Hundeudstilling, en meget anderledes hobby. En Hobby som en teenager på 14 år som ikke burde interessere sig for, men en ældre knap så moderne kvinde, som har viet sit liv til hundene. Jeg er heller ikke en pige på 14 år, når jeg er til udstilling. Nej, jeg er en umoderne 20 år ældre kvinde, som forsøger at følge de erfarne udstilleres spor. Når jeg træder ind i den store sportshal, træder jeg ikke ind i hvilken som helst hal, jeg træder ind i den hal, som jeg har udstillet i mange år. Jeg træder ikke ind i den sammen med mine forældre, nej jeg er alene og dog. Jeg tager den samme plads som de sidste gang. Ikke alene tager jeg den, men sammen med mit team. Berit, Ellen, Nanny og mange flere. Alle sammen nogle dejlige gamle nisser, som har viet deres liv til hundene. Jeg bliver en af dem. Hundeudstilling er min anden verden. En anden side af mig som brænder, brænder for at komme ud i verden og blive kendt. De fleste piger, som er 14 år, ville ikke drømme om at stå i ringen. De fleste piger, vil være sangere, skuespillere osv. Alt sammen noget som løber rundt om ens fantasi. Men jeg har mit mål!
Når jeg sidder i klapstolen, hvor der står Josefine Østerby bagpå, skuer jeg ud over ringen. Jeg skimter dommeren, det er en mand. Jeg vender mig om, hundene sover. Klokken er 10:06, og med det samme bliver der sagt: Skal du ikke have et glas med Jossi?
Tid til dagens første glas vodka! Naturligvis Gajol shot, ekstra hot. Det er en tradition, get use to it. Efter et par shots er vi klar til kamp!
Dette er ikke collie eller puddelhunde, nej det er den frække Cairn Terrier. Lille, fræk og nem at handle. Jeg føler mig værdi, når jeg står i ringen, blandt alle de kendte navne og hunde. Selv er min hund kendt. Jeg kan gøre det!
Adrenalinen breder sig ud i kroppen, jeg er blandt de sidste. To fra sjælland og mig, formentlig 25 år yngre end dem. Dommeren vurderer os, han stopper om ved den ene sjællænder. En tredje plads tænker jeg. Hunden er knap så fin i pelsen, der er enkelte huller, som handleren forsøger at dække. Godt trick! Dommeren stopper op ved mig, han trækker på smilebåndet, og overvejer hvorfor han egentligt tog mig blandt de tre bedste. Han går videre. Han kigger kun et split sekund på den sidste. Han var sikker på sin beslutning, uden at komme i tvivl, blev det en anden plads det mig. Med sveden dryppende ned af panden og nervøsiteten, som giver fumlende fingre, får jeg overrakt mit bånd. En anden plads er godt. Rigtig godt. Berit sætter hunden i bur, nu er der pause. Hele banden går ud i cafeteriet, for her må ikke ryges. Jeg sidder i en anden klapstol, nu hvor der står Berit Rosenfeldt. Det var Berit, der fik mig til at begynde. Berit der gav mod og selvsikkerhed til mig. Hun åbnede et helt nyt menneske i mig. Og hun mente, at jeg kunne blive til noget inden for branchen. At blive til det Berit er, er mit mål. Bo på landet med alle hundene, ikke leve af hundene, men leve med hundene. Være sammen med dem og udstille dem.
En udstilling er aldrig den samme, nogen gange er der meget at lave, andre gange sidder jeg i min klapstol og snakker med Nanny. Nanny er en mindre del af vores team. En afslappet engelsklærer, som underviser en ottende klasse i Vejle, og som elsker sin lille hund. Altid har vi noget at snakke og diskutere om. En udstilling for mig varer et helt liv, og det slutter, når jeg træder ind af vores hoveddør. Så bliver jeg igen den normale og moderne Josefine. De fleste kender mig som den moderne og dansende pige, men er jeg nu også det? Hundeudstilling er mit liv, hundene er mit liv, de mennesker jeg omgås med og udstiller med. De vil have noget ud af mig, som jeg skal være med til.
Hundeudstilling gør mig til et rigtigt menneske.