Pokkers. Han svovlede og bandede, som han lå der og rodede i sølet. Rodede i sølet. Det var også den arm! Den gjorde det jo umuligt at komme på vejen igen. Det sved i den, og piblende blod fra højrearmen gjorde det før lyse cottoncoat ærme rødt. Som en mørk skygge lå han i vejkanten med den blide sne dalende ned mod ham i et virvar som vinden bestemte, den triste stilhed steg ham til hovedet, og hans smil forsvandt et øjeblik. Det hele var som den dalende sne, det havde bare hængt i luften at sneen ville komme snart, man ventede bare på det skete. Inderst inde havde han godt vidst det ville dukke op en dag, det var klart, og det havde det så i den grad også gjort. I dag. Som sneen. Han følte ikke noget mere. Armen der var en byrde i sig selv, havde for få timer siden fungeret fint, alt havde egentlig været meget kontrolleret. Men nu lå han her, længere nede end altid men alligevel stærkere end aldrig før. En forfærdelig larm for igennem hans hoved, og det sved i hans arm da minder væltede op i ham. Minder som sår der aldrig ville hele helt.
En gammel episode var det nok, alligevel så altafgørende for resten af hans liv. Den dag da han igen så det slidte fjæs, var det hele vældet op i ham. ”Dreng bortført og misbrugt” havde der koldt, men så ærligt stået i aviserne, da han endelig kom hjem. Øm. Manden var ikke i stand til mord, så han havde sluppet levende fra helvede. Kommet gående på landevejen, på flugt, gående mod sit hjem. Han havde ikke ville sige noget, og læger og psykologer der ikke kunne vride eller vriste et ord ud af ham, de sagde det nok kom igen. Men det gjorde det ikke. Efter mange undersøgelser fandt man ud af hvad der muligvis var sket. Politi og en dygtig kriminalkommissær havde været på sagen. Undersøgt mange hjem, men det var svært at beskylde nogen i så forfærdelig en sag. Et hjem hvor en enlig mand boede, havde de ransaget det hele. De havde været så sikre, men ikke fundet nogle afslørende spor. Et nederlag. Han som havde overlevet det værste måtte leve med sin gerningsmand fritgående rundt i verden. Dengang var han ikke i stand til noget. Fungerede ikke i samfundet, var unægtelig også skyld i mange tårer fra familien, men han var for svag til at fælde gerningsmanden. Manden der havde dræbt ham indeni. En blokering lagde sig, og dækkede over episoden. Han begyndte at tale igen, og fungere i samfundet som det sagde sig. 10 år gik. Ingen snakkede om det. Det var ikke glemt, men heller ikke husket. Elinstallatør blev han da han fyldte 23. Den lyse anonyme cottoncoat jakke der fulgte med jobbet passede ham fint.
I en fart fik han tøj på. Naboerne til et hus havde meldt en foruroligende larm, og da politiet for en time siden havde tilkaldt ham, kriminalkommissæren, havde det åbenbart ikke kun været larm. Han var straks på farten som så mange andre gange. Han efterlod sin kone liggende i sengen en tidlig søndag morgen, som også så mange andre gange. Utroligt at det havde holdt så mange år. År efter år med sager der trak sig ud og holdt ham fra hjemmet. 13 år havde han været i jobbet som kriminalkommissær. Han elskede det inderligt. Spændingen sitrede stadig i ham, som var det første gang, da han kørte mod gerningsstedet som lå afsides byen. Han trådte ud i den kolde vinterluft. Snart ville det sne. Spidsede alle sine sanser da han åbnede døren. Døren ind til det som foruroligende larm havde udløst. Som han stod der i entreen kunne han allerede se den første kamp tegne sig for ham. Det havde startet her.
Han bankede på døren. Som så mange andre gange skulle han installere antenne på et hus, han var god til sit job. Måske kunne han blive bedre lønnet hvis han kæmpede sig opad. Ja det kunne han. Han stod og trippede lidt og bankede på igen, lidt højere denne gang. Det ville snart begynde at sne blidt og kønt, det lå ligesom bare i luften fornemmede han. Skridt lød inde fra, og døren blev åbnet. Det slidte ansigt der stod i døren og gloede tomt på ham, fik det hele til at vende sig inde i ham. Da han sekunder senere stod inde i entreen, sortnede det for ham.
