De højhælede sandaler klaprede henover brostenene, og den hvide nederdel smøg sig om hendes slanke ben. Klokken var omkring halv 9, og Celina var på vej til fest hos en veninde. Hun havde sommerferie, og hun havde glædet sig til at komme i en hel uge. Det skulle være en stor fest, og mange fra gymnasiet kom. Hun havde vist også inviteret et par stykker udefra, som Celina ikke kendte. Men det gjorde ikke noget. Jo flere des bedre, tænkte hun og smilede.
   Hun drejede ned ad en sidegade og så en mindre gruppe drenge stå på den anden side af gaden længere fremme. Ubevidst rettede hun sin nye bluse og gik lidt hurtigere. Man kunne jo aldrig vide vel? Hendes veninde kendte en, hvis kusine var blevet overfaldet, og voldtaget for et par uger siden, og man havde jo hørt så meget i nyhederne. Derfor havde hendes forældre heller ikke været så meget for at sende hende ud på gaden på det her tidspunkt, men de havde heller ikke tid til at køre hende. Hun passerede drengene, og hun lagde mærke til, at de kiggede efter hende. Hendes hjerte slog lidt hurtigere, men der skete ikke noget. De blev stående hvor de var, og hun åndede lettet op, selvom hun fik lidt dårlig samvittighed. Et par af dem gik oppe på gymnasiet, og de virkede flinke. Men man havde jo hørt om drenge, der havde bedøvet, og voldtaget deres veninder. Celina syntes det var uhyggeligt og irriterende, at man blev nødt til at være sådan på vagt over for alle, når man gik i byen. Sådan burde det jo slet ikke være, tænkte hun og rystede så på hovedet. Nej, om hun ville tænke på det nu. Hun skulle til fest, og hun glædede sig som et lille barn. Måske ikke kun så meget pga. festen. Nok mere fordi Simon kom. Det sugede i maven, da hun tænkte på ham og et lille smil, krøb over hendes læber, der i aftenens anledning var skinnende af jordbærduftende lipgloss. Hun havde været lun på Simon i et par måneder, og hun var ikke sikker, men hun syntes også, at han havde kigget lidt efter hende. Hun håbede i hvert fald.
   Hun drejede til venstre og stødte ind i et ældre ægtepar. "Jøsses dog!" udbrød damen der reddede balancen, fordi hun holdt fast i sin mands arm. "Guud, det må i virkelig undskylde," sagde hun, og spurgte, om der var sket noget. "Nej, nej, alt er fint, tak fordi De spurgte," svarede damen og smilede venligt. Manden løftede på hatten, og de gik videre, mens de småsnakkede. Celina smilede og begyndte også at gå. Sådan skulle det være. Venlige folk der ikke hidser sig op over ingenting, og som kan finde ud af at sige undskyld. Men det var vist ønsketænkning.
   Lejlighedskomplekset hun havde gået langs med stoppede, og blev erstattet af parcelhuse. Der var en frisk vind, som kom fra havet ikke langt borte, og den pustede liv i hendes lange, nøddebrune hår. Hun nød det, og hun gik nynnende videre. Længere nede ad vejen hørtes svagt musik, og Celina satte farten op. Hendes veninde Sofie var alene hjemme de næste to uger, mens hendes forældre var i Caribien, og det skulle fejres med en fest, havde hun sagt. Celina var næsten nede ved det fine, hvide parcelhus, og hun kunne høre, at der blev spillet et technonummer, hun ikke havde hørt før. Hun drejede til venstre, ind ad havelågen og videre op af den flisebelagte gangsti med blomsterbede på den højre side og træer på den venstre. Oppe ved hoveddøren stod to af hendes klassekammerater, Daniel og Rasmus og røg. "Hej med jer," sagde hun og smilede. "Heey Celina, hva' så?" Spurgte Daniel, og hun kunne høre, at han vist nok allerede skulle holde lidt igen med øllene. "Jamen hvad så selv Daniel?" svarede hun og grinte, mens hun gik ind af døren. Endelig var hun her.

