“Vi er samlet her i dag for at mindes Karl Gustav Wellejus, som var en mand med et hjerte af guld." Præsten holdt en dramatisk pause. Han fortsatte. Kirken var proppet med mennesker i sort tøj med blege ansigter. Det lignede næsten at der var enogtres lig som skulle begraves. Oppe ved alteret stod der en snehvid kiste, som var dekoreret med farverige blomster. Ovenpå kisten stod der et billede i en ramme. Et billedet at Karl Gustav Wellejus. De fleste holdte blikket mod præsten eller billedet, men der var en i mængden som kikkede rundt. I mand som der nok ikke var langt fra at runde de tres. Hans ansigt havde farve, så han skilte sig ud i mængden. Med et smil på læberne tog han salmebogen i hænderne, da præsten bekendtgjorde at det var ’Den yndigste rose er funden’ som skulle synges. Det var en af hans favoritter. Den var som en sjælden perle.
   “Den yndigste rose er funden, blandt stiveste torne oprunden, vor Jesus, den dejligste pode, blandt syndige mennesker gro'de." sang hele mængden. Ikke en eneste kunne lade være.
   "Alt siden vi tabte den ære, Guds billedes frugter at bære, var verden forvildet og øde, vi alle i synden bortdøde." manden foran den ukendte kirkegænger sang kraftigt. Der var ingen tvivl om at han var opera sanger. Han overdøvede alle de andre, indtil at konen puffede til ham.
   "Da lod Gud en rose opskyde, og sæden omsider frembryde, at rense og ganske forsøde vor slægts den fordærvede grøde." den ukendte mand kunne sangen udenad, alligevel så han ned i salmebogen. Et par rækker foran ham sad den dødes kone. Hendes hulken var efterhånden blevet så høj, at den snart ikke kunne undgå at overdøve sangen.
   "Al verden nu burde sig fryde, med salmer mangfoldig udbryde, men mangen har aldrig fornummen, at rosen i verden er kommen." hulken var nu så høj at man umuligt kunne høre de syngende kirkegængere. Sangen stoppede. Alle stirrede hen på fru Wellejus. Hun fik overrakt endnu en kleenex. Hele gudstjenesten gik i stå. Præsten så bare afventende på fru Wellejus. Hun nikkede som tegn på at han kunne fortsætte. En mand på forreste række begyndte at synge, men hverken orgelet eller resten af kirken bakkede ham op. Han så sig pinligt berørt omkring sig. Præsten så irriteret over på orgelmusikeren som var begyndt at snorke.
   "Lad verden mig alting betage, lad tornene rive og nage, lad hjertet kun dåne og briste, min rose jeg aldrig vil miste!" sang præsten så hurtigt at ingen kunne følge med.
   "Kom så her op og tag den pokkers kiste ud!" vrissede han bittert. Folk i kirken så sig omkring men rejste sig så. Den ukendte kirkegænger blev siddende. Præsten kunne da ikke tillade sig, ikke at færdiggøre salmen, han havde ventet et hundrede og toogtyve begravelser på denne salme. Han sukkede skuffet og rejste sig så op. Kisten blev båret ud. På halvvejen væltede billedet, som nu lå på kisten. Fru Wellejus skyndte sig hen og rejse billedet op. Glasset var smadret. Igen begyndte fru Wellejus at tude hysterisk. Hendes datter Karolina Wellejus gav hende et kram, og trak hende langsomt væk fra kisten.
   Sjældent oplevede den ukendte så meget drama i en begravelse. Normalt var det bare "Vi er samlet her for at mindes... Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå." - så simpelt. En tung dråbe faldt ned fra den mørke himmel. Folkemængden ærgrede sig over at de lod paraplyen blive hjemme, det virkede nemlig som sådan et fint vejr i morges. For den ukendte var den en dag som alle andre. Endnu en begravelse. Dog bedre end de andre. Mere drama, mere sjov. Præsten afsluttede ceremonien med ordene:
   "Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå." endnu en begravelse var fortid. Folkemængden skyndte sig ud til deres biler, de fleste var for længst drivvåde, og deres fornemme frisurer var uoprettelige, med mindre at man ville spendere de næste tre timer i en frisørsalon. Den ukendte mand blev stående i regnen. Sekunder blev til minutter, minutterne blev til en time. Vejret klarede op. Han gik med rank ryk og et smil på læben, hen til nærmeste busstoppested.
