Vi var frie og intet betød noget nu, alle havde bestået eksamen og som ny fødte fugle fløj vi fra fest til fest. Mikkel var malet rød og blå i ansigtet og jeg løb rundt i Bettinas røde kjole. Vi var en gruppe fra klassen der mødtes ved bænken, en allersidst gang. Sommerferien ventede forude og folkeskolen var slut. Enkelte skulle på katedralen, andre på efterskole og jeg selv på gymnasium med Mikkel. Vi var alle berusede af øl og sommerens lune luft. Sammen stod vi og tumlede ved bænken. Troels og Jakob sang en eller anden ligegyldig sang. Jeg nynnede med et par gange, mens jeg stod oppe på bænken og hældte en Tuborg ned. Stemningen var højt oppe over skyerne og vi var alle i strålende humør, både af øllerne, men også af fremtiden der ventede os. Den ukendte fremtid. Johnny råbte til os alle at han og Tina lige gik ned til kiosken for at hente os nogle flere øl, så kunne vi tage af sted bagefter, vi andre nikkede og de løb af sted.
Beruselsen forsvandt stille og roligt fra min krop og jeg gled ned på bænken.
"Av for helvede," råbte jeg. Jeg vendte mig om, mit haleben havde ramt det bræt der sad lidt højere oppe end de andre, det mindede mig om dengang i syvende klasse hvor Troels, Jakob og jeg havde hoppet så meget på bænken at der var et bræt der gik i stykker. Vi fik alle sammen høvl af lærer Jokumsen, han råbte barbariske vandaler efter os mens vi løb ind i klassen. Efter bænken var blevet lavet var den irriterende at sidde på. Det nye bræt sad nogle centimeter højere end de andre. Allerede dagen efter det nye bræt var sømmet på var Peter henne og hakke i det med sin lommekniv.
Jeg ømmede mig bagi, og kiggede ned på den lille flænge i brættet, mit blik gik videre ned på jorden til mine fødder, jeg trak lidt på smilebåndet for mig selv. Jeg kiggede op igen og plantede mit blik på Kathrine og igen tilbage på bænken.
Kathrine og jeg var første gang sammen i slutningen af ottende klasse. Det var dagen efter skolefesten, om aften. Vi mødte hinanden tilfældigt i nærheden af skolen og endte med at tilbringe aftnen sammen på bænken. Og lige siden har vi altid tilbragt vores tid på bænken. Det var sgu gode tider. Min bænk, vores bænk - Bænken jeg første gang sad på sammen med min far.
Den var helt ny og helt nymalet. Jeg kunne ikke nå jorden med mine ben, så jeg sad og gyngede med benene frem og tilbage. Det var sjovt den gang jeg kunne konstatere at jeg så kunne nå jorden fra bænken.
Måske var det i 5 klasse. Det var lige som når man en dag kan konstatere at man kan nå gulvet når man sidder på toilettet. En sjov fornemmelse.
"Hvad så din splejs, skal du ikke have en bajer mere? Du ser mig lidt klejn ud."
Peter havde sat sig på bænken, han kiggede lidt parodisk hen på mig, med hans typisk klovneagtige smil på ansigtet. Han skubbede til mig, lidt hårdere end jeg havde regnet med. Jeg tog min hånd om bag nakken og kiggede tomt ned i bænkens nussede armlæn.
Peter og jeg blev sure på hinanden engang i 6. klasse. Han skubbede mig ind i bænken, og jeg gav ham en lige i ansigtet! For helvede hvor var jeg sur den dag! Jeg kan ikke helt huske hvorfor vi kom op at slås, men kun at jeg havde siddet i galskab og banket min knytnæve ned i bænkens armlæn. Jeg havde stadig et ar på hånden efter det.
Johnny og Tina var kommet tilbage til os andre. Jeg rejste mig fra dem slidte bænk og der blev delt øl ud til alle. Vi begyndte så småt at gå ud af skolegården, da der pludselig kom et ryk inden i mig, så jeg stoppede op. Jeg vendte mig om og kiggede tilbage på den tomme og forladte bænk. Alle de tydelige minder dukkede op og forsvandt igen på nogle få sekunder. Jeg skulle aldrig mere se min bænk, vores bænk. Fra de kendte og rolige omgivelser trådte jeg nu ind i den ukendte og uvisse verden. De voksnes rækker. "Kommer du snart Christian? Vi skal ned til fest hos Adam," råbte Kathrine. Jeg kiggede tilbage på de andre, de var kommet et godt stykke væk.
Jeg kastede igen mit blik tilbage på vores velkendte og gamle bænk. Jeg startede ved den nye og flotte bænk og nu slutter jeg ved den gamle og slidte bænk. Alle de gode oplevelser lå fra bænken, og nu skulle jeg aldrig mere se den.
Er der mon bænke på gymnasiet?