"Det var en mørk og stormfuld aften..."
   Det var sådan hun plejede at starte sine historier. De var altid kriminoveller, og de solgte godt. Hun gik sig altid en tur på stranden, for at få lidt inspiration før hun satte sig ved sin computer og begyndte at skrive.
   Ja, Anne Heffelmann, var krimiforfatter. En god en, endda. Hendes navn var blevet kendt verden over for novellesamlingen "Forladt"
   Hun skrev altid på dansk, men havde en fabelagtig oversætter, Hans Nybeck. Han boede i en lille hytte tæt ved stranden, og der havde han boet hele hans liv. Han var en fredelig mand, som passede sig selv og aldrig gjorde nogen fortræd.
   Men den 5. november kom dagen, hvor Hans, som alle må gøre det på et tidspunkt, forlod sin plads her på jorden. Han var involveret i et tragisk trafikuheld, som, udover ham selv, kostede 16 mennesker livet, deriblandt 3 børn og deres forældre. Han blev begravet søndag den 9. november, og det er på denne dag, vores historie udspiller sig.
   Anne var lige vågnet. Hun kiggede på vægen, hvor hendes vækkeur projekterede sine røde digitaltal op. Den var kun halv fem. Der var fire en halv time til Hans skulle begraves. Hun kunne sagtens sove lidt mere. Hun vendte sig om og lukkede øjnene. Sådan lå hun i næsten et kvarter, men kunne ikke falde i søvn. Så opgav hun og stod op.
   Uden at tænke over det tog hun et par slidte cowboybukser og en rød T-shirt på. Men så kom hun i tanke om, at hun nok hellere måtte tage noget fint, mørkt tøj på, da hun jo skulle til begravelse. Så hun tog T-shirten og bukserne af igen, og fandt så, fra det allerbagerste af skabet, et par sorte bukser frem, og på vej ned mod køkkenet greb hun en sort T-shirt og en sort sweater fra bunken med tøj, som var blevet vasket og nu bare lå og ventede på at blive lagt sammen.
   Nede i køkkenet satte hun vand over til en kop Nescafé. Hun tog en kop ned fra hylden i hjørneskabet, tog så en teske fra skuffen ved siden af vasken og hældte to skefulde sukker, og en skefuld Nescafé i koppen. Så bemærkede hun hvor træt hun var og fordoblede begge doser.
   Hun satte sig træt på en stol ved det brede køkkenbord, og drak sin kaffe. Så gik hun ind i stuen, og skævede til uret, inden hun smed sig i sofaen. Kvart over fem. Hun sukkede træt, mens hun rakte ud efter fjernbetjeningen og tændte fjernsynet. De næste to timer gik med "Go' morgen Danmark" og "Hvad er det værd," indtil Anne besluttede sig for at gå i bad. Hun plejede ikke at tage lange bade, men lige den morgen varede det næsten 40 minutter.

Hun tog det sorte tøj på igen og gav sig til at lægge make-up og sætte hår. Det var 20 minutter. Kun halvanden time tilbage. Hun skulle lige til at sætte sig i sofaen igen, da det ringede på døren. Hun gik ud for at lukke op, og uden for døren stod så Hans' mor. Hun var, ligesom Anne, klædt i sort fra top til tå, og man kunne se, at hun havde grædt. Anne var helt mundlam og kunne ikke andet end at vifte med hånden, som tegn til at hun skulle komme ind.
   Hun kendte ikke engang Inge. Havde kun hørt ganske lidt om hende fra Hans, men havde aldrig mødt hende. Men nu var hun der, og Anne fik fremstammet et:
   — Vil du have en kop kaffe?
   Svaret kom snøftende:
   — Nej tak. Jeg kom bare for at snakke lidt. Hans har fortalt meget om dig.
   De satte sig i Sofaen, og, på Inges forlangende, fortalte Anne alt hvad hun vidste om Hans - hvilket var chokerende lidt - og Inge sluttede med:
   — Ja... Han var nu en god dreng.
   Så sad de i stilhed i cirka 10 minutter.
   Så bemærkede Inge, at klokken var mange, og at de nok hellere måtte til at op til begravelsen. Anne fulgte Inge til døren, og hørte kort efter en bil, der startede og kørte ud af den grusbelagte indkørsel.
   Anne sad lidt og tænkte over, hvad der lige var sket. Burde Inge ikke allerede vide det, som Anne havde fortalt? Er det ikke en moders ansvar at vide sådanne ting om sin egen søn? Anne vidste at hun burde tage til begravelse nu, men spørgsmålene blev bare flere og flere.
   Og så ramte det hende. Det ene spørgsmål, som kunne besvare alle de andre: "Var damen, der lige havde været der virkelig Inge, Hans' mor? Og hvis ikke, hvem var hun så? Og hvorfor udgav hun sig for at være hende?"
   Anne havde bare uden videre antaget, at det var hende, da hun var kommet ind af døren og havde udspurgt hende om Hans. Disse tanker blev ved med at plage hende, hele vejen op til kirken.
   Selvom det var sidst på efteråret, og næsten vinter, skinnede solen fra en skyfri himmel, og hækkene på kirkegården var stadig grønne. Præsten stod allerede klar, og pladsen omkring hullet var fyldt med mennesker klædt i sort. Anne fandt en plads, hvorfra hun kunne se lidt af hullet og ikke stod alt for klemt.
   I løbet af de næste fem minutter kom yderligere 10 mennesker til. De fik klemt sig ind hist og her, og så begyndte præsten at tale. Anne hørte ikke rigtig efter, men da hun hørte et par hele sætninger i træk, syntes hun, at det, han sagde, virkede meget bekendt, så hun spidsede ører. Jo... det lød godt nok meget bekendt, og da præsten begyndte at tale om Hans' liv som oversætter, faldt brikkerne på plads. Det, præsten stod og sagde, var nøjagtig de samme ord, som hun selv havde siddet og sagt til Inge 20 minutter tidligere.
   Mysteriet var løst. De havde manglet tekst til Hans' begravelse. Men hvorfor? Hvorfor havde Inge ikke bare skrevet det selv? Hun havde jo haft 4 dage til det. Anne var nødt til at snakke med hende.
   Efter at begravelsen var færdig, gik Anne rundt mellem gæsterne for at finde Inge. Hun spurgte endda de andre gæster, om de havde set hende, men ingen af dem havde set eller hørt noget fra hende i lang tid.
   Der var dog en af gæsterne, der, halvvejs i spøg, sagde noget om, at hun var taget ned til Hans' hytte for at søge efter værdigenstande. Dette var Annes eneste spor at gå efter, så hun satte sig ud i sin bil og kørte ud til hytten.
   Dette mindede hende om første gang, hun skulle ud til Hans:

