Hvis livet er en strand, så er vi mennesker vel stenene. Der er mange sten som ligner hinanden, men kun indtil at man kikker ordentligt efter. Stenene på stranden har ingen fri vilje, men har vi det? Måske er vi alle sammen blot Guds sten. Ingen fri vilje, men bare marionet dukker i hans dukketeater. Vi ved alle sammen hvordan det starter, og hvordan det ender. Er det vores valg der afgør indholdet, eller gør vi bare alt det, som der er forudbestemt for os? En sten har jo intet valg, i hvert fald ikke når jeg tager den op, og kaster den ud i vandet. Hvem ved, måske er det sådan at Gud vælger, hvem som der skal leve og dø? De skarpe sten mener jeg, er de bedste til at slå smut med. Måske svarer de skarpe sten til de ondskabsfulde mennesker. Det er sikkert dem som Gud samler op, og kaster ud i vandet.
Jeg vælger ikke at tro på alt dette. Jeg vælger at tro på, at vi alle sammen har et valg.
"Mai!" råber min mor, som bærer den sidste kuffert ud i bilen. "Mormor savner dig, vi må hellere se at komme af sted!" - Okay, jeg trækker sætningen fra før tilbage, vi har ikke altid et valg. Jeg er i hvert fald tvunget til at besøge min kedsommelige mormor. Men for det meste har vi da et valg, vi kan vælge vores egen fremtid. Næsten, efter vi har gået i skole, arbejdet til vi er gamle og grå, kan vi da selv vælge. Men så er spørgsmålet så, om det ikke er lidt sent at blive popstjerne, når man er femogtres år gammel? Muligvis. Det er vist nærmere politikerne som kaster med stenene, og slet ikke Gud. Ved hoveddøren står min mor, hun kikker bearbejdende på mig. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke forstår hende, men jeg har ikke noget imod at skrive det: jeg forstår hende ikke. Siden min mormor blev syg, har vi besøgt hende hver eneste uge. Spørger du mig, synes jeg at det er alt for meget. Vi skal jo alle sammen dø før eller senere, så hvorfor er det så sørgeligt? Fordi at vi tænker på os selv, som skal undvære personerne. Men uanset hvad, snakker mig mormor alt for meget. Hun kan snakke om te hele eftermiddagen, derfor er det at jeg helst vil undgå besøget. Bilen triller af sted. Vi er på vej. På vej til stedet, hvor at og jeg ønsker, at jeg er midlertidig døv. Desværre dukker ingen magisk fe op, så jeg må vel overleve hendes meningsløse fortællinger om te.
Da vi ankommer til hospitalet, ser min mormor blegere ud end normalt. Det gør hun hver gang, det synes jeg i hvert fald. Men hun har jo ikke engang frihed nok til at dø. Men hvem er det som holder fast i hendes sten? Gud, politikerne, eller bare min mor?
"Jeg foretrækker faktisk Earl Grey, vil I vide hvorfor?" spørger min mormor, da vi træder ind i rummet. Min mor smiler selvfølgelig og svarer:
"Meget gerne." - nogen gange fatter jeg ikke hvordan at hun kan. Smile og lyve på samme tid, helt uden at det virker falskt. Min mormor snakker allerede løs. Det kan godt tage et par timer endnu. Måske endda tre eller fire timer. Rekorden ligger på otte timer, så mine planer om at tage i biografen med en veninde senere, kan jeg vidst godt smide ud i den nærmeste skraldespand. Men pludselig stopper min mormor med at snakke, og stirrer i stedet hen på mig. Jeg stirrer spørgende tilbage.
"Maria, gider du at købe mig nogle cigaretter?" spørger hun. Jeg sukker opgivende. Efter at jeg har levet femten år på denne jord, forstår hun stadig ikke at mit navn ikke er Maria. At hun ikke forstår at rygning er usundt, er så en helt anden ting. Men jeg synes nu at det er ufatteligt, at hun stadig tror på, at jeg rent faktisk er opkaldt efter hende. Min mor ryster opgivende på hovedet.
