Vi lever i et samfund af narcissistiske unge, varmlufts-kendte og en noget higen og søgen efter stjernedrømmen og berømmelsen. Engang søgte vi den evige berømmelse og nærmest et helligt liv, nu er det nok, hvis vi bare får vores 15 minutters herostratiske berømmelse; berømmelsen, der ikke tjener sin ophavsmand til ære. Sagt på en anden måde er samfundet blevet celebrificeret; Det er den proces, hvorigennem et 'almindeligt' menneske bliver til en 'medieperson'. Ungdommen i dag er den største gruppe, der påvirkes af medierne og det celebrificerede samfund. De unge søger at efterligne og opnå samme kvalitet som de kendte. Dem i x-factor, på MTV, i Ekstra Bladet og de smarte på gaden. Idealbilledet af fx en kvinde er efterhånden godt forvrænget på musikvideo kanalen MTV. Ikke bare dér er idealet perfektioniseret men også antallet af skønhedsoperationer er steget markant de sidste 10 år. Allerede her er der et grundlag de selvoptagede unge mennesker kan identificere sig med. Stjernerne er idealpersoner for os undermennesker, så vi (især de unge) gør et stort arbejde for at ligne dem. Mærkevaretøj, smart hår, hvide og lige tænder, perfekt tynd og gyldenbrun krop, en lige næse og helst store bryster. Vi har en evig interesse i at blive lige som dem! Når man så er nået så langt med at efterligne stjernerne, så kan man lige så godt tage den hele vejen og selv blive en stjerne. I dag er det jo også så let, så hvorfor ikke? Der skal ikke så meget til, du kunne jo fx hoppe ud på fodboldbanen til en international kamp og slå dommeren i hovedet, du kunne stille op i x-factor, Paradise Hotel, Popstars, Big Brother, Talent, og hvad findes der ikke af reality-programmer?
"Alt for mange talenter er bygget op af pap" fortæller Anders Fogh Jensen i tekst 5, og det er grunden til, at alt for mange får det dybe fald. Der kommer flere og flere stjerner, som kun er bygget på 15 minutters berømmelse fra diverse reality programmer. De tager nemlig genvejen, som Birgitte Rahbek skriver i tekst 6. Før vores tid blev så ekstrem på hungeren efter berømmelse, var det stort set umuligt at blive berømt på 15 minutter, hvilket selvfølgelig fører tilbage til den årsag, at man ikke have samme mulighed for kommunikation som i dag. For at blive berømt i gamle dage måtte man kæmpe for opmærksomhed. Man måtte kæmpe røven ud af bukserne, arbejde og brænde for sin sag. I dag skal man bare gå ned på hjørnet, så er man kendt. Så vores hunger efter berømmelse kan kun vokse i takt med, at der kommer flere og flere Tv-programmer med det henseende at gøre folk kendte. Et eksempel er fodboldkampen som blev spillet mod Sverige, hvor en fuld dansker springer ind på banen og slår en dommer eller fodboldspiller. Denne mand fik sin fortjente herostratiske berømmelse, men fik til gengæld en bøde, der varer resten af sit liv. Et andet eksempel kunne være Paradise Hotel, hvor unge mennesker med et ideal udseende bliver sat ud på en ø for at konkurrere med hinanden og til sidst vinde penge. Et reality program hvor du bliver kendt på at skændes med de andre på øen og på at se godt ud i bikini. Disse mennesker bliver hverken kendt, fordi de er mærkelige eller har talent. De bliver kendt på deres udseende og skænderier i dette show. Der er altså en stor del af berømmelsen, som er dum og henvender sig til dumme mennesker. Mennesker som ikke har noget indhold og er uintelligente. Det eneste der forekommer dem at være rigtigt, er deres udseende og deres dumme berømmelse. Denne slags personer lever ikke særlig tykt på deres berømmelse, til gengæld bliver de hurtigt presset igennem mediemaskinen. Man kunne også kalde dem varmlufts-kendte. De er på toppen i den lune luft, indtil et hvis brandpunkt hvor luften siver ud, og den kendte er godt på vej ned i mediernes skærsild. Alligevel er de fleste mennesker stadig voldsomt interesseret i deres stjernedrøm. Men er det så, så fedt at være en kendis?
