæstet, og floden hev mig i den forkerte retning. Jeg kæmpede imod. Angst for at slippe tunnelen ud af syne, tog jeg voldsomme svømmetag mod de kraftfulde strømme. Der var noget galt. Det var ikke vand jeg lå og rodede rundt i. Men en tung klistret masse af flydende lim. For hvert desperate svømmetag, skyllede limfloden mig bare endnu længere væk fra den lyse tunnel. Hvad skete der? Kunne nogen nå at hjælpe mig? Hvem ville komme? "John... Hvor er du? Hvad er det du gør ved mig?" skreg jeg. Stemmen var fyldt med angst og fortvivlelse. En hvid bølge nærmede sig hastigt. Jeg tog en dyb indånding, og et koldt omslag væltede ind over mig. Hovedet op til overfladen. Jeg kom fri. "Hallo! Er der nogen? Så hjælp mig dog..." En højlydt brusen syntes voldsommere og voldsommere. Strømmen gik hurtigere. Et vandfald! Snart ville alt være forbi, tænkte jeg. Med ét havde jeg pludselig ingen følelser i hele kroppen. Floden havde løsnet sit tag om mig, og jeg lå midt ude i ingen ting. Jeg faldt. Ned, ned, ned.... Hurtigere og hurtigere, men dog alligevel langsomt nok til, at jeg kunne nå at se alt omkring mig. Det hele gik som i en gammel spolefilm. Haven. Huset. Den grå ensomme farve. Havelågen smækkede bag mig, og malingen skallede af. Jakkens store lommer. Store tomme lommer uden indhold. En rungende lyd syntes overalt. Terrieren knurrede af mig. En spejlende refleks i dens øjne, viste et rødglødende bål. Hunden voksede mere og mere, indtil den havde samme størrelse som en kæmpe ulv. John grinede af mig. Lo så ondskabsfuldt, mens jeg studerede pakkens indhold nøje. Det var hvidt. Småt. Fint. Meget fint. "Anja..., Anja..., Anja..." hviskede han i mit øre. Billederne blev langsomt slørede, og den faldende fornemmelse var ikke så stærkt mere.
   Med et bump ramte jeg den kolde overflade, og en hvid støvsky hvirvlede op. Uden kærlig omsorg, lå jeg nu der på bunden. Lå på en blød, hvid, snedækket bund, da mørket omringede mig taktvist. Ingen hjalp. Jeg var alene.

Da jeg vågnede, havde jeg ingen ide om hvor jeg befandt mig. Mit hoved dunkede forfærdeligt, og der var en underlig sur lugt i rummet. Jeg satte mig langsomt op og lænede ryggen mod en kold mur. Jeg opholdte mig på kroens dametoilet. Gulvet var belagt med matte rosafarvede klinker, og ved siden af mig lå den pakke, som jeg havde fået af John. Et strejf af sollys skinnede på den, og afslørede dens mangel på indhold. Den var lige så tom, som mit liv altid havde været. Hvor kom det lys fra? Der midt i alt den kulde og ensomhed, hvem havde så magtet at åbne for denne forårspræget solstråle? Oppe under loftet fandt jeg svaret. Et lille vindue, med persienner trukket fra, stod på klem. I karmen sad en lille musvit og sang fornøjet. Jeg sukkede opgivende "Hvad synger du om lille ven? Du sidder der så uvidende, og lader som om hele verden er et stort paradis..." Fuglen så uforstående ned på mig, som om den bebrejde mig i at afbryde dens smukke sang. Vreden var begyndt at trænge mig op i en krog. "Men ved du hvad? Den der lader som om, at noget der ikke findes er lige omkring en, kommer galt af sted. Hører du?" Jeg skulede ondt til den lille musvit. "Høre du?" råbte jeg, og musvitten fløj forskrækket sin vej.

Da jeg kom ud fra dametoilettet, var Karsten vågnet op af sin rus og gået hjem til konen igen. Bag ved disken, kunne jeg høre John rumstere i sit lagerrum. Jeg besluttede at gå, inden han opdagede mig. Langsomt listede jeg mig forbi lageråbningen, og skyndte mig ud af døren. Jeg slentrede langsomt hjem ad, mens jeg så trist ned på fortovets revner. Vidste ikke hvad der ventede mig, når jeg kom hjem. Med hovedet fuld af tanker, om alt det jeg havde oplevet på så kort tid, åbnede jeg den skallende havelåge og gik op mod hoveddøren. Havestolen, som jeg for kort tid siden havde siddet i, stod stadig midt på den bevoksede græsplæne. Køkkenvinduet stod åbent. Havde jeg glemt at lukke det efter mig? Jeg trådte ind i bryggerset, og lagde jakken fra mig. Igen blev mine sanser konfronteret med en fremmed lugt. Men denne gang var det lugten af gas, der mødte mig.
   Undrende gik jeg rundt i huset, for at finde kilden. Jo mere jeg nærmede mig køkkenet, des kraftigere, og mere rædselsfuld blev lugten. Med bange anelser åbnede jeg køkkendøren og holdt mig for næse og mund. Mit hjerte hamrede faretruende, og min brystkasse føltes som om den skulle sprænges. For mine fødder lå hvad jeg mindst af alt havde ventet, og hvad jeg aldrig havde turdet drømme om. En kvindelig skikkelse kom frem under komfuret. Bleg og udtryksløst. Med slappe rynkede fingre ned langs kroppen. Hendes øjne var tomme. Tomme og uden indhold. Uden kærlighed og omsorg. Marmorhvide kugler.
   Da gik det op for mig, hvem det var der lå for mine fødder. Jeg havde kendt hende engang. Og lige som jeg kendte denne kvinde, havde jeg tilladt mig selv, at glemme hende igen. Sara. En gang var navnet som smedet ind i min hukommelse. Optaget af min egen elendighed, var jeg skyld i at både hende og navnet nu var hvisket væk. For altid.