"Mor, hun hedder altså Mai. Men nej, hun skal ikke købe cigaretter til dig, det forkorter bare din resterende levetid. Det ved du da godt." mumler min mor. Der er vist ingen tvivl, om at det er hende som holder min mormors sten. Men før eller siden bliver alt til minder. Alt ender. Men vi beslutter hvordan det skal ende, eller i hvert fald hvilken gravsten som skal stå ovenpå graven. Og det er vel livets ende, stenens havbund. Men det er ikke min pointe, min pointe er at vi lever, og vi har intet valg. Kun hvis vi hopper ud fra tiende sal, men ellers er døden ikke vores eget valg. Men på den anden side, der findes jo heller ikke nogen der er mere selviske, end dem som tager deres eget liv, på trods af at de har familie og venner, som elsker dem mere end noget andet.
Endelig sidder vi i bilen på vej hjem. Syv timer og sytten minutter måtte jeg lytte til hendes snak om te. Min mor har altid sagt at mennesker bliver mærkelige når de er gamle, men egentlig tror jeg bare, at de bliver mere sig selv; mere ligeglade med andres meninger. Om det så er positivt eller negativt, prøver jeg stadig at finde ud af.
"Har du lavet dine historielektier?" spørger min mor. Hun kender allerede svaret.
"Ja" svarer jeg, hvilket hun sikkert allerede har gennemskuet er løgn. Historie er ikke lige min stærke side, den sidste historieopgave som jeg afleverede, fik jeg 03 for. Men det er så vel også snart tre eller fire år siden. Måske endda fem. Egentlig burde jeg vel give historie en chance til, i stedet for blot at give op, men jeg er ikke ligefrem en fighter.
"Er du sikker?" spørger hun. Jeg nikker bare. Det er det nemmeste.
Huset ser mørkere ud end det plejer. Sandsynligvis er det bare mørket, som der får huset til at se sådan ud, men jeg synes bare at murstenene ser mørkere ud. Først da jeg er nået halvvejs hen af stien gennem græsplænen, bemærker jeg den sorte spraymaling på muren. Der var vist nogen som ikke ville være politikernes smutsten, og derfor valgte at bryde loven. Men det gør det jo ikke bedre, så ryger de bare i fængsel. Og så skal de spørge sig selv: Er det bedst at være en eller andens marionet dukke, eller at være som et fanget dyr i et bur? Jeg tror klart at jeg ville vælge marionet dukke, hvis jeg altså skulle vælge. Min mor sukker dybt idet at hun ser spraymalingen.
"Hvorfor er det altid vores hus som det går ud over?" mumler hun spørgende.
"...Måske fordi at vi er de eneste på vejen, som ikke har en blodtørstig bulldog i forhaven." svarer jeg pessimistisk.
"Du ved godt at jeg er allergisk overfor hunde," mumler hun og trækker på skuldrene. Jeg går forbi malingen og ind ad hoveddøren.
Oppe på mit værelset tager jeg min dagbog frem. Jeg har slet ikke haft skrevet i den i et helt år. Faktisk ikke siden at min mormor blev syg. Men nu får jeg pludselig lyst til at skrive i den igen. Jeg finder en blank side, og tager en blyant fra mit penalhus. Jeg sætter blyanten på papiret, og er helt klar til at skrive. Men ingen ord vil komme ud på papiret. Jeg er mere blank end papiret. Hvad skal jeg dog skrive? Jeg smider blyanten fra mig, og fisker i stedet en blå farveblyant op. Blå streger danner sig på papiret, og til sidst har jeg fået tegnet en strand med et tilhørende hav. Jeg river siden ud, og finder et billede frem. På billedet står min mormor og jeg og smiler. Det har altid været mit yndlingsbillede. Jeg klipper de spidse hjørner af billedet, og tager tapen frem. Forsigtigt sætter jeg billedet fast på tegningen. Jeg forlader tegningen og går nedenunder. Min mor sidder sammenkrympet i mørket i den grimme gule sofa.
"Er der noget galt?" spørger jeg usikkert. En tårer triller ned af hendes kinder.
"Jeg kommer til at savne hende." mumler hun.