"Han er bare et legetøj. Han er en dille, som vil blive afløst af en ny dille" siger Jon Nørgaard, som vandt Popstars i 2002 og som fortæller om Martin, der vandt x-factor sidste år. Både Martin og nok mest Jon er eksempler på varmlufts-kendte og den dumme berømmelse. Jon, som var i hjertet på alle ungdommens piger, dummede sig i sin berømmelse og kom op i et slagsmål, hvor han kvæstede sin modstander voldsomt. Grådigheden stiger den dumme kendte til hovedet, og så ejer man hele verden. I dag er Jon Nørgaard kun kendt som Fiskelæbe Jon, hvilket ikke er et positivt kælenavn. "Hvad vi selv bygger op, må vi også selv have lov til at skyde ned igen" som er en destruktiv naturlov i "Populærkulturen". Popstars byggede Jon Nørgaard, og skød ham ned bagefter. X-factor bygger Martin op, og skyder ham formentlig ned om et par år. Sådan er det bare. Stjernerne har en begrænset levetid, en dag slukkes de. Denne stjernedrøm gik i hvert fald lidt i vasken for Jon Nørgaard.
"De største stjerner må falde. Sådan er det" indleder Lasse Lavrsen i tekst 5. Disse stjerner er der utallige af! Det var de stjerner som kæmpede og opnåede den rigtige berømmelse. Alle sammen har de været i gennem nutidens barske mediemaskine. Michael Jackson, Britney Spears, Ray Charles og tusind andre stjerner, hvad enten de er bevidste om det eller ej. Britney Spears er et meget åbenlyst eksempel, da hun som meget ung startede en karriere, der var helt vild! Hendes succes boomede. Hun var ganske vidst urørt i mange år, men så slog det klik for hende. Ligesom det gør for mange af stjernerne, det endegyldige "klik" hvor stjernen selv kan herske over verden og gøre hvad de vil. Hun blev hakket godt og grundigt igennem af mediernes skærsild og ud kom en skaldet, forældet, stofmisbruger og enlig mor, som engang var den smukke babe-agtige unge kvinde. Så længe man kan kontrollere sin berømthed går det godt. Hvis man begynder at få skarpe kanter og snavs i samvittigheden, ja så går det ned ad bakke. Villy Søvndal og Bent Bentsen er egentlig to gode eksempler på hver sit. Villy Søvndal, som det også er nævnt i tekst 5, kører med klatten. Han er populær, men er stadig ikke blevet raslet ned af mediemaskinen. Han kontrollerer sin karriere. Bent Bentsen der i mod har på det seneste fejlet, og er blevet hakket gennem maskinen, måske er han endnu ikke kommet ud på den anden side. Bent havde snavsede kanter og en ustoppelig grådighed efter overflåd. En efter en fandt medierne flere og flere ting i Bent Bentsens liv. Han skulle jo ikke tro, at han var noget særligt.
"Men det er det, at blive mindet om vores egen skrøbelighed, der pirrer os mest" Siger Anne Jerslev i tekst 5. De største nyheder er nyhederne om stjerner, der falder, og det gør ondt når stjernerne falder gennem mediehakkeriet. Det gør så ondt, at jeg ikke forstår hvorfor, det er nødvendigt at komme med den ene skjulte facade efter den anden som pustes op i medierne. Jeg har ikke et behov for at se "trash-fotografier" af Britney Spears uden underbukser eller andre kendte uden tøj på, eller på en dårlig dag, hvor de ikke lige er "stylet" op. Jeg kan ikke forestille mig hvilken målgruppe, som bare gav de ægte kendte mennesker en smule kredit og respekt for det de laver, og så bagefter ydmyge dem så de bliver ingenting. Som Henrik Qvortrup siger "Men det ligger vel dybt i mennesket, at vi gerne vil se det ufejlbarlige, fejle" JA! Selvfølgelig vil vi se det perfekte og ideelle begå fejl, og det er ikke kun i situationer med de kendte, men såmænd også i klasselokalet. Hende den lyshårede der sidder overfor en og altid har lavet lektier, altid kommer med de rigtige svar og har den rigtige kæreste med den rigtige bil. Hende ønsker man da skulle begå fejl! Så man får sin egen lille hævn over dem der kan bedre. Men er det ikke bare en tant for meget? Er det virkelig nødvendigt for os at overdøse de kendte med deres fejl og skavanker? Har vi virkelig sådan en overdrevet kådhed for at ydmyge andre mennesker, som er bedre end os selv? Det virker helt grotesk, når man skriver det sådan.