Døren havde virket som en mur, for da hun trådte ind, hamrede musikken mod hendes ører. Gangen var fyldt op med diverse overtøj og sko. Da hun intet overtøj havde, og ingen intentioner havde om at tage skoene af, gik hun bare ind. Hun gik til venstre ud i køkkenet og videre ind. Stuen var allerede halvfuld af mennesker. Størstedelen kendte hun, men der var også en del ukendte ansigter. Sofaerne var flyttet ud til siderne, og spisebordet var fyldt op med alle former for drikkevarer. Hun så sin veninde i mængden og vinkede til hende. "Celina, hej! Godt du kunne komme," sagde hun glad og gav hende et kram. "Glad for at jeg måtte komme," svarede hun, og kiggede søgende omkring i rummet. "Han er ikke kommet endnu," sagde Sofie og grinte. "Hvad mener du?" "Din loverboy er ikke kommet endnu, men tag en øl og vent på ham." "Aner ikke hvad du fabler om, men det med øllet lyder godt," svarede hun og grinte fjoget. Sofie havde en kæreste og kunne godt lide at drille Celina med, at hun ikke havde fundet nogen endnu. Da hun så havde fået nyheden om Simon, var hun slet ikke til at styre. Celina skulle pludselig giftes og det hele, så godt syntes Sofie, de passede sammen. Hun havde oven i købet spurgt om hans efternavn, for at se om det passede godt sammen. Celina havde syntes, det var for langt ude, men hun havde da selv leget lidt med tanken, selvom det selvfølgelig aldrig ville ske. "Står du nu og drømmer igen?" Sofie holdt en øl frem mod hende. "Jeg tænkte bare," svarede hun og tog en tår, men var lige ved at spytte det ud igen. "Fy for satan! Den er jo varm!" "Åårh, tag dig sammen. Der var ikke plads i køleskabet. Her, lad mig få den så," sagde hun og tog den grådigt. Halvdelen var væk, da hun igen tog den fra munden. "Du har sør'me travlt hva'?" Grinte Celina, mens hun kiggede sig om efter et glas. "Glassene står omme bag de tomme flasker," sagde hun og pegede. Celina smilede. Sofie kendte hende så godt. De havde været veninder siden 6. klasse, og Celina elskede hende overalt på jorden. Hun ville slet ikke vide, hvad hun skulle gøre uden hende. Hun havde været bange for at miste hende, dengang hun fik en kæreste, men Sofie havde ikke glemt hende. Celina havde meget at takke hende for, tænkte hun, mens hun fandt glassene og fyldte et par centimeter op med vodka. "Har i en sprite eller sådan noget?" Spurgte hun. "Niks, den er væk for længe siden. Du må klare dig med cola, juice eller rød sodavand." "Damn, hvor længe har i været i gang?" Spurgte hun og fik fat på en rød hindbærbrus. "Siden kl. halv 7. Jeg sagde jo, at du skulle komme tidligt." "Mine forældre ville ikke lade mig gå. Jeg skulle spise hjemme, og selvfølgelig skulle min mor have gang i alle gryderne i dag." "Ja det er typisk. Nå, men nu er du her, og så behøver du sikkert ikke vente så længe på loverboy." "Ej, ti så stille Sofie. Hvem siger overhovedet han kommer?" Sagde hun en smule usikkert. "He'll be here sweety. Trust me," sagde hun og blinkede. "Ja, nu må vi se. Nå, skal vi danse og få lidt gang i den? Her er jo næsten dødt." "Skal du sige min fest er kedelig?" Spurgte Sofie udfordrerne. "Måske?" Svarede hun og gik grinende ud på dansegulvet, hvor hun gik i gang med at danse til en ny udgave af Everytime We Touch.

