En dag besluttede det lille spøgelse Clara sig for, at hun ville drage ud i verden, for at opleve noget. Hun tog en globus frem og drejede den rundt et par gange.
- Aha, tænkte hun, et land med mange øer. Danmark ser ud til at være et spændende land.
Hun bestemte sig for at, se nærmere på øen Ærø.
En flot solskinsdag ankom hun til Ærøskøbing. Ærøs eget flag i farverne gul, grøn og rød blafrede flot i flagstangen på kajen. Fra færgen kunne hun skimte de hyggelige farvestrålende badehuse ved Vester Strand. - Hvor er de flotte, dem må jeg se nærmere på, tænkte hun. Hun forelskede sig i det lille badehus Aladdin, hvor grønne skodder prydede vinduerne, og som mest af alt lignede et hus, der var taget ud af et eventyr. Nabohuset som var bolchestribet i farverne rød og hvid, fik hende til at synke en ekstra gang. Hun kunne fornemme smagen af noget sødt.
På vej til Urehoved, der ud, hvor man ikke kan komme længere, hvis man er ved Vester Strand, hilste en venlig fiskehejre på hende. - Hej hvor er du på vej hen?, spurgte den nysgerrigt.
- Hej jeg er taget til Ærø, for at opleve noget. - Så skal jeg vise dig et udflugtssted jeg personligt godt kan lide. Sæt du dig op på min ryg, så flyver jeg dig til Voderup Klint. Clara satte sig op og fiskehejren lettede.
- Voderup Klint er en natur rig plet på Ærø. Nogle steder er skrænterne op til over 30 meter høje. Klinten består af kilometer lange trappeformede skredterasser. Som du kan se, går der græssende køer rundt omkring på skrænterne. De elsker det bakkede terræn. Fiskehejren gjorde klar til landing. Clara gav fiskehejren et kram og takkede for flyveturen. - Jeg kan se, hvad du mener, her er meget smukt. - Ssh, prøv at lyt... kan du hører klokkefrøerne? Fiskehejren trak det ene ben op under sig og lukkede øjnene, for at nyde en stille stund. I det fjerne kunne høres en stille kvækken. Clara satte sig for at nyde udsigten og den stille lyd af kvækkende klokkefrøer.
Hun vågnede brat ved at nogen stødte ind i hende. - Se dig dog for, udbrød hun. En lille mini udgave af en krokodille kiggede op på hende. - Undskyld, jeg så dig ikke. - Hvem er du, spurgte Clara nysgerrigt. - Jeg er et firben og lever herude i Voderup Klint. Hvis jeg bliver meget bange, kan jeg risikere at miste halen. - Jamen så var det da godt, at jeg lille spøgelse ikke skræmte dig fra vid og sans, smilede Clara. - Ja, nikkede firbenet. - Du sku’ nu prøve at tage trapperne ned til stranden. Der er kønt fra klinten, men udsigten fra stranden og ud over horisonten er også smuk. - Tak, sagde Clara og svævede ned af trapperne. Nede i vandkanten gik en hyrdehund og snusede. - Hej, hvem er du? Spurgte Clara. - Jeg er Buster, min ejer ”Carl” lufter mig jævnligt her ved Voderup Klint. Men hvem er du? - Kald mig en opdagelsesrejsende, grinede Clara. - Jeg er taget til Ærø for at opleve noget. - Kom med mig, så skal jeg vise dig, hvad jeg blandt andet fordriver tiden med.
Buster og Clara hoppede ind ved siden af Carl i den gamle mascot. - Vi skal en tur til Marstal. Der ude finder man verdens største solfangeranlæg. Ca. 600 husstande opvarmes udelukkende af denne sol energi hele året. - Men hvad har det med dig at gøre? spurgte Clara. - Carl og jeg passer de får, der græsser på området og eftersom jeg er en hyrdehund, er det min fornemmeste opgave at samle fårene. Clara var meget imponeret af anlægget og af hendes nye ven Buster, som kunne samle de mange får på rekordtid. Hun takkede for turen og gav Buster et mega kram.
