I starten var det sjovt. Jeg gjorde, hvad jeg ville, og mine forældre hadede det. Det føltes så godt at se min mor blive frustreret og min far holde armen om hende og sige, at alting nok skulle løse sig - selvom hans ansigtsudtryk afslørede, at han ikke engang selv troede på det. Det stak i hjertet på mig af ren og skær nydelse, for nu forstod de endelig, at jeg var ved at blive voksen.
Men jeg vil spole tiden tilbage til dengang, hvor alting var anderledes. Det var dengang, hvor solen næsten altid skinnede - men når regnen en sjælden gang imellem dryppede fra den mørke himmel, tog jeg min hvide kjole på og løb ud og dansede og dansede til solen igen tittede frem bag en sky.
På det tidspunkt havde Christine og jeg været bedste veninder i omkring to år. Vi havde endda venindehalskæder, og i fjerde klasse havde vi blandet blod.
Vi - og især jeg - var kendt som "de søde piger". Jeg elskede det. Blåøjet som jeg var, nød jeg at være den søde - og det gjorde det bare endnu bedre, at mine forældre også var vilde med det. Jeg var lige den pige, de ønskede, at jeg skulle være.
Det var noget helt andet med Chris. Hun blev en anelse mere bitter og indelukket for hver gang hun hørte ordet "sød" og sit eget navn i samme sætning.
Og jeg har atid vidst, at lille, rebelske Chris ville bryde ud en dag. Bryde ud og forandre sig. Jeg havde bare ikke forestillet mig, at det skulle ske på den måde.
Med årene voksede vi, men vi voksede også fra hinanden. Eller det vil sige, at Christine voksede fra mig. Jeg begyndte at gå lange ture alene efter skole, for Christine var den eneste, jeg havde, og hende havde jeg jo ikke engang for tiden. Hun havde aldrig længere tid til at være sammen med mig, men fortalte ikke hvorfor. Det affandt jeg mig med, for jeg følte, at det var mit eneste valg.
En dag var Chris slet ikke i skole. Da vi havde fri, besluttede jeg at tage hjem til hende for at se, om alting var i orden. Hun boede alligevel tæt på skolen, og jeg havde sådan en skidt følelse af, at der var noget galt.
Jeg var et stykke fra Christines hus, da jeg hørte nogle ukendte lyde og højlydt mumlen. Jeg havde taget den korteste vej, hvor jeg skulle ind igennem haven for at komme op til huset, så jeg gik hen til havelågen. Men så så jeg ind i haven og stoppede op. Chris sad i græsset sammen med en flok lidt ældre drenge og et par piger, som begge havde farvet deres hår i alle regnbuens farver. Jeg havde ikke set nogen af dem før.
Chris sad og underholdt de andre, imens hun med jævne mellemrum tog nogle store slurke af en flaske i en papirspose, som hun havde stående mellem benene. Jeg havde skjult mig bag en busk, så jeg kunne se, hvad de lavede, uden at de ville lægge mærke til mig.
Jeg betragtede Christines ansigtstræk nøje. Det var som om, at jeg lukkede af for alle lyde for at bruge al min energi på at se. Hendes læber bevægede sig næsten konstant; enten for at tale eller drikke. Men jeg ved ikke, hvad hun sagde. Jeg så bare på hendes ansigt. Hendes mimik forvirrede mig. I det ene øjeblik strålede hun og lo, og i det næste så hun nærmest ud som om, at hun hverken hørte til eller ønskede at være, hvor hun var.
Jeg havde stået der længe, før jeg besluttede mig for at gå hjem. Da jeg hurtigt vendte mig om, blev jeg i tvivl om, om Christine så mig eller et stykke af min blomstrede kjole, for hun kiggede helt bestemt i min retning. Men hendes blik var så tomt, at det var umuligt at bedømme. Så trippede jeg afsted. Jeg gik bare. Som et skræmt, lille barn. Der var noget galt. Der var noget helt galt.
Næste dag mødte jeg Chris udenfor skolen. Vi snakkede i et stykke tid om ligegyldige, overfladiske ting, imens hun sad og pillede ved en forbinding, hun havde rundt om hånden og opad underarmen. Jeg havde lyst til at spørge hende om det, jeg havde overværet i går, og jeg kunne mærke, at hun havde lyst til at fortælle mig noget. Men ingen af os sagde noget.
Vi slentrede ind i skolegården for at komme op i klassen til time, og så gjorde jeg det. Eller, jeg spurgte hende ikke om dét i går. Men jeg spurgte, om der var sket noget nyt, som hun havde lyst til at fortælle mig om. Og det virkede. Hun fortalte hurtigt, at hun havde fået nogle nye og - som hun udtrykte det - "lidt anderledes" venner. Da jeg lod som om, at jeg ingenting vidste og satte spørgsmålstegn ved den beskrivelse af vennerne, virkede det som om, at Chris blev irriteret. Men meget uventet spurgte hun mig så, om jeg sammen med hende ville mødes med dem efter skole. Det gav et sæt i mig, og jeg trak vejret dybt ind, imens jeg tænkte. For jeg ville ikke. De mennesker, jeg havde set i går, var ikke nogen, jeg havde lyst til at mødes og snakke med. De var slet ikke den slags typer, jeg talte med. Men jeg var ganske sikker på, at hvis jeg sagde nej, var det helt slut med Chris og jeg. Men det var jo kun ét møde. Og desuden havde jeg ikke noget at miste ved det, så jeg takkede ja.