Klokken var lidt over 11, og Celina sad i den ene sofa sammen med tre andre fra hendes klasse. De diskuterede, hvorvidt det var fedt at gå i 80'er tøj igen eller ej. Glæde og varme bølgede gennem hendes krop, og hun følte sig behageligt rundtosset, så hun gættede, at hun var ved at være tilpas fuld. Hun var lige i gang med et godt argument (ifølge hende selv) for at gå i den nye mode, da hendes hjerte stoppede. Ved indgangen til den store stue stod han. Han var lige kommet og var ved at sige hej til nogle venner, hun vidste, gik i hans klasse. Hun sank en gang og forsøgte, at lade være med at stirre. Hun lagde ikke mærke til, at de tre andre allerede var i gang med at diskutere et nyt emne. Et sug gik gennem hele hendes krop, og det var som om, hun fik stød. Han havde ikke andet end lange shorts og en hvid T-shirt på, men hun syntes, han så hamrende godt ud. Hun modstod fristelsen til at gå over og sige hej til ham. Det havde hun alligevel ikke drukket nok til. Det ville blive for pinligt, for hun vidste jo ikke, om han overhovedet kendte hendes navn. De havde kun tysk sammen, og det var en stor klasse. Hun sukkede og prøvede atter at følge med i de andres samtale, men det var svært. De billeder der havde kørt rundt i hendes hoved hele aftenen, smuldrede ligeså stille bort som så mange gange før. Det kom aldrig længere end hertil. Hun ville så gerne turde gå hen til ham og tale med ham, men hun kunne aldrig få sig selv til det. Hendes hjerte sank, og hun følte mismodet vokse. Hun kiggede på ham igen, men han var travlt optaget af, at tale med sine venner, deriblandt en pige ved navn Line, som hun ikke brød sig om. Hun smilede til ham og grinte, næsten hver gang han sagde noget. Hold dig væk din ko, tænkte hun surt. Han er min. Han ved det bare ikke endnu. Hendes tanker blev afbrudt af, at Sofie kom hen til sofaen og trak hende i armen. "Kom nu, surmule. Dans med mig," sagde hun og forsøgte at hive hende op fra den bløde, polstrede sofa. Da hun rejste sig, blev hun nødt til at hive fat i Sofie, for at hun ikke skulle vælte.
   De var ude på dansegulvet, da Celina kiggede over mod Simon. Hun så, at Line havde taget ham under armen, og at de var på vej gennem køkkenet ud i gangen. Hun standsede og sagde til Sofie, at hun ikke havde lyst til at danse lige nu. Hun gik i stedet over til det lange spisebord, der efterhånden sejlede i kendte og ukendte væsker. Hun tog et nyt glas og måtte bruge lidt flere kræfter end forventet på at få hevet en flaske af det klistrede bord. Hun hældte godt op og fyldte efter med sodavand. Hun tog en tår og vrængede ansigt, mens hun kunne mærke, at det vendte sig i maven på hende. Hun ignorerede det og tog en tår til, mens hun tænkte på hvad Simon og Line, mon lavede ude i haven.

Musikken hamrede i hovedet på hende. Hun stod på stuegulvet sammen med Sofie, hendes kæreste, og et par stykker hun ikke kendte. Hun dansede så kontrolleret som hun kunne, men sprutten havde godt fat i hende, og hun måtte gribes et par gange for at komme på ret kurs igen. Sofie dansede med Jens, hendes kæreste, og Celina følte et stik af misundelse. Hun kiggede lidt på dem og følte så et par hænder på sine hofter. Hun vendte sig, og en af drengene hun ikke kendte, smilede til hende. "Hvad hedder du?" Han nærmest råbte for at overdøve musikken. "Celina. Dig?" råbte hun tilbage. "Kasper." "Okay," sagde hun og dansede videre. Han lagde igen sine hænder på hendes hofter. Det føltes lidt underligt, for det var der aldrig nogen, der havde gjort før, men hun tænkte, at det var okay. De dansede videre, og han vendte hende om, så hun stod med ryggen til ham, og lagde armene om hende. Hun prøvede at løsne hans hænder, men han opfattede