"En slags jantelov, hvor nogen vil begynde at føle et had til andre, fordi de er bedre" siger Anders Fogh Jensen. Derfor kan vi godt lide at ydmyge de kendte, for at få dem og os til at indse, at de er ikke andet end almindelige mennesker med en facade. Så i virkeligheden pirrer vi os ved dem, fordi vi er stang jaloux på deres perfekthed. Samt fordi vi selv stadig har en hunger og interesse i stjernedrømmen, men som aldrig bliver til noget. Vi kan jo ikke alle sammen være stjerner, så nogen skal droppe deres drømme.
"X factor er en grundmenneskelig historie, som vi alle kan identificere os med. At træde ud af anonymiteten og nå berømmelsen" siger Ib bondebjerg i tekst 6. X-factor er nemlig det helt store debatemne og hvorfor så det? Vi ønsker alle sammen, at det var os der stod på scenen. Os som blev fundet som det unikke talent, og på blot få afsnit ved hele Danmark hvem du er, hvor du kommer fra og hvad dine hemmeligheder er. Vi er alle sammen lidt interesseret i at vinde. Vinde den store pose med guld og ikke have "det almindelige" menneskes problemer. Så vores interesse for berømmelse vil ikke blive mindre i den kommende tid, men måske på et tidspunkt hvor hele celebrity-kulturen bliver overophedet og render ind i en "Stjernekrise". En tid hvor det ikke er populært at være lige som de store stjerner men at være sig selv lidt endnu. Og hvor virksomheder som CULT ikke har reklamer med teksten " Fuck me. I'm famous". Men det sker jo nok aldrig.
Vi har det indædt i os og vil jo altid have en hunger efter det som er bedre og har en højere popularitet end os selv. Det kunne være fedt at få 15 minutter i rampelyset uden at skulle tage ansvaret for bagsiden af medaljen. Den bagside som gør ondt bagefter, og bliver ved med at gøre ondt. Når man har en interesse i at få opfyldt vores stjernedrøm, tænker man jo ikke nærmere på konsekvenserne af stjernedrømmen. Det er en helt anden livsstil, end man havde tidligere. Så er det egentlig så fedt at blive berømt? Tja, ikke efter mine øjne. Jeg har selv opnået mine 15 minutter i avisen 3 gange og med at lave kortfilm. Det var ganske vidst fedt. Fedt at tænke på at familien kaffebord læser den avis og så ikke mere end det. Dagen efter er det overskygget af andre historier.
Medierne er jo en farlig djævel, og man skal lære hvordan man håndterer dem som kendis. Selv statsministeren har en spinddoktor til at vejlede ham. Vi har interessen i at stille op i disse reality shows for at blive berømte og få en lille smule af indsigten, men gør man det ikke også bare for at få lidt opmærksomhed til sit store narcissistiske ego? Min generation er meget optaget af de kendte overmennesker. Bliver næste og næste generation ikke bare mere og mere hungrende efter indsigten? Og efter denne stjernedrøm? Hvad gør man så af det hele? Hvis der slet ikke er nogen som drømmer om et almindeligt job. Medierne og reality programmerne er i virkeligheden en nedbrydning af det kloge og dannende samfund. Det er for det meste de mindre begavede mennesker som man ser i den del af samfundet? De nye celebriteter og unge mennesker der hungrer efter stjernedrømmen fordærves af mediernes skærsild og kastes der hen hvor resten ligger. En ny berømthed udklækkes. Der venter kun det samme.