"Kom nu her for helvede, din møgkælling!" Hun ignorerede hans råb og løb videre. Hendes skridt gav genlyd i det farvestrålende efterårsløv, mens hun løb så hurtigt, hun kunne. Hun tog sig til siden, hvor det stak og gjorde forfærdeligt ondt, mens hun håbede på, at manden snart ville give op. Hvis han ikke snart stopper så besvimer jeg, tænkte hun, mens hun gjorde alt for at fokusere på jorden foran hende. Det sved i hendes hals, og det var som om, hun ikke kunne trække vejret ordentligt. Hun kiggede sig over skulderen og så til sin overraskelse, at der ikke var nogen bag hende. Hun sænkede farten, men fortsatte med at løbe. Hun nåede hen til at stort, gammelt egetræ, og hun støttede sig taknemmeligt op af det. Hun kunne mærke at tårerne rendte ned ad hendes kinder, mens hun desperat prøvede at få styr på sit åndedræt. Hun havde aldrig været så bange i hele sit liv. Hun kiggede på træerne omkring hende, men hun kunne ikke se detaljerne på grund af tusmørket, der lidt efter lidt gik over til efterårsmørke. Hun kiggede på sit ur og så, at den var halv 8. Hun havde løbet rundt i ca. en halv time. Et hulk undslap hendes læber, og hun spændte hver en muskel i kroppen, for at høre om han havde hørt hende. Men der var ingenting. Bare han har givet op, tænkte hun.
   Hun havde været på vej hjem fra en veninde, da han havde overfaldet hende. Hun havde gået langs vejen tæt på skoven, og hun havde ikke hørt ham, før han havde taget fat om hende. Hun var gået i total panik og i et heldigt slag, fik hun ramt ham i hovedet, hvorefter hun fik chancen for at løbe. I panikken havde hun dog valgt at løbe ind over en mark og videre ind i skoven, hvor hun befandt sig nu. Hvor har jeg været dum, tænkte hun. En tåre til trillede ned over hendes kind, og hun tørrede den væk. Hun lyttede igen, og da der stadig ikke var noget at høre, begav hun sig ud fra træets gemmested. Hun vidste nogenlunde, hvor stien var, for hun plejede at gå tur med sin hund her, dengang den levede. Hvor ville det have været rart at have den med nu, tænkte hun, mens hun i det samme stivnede. Var der ikke en lyd? Hun vendte sig om, men der var ikke noget at se. Hjertet sad helt oppe i halsen på hende. Rolig nu, Camilla, hviskede hun. Det var bare en fugl eller sådan noget. Da hun gik videre, var hun ikke helt overbevist.
   Camilla var næsten henne ved stien. Hun manglede godt og vel et par 100 meter. Hun vendte sig om med et sæt. Det lød som en gren der knækkede. Der var intet andet end træer at se. Hun tog prøvende et par skridt, og nu lød der endnu et knæk men et andet sted fra, og Camilla kunne ikke undgå at give et lille gisp fra sig. Hun søgte over mod en lille klynge træer, som stod for sig selv. Hun kunne mærke frygten komme snigende og omklamre hende. Det gjorde hende syg, og hun havde bare lyst til at komme ud af det her mareridt. Hun hørte nogle blade rasle, men hun turde ikke vende sig om, af frygt for hvad hun ville se. Frygten havde overtaget hende krop og lammet den. "Nu har jeg dig snart, din fucking bitch. Og så skal jeg nok få hævn. Ingen skal slå mig og slippe godt fra det." Camilla lavede en ynkelig lyd, mens hun forberedte sig på, hvad der end måtte ske. Hun kunne mærke ham som en kriblen i nakken, og hun havde det som om, han stod lige bag