det åbenbart som noget andet, og hans hænder gled fra hendes bryster, ned til hendes hofter. Celina ænsede det knapt, hun dansede bare og nød følelsen af, at nogen gad danse med hende. Hun legede med på hans leg og slap et øjeblik for at tænke. Hun vendte sig om mod ham igen og tog fat rundt om ham, hvorefter han kyssede hende. Det var slet ikke, som hun havde forestillet sig, hendes første kys ville være. Det var.. Skuffende. Var det det, hun havde ventet så lang tid på? Han kyssede hende igen. Det var hårdt, og hans tunge prøvede at skille hendes læber ad. Hun adlød og måtte i næste øjeblik trække sig forbløffet væk. Hvad havde han egentlig gang i? Hun kendte ham knapt nok. Han lænede sig frem mod hende igen, men hun vendte sig væk fra ham og fik et endnu større chok, der fik hende til at stivne. Dér, midt på gulvet stod Simon. Han kiggede underligt på hende, og hun følte sig helt forkert. Hun havde nærmest lyst til at undskylde overfor ham. Hun så at han rystede umærkeligt på hovedet, hvorefter han gik. Hun følte sig helt knust. Men hun havde jo ikke gjort noget? Og han havde i hvert fald slet ikke gjort noget. Han havde ikke tilbudt hende og danse. Intet havde han gjort, så hvad havde hun egentlig at undskylde? Hun følte sig varm i kinderne og vendte sig om for at kigge efter Kasper. Til sin store fortrydelse så hun, at han allerede havde gang i en anden, som lod til at finde sig i, at tungen blev stukket ned i halsen på hende. Hun følte sig ydmyget og træt og søgte atter hen til spisebordet i den anden ende af stuen. Typisk, tænkte hun. Ingen kopper og ikke mere sodavand. Verden er fandme heller ikke meget med mig for tiden. Hun tænkte over hvad hun skulle gøre, siden hun ikke ville drikke mere øl da Rasmus, som hun havde mødt da hun kom, tog den ene vodka og tog en ren tår. Så tumlede han videre ud på dansegulvet, hvor han væltede og som belønning fik en halv øl ud over sig. Han gjorde ikke engang noget ved det. Sad bare og grinede fjoget. Hun tog flasken i hånden og tænkte fuck det, hvorefter hun tog en ordentlig tår. Hun var lige ved at spytte det hele ud, da den tykke væske var på vej ned. Føj hvor var det væmmeligt, og der var ikke noget at skylle efter med. Hun støttede sig til bordkanten og følte, hvordan hendes mave protesterede på det højeste. Hun følte at hun var på nippet til at kaste op, så hun styrtede ud på toilettet, hvor hun satte sig på brættet og begyndte at græde. Det var bare så typisk. Hvorfor kunne intet gå rigtigt for hende? Alting gik altid galt, og hun kunne åbenbart ikke gøre noget rigtigt. Hun hikstede og prøvede at tørre øjnene. Hun opgav og satte hovedet i hænderne, hvilket resulterede i, at det hele sejlede. Det hele kan også bare være lige meget. De kan alle sammen rende mig, tænkte hun.

Hun rettede hovedet op med et spjæt, hvilket resulterede i endnu en sejltur og badeværelset snurrede rundt. "Hvad er der?" Råbte hun. "Bare åben for helvede!" Slap dog af, tænkte hun og kom op at stå. Hun glemte at hun havde høje sko på, så hun vrikkede om og ømmede sig et øjeblik, mens hun håbede, at de ikke var gået i stykker. Hun gik over til vasken og kiggede sig selv i spejlet. Det var et sørgeligt syn. Hun var rød om øjnene, og hendes mascara var løbet. Lipglossen var tværet ud og sad nu ikke kun på hendes læber. Hun tændte for vandet og vaskede det værste væk, hvorefter hun tørrede sig med et dejlig blødt håndklæde. Hun faldt i staver foran spejlet, indtil der igen blev hamret på døren. "Kom nu for helvede!" "Så slap dog af!" Hun åbnede døren, og en dreng hun ikke kendte, styrtede forbi hende for at brække sig i toilettet. Hun fyldtes med væmmelse, men kom i tanke om, at det næsten havde været