Sorte fugle flyver over den blodrøde himmel, træer tårner sig op på hver side af mig, som mure lukker de alle lyde ude, forstærker hvert et skridt jeg tager. Solen går langsomt ned i det fjerne trækker alt lys og kulører med sig, forlader mig i et komplet mørke. Jeg knuger hånden om min bue, kører forsigtigt hånden over den spændte streng, den har trofast fulgt mig siden jeg var lille. Husker tydeligt den dag min far lavede den, den var godt nok ikke til mig dengang, men alligevel respekterede jeg den og forgudede den. Skåret ud fra midten af et ungt piletræ, strengen lavet af en lårmuskel fra en Russisk Bjergdrage. Pilene er ikke mere end en tyve centimeter lange, men lige så dødbringende som et spyd. Jeg skylder den mit liv, ville dele gravkammer med min gamle far, hvis det ikke var for den.
   Stemmer hvisker fremmede sprog i alle kroge, mørke skygger lusker rundt i krattet, skridt forfølger mig, men med afstand. Jeg smiler, de frygter mig. Buen brænder i min hånd, venter på at blive brugt, men jeg venter, de venter. Solen er for længst forsvundet, vandrer i et evigt mørke, som ingen ende vil tage. Men mine øjne er så skarpe som en kats og en ulvs lugtesans kan ikke måle sig med min. Jeg stopper op, alle lyde er forsvundet, kun vindens rusken i de gamle egetræers kroner, forstyrrer den dunkle stilhed. flyver en usleben økse gennem luften, den snitter mit ene spidse øre. Idet jeg drejer mig rundt, mærker jeg vægten af stenen på mit bryst, dens kølige overflade fylder mig med ro, og jeg ved at jeg ikke misser. Jeg ser i retning øksens ejermand, smiler en gang, før jeg placerer en gylden pil mellem øjnene på ham. To mørke skikkelser springer ud på vejen foran mig, jeg kan ikke se hvad det er for nogle væsner da de nærmest går i et med mørket. Den ene trækker et langt smalt sværd, sværdets æg lyser hvidt i mørket, da månens svage stråler rammer det. Han tager et skridt hen imod mig, mens hans kompagnon anspændt venter i baggrunden.
   Væsnets ravgule øjne lyser i mørket, viser mig hvor de er. Jeg følger tavst hvert et skridt han tager, og parerer nemt hans slag. Med en yndefuld bevægelse trækker jeg en lille fin kniv op af min ene støvle, undgår et halshuggende sving fra hans sværd, og stikker med en hurtig bevægelse, kniven lige mellem de to øverste af hans ribben. Væsnet stopper op, og jeg vrider elegant kniven rundt og trækker den ud igen, ser væsnet kollapse foran mig. Skabningen vrider sig for fødderne af mig, og gisper efter vejret. Jeg sætter foden på hans strube, mærker han slimede finger omkring min ankel, febrilsk prøver han at vride sig fri, men forgæves. Jeg læner mig ind over ham, og kigger ham koldt i øjnene, hans blik viger, jeg klemmer hårdere med min fod, til hans blik er i min magt. Hans makker kommer tøvende hen imod mig, jeg ryster på hovedet, og han fornemmer at, hvis han kom nærmere, ville jeg uden at tøve gøre det af med den sårede. Han hvisker nogle kringlede ord, og væsnet på jorden nikker forstående. "Hvem har sendt dig?" min stemme er kølig, og giver svagt genlyd i nattemørket. Begge væsner fare sammen og klapper kæberne i. Jeg klemmer mere til med fod, og mærker langsomt hans strube briste under min vægt. Hans vejrtrækning kommer i hvæs, og han vrider sig ikke mere. "Hvem har sendt dig?" spørger jeg utålmodigt igen, denne gang med mere kraft i stemmen. Skabningen kigger fortvivlet over på sin kompagnon, og åbner munden for at sige noget, men lukker den hurtigt igen. Væsnet der står et stykke borte kigger kort på min halskæde, og ryster på hovedet. Pludselig falder det om med et halvkvalt skrig, og jeg trækker per refleks min bue, væsnet som før stod op, ligger nu livløs på den hårde grusvej. Jeg spejder ud i mørket, men ser ingenting, fornemmer dog at andet menneske til stede, et meget magtfuldt et. Mine hår på armene rejser sig og mærker mit hjerte galoppere af sted, jeg ved hvem der er kommet. Klemmer hurtigt til om væsnets hals, og giver ham fred. Jeg kigger rundt i de mørke kroge, og mærker han kommer nærmere. Nogen ånder mig i nakken, vender mig hurtigt om, men der er intet andet end det endeløse mørke. Jeg renser mit sind, og prøver at tænke klart, men kigger mig paranoisk over skulderen og hører unaturlige lyde over alt. "Alex," en dyb velkendt stemme runger i mit hoved. Jeg trækker en pil, og spænder den for min bue. "Forsvind," råber jeg bange ud i det tomme mørke og sigter febrilsk min bue i alle retninger. Minder dukker op, billeder fra fortiden flasher for mit indre. Ting jeg troede jeg for længst havde fortrængt.
   Han kom, Han tog og Han forsvandt. På ingen tid havde Han smadret mit liv. Begge mine forældre tog Han fra mig, hele min fortid forsvandt ud i den blå luft. Min mor slog Han ihjel for øjnene af mig, hun kæmpede for mit liv, men måtte til sidst give op. Min far derimod kæmpede til det sidste, selvom han have fået kvast rygraden, lykkedes der ham at sende han en pil igennem Hans venstre bryst. Det eneste jeg har tilbage er kæden og den er hvad han vil have.
   Ud af ingenting dukker en skikkelse op et stykke fra mig. Et forvrænget ansigt kommer til syne, jeg gisper, og mærker hvordan min krop fyldes med angst. Det løber mig koldt ned af ryggen og får alle mine muskler i min krop til og spændes. "Alex, nu er det din tur. Giv mig halskæden." Jeg mærker nogen trække i mit sind, får ufrivilligt mine ben til at bevæge sig. Jeg knytter hånden om min halskæde, og mærker stenen brænde. "Forsvind. Du får mig aldrig," jeg fyrer nogle pile af i Hans retning, men ingen rammer Ham. Han kommer nærmere, jeg er ikke i stand til at bevæge mig, kan ikke en gang trække vejret. Jeg mærker en smerte i venstre side af mit bryst, knækker sammen, det føles som om al luften bliver slået ud af mig. Han hvisker nogle ord på det gamle sprog, som får min krop til at føles som er den ved at eksplodere. Han kommer imod mig, og rækker ud efter kæden. Jeg kan ikke trækker vejret mere og det sortner for mine øjne. Den sorte dråbe forlader mig, og alting går i et med natten.