Da han forsatte ind i køkkenet var forskellige redskaber væltet, blodstænk var spredt ud over det ellers klinisk rene hvide køkkengulv. Et blodigt håndaftryk var plantet på køleskabet og det gøs lidt i ham. Det var klart der havde været kamp her. En voldsom kamp. Han kiggede nøje rundt, det virkede så velkendt. Som et deja-vu.
Det velkendte køkken lignede sig selv som for 10 år siden, det så han straks da han skubbede den måbende mand ind i køkkenbordet. Det klirrede skønt da ting faldt ned og gik i stykker. Hadet blussede i ham. En flamme der ikke var til at slukke. Det slidte fjæs selv fattede ingenting, men kom hurtigt på benene efter dette overraskende angreb. Fjæset skubbede ud efter cottoncoatjakken, men fik et knæ banket op i maven. Cottoncoatjakken skreg da hans ene arm brutalt blev vredet rundt, det knasede ondt inde i ham da knoglen brækkede. Han skreg panisk og greb ud efter bordet bag sig. Ved et lykketræf lå kniven der. Fjæset fortrak sig af smerte da kniven borede sig ind i ham, og efterlod det hvide køkkengulv rødt, tog sig til maven og greb ud efter noget, ramte det hvide køleskab, og efterlod et blodigt aftryk af hænder. Djævlens hænder tænkte han, han stak igen. Den endnu mere velkendte mund på fjæset skreg, og væltede alt omkring sig. Det larmede forfærdeligt.
Han kunne ikke se noget lig, men man kunne ikke undgå at se de blodige spor der var trukket ned i kælderen. Den dunkle trappe ned var glat af blod. Han fortrak ikke en mine, det var ikke et ukendt syn. Blod havde han vænnet sig til, men det gøs nu alligevel i ham, da han så manden ligge der nede på gulvet. Maltrakteret og ukendelig. Hvilken morder kunne være så nådesløs? Det var tydeligt at manden på gulvet var død. Han gik nærmere og så kniven stadig sad i ryggen på ham. Et spor der var så altafgørende, mordvåbnet. Hvilken morder kunne være så tåbelig at efterlade den? Han vendte manden om, ville se hans ansigt. Da genkendte han huset, det var ham, en af hans første rigtige sager! Nok 10 år siden, men stadigvæk sved nederlaget over en tabt uopklaret sag. Hvem havde dræbt denne mand der gik fri?
Febrilsk kom han til sig selv. Det sortnede endnu engang for ham da han så alt blodet. At der var så meget blod i en lille mand. Vreden og hadet havde overtaget før, og venstrearmen havde været nyttig og stukket manden adskillige gange. Stille græd han da han trak manden ned i kælderen. Stille. Han plantede kniven i ryggen på ham, åbnede kældervinduet på ny, og kravlede trøstesløs ud af det. Som dengang. Stille var det. Nu var det endelig forbi. Han havde fulgt samme vej, og var atter en gang på vej hjem som for 10 år siden. På flugt igen. Men denne gang havde han et stille tilfredst smil på læben, og var fyldt af lettelse og begær.
Vinduet til kælderen stod åben. Han var flygtet! Han var flygtet! Straks løb han op af kælderen, ud af huset, ud til de hvirvlende snefnug som var begyndt at falde mens han var inde i huset, og ind i bilen. Lod alt dette ligge bag sig, han kunne indhente morderen! Ivrigheden indtog ham.
Som han lå der i grøften og kæmpede i sølet, fik han endelig den raske arm op. Nok var han havnet i grøften, men den fik han kæmpet sig op af. Da han stak hovedet op blev han blændet af lygterne fra en bil. Bilen standsede straks. Han var i lyset. Han som havde dræbt sin morder. Han havde vidst det ville ske, det havde ligesom ligget i luften - ligesom den nyfaldne sne. Pokkers.