   Han vågnede op i ved bussens endestation. Hans våde tøj klæbede sig til kroppen. Først undrede han sig over hvordan at han var endt der, men kort efter kom hukommelsen tilbage. Han rejste sig op og gik ud af bagdøren. Han fandt sine briller i lommen og tog dem på. Med en slatten holdning gik han langsomt hen ad den mørke gade. Nu var der en hel uge til næste begravelse. Ofte tog han rundt i hele landet, på den måde undgik han at blive genkendt, og samtidig kunne han opleve en ny begravelse hver weekend. Hvis han var heldig, var der to begravelser i nærhedens af hinanden, som startede på forskellige tidspunkter. Hvor ville livet dog bare være fantastisk for ham, hvis at han kunne være ellevehundrede steder på engang. Skyerne var forsvundet fra himlen, og han hilste glædeligt stjerne velkommen. Mange kaldte ham skør, meget få kaldte ham et geni, og langt de fleste kaldte ham Manden i Sort. Ingen kendte hans rigtige navn, og ingen vidste hvad han lavede, hvem han var, og hvorfor at han gik til begravelser. Faktisk var han kun blevet afsløret en eneste gang. En langt ude bekendt af den afdøde havde meldt afbud til en begravelse, så Manden i Sort tog derhen i hans sted, uheldigvis havde den bekendtes mor dukket uanmeldt op. Det havde endt i en masse ballade, så efter den begravelse tog han ikke længere med til sørgefesterne bagefter. Det ærgrede ham lidt. Det kunne være rart med en basse efter begravelse, men han måtte overholde sin hjemmelavede begravelsesregler, hvis at han ville blive ved med at leve livet på den måde. Og det ville han. Han levede for søndagene. Det var det eneste som optog plads i hans hjerne. Konen som han var frasepareret med, havde han næsten glemt. Børnenes navne kneb det med at huske, og deres fødselsdagsdatoer havde han for længst begravet i glemsel. Hvorfor? Det kunne ingen svare på. Kun ham selv, men det ville han ikke. I sidste måned var der blevet trykt en avisartikel om Manden i Sort. Journalisterne havde prøvet at opspore ham, men det var ikke lykkedes, alligevel skrev de en artikel om ham. Det der stod i artiklen var egentlig bare en masse gætterier. Journalisterne havde gættet på at hans kone var død, og at han ingen børn havde. De havde faktisk ret. For ham var konen død, og børnene eksisterede ikke. Deres navne var som ord uden betydning. Elisabeth, Casper og Johan. Tre ord, ingen betydning. Ingen mening.
   Manden i Sort gik ind i opgang nummer otteogfirs, op på fjerde sal, og ind ad døren til højre. Lige indenfor døren stod der et kors. Et kors højere end ham selv, hvilket må sige at det vel var over de hundrede seksoghalvfjerds centimeter. Hans otte katte fik lejligheden til at være ildelugtende. Han tog de sorte, blanke og skinnende sko af, og stillede dem på skoreolen. På skoreolen lå der et sæt bilnøgler. Han havde ikke rørt nøglerne i toogtyve år. I toogtyve år havde de bare ligget der. Til venstre for vasen, men til højre for porcelænsfiguren, ovenpå biblen. Han havde købt lejligheden for præcis toogtyve år siden, blot tre timer efter ulykken. Han gik med tunge skridt hen til sofaen og satte sig ned. Han stirrede ud i det halvtomme rum. En gyngestol stod i det fjerneste hjørne, den havde tilhørt hans mor. Gulvet var bart. Gule pletter havde for længst trængt ned i trægulvet. I den ene vindueskarm stod der et billede i en ramme. Ansigterne var klippet ud. Kun fem hovedløse mennesker stod tilbage. Hvad han havde gjort var utilgiveligt. Uanset hvad konen, børnene, læger, psykiatrierne sagde, havde stemmen i hans hoved ret. Det var hans skyld. Han tog i cigaret ud af lommen. Han inhalerede og pustede ud toogtyve gange før at han skoddede den. Han var en morder. Han gik ud i køkkenet, og trissede hen imod køleskabet. Han så sig omkring. Ingen holdte øje. Han åbnede køleskabet. Det var tomt. Han tog sin pung og gik ud i gangen. Uden tøven tog han skoene på og vandrede ud af døren, og direkte hen til kiosken. Han tog han tog tre pap pakker med seks øl i, og gik op til kassen. Da han havde betalt satte han sig på en bænk i nærheden. Han drak et par øl, og slentrede så hen i mod hans hjem. Han blev stående midt ude på vejen et minuts tid. Hans ben ville ikke bære ham længere. En lastbil kom kørende. Den stoppede ikke.