Kunst og litteratur har gennem hele verdenshistorien været til for underholdning og spekulations skyld. Hvad enten der har været et underliggende budskab i værket eller ej. Ikke alt kunst har været fængende eller opsigtsvækkende, men som kun har været til for skønhedens skyld som det måske har været bl.a. i guldalderkunst og renæssancekunst. Problemet er, vil jeg mene, at modtagerne af kunsten altid har haft bestemte forestillinger om, hvad kunstneren kan tillade sig, præcis som man har normer og uskrevne regler i samfundet, der vækker harme hvis overskredne. Men er kunst egentlig kunst, hvis det ikke har noget nyt at sige? Bliver det samme gamle maleri af en vase med blomster ved med at være kunst, hvis der ikke tilføjes nye farver, nye vinkler, nye tanker bag. Nej, det gør det vel egentlig ikke. Derfor er der også kunst og litteratur, der er til for at provokere og være grænsebrydende, og det er den type kunst som er interessant at sætte fokus på og tage op til debat. Men hvad er grænsebrydende kunst? Og hvad er lige forskellen på noget der er grænsebrydende sammenlignet med grænseoverskridende? Grænsebrydende kunst kan således måske have en essentiel funktion i samfundets historie og samtid, mens grænseoverskridende kunst provokerer med sit tomme budskab. Grænsebrydende kunst må være kunst som skubber ens grænser længere væk end de var før, mens grænseoverskridende kunst krydser grænsen og opfattes ubehageligt for at være det. Men hvordan vurderer man hvad der er grænsebrydende eller grænseoverskridende? Måske kommer grænseoverskridende før grænsebrydende. Når man oplever et værk må det først skulle overskride normerne og fører til stor debat. Senere må billedet så have en grænsebrydende effekt, fordi vores grænser er overskredet dannes der nye, som får vores grænser længere væk end før. Eller måske er grænsebrydende og grænseoverskridende i virkeligheden det samme.
Digtets titel, "Odalisk-Skønhed" af Rudolf Broby-Johansen, står I kontrast til dens indhold, der beskriver en "storby i Månenat" på en væmmelig og grusom måde. Digtet beskriver barbariske hændelser om fx mænd der er bøjet over børns lig og skurke der skjuler halvnøgne kvindelig i kloakker. Netop ODALISK-SKØNHED, mener jeg, viser et glimrende eksempel på en tankegang fra en digter, der er vokset op i Første Verdenskrig: Den konstante død og verdsliggørelsen af livet bliver vist her. Digtet giver én et ubehageligt billede af denne storby, bl.a. fordi der er usammenhæng i nogle af sætningerne og fordi det er en meget drabelig beskrivelse, der bliver givet af omgivelserne. Odalisk skønhed har formentlig til at starte med været grænseoverskridende i 1922, hvor digtsamlingen "blod" blev udgivet. 1. Verdenskrig var netop slut og samfundet var i chok over hvad der var sket, så et digt som "Odalisk-skønhed" har hældt salt i såret og været meget opsigtsvækkende. Efterhånden er odalisk skønhed formentlig blevet anerkendt og derved er det blevet grænsebrydende, da folk anerkender det som kunst, har de derved ophævet eller brudt deres egen grænse. For mig er Odalisk-skønhed grænsebrydende, fordi det beskriver ubehagelige scener. Udover indhold har den strukturelle form også noget at sige, da digteren har anvendt blokbogstaver. Blokbogstaver forstærker nemlig den ubehagelige og voldsomme stemning.
Et visuelt værk - Drømmen om kniven af Vilhelm Bjerke Petersen er fra samme periode som Odalisk skønhed nemlig mellemkrigstiden. Der er ingen tvivl om billedet er grænsebrydende. Det er meget abstrakt og surrealistisk forestillende en kvinde der bliver stukket af en kniv. Kontrasten mellem den bløde krop og den hårde skarpe kniv får læseren næsten til at lide, bare ved at se på billedet. Det er svært, at vurdere hvad det skal forestille, men man kan hvert fald konkludere, at det er ubehageligt og grænsebrydende. Jeg føler væmmelse og afsky, når jeg ser et billede som dette. Bare at kniven stikker ned gennem denne rundeform, hvor den stikker igennem en behåring. Når noget er så surrealistisk bliver det også meget mere ubehageligt, fordi man jo selv skal forestille sig, hvad det er.