hende. Hun lyttede; turde ikke trække vejret. Der var helt stille bortset fra en flok ravne højt oppe i trætoppene. "Der var du jo." Hun mærkede hans ånde i sit øre, og hun skreg af væmmelse. Hun begyndte at løbe, men han var hurtigere. Han væltede hende om på jorden, og han satte sig oven på hende. Ligegyldigt hvor meget hun sparkede og slog, flyttede han sig ikke. Da hun ikke havde flere kræfter tilbage, grinte han. "Du troede virkelig, du kunne slippe væk ikke?" Hun sagde ingenting. "GJORDE DU IKKE?!" Råbte han. Hun klynkede og nikkede. Han grinte igen. "Du kan ligeså godt opgive det. Der er ingen der er sluppet væk før." Ingen der var sluppet væk før. Hun var ikke den første. Betød det at han ville slå hende ihjel? Hun mærkede styrken komme op i hende igen, og hun tænkte at det her, skulle han ikke slippe godt fra. Hun lå stadig stille, mens hendes muskler arbejdede. "Du er faktisk rigtig køn. Det ville næsten være synd at slå dig. Tror du, du kan være sød?" Spurgte han. Kvalmen steg op i hende ved lyden af hans stemme, men hun nikkede. Indtil videre havde hun undgået at kigge på ham, men nu faldt hendes øjne på hans ansigt. Han var ikke gammel måske i slutningen af 30’erne. Han havde brunt hår og grønne øjne. Under normale omstændigheder ville hun måske have syntes, at han var en flot mand, hvis det ikke havde været på grund af et stort ar, der skæmmede hans ene kind. Gad vide hvordan han har fået det, tænkte hun, men vendte hurtigt tilbage til virkeligheden, da han begyndte at knappe sine bukser op. "Nu ligger du bare helt stille, så skal jeg nok lade være med at gøre dig fortræd," sagde han, som om han snakkede til et lille barn. Hun kunne se en stor bule i hans bukser, og da han rejste sig på knæ for at åbne hendes, gav hun ham et knæ lige i skridtet. Manden skreg med voldsom styrke og tog sig til bulen. Han væltede om på siden og lå bare og krummede sammen. Camilla rejste sig op og fortumlet begyndte hun at løbe ned mod stien. "Din møgkælling! Jeg skal nok finde dig!" Råbte han, men Camilla var ligeglad. Hun styrtede ud på stien og fulgte den et stykke tid. Denne gang turde hun ikke og stoppe.
   Efter ca. 10 minutter tyndede det ud i træerne og lidt efter kom vejen til syne. Hun stoppede i vejkanten og kiggede sig over skulderen. Manden var ikke at se, og hun gav sig selv lov til at støtte hænderne mod knæene. Hun så et par lygter i det næsten totale mørke, og hun gav sig til at vifte med armene. Bilen stoppede, og hun løb hen til den. Vinduet rullede ned, og en ung fyr kiggede bekymret på hende. "Hvad søren er der sket med dig?" Hun kunne ikke svare. Hun begyndte bare at græde.

Hun slog øjnene op men kneb dem hurtigt i igen. Den skarpe efterårssol sneg sig ind gennem revnerne i persiennerne. Hun vendte sig om mod sit natbord og kiggede på vækkeuret. 09:57. Hun måtte nok hellere stå op. Camilla sukkede dybt og lukkede øjnene igen. Hun havde ikke fået meget søvn i nat. Hun var vågnet flere gange med koldsved over hele kroppen og frygt der gjorde ondt helt ind i hjertet. Hver gang hun vågnede, huskede hun, at hun havde drømt, at han stod ved fodenden af hendes seng, klar til at slå hende ihjel. Først omkring klokken halv 5 da trætheden endegyldigt fik overtaget hendes sind, fik hun lov til at sove i fred.
