Ordene var blevet kastet på bordet. Kold og uhæmmet, slynget over den hvide dug og hang nu modbydelig og ubrugt i det lufttomme rum. Hun holdt blikket fast mod det slidte trægulv og vred sine hænder i skødet, svedperler glimtede let på hendes overlæbe , og hun prøvede at fokusere på den lille knast, som prydede det ellers perfekt lagte trægulv. Lige da de var flyttet ind, var det et delikat linoleumsværk, der udsmykkede køkkengulvet, de havde levet med vidunderet i halvandet år, før de endelig havde taget sig sammen til at få det skiftet.
   Et lydløst suk forlod hendes blege læber og blandede sig med den sultne stilhed, som langsomt åd sig ind på dem, og tvang dem til at blotte deres tanker. Hun lod kort en finger løbe langs ringens blanke overflade, hvidguldet syntes mat og farve, løs i dette virvar af følelser. Hun vidste ikke mere, hvad den repræsenterede. Hvad skulle hun tro, efter alt det de havde været igennem. Ikke i sin vildeste fantasi havde hun nogensinde troet, at det ville ende sådan her.
   Det var sommer og hendes nøddebrune hår flagrede let i den lune brise, som havet bragte med sig ind ved hvert bølge som brusede ind på den hvide sandstrand. Vores fugtige kroppe var flettet ind i hinanden og solen spejlede sig i de sidste saltvandsdråber på vores nøgne hud, som den endnu ikke havde fordampet. Hendes åndedrag var fjernt og hun gled langsomt over i en let søvn. Jeg lod kærligt en finger lege med en mørk hårlok, og betragtede hendes yndefulde ansigt. Hun var smuk af natur, to store dådyr øjne placeret med lige knap så meget mellemrum, at det gav hende et lettere sensuelt ydre, hendes næse var markant og gav hendes ansigt karakter og med hendes fremtrædende kindben kunne hun sagtens leve af sit udseende. Det hele mundede ud i et par velformede læber, som man ikke kunne gøre andet end bare at kysse, om og om igen. De havde lige den perfekte størrelse og fuldendte hendes fortryllende ansigt. Dette øjeblik lovede jeg mig selv, at jeg ville elske hende for altid og aldrig gøre denne perfekte skabning ondt.

Stilheden trykkede, smilene falmede og kærligheden forsvandt. Hun tvang sit blik op og mødte hans kolde øjne, i et split sekund føltes det som om verden stod stille. Alting omkring dem virkede fjernt og irrelevante. "Jeg vil skilles." Hendes stemme var nærmest en hvisken, da hun gentog sine ord, mens hun fastholdt øjenkontakten. Det gav igen et sæt i ham, og kuldegysningerne løb ned langs hans hud, som kolde regndråber silede de langs hans rygrad og fik hårene på hans arme til at rejse sig i protest mod den fjendtlige kulde. Nu var det hans tur til at bryde blikket og fæstne det mod den hvide dug, med en rystende hånd greb han ud efter sit fyldte vinglas og tog det til munden. Han tømte det hurtigt i en mundfuld uden som så meget at smage på den dyre vin, hvorefter han hårdt knaldede glasset ned på bordet så de sidste par dråber, der klamrede sig fast på glassets tynde sider, blev kylet udover den hvide dug. Hun blinkede forskrækket og fornemmede, hvad der herefter ville ske. Hun havde vidst det på forhånd, men denne gang var det for hendes egen skyld, hun tog imod det, for hun vidste, at hendes beslutning ville lede hende mod bedre tider.
   Jeg betragtede hende med kølige øjne og mærkede den alt for velkendte følelse dybt inde i mit sind. Hadet, bitterheden og mest af alt vreden. Jeg har aldrig kunnet styre den. I begyndelsen var det bare en lille varm kugle, der ulmede i brystet, men langsomt svulmede den op og blev til drivkraften i min hverdag. Dag efter dag voksede den og fyldte mere og mere i mit indre. Hver gang hun talte, smilte eller grinte med andre, stak det i mit hjerte – som en bi hvis brod har udvalgt sit offer. Min hjerne arbejdede på højtryk, som prøvede den at finde en løsning på dette problem, men jeg vidste godt, at hun havde taget en beslutning – som jeg desværre måtte ændre.
   Første slag kom mere bag på mig end hende. Det faldt på højre kindben, og efterlod et næsten usynligt mærke som langsomt blandede sig med skammen, som stod malet i hendes ansigt. De røde kinder lyste nærmest op på hendes kridhvide hud, og hun lignede mest af alt et genfærd. Det næste slag kom kort efter og slog hende helt ud af kurs samtidig med blodrusen hærgede i min krop. Hun holdt beskyttende begge hænder op foran sit falmende ansigt mens mine slag haglede ned over hende. Hun krympede sig og bad til at jeg holdt op, men hun fornemmede vildskaben i mine øjne og vidste at denne gang ville jeg gå for vidt. Jeg kunne ikke høre hendes halvkvalte skrig mere og mine knyttede og blodige næver hamrede løs på den uskyldige kvinde. Jeg mærkede ribben knuse under mine hænder, men jeg forsatte – intet kunne slukke min tørst.
   Blodet blandede sig med vindpletterne på den før hvide dug mens skrigene langsomt ebbede ud, han hev efter vejret, i takt med hun langsomt gav slip på det sidste luft, hun havde i sine forslåede lunger. Natten faldt på, og beslutningen var nu i helt andre hænder.