Spoler man tiden et par årtier frem havde Wilhelm Freddie sin storhedstid. Wilhelm lavede også surrealistiske billeder med en bred undertone af porno og nøgne kroppe i forvrængede stillinger, som nærmest den første i sit fag. Man må sige, at han var grænseoverskridende, siden at han måtte afsone en fængselsstraf pga. hans offentlige udstilling af utugtigt indhold. Så I denne forstand tillægger jeg grænseoverskridende end grænsebrydende en mere voldsom betydning, og derfor rent indholdsmæssigt er grænseoverskridende værre end grænsebrydende.
Et andet billede fra en noget senere periode nemlig "Now that you are mine" fra 1997 af Trine Sørensen er et meget anderledes billede end "Drømmen om kniven", men alligevel kredser de om samme temaer. Now that you are mine forestiller en mærkeligt udseende kvinde. Hun har en mærkelig kropsform. Det er som om, at hendes ansigt og hoved er det eneste på hendes krop, der ser almindeligt ud. Hendes ben er mærkeligt "påklistret", og hun har blå mærker over hele kroppen. De to "pisk" formede snore i baggrunden forstærker kvindens sårbarhed. Dette billede og Bjerke-Petersens Drømmen om kniven har nogle fælles egenskaber - de sætter problemer til debat: Aborten var ikke velset i 30'erne, og kvindehandel og - vold ikke afvejet i 90'erne såvel som nu, men begge var aktuelle problemer. Netop derfor var billederne grænsebrydende. Begge billeder forestiller ubehag og pinsel omkring kvindekroppen. I dag synes jeg ikke, at denne type billeder er noget som er grænsebrydende, fordi der jo netop sker så meget af denne slags ting i verden, og fordi vores grænser omkring dette allerede er blevet brudt og flyttet længere væk, og måske også fordi denne type billeder ikke er nyskabende længere, som de var på deres tid.
Alle værkerne konfronterer beskueren med noget, man normalt ikke ønsker at blive konfronteret med. Når man konstant bliver konfronteret med indtryk, som er ubehagelige eller provokerende, bliver ens grænser rykket hele tiden. Der skal hele tiden mere og mere til, før noget bliver grænseoverskridende, hvor så det meste må være grænsebrydende. Hvis kunsten skal forny sig for at bevare storheden, hvad bliver så det næste i rækken af effektfulde tiltag? De nævnte eksempler ovenfor er alle sammen eksempler, som forestiller eller fortæller noget ubehageligt og grusomt, men kan grænseoverskridende eller brydende værker godt være positive eller forestille et smukt motiv? Min opfattelse er nok, at de fleste grænseoverskridende værker spiller på det onde og ubehagelige. Hvortil at grænsebrydende værker kan tillægges en positiv betydning.
For at kunne indskrænke fænomenet "grænsebrydende kunst", må man jo også først tillægge begrebet kunst en hvis betydning. Fordi hvad er det nu lige kunst er? Og hvornår er noget kunst og ikke-kunst? Så er defineringen af kunst måske, at kunst altid er grænsebrydende. Kunst, i et bredt perspektiv, skal hele tiden være ude i periferien, for at være gennembrydende og grænsebrydende. Kunst er vel per definition grænseoverskridende og grænsebrydende, det skal nemlig hele tiden overgå de andre og komme tættere og tættere på beskuerens grænser. Kunst som er grænsebrydende er spektakulært. Hvis kunst skal være spektakulært og stort for at være grænsebrydende, er noget som er spektakulært og stort også kunst? Hvis denne sætning passer, så er 9/11 2001 det hidtil største stykke grænsebrydende kunstværk gennem hele verdenshistorien. Hvis man ser bort fra, at det er en tragisk situation, og at der er mange mennesker, som døde pga. ødelæggelserne. Så er denne "happening" det mest spektakulære kunstværk til dato. Hvis man nu forestiller sig denne spektakulære kæmpemæssige eksplosion finder sted en stille september morgen hvor solen står på himlen. Dette viser at noget så stort og pragtfuldt som WTC kan ødelægges og destrueres på ikke mindre end blot få minutter. Denne massive ødelæggelse og død, som kan skabes på så kort tid. Det er grænsebrydende og overskrider i den grad ens personlige sfære! Det får ovenstående eksempler til at ligne ingen ting. Grænsebrydende eller ej, så rejser der sig i fællesskab det overordnede spørgsmål, vi alle må stille os selv, når vi bliver konfronteret med grænsebrydende kunst: "Hvor går din grænse"?