Jeg gik i haven og nød foråret, benyttede lejligheden til at studere naturen med alle mine sanser. Græsset var grønt og frodigt. Det var ikke den almindelige grønne farve, men den grønne farve som på perbermynte-pastillerne fra mormors glasskål. Jeg havde haft travlt med at komme væk. Komme væk fra alle de andre baggårdsbørn, som altid drillede hinanden. Hegnet omkring legepladsen var ødelagt, da de mange børn klatrede på det. Pedellen var ofte efter os, når han så os hænge i det rustne metal.
   Jeg nåede til Parkens centrum, og gik derefter overskrævs til de gamle gynger. En ung pige lå og solede sig midt på plænen. Hun havde tydeligvis fået for meget sol på overkroppen, men det generede hende vist ikke. Jeg satte mig på gyngen og begyndte langsomt at sætte den i gang. Lidt efter lidt kunne jeg mærke, hvordan fødderne slap jorden. Jeg fulgte gyngens rytme. Det var dér jeg mødte ham den første gang. Han luntede hen ad stien med hænderne i lommerne, og fløjtede en eller anden melodi. Drengen så ud til at være på min alder. Eller var han ældre? Nej, det kunne han ikke være, højst et år eller to. Han styrede hen i mod mig, og jeg hoppede af. Hvem var han? "Hej!" lød det, og han stod pludselig over for mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, men nikkede bare med hovedet. "Hvad hedder du?" Han formede ordene med tungen. Rundt og blødt, men stadig fast. "John...," svarede jeg. "Hvad hedder du?" Den fremmede dreng hed Thomas. Han var lige flyttet ind i baggården. I 11A, til højre. Dette mærkværdige møde var starten på vores venskab. Vi var altid sammen. Mødtes altid hjemme hos ham efter skole og delte mormors pebermyntepastiller, som jeg havde snuppet fra hendes glasskål dagen før. Vi kunne fortælle hinanden alt. Desværre varede det ikke længe før det var forbi - det sørgede han for.
   Vi var lige kommet hjem fra skole og snakkede om sommerferien. Der var kun en uge til. Solen skinnede, og fuglene fløjtede livligt om kap, men det lagde vi ikke mærke til. For denne ene gangs skyld, havde vi valgt at tage hjem til mig først. Det var fredag, så mor havde sikkert bagt rosinboller. Ingen mødre kunne lave boler som hende. Gyldne og smagfulde. Ikke for mange rosiner, men heller ikke for lidt. Hvis vi var heldige, havde hun måske lavet kakao? Med raske skridt skyndte vi os ind på gårdspladsen og styrede op mod trappe indgangen. Mine forældre og jeg boede på første sal. Vi kunne allerede lugte mors hjemmebagte rosindej. Alle de andre børn måtte være grønne af misundelse. Disse boller var nemlig kun til Thomas og mig.
   Den gamle enkefru Jensen havde gjort hovedrengøring, og udenfor lå alle hendes gamle møbler. Det havde sikkert taget lang tid, for der var meget ragelse at rydde ud i. Næsten lige under vores vindue, stod der to overfyldte skraldespande. Bagved stod enkefru Jensens gamle madras. Den var lyseblå. Thomas lagde mærke til, at jeg kiggede på den gamle madras, og løb straks hen til den. "Ej hvor fedt! John, kom lige og hjælp mig." Thomas havde smidt skoletasken fra sig, og var begyndt at hive madrassen fri af skraldespandene. Jeg skyndte mig hen til ham, smed skoletasken og hjalp med at bære madrassen ud på asfalten. "Hvad vil du med den?" spurgte jeg. Han løftede på skuldrene. "Et eller andet kan den vel bruges til," Vi lod madrassen falde, og en stor støvsky stod op i vejret. Thomas så op mod vores vindue. "Kan man åbne vinduet?" spurgte han. Jeg nikkede. Hvorfor ville han pludselig vide det? "Kom," sagde han, og tog fat i mig. Vi løb ind i opgangen og op ad trapperne. Tilbage lå vores skoletasker og den blå lyseblå madras.
   Da vi stod oppe ved vinduet, kom det helt uventet. "Lad os se hvad madrassen kan holde til!" jublede han ivrigt. De brune øjne glimtede. "Har I en paraply?" Jeg nikkede og skyndte mig ud i entreen, hvor jeg fiskede mors paraply op ad krukken. Da jeg kom tilbage , havde Thomas åbnet vinduet og stod oppe i vindueskarmen. "Hvad fanden er det du laver?" skreg jeg. Jeg var hurtigt henne for at få ham ned. "Slap af mand," udbrød han. "du må da gerne prøve først..." Jeg så vredt på ham, og kunne mærke hvordan mine kinder blussede. "Gu' vil jeg. Det er jo sindssygt!" Jeg råbte ham ind i hovedet. "Derfor skal vi bruge paraplyen. Jeg så det i Tv - de brugte bare en faldskærm og en helikopter, men det har vi jo ikke." Han lød helt rolig, men jeg rystede alligevel vildt med hovedet. "Paraplyen kan altså godt bære dig," påstod han strengt. "du er jo ikke blevet voksen endnu..."
   Jeg husker ikke hvordan han fik mig der op, men pludselig stod jeg oppe i vindueskarmen sammen med Thomas. Jeg kunne høre mor tage bollerne ud af ovnen. Hun sang med på Shubiduas i radioen. "Du er vel ikke bange?" spurgte Thomas ved siden af. Nej det var jeg ikke, i hvert fald ikke mere end ham. Men der var nu alligevel langt ned. "AF STED!" råbte han, og jeg mærkede hans hånd mod min ryg. Jeg mistede fodfæstet og faldt. Skoletaskerne kom hurtigt i mod mig, men en smule længere fremme. Det var for sent at gøre noget ved nu. Inderligt bad jeg Gud om hans hjælp. Febrilsk viftede jeg med armene og gjorde mig klar til bumpet. Så kom det. Jeg mærkede rygsøjlen give efter for det hårde stød, og hvordan alle mine lemmer skreg af smerte. Under mig lå paraplyen, og stak mig i siden. Jeg havde ødelagt mors paraply. Oppe i det åbne vindue stod Thomas og grinede. "Du ramte ved siden af," lød det fra ham. De pressede sig mod øjenlågene, og det begyndte at svige. Jeg prøvede at holde dem tilbage, men det var umuligt. Tårerne kom, én efter én, og pludselig stod vandet ud af mig, som en kæmpemæssig flod. Thomas forsvandt fra vinduet.
   Det næste jeg husker er mors hysteriske stemme. Hun skældte ud. Hvorfor? Hvem var det hun råbte af? Var det mig? Jeg åbnede øjnene, og forventede at se mors vrede ansigt, men i stedet så jeg fars bekymrede bryn. Han løftede mig op, og gik hen mod døren. Mor råbte ikke mere, men fulgte hastigt efter os.
   Jeg kiggede over fars brede skulder. Så pedellens rustne hegn, og de grå skraldespande. Jeg så baggårdens låge blive åbnet, og den fremmed dreng forsvinde ud af den. Engang var han min ven, og jeg kendte hans navn. Engang fulgtes vi ad hjem fra skole, og delte engang mormors grønne pebermyntepastiller. Men det hører historien til. Nu er han bare den fremmede dreng fra baggården. Jeg kender ham ikke mere.