Ude over sletten skimtes månes første stråler. Hun smiler lidt vemodigt ved mindet om de foregående barndomstider. Dengang hvor tårnet ikke var nær så vejrbidt, men endnu ungt og smukt. Dengang hvor hun endnu var fri, som en af skovbrynets råger.
   Hun lukker sine øjne i, og mindes den efterårsaften, hvor hendes barndom blæste bort med vinden og forsvandt for evigt. Den samme vind, som i aften får træets nøgne grene til at hamre mod tårnets røde mure.

Hun legede i tårnet som ganske lille, som oftest sammen med hendes bror Johannes. Hun genkalder sig biledet af hvordan de plejede at benytte slyngplanterne, der stadig snor sig op ad tårnets røde slidte mursten, som klatregreb. Der er siden hen kommet græsgrønt mos i de sprækkerne, hvor de plejede at placere deres føder, når slyngplanterne til tider truede med at give efter. Kaprifolien der dengang havde smukke lilla blomster, er ved at visne bort og den er kun et dårlig minde af det som den var engang. Det tog lang tid, at lære at kravle op ad tårnets murer, ligeså lang tid som det har taget for kaprifolien at visne. Hun husker som var det i går, følelsen af de sol opvarmede mursten, der brændte under hendes bare hænder, og fødder.
   I begyndelsen havde hun været urolig, for jorden var langt under hende, og tanken om en dag at komme til at falde var frygtindgydende. Næsten lige så frygtindgydende, som det der skete en sen efterårsaften.

De havde konkurreret om hvem der kunne komme først op til vinduesgabet øverst i tårnet.
   Når de nåede op til vinduesgabet kravlede de ind ad murekarmen og løb ned af trappen der førte ned ad tårnet. For derefter at kravle op ad tårnet igen samme vej som de var kommet. De havde slået mange timer ihjel på den måde. Efterhånden havde hun lært ikke at bekymre sig.
   Hun kan stadig mærke det sus, som opstod inden i hendes mave, når hun kom til at se ned.
   Hun kan stadig hører hans glade stemme, der hylede af begejstring når han kravlede ind ad vinduet, som den første. Dengang havde tårnkamret været tomt, udover faklen der endnu hænger ved hendes side. Rummet er mørkt og stenkoldt, som tårnets sten var det om vinteren.
   Vinden leger med hendes hår og afkøler hendes ansigt ligesom den havde gjort det dengang.
   De plejede at lege med tanken om at kunne flyve, som rågerne der også dengang kredsede oppe over tårnet. De havde talt om at flyve op til gud og møde deres bedsteforældre. De havde ingen ide om at det netop var det som en ad dem skulle opleve.

Der var historier i landsbyen, historier der blev mere og mere skræmmende, de omhandlede alle tårnet. Efter sigende skulle det være et gammelt fangetårn, hvor tusinde af fanger skulle være sultet ihjel for mange år tilbage. Det var den slags historier som der var umulige at fortrænge.
   Selvom de havde tilbragt mange timer ved tårnet, var de begge stadig ikke meget, for at opholde sig længe i tårnkammeret. Spøgelseshistorierne havde sat sig fast.

Det var en af grundene til at det endte som det gjorde.
   Hun går lidt frem og tilbage i rummet, så får hun øje på en hår elastik der ligger på gulvet som et levn fra en fjern fortid. Hun fik den engang for længe siden til hendes tiårs fødselsdag. Den dag hvor hele hendes barndom, forsvandt ud ad vinduesgabet. Hendes tanker bliver opløst af en følelse af gru, da hun mindes plamagen for foden af tårnet, den får hende til alt huske alt det, som hun hidtil har prøvet at fortrænge. Hun folder sine hænder, og ser ind i flammen på faklen og langsomt begynder hun at tale. "Johannes," hvisker hun blidt. "Kan du høre mig?"
   I et øjeblik venter hun på svar, og sukker lidt efter opgivende. Men kun kort tid efter rammer et vindstød hendes ansigt. Et vindstød der går gennem hendes hud, og indtil knoglerne. Hun smiler lettet. Johannes har hørt hende.

Selvom man ikke taler om problemerne så er de der stadig et sted, som en tiger ligger de på lur og venter på at springe frem i mørket.
   Hun husker tilbage på den dag hvor hendes bror lærte at flyve, og et eller andet sted håber hun at han er et sted i himlen over hende.

Hendes krop bliver urolig, og hun forsøger ihærdigt at blive ved med at se broderens smilende ansigt for sig. Men de glade barndomsminder bliver med et blæst væk, som bladene der daler af træerne. Hun ser i glimt, hvordan hun skubbede ham, skovbrynets råger skriger, og minder hende om det sidste skrig hun hørte fra ham. Johannes ville prøve at klatre ned ad tårnet for første gang. Hun mindes at have hørt trin på trappen, trin som sikkert bare var ren indbildning, der skyldtes for mange gyser historier. Hun ønskede at han skulle dø, hun ville bare ned. Hun husker hvordan vinden havde blæst ind i rummet, og den havde fået hårene til at rejse sig overalt på kroppen. Hun var et øjeblik blevet grebet af panik, der havde fået hende til at gøre det. Hun kan se for sig hvordan hans krop forsvinder ud ad vinduesgabet. Hun husker hans frygtsomme skrig, der med et hørte op. Hun husker hvordan hun læner sig ud ad vinduet for at se om hvad der er sket. Hun husker hvordan alle lyde ligesom hørte op. Hun husker hans livløse krop for foden af den åbne slette.
   Et sted under vinduesgabet kan hun stadig se den mørke plet for sig, der hvor hendes største frygt blev realiseret. Der hvor hendes bror endte livløst på grund ad hende. Den dag hvor hendes bror fløj fra hende som en af skovbrynets råger.
   Men et havde hun glemt alt om fremmede trin på betontrappen Det eneste hun havde i hovedet var Johannes. Hun havde kaldt på ham, havde rusket i ham, men han var allerede føjet da hun kom ned til ham.

Hans begravelse blev holdt et par dage efter, hun sad ved den første række sammen med hendes nærmeste familie. Hun havde stadig biledet af hvordan hendes mor brød sammen under prædiken brændt fast på nethinden. Selv havde hun følt sig helt tom, hun havde forsøgt at trøste sine forældre, men hun var nærmest blevet mere ked af at se dem græde end selve begravelsen.
   Hun fortalte aldrig nogen hvad der virkelig skete den efterårsaften ved tårnet. Hun sagde det var et uheld, at Johannes ville kravle ned ad tårnet, at slyngplanten knækkede under hans vægt.
   Hendes familie troede selvfølgelig på hende, men selvom hun prøvede kunne hun aldrig glemme at det var hende der var skyld i hans død.
   Forældrene havde undladt at tale om Johannes når hun var i nærheden, formentlig for at beskytte hende. Men hun havde hørt dem græde om aftnen, efter hun var gået i seng.

Hun kigger endnu engang på flammen i faklen. Så lukker hun sine øjne, og lytter til vindens susen. Det er som om vinden kalder på hende. Med et går det op for hende at det ikke er vinden men Johannes. Hun visker
   "Nu kommer jeg Johannes" så kravler op i vindueskarmen, sætter sig på hug, og gør sig klar til at blive, som en af skovbrynets råger. Hun lukker øjne og springer fra vinduesgabet.