Hun havde spurgt en gammel veninde om, hvor hun kunne finde en god oversætter. Veninden fortalte hende, at det var meget vanskeligt, men at hun kendte en. Hans, hed han. En sær snegl, men en fabelagtig oversætter, som havde boet 3 år i England. Anne var straks kørt ud til ham, ivrig efter at få sine historier oversat til engelsk, så resten af verden kunne få glæde af dem. Og hun kunne tjene flere penge.
   Dengang var det nemlig pengene der drev hende. Sådan er det dog ikke længere. Nu skriver hun for glæden ved at se sine bøger på tryk.
   Da Anne dengang nåede ud til Hans' hytte, virkede den faldefærdig og vejrbidt. Hun havde banket på, og en venlig stemme, dyb og rolig, havde svaret:
   — Kom ind.
   Hun var trådt ind i den sparsomt møblerede hytte, og Hans havde peget på en hjemmelavet taburet, som tegn til at hun skulle sætte sig. De snakkede længe. Og ikke kun om jobbet som oversætter, og da Anne endelig var gået ud af hytten, havde hun ikke blot fået sig en oversætter. Hun havde også fået sig en god ven.
   Da Anne ankom til hytten, eller det vil sige der, hvor hytten havde stået, var den blevet jævnet med jorden. Alting var blevet trykket fladt under den massive vægt af den damptromle, som stod parkeret ved siden af. Anne var chokeret. Alle de minder, knust!
   Hun marcherede over til damptromlen, og den mand, der stod lænet op ad den. Hun råbte vredt:
   — Hvem har sat Dem til dette vanvid!?
   — Det har kommunen. Det er nemlig deres strand og den brændeskur der, den sto' der ulovli'!
   — Det er aldeles ikke noget brændeskur! Er De klar over hvad De lige har gjort? De har ødelagt et helt livs minder!
   — De' ve' jeg sgu ik' no'et om. Det må du tale med Boss om.
   Anne vendte om på hælen og gik hen til bræddebunken, der engang dannede rammen om et helt liv. Hun begyndte at søge imellem resterne af huset og fandt så endelig, hvad hun ledte efter. En gammel dukke, som mirakuløst nok hverken var blevet snavset eller mast.

Anne er, for anden gang den dag, tilbage i Hans' hytte. Hans fortæller om hans familie. Hans far døde en dag han var i Biva, fordi en kvinde lige netop den dag havde besluttet sig for at lade livet i en terrorhandling og sprænge hele butikken i luften. Han havde ikke nogen forbindelse til sin mor, og hans kone var død ved fødslen af deres dødfødte datter. Han havde, i fødselsgave til sin datter, købt en dukke, som han nu havde stående på en hylde i sin hytte.
   Anne vidste derfor, hvor vigtig denne dukke var for Hans, og hun ville derfor minde ham, ved hjælp af denne dukke. Hun tog dukken, som var iført en hvid dragt, lagde den på et blåt hånd-klæde, satte sig på knæ og sagde:
   — Hans Nybeck, oversætter af profession! Du var den bedste i dit fag, trods den massive mod-gang livet havde givet dig! Mange mennesker bør se op til dig, selvom kun alt for få gør det! Jeg vil åbne deres øjne, det lover jeg! Jeg vil desuden tage mig godt af denne dukke, for jeg ved hvor meget den betyder for dig! Farvel Hans, farvel.

Anne holdt hvad hun lovede, da hun brød sin tradition med kun at skrive kriminoveller og skrev en hel roman om Hans. Hun sluttede bogen med at skrive, at den var bygget over en virkelig fortælling, og at folk var velkomne til at skrive til hende. Hun fik bogen oversat til 26 forskellige sprog, men den engelske oversættelse kom ikke tæt på Hans' standarter. Hun modtog desuden over 19 tusinde breve som respons på hendes bog, og de fleste var breve skrevet i respekt til Hans.
   Bogen hed: "Fortællingen om en Nybecker"