"Hun er da ikke død endnu. Hun kan have flere dage tilbage, måske endda et år!" siger jeg i håb om at opmuntre hende, men hun bemærker knapt nok at jeg siger noget.
"Lægerne sagde at hendes ende er nær" får hun sagt lige før at hun begynder at hulke.
"Mor, de sagde at enden var nær for et år siden. De kan tage fejl igen." - hun svarer ikke. "Hun er et godt menneske, hvis du virkelig tror på Gud, så vil du vide at hun kommer op til ham." mumler jeg.
"Du har ret" svarer hun og tørrer tårerne væk. Hun rejser sig hurtigt op, og går ud i køkkenet. Forbløffet sidder jeg tilbage.
Klokken halv tre ligger jeg søvnløs i min seng. Jeg undertrykker et gab, og sætter mig så op. Med zombieagtige bevægelser finder jeg min historielektier frem. Det er aldrig for sent at prøve. Christian d. 4 døde i år....? - hvor skulle jeg vide det fra? Jeg sukker dybt og finder historiebogen frem. En lille lap sidder uden på bogbindet: Lektier til næste uge: læse side 35 - 97 + svare på spørgsmål. Jeg slår op på side femogtredive. Siden er helt fyldt med tekst, ikke et eneste billede er presset ind. Er det seriøst meningen at jeg skal kunne nå det til i morgen? Spørger jeg mig selv. - Nej, jeg havde jo en hel uge til det, svarer min fornuft. Jeg bliver ramt af skyldfølelse. Min mor var ekstremt skuffet efter det sidste forældremøde, jeg lovede som altid at forbedre mig. Men det blev aldrig til noget, ikke andet end tomme løfter. Jeg har faktisk aldrig haft tænkt på hvor svært det måtte være for hende, jeg tænkte kun på hvor kedeligt faget historie er. Fortid er fortid, i det mindste har jeg stadig en fremtid til at ændre det. Jeg vil ændre det.
Den næste eftermiddag sidder min mor og jeg i køkkenet. Vi har lige været henne på hospitalet hos min mormor, hun er endnu blegere end normalt. Hun ligner næsten et spøgelses. Egentlig havde jeg slet ikke lyst til at besøge hende. Men jeg vil ikke fortryde hvis at jeg ikke gjorde, når hun en dag er væk. Hvem ved, måske vil jeg rent faktisk komme til at savne hendes snakken om te. Hun snakkede ikke om te ret lang tid i dag, kun cirka tredive minutter, hvilket er bundrekorden. Stilheden virker som en mur mellem min mor og jeg. Ingen af os har noget at sige. Ingen af os tør sige det vi tænker. Ingen af os tør sige det vi ved. Hendes ende er nær. Lægerne har ikke taget fejl denne gang. Desværre ikke. Men alligevel må jeg tilstå at jeg håber de tager fejl, at et mirakel indtræffer, så at når vi kommer i morgen, smiler hun, og plaprer løs om te. Min mor rejser sig op. Stilheden blev åbenbart for meget for hende.
Telefonen ringer. Jeg springer instinktivt hen og tager den.
"Hallo?" - siger jeg.
"Du må være Mai... Er din mor hjemme?" spørger en venlig kvindestemme i røret. Jeg kikker mig omkring. Min mor står henne ved køkkenvasken, optaget af at vaske tallerkner. Stemmen i røret rømmer sig.
"Nej, hun er ikke hjemme." lyver jeg.
"Det her er ikke nemt at sige... men... din mormor er død. Hun døde lige efter at I tog af sted. Vi forsøgte at genoplive hende, men hendes hjerte kunne bare ikke mere. Det gør mig ondt. Men vil du være sød at bede din mor om at ringe til mig, når hun kommer hjem?" - uden at svare ligger jeg røret på. En tåre triller ned af min kind. Jeg lukker øjnene. Et billede af en strand danner sig i min fantasi. En grå skinnende sten slår sit sidste smut, og forsvinder ned i de blå bølger. Jeg ser mig selv gå ned ad stranden. Jeg vinker ud mod den sunkne sten. Jeg vil altid savne hende.