hende for et øjeblik siden. Hun besluttede, at hun ikke skulle have mere at drikke og gik i stedet ud i køkkenet og drak noget vand. Det føltes skønt i hendes hals, og hun stod der i et stykke tid bare for at mærke vandet løbe over hendes mund. Hun tørrede sig med bagsiden af hånden, hvorefter hun gik videre ud i gangen og ud i haven. Det var mørkt nu, og der var stjerner på himlen. Luften var fuld af lyde og sommerdufte. Hun følte sig bedre tilpas og gik lidt rundt for sig selv. Da hun trådte ud på græsplænen ved siden af stien, følte hun hælene på hendes sko synke ned, og hun tog dem af. Hun gik henover det kølige græs og satte sig på en bænk bag nogle lave træer. Hun kunne mærke, at hun stadig var meget fuld, men vandet og den friske luft havde allerede hjulpet. Også hendes humør var blevet bedre. Hvad så om Simon ikke var hendes? Hun havde stadig Sofie og en masse andre mulige kærester derude. Der var helt sikkert en, der var ligesom Simon. Det var i hvert fald det, hun havde prøvet at overbevise sig selv om de sidste par uger, hvor der stadig ikke var sket noget. Det var nok ved at være på tide at opgive. Hun sukkede, og kiggede op på stjernerne. I det samme hørte hun nogen komme gående, og hun skyndte sig at sige: "Jeg vil gerne sidde her alene, hvis det ikke gør noget." Så meget turde hun da. "Øhm, okay så skal jeg nok lade være med at forstyrre." Lød det ikke som Simon? Jo det gjorde. Hun vendte sig om, og så ham stå på stien. "Åh, Celina. Jeg så ikke at det var dig." Han kunne altså godt huske hendes navn. Hendes mave begyndte at skabe sig igen men denne her gang, var det på den dejlige måde den plejede, når hun så Simon. Hun så, at han skulle til at gå. "Øøh. Du behøver ikke at gå," sagde hun stille. Han stoppede. Drejede. Og gik så hen og satte sig ved siden af hende. Det var en lille bænk, så de sad så tæt, at de ikke kunne undgå at røre hinanden, når de bevægede sig. Celina følte at hendes hjerte var ved at hoppe ud af brystkassen på hende. "Jeg troede du var sammen med ham Kasper?" Kom det spørgende fra ham. "Hvem? Nåå ham. Nej jeg er ikke sammen med ham. Men det troede han åbenbart," sagde hun. Hun må have set sjov ud, for han begyndte at grine. Hun følte sig med det samme usikker og kiggede ned i jorden. "Nej, undskyld, det var ikke for at grine af dig. Du så bare så sød ud, da du sagde det." Han smilede. "Sig mig engang er du fuld?" Spurgte hun. Hun ville ikke finde sig i at blive gjort til grin. "Hmm. Jeg har drukket to øl og et glas et eller andet, så nej det skulle jeg ikke mene," sagde han og grinte. "Jeg behøver vist ikke spørge til dig. Er du okay?" "Jeg har det bedre," svarede hun og mente det 100 %. "Det var godt." De sad stille lidt. Hvad skulle hun sige? Hun var ikke god til samtaler. Kom nu Celina bare find på et eller andet. Hvad som helst næsten. "Øhm, var du egentlig ikke sammen med Line? Jeg så jer gå herud, da du kom." "Line? Puha nej det er vi ikke," grinte han. "Hvad er der sjovt ved det?" Spurgte hun fornærmet. "Ikke noget, ikke noget, undskyld. Line er bare overhovedet ikke min type. Hun er for.. Hvad hedder det? Arh, det ved jeg ikke, hun er bare ikke min type." "Ååh," var det eneste, hun kunne finde på at sige. Hun havde lyst til at slå sig selv, så dum følte hun sig. De havde ikke noget kørende. Kun inde i hendes hoved. Hun skævede til ham. Han sad foroverbøjet med albuerne hvilende på knæene og sammenfoldede hænder. Hans hvide T-shirt passede godt til hans let mørke hud. Hun havde lyst til at røre ved ham, og det sitrede i hele hendes krop. Hun turde næsten ikke trække vejret. "Hvad er der?" Spurgte han. "Ikke noget," svarede hun uskyldigt. Så sad de stille igen uden at sige noget.