Da vi havde fri, gik vi ned mod parken uden rigtig at tale sammen. Jeg følte, at Chris stadig var irriteret, men jeg forstod ikke hvorfor. Hun gik hele tiden et lille stykke foran mig, og jeg fulgte bare efter. Da vi kom til parken, gik vi derind og satte os i det fugtige græs. Med det samme tændte Chris en cigaret. Jeg havde aldrig set hende ryge før og troede egentlig ikke, at hun nogen sinde havde gjort det. Men jeg kunne mærke på stemningen, at det ikke skulle nævnes, så jeg smilede bare til hende.
Sådan sad vi længe: Stille og bare os to. Men så hørte vi de andre, og Chris tændte en ny cigaret. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på forbindingen.
Så snart vi kunne se de andre, skiftede Chris fuldstændigt facade. Hun slog sin hætte op, fik et lidt anstrengt udtryk i ansigtet og pulsede løs på cigaretten, som hang i hendes mundvig. Jeg kiggede lidt rundt og hev så ned i min nederdel og glattede min top ud. Så satte de andre sig ned i en rundkreds om os. En pige ved siden af mig bød mig en cigaret, som jeg takkede nej til. Jeg ville få et kørekort af min mor, hvis jeg ikke røg, før jeg blev atten, og i øvrigt lugtede det grimt.
En dreng hev en pose frem og tog øl op af den, som han begyndte at sende rundt. Jeg sendte min videre til Chris, for jeg forstod ikke, hvorfor vi skulle drikke øl om eftermiddagen. Og slet ikke, når vi skulle i skole dagen efter. Derfor blev jeg mere end forundret, da Chris beholdt øllen, som hun hurtigt havde drukket færdig. Da hun åbnede en ny, kunne jeg ikke længere se nogen grund til at blive i parken. Jeg brød mig slet ikke om at være der. Specielt fordi Christine opførte sig så underligt; som om hun pludselig var en af dem. Jeg tog min skoletaske og sagde ud i luften, at jeg var nødt til at gå, fordi jeg havde lovet min mor at hjælpe med aftensmaden. Ingen reagerede. Ikke engang Chris. Så jeg vendte mig bare om og gik hjem.
Om aftenen havde jeg det virkelig dårligt. Jeg havde tænkt alt for meget over, hvor underlig Chris havde været i parken, og jeg var begyndt at blive meget bekymret for hende. Hun var pludselig blevet så anderledes.
Jeg besluttede mig for at ringe til hende. Hun lød meget underlig, da hun tog telefonen, og jeg fik mest lyst til at lægge på. I øvrigt vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle sige. Men så spurgte hun mig, om jeg godt vidste, hvor pinlig jeg havde været i parken. Jeg blev så chokeret, at jeg ikke nåede at svare, før hun snakkede videre. Hun sagde, at jeg var nødt til at være som dem, hvis jeg ville være sammen med dem; jeg skulle gøre, som hun gjorde for at blive deres ven. Men jeg ville jo ikke være deres ven. Jeg ville være hendes ven. Jeg sagde ikke rigtig noget, så Chris sagde farvel og lagde på. Jeg ville være hendes ven. Men det kunne jeg kun være ved også at være venner med alle de andre. Derfor havde jeg ikke noget valg. Jeg måtte for alt i verden ikke miste Christine.
Så jeg begyndte at være sammen med Chris og de andre. Jeg drak øl om eftermiddagen, og jeg pjækkede sammen med hende, når vores tømmermænd var for slemme. Jeg husker ikke så meget fra den periode; måske fordi jeg ikke vil. Efterhånden drak vi hver dag, og som tiden gik, begyndte vi også at ryge hash og hvad der ellers var. Jeg var næsten aldrig hjemme, og hver dag havde jeg utallige ubesvarede opkald fra mine forældre, men jeg var ligeglad. Jeg var glad, hvor jeg var, for jeg havde Chris. Hele tiden.
Jeg husker ikke præcis, hvordan det skete. Men jeg kan huske, at jeg vågnede op ved siden af Christine. Jeg brækkede mig lige så snart, jeg vågnede, og mit hoved dunkede helt forfærdeligt. Jeg kiggede på Chris, som havde sparket sit tæppe af, og jeg så for første gang hendes arm uden forbindingen på. Da jeg så, at hun med store bogstaver havde skåret ordet "HAD" dybt ind i huden, var der noget indeni mig, der gik i stykker. Det kan ikke forklares, men der var noget, som gik op for mig. Jeg indså, at den måde, vi levede på, ikke var rigtig. Og slet ikke så fantastisk, som jeg havde bildt mig selv ind.
Fra den dag blev jeg forandret. Jeg tror, at det gjorde Chris nervøs, for i de næste par dage blev hun ved med at minde mig om, at rigtige veninder holdt sammen og passede på hinanden. Jeg gav hende ret hver gang, men gik alligevel og overvejede at forlade dem. Og så gjorde jeg det en nat. Mens de andre sov, pakkede jeg min taske og forlod de andre uden så meget som en seddel.
Chris ringede hver dag og lagde beskeder på min telefonsvarer. Først tiggede hun mig om at komme tilbage, men efterhånden ringede hun bare for at svine mig til for ikke at være en rigtig veninde.
Men jeg var ligeglad. For Christine og jeg holdt sammen - det havde vi altid gjort. Og hun skulle nok komme tilbage til mig en dag.