På gågaden i Marstal, hægtede Clara sig på to tyske turister, som snakkede om at besøge Marstal Søfartsmuseum. - Det lyder spændende, hvorfor ikke gøre dem følgeskab? Tænkte Clara. Clara var helt rundforvirret, ja næsten søsyg, da hun kom ud igen. - Wauw, det var en ordentlig saltvandsindsprøjtning, jeg fik der. Men meget interessant at betragte de forskellige fartøjer, synes Clara. Ud over de 250 skibsmodeller så hun ting som søfolkene havde hjembragt fra deres færd på De Syv Have og andre spændende steder. Der er vist ingen tvivl om at Marstal er den mere maritime ende af øen, tænkte Clara.
Ved Marstal havn valgte hun at sætte sig op på ladet af en lastbil. Denne lastbil viste sig at skulle til Ærøskøbing. På vej mod Ærøskøbing, ledte vejen hende forbi Drejet. Ved Drejet kørte hun langs vandet. - Wauw på en solrig dag som denne, må dette sted siges at være Ærøs eget sydlige Mallorca, tænkte Clara. - Vandet ser indbydende ud og lige klar til at springe i, jublede hun. Hun måtte dog hellere blive på ladet af lastbilen, nu hvor hun havde fået kørelejlighed til Ærøskøbing. Ved turistinformationen stoppede lastbilen og netop som Clara hoppede af, startede en byvandring med guide.
Clara svævede med i flokken af de nysgerrige turister. - Hold da op, tænkte hun. Denne eventyrlige by har netop haft 750 års jubilæum. Så er vi næsten lige gamle. Clara det lille spøgelse kunne fejre 700 års fødselsdag næste år. - Mange af byens huse er totalfredede, indskød guiden. - Jeg kan vist roligt sige, at Ærøskøbing er en af de mere velbevarede 1700 tals byer i Danmark, fortsatte han. På torvet fik Clara øje på en gammel pumpe, hun kunne ikke dy sig for at prøve den og straks var der en stime af folk ved vandpumpen. - Ja denne bypumpe forsynede indtil 1952 byen med vand. Den har en stor tiltræknings kraft på barnlige sjæle, smilede guiden.
Netop som Clara skulle til at forlade guiden rullede en hestevogn med 2 heste og en kusk ind på torvet. Børn og voksne satte sig op i vognen, mens Clara, som ingen kunne se, satte sig ved siden af kusken. - Goddag og velkommen. I dag har i chancen for at komme på en længere køretur. Jeg har besluttet mig for at køre en tur til Olde Mølle, hvor I kan nyde udsigten fra Fredsbænken. Clara sad og blundede lidt på køreturen, men ved Fredsbænken, en af de højeste punkter på Ærø, kunne hun mærke to stirrende øjne. Der midt på Fredsbænken, sad DEN HVIDE DAME, en slægtning til Clara. - Velkommen til øen, hilste hun venligt. Clara sprang ned fra hestevognen og gav hende et kram. - Hej, du sidder nok og nyder udsigten og freden, smilede hun. - Ja, denne Fredsbænk er blevet skabt som et symbol på håbet om fred i verden. Men kom med, så vil jeg vise dig, hvor jeg ellers opholder mig.
De svævede ud mod den vestlige ende af øen. - Jeg vil vise dig, hvor jeg har slået mig ned, her på øen, et ganske særligt sted. De stoppede på Vindebroen som førte dem videre til selveste Søbygaard. - Her ved dette voldsted, har ligget en kongelig borg i middelalderen, faktisk er der stadig bygningsdele tilbage fra 1580'erne. I hovedbygningen også kaldet slottet, udstilles ofte malerier af kendte og knap så kendte personer. Min fornemmeste opgave er ikke at vække for meget opsigt her på slottet, jeg skulle jo nødig smides på porten. - Har der virkelig boet en konge hér? Spurgte Clara. Den hvide dame nikkede. - Faktisk er Søbygaard stadig i royale hænder. Hans kongelige Højhed Prins Joakim er nemlig protektor for stedet her. - Wauw, det er et kanon sted. Må jeg blive så længe jeg har lyst, spurgte Clara. - Ja, og hvis du bliver her længe nok, vil du måske komme til at opleve flere som os to, da jeg ofte får besøg. - Cool, det vil jeg gerne.
Clara valgte at blive ved voldstedet Søbygaard og hun er der stadig den dag i dag. Men husk, er du et ganske almindeligt menneske kan du ikke se hende. Du kan dog være ganske rolig, for hun kan se dig, så du vil aldrig komme til at jokke på hende.