De havde siddet sådan et stykke tid. På et tidspunkt kom en af Simons venner ud for at finde ham. Han råbte og skreg før han endelig fandt ham for at spørge, om han ikke kom med ind. "Der er nogle vildt hotte piger derinde," sagde han. Celina var lige ved at begyndte og grine, for han lignede ikke en som 'en vildt hot pige', kunne have interesse for. Men man kunne jo aldrig vide. Hun sad stille og afventede Simons svar. "Jeg kommer nok om lidt," svarede han og vennen gik, mens han sang højlydt. Hun sukkede lettet og tænkte ikke andet end yes, han bliver her. Hun kunne dog stadig ikke finde på noget at sige, og hun følte sig mere og mere fortabt i stilheden, der var omkring dem. Hun hørte at han rømmede sig og drejede hovedet. Han rettede sig op, og hun troede, at han skulle til at gå. Hun kiggede ned på det dugvåde græs og ventede på, at han ville sige farvel. "Øhm, Celina," begyndte han. Det kan da ikke være så svært at gå, tænkte hun irriteret men kiggede alligevel op. Han var rykket tættere på. Så meget tættere det nu kunne lade sig gøre altså. "Jeg... Øh." "Ja?" Grinte hun. "Ej, du må ikke grine nu." "Undskyld." "Hør her, jeg aner ikke, om du har det på samme måde som mig eller hvad men.. Jeg er totalt vild med dig, og har været det lige siden vores første tysktime. Bare sig jeg er åndssvag eller slå mig," røg det ud af ham. Hun blev fuldstændig mundlam. Hun anede ikke, hvad hun skulle gøre. Havde hun hørt rigtigt? "Bare gør et eller andet?" Bad han. Hold kæft hvor er han dejlig, tænkte hun og lænede sig frem mod ham. Hun så hans lettede ansigtsudtryk, og han lagde hånden bag om hendes hoved og kyssede hende. Hele hendes indre eksploderede. Hun havde aldrig følt noget lignende. Det føltes som om alt forsvandt. Sprutten, kvalmen, alt omkring dem. Hun lagde sine hænder omkring nakken på ham, og hun tænkte for sig selv, at hun aldrig ønskede at give slip. Hun mærkede, at hans tunge prøvede at skille hendes læber, og hun gav villigt efter. Denne her gang føltes det rigtigt, og hun følte allerede, at hun elskede ham.
   Det var alt for hurtigt overstået, men hun var lykkelig. Simon smilede fåret til hende, og hun smilede igen. "Puh, jeg var sgu bange for, at du ville løbe skrigende væk," sagde han og kløede sig i håret. Hun kunne ikke gøre andet end at grine. "Jeg er virkelig forelsket i dig Celina." Hun så alvoren i hans øjne og følte verden snurre rundt. "I lige måde," hviskede hun og kyssede ham igen. "Skal vi gå ind?" spurgte han. Hun tænkte på den kvalmende lugt af sprut og larmen fra musikken. "Hmm, nej. Lad os blive herude."

Klokken havde passeret 3, og Celina havde lovet at gå nu. Hendes forældre ville vente oppe, vidste hun. De fleste var på vej hjem, og så var der nogen der var crashet forskellige steder i huset. Sofie havde himlet op over alt svineriet, men Celina havde ikke kunnet tage sig af det. Hun havde fortalt hende om Simon, mens han snakkede med sine venner, og hun var begyndt at hoppe og ned af glæde på Celinas vegne, for derefter at råbe op om til alle der gad og høre det, at hun syntes de var nogle svin.
   Celina var ikke meget for at forlade Simon nu, men hun sagde, at hun var nødt til at gå. "Jeg kan gå med dig. Jeg bor lige i nærheden af dig," sagde han, og hun kunne se, at han rødmede. Hun lod være med at spørge, hvor han vidste det fra. "Tak."
   Hun sagde farvel til Sofie, der var ved at gå i spåner over alt det, hun skulle rydde op, og hun gik hovedrystende ud af huset. Udenfor var det så småt begyndt at lysne. Sommeren var lang, og Simon stod og ventede på hende på den anden side af lågen. Det havde egentlig været en meget god fest, tænkte hun og kunne ikke lade være med at smile stort. "Hvad er der i vejen med dig?" Spurgte Simon, da de begyndte at gå; han med en arm om livet på hende. "Ikke noget særligt," sagde hun drillende. Absolut ingenting tænkte hun.