   Hun skyndte sig i bad og hun spiste morgenmad, mens hun lagde en hurtig makeup. Camilla ville hurtigst muligt ned på politistationen, mens hun kunne huske så meget som muligt fra overfaldet. De stillede altid en frygtelig masse spørgsmål. Sådan var det i hvert fald i de film, hun havde set. Hun smilede for første gang siden dagen i forvejen og rystede på hovedet af sig selv. Film var jo ikke virkelige. Og dog, tænkte hun, skete det tit i film at ensomme, unge kvinder blev overfaldet på vej hjem. Hun gøs og trak vejret dybt et par gange, før hun fortsatte med at tage støvler på. Hendes hjerte bankede, da hun gik ud i opgangen, og hun låste døren så stille som muligt, så hun kunne høre alt, hvad der foregik. Hvis nu…

Det var lørdag, og der var heldigvis mange mennesker på gaden. Det havde taget ca. en halv time at komme herind med bussen, så klokken var omkring 12 middag. Hun gik hurtigt og frygtsomt mellem alle menneskerne, for selvom der var nogen til at se, hvad der foregik, var hun bange for pludselig at se sin overfaldsmand i mængden. Hun blev derfor glad da hun så politistationen for enden af gaden. Den var ikke særlig stor, og hun havde aldrig været derinde før. Hun havde i det hele taget aldrig været involveret med politiet før under nogen omstændigheder. Hun var nået hen foran bygningen og tøvede lidt. En gang skal jo være den første, tænkte Camilla så, mens hun gik op af den lille granittrappe og skubbede døren ind.
   Rummet var køligt men ikke koldt, og der var pænt og rent derinde. Hun stillede sig hen i køen der bestod af 3 mennesker og ventede. Der gik omkring et kvarter, før det blev hendes tur. Hun var lidt nervøs over at skulle stå foran en politimand, men det viste sig at være en kvinde, som så ret sød ud. "Hvad kan jeg hjælpe dig med?" Spurgte hun og smilede. "Jo, jeg vil gerne anmelde et overfald," svarede hun lidt usikkert. Hvad sagde man overhovedet i sådan en situation? "Javel ja. Må jeg bede om dit navn?" "Camilla Christensen." "Ja tak, så må jeg lige bede dig vente et øjeblik. Du kan sætte dig derover," sagde hun og pegede på en lille ’ventesofa’ ovre ved et stort vindue ud til gaden. "Tak," svarede hun og nikkede til damen, hvorefter hun nervøst gik over og satte sig. Hun satte sig til at gennemleve oplevelsen igen, men det var hårdt. Hun huskede chokket, da de fremmede arme pludselig havde lagt sig om hende og holdt hende fast, og panikken der havde overtaget hendes krop. Hun prøvede at huske, hvordan hun havde følt, da hun løb gennem skoven med manden i hælene, men hendes hjerne var allerede ved at fortrænge det. Hun kunne ikke lade være med at få tårer i øjnene, og hun tænkte, at hun måtte ringe til sin mor eller veninde, når hun kom hjem. Måske blev hun også nødt til at gå til en psykolog? På den anden side ville det sikkert være spild af penge. Sådan en gjorde jo ikke andet end at snakke med folk om deres oplevelser, og så kunne hun jo ligeså godt snakke med sin veninde, som kendte hende meget bedre. Hun forsøgte at overbevise sig selv om det, mens de uhyggelige billeder kæmpede om, at få en plads for hendes indre synsfelt, og Camilla følte, at hun var ved at blive vanvittig, da hun hørte damens stemme igen. "Camilla Christensen?" Hun rejste sig og gik over til skranken. Der var ikke andre end hende og damen herinde nu, bortset fra et par mænd, der sad ved nogle computere. "Der kommer en og snakker med dig nu," sagde hun og smilede, hvorefter hun også satte sig hen til en computer. Camilla stod og kiggede lidt rundt og vendte sig, da en mandlig betjent kom ud til hende. Han var ret køn, og hun stod og tænkte for sig selv, om hun skulle prøve og flirte lidt med ham, men stivnede, mens rædslen gennemborede hendes krop, og hun følte, at hun skulle besvime. Manden standsede også op men smilede så, så hun kunne se en række af perlehvide tænder. Han havde brunt, kort hår og grønne øjne og på hans ene kind var der et stort ar..