"Under den tredje verdenskrig blev næsten en million børn forældreløse. De fleste var russiske eller fra den tidligere Nordiske Union. Da N.U. tabte, og Rusland tilføjede norden til sit magtområde, blev de forældreløse børn a pain in the ass for den russiske præsident. Derfor besluttede han sig for at de skulle bruges til noget. De forældreløse som var under to år gamle, blev sendt på specielle børnehjem, med formålet at blive trænet til soldater og lejemordere. Alle andre børn blev henrettet, det samme gjorde dem som ikke kunne klare træningen. Børnene fik ingen kærlighed, og ingen mulighed for at lege. Allerede da der var tre år, begyndte træningen. Når at de fyldte fjorten, var de klar til at myrde. Når de fyldte atten, blev de sendt ud i verden som spioner. De fleste blev sendt til den Amerikanske Union. Efter tyve år, var de tredivetusind blevet til blot firhundrede. Firhundrede udlærte spioner og lejemordere. Og da præsidenten døde sidste år, altså efter toogtyve år, var der blot hundrede tilbage. Den nye præsident ønskede ikke længere at benytte sig af lejemorderne, så han gav dem frihed. De fleste arbejder i dag som freelance terrorister eller lejemordere, derfor er det vores job at lokalisere dem. Og muligvis udslette dem." sagde Josh Raev, underdirektøren af IM (Internationale Militær).
   "Så det som du vil have os til, er at myrde lejemordere?" spurgte en ung mand på forreste række. Salen var enorm. Flere tusinde internationale politi og militær folk var samlet.
   "Det afhænger af flere ting. Det afhænger af hvor personen er, og hvad personen beskæftiger sig med. Terrorister, freelance lejemordere, tyve, mordere, og andre kriminelle skal udslettet. Dem der har normale job, og ikke er tilknyttet den russiske regering, skal bare under overvågning." svarede Josh.
   "Hvordan skal vi så opspore dem?" spurgte den unge mand igen.
   "En anonym højtstående russisk kilde…" svarede Josh, men blev afbrudt at mig.
   "Så du vil have at vi myrder på basis af en anonym kilde?" han ignorerede mig og fortsatte:
   "En anonym højtstående russisk kilde, har givet os information om dem. Alle sammen." Idet at han sagde alle sammen, stirrede han koldt på mig.
   "Så lad os håbe at din kilde er mere ægte end den var sidste gang." sagde jeg. Folk i salen begyndte at smågrine. Sidste gang havde Josh sendt ottehundrede af sted til Australien, for at finde atom bomber, som en anonym kilde havde tippet om. Problemet var bare at der ingen bomber var. Alt der var på adressen, hvor at terrorister skulle have været, var et børnehjem. Godt nok havde jeg vidst det i forvejen, men det var ikke mit job at finde atombomber, men at redde liv. Og tilfældigvis skulle mine venner bruge nogen til at aflede IMs opmærksomhed, og tilfældigvis blev det mig. Jeg er langt fra terrorist, faktisk prøver jeg at skabe frihed, hjælpe det russiske folk. Og den bedste måde at hjælpe dem på, var med at hjælpe dem med at flygte. Den Amerikanske Union ville ikke have noget at gøre med flygtningene, derfor afledte jeg IMs opmærksomhed, så flygtningene kunne komme ind i landet. Efter at mødet var slut, kom Josh hen til mig.
   "Så du er russisk… Og lejemorder?" spurgte han.
   "Faktisk… Så er du en del mere russisk end jeg. Jeg er nordisk. Og jeg er jo i øvrigt femogtyve år, så jeg er vist lidt udenfor aldersgruppen. Bedre held næste gang." svarede jeg hånligt. Siden at jeg havde fået arbejde i IM, havde der altid foregået en krig mellem os. Til gengæld mente hans overordnede, direktøren, at jeg var perfekt til jobbet. Jeg måtte da også lyve lidt. Faktisk var jeg kun nitten. Jeg havde kun lige bestået lejemorder eksamen, før at præsidenten døde. De fleste lejemordere havde ikke fået øjnene op for den døde præsidents løgne. Men det havde jeg. Myrdede børn og kvinder kunne umuligt være rigtigt. Selv dem som var opdraget som lejemordere, burde kunne se det. Dem som ligesom jeg havde set sandheden, flygtede til den Amerikanske Union sammen med mig. Frihedens land. Som nu skulle jagte os som om at vi var dyr. Heldigvis havde vi slettet alle spor. Vores ID papirer sagde at vi var tyskere. Nordiske og russiske tyske militær udannede 25-årige. Der var ingen måde hvorpå at de kunne opdage at vi var russiske lejemordere. Jeg gik ud af konferencesalen og ud på gaden. Jeg vidste at alle telefoner i fem kilometers omkreds blev aflyttet, så jeg gik nedenunder for at tage metroen.

Da jeg ankom til Brixelle, som før krigen havde heddet Bruxelles, gik jeg ind i den nærmeste tøjbutik. Jeg fandt mig nogle nye sko, og noget nyt tøj, og købte det så. Jeg skiftede på det nærmeste toilet, og gik så hen i mod stationen. Jeg gik hen til opbevaringsskabene og satte et kort i nummer syvogtres. Efter et minuts tid blinkede låsen grøn, og skabet åbnede sig. Jeg tog mobiltelefonen og brevet som lå i skabet ud, og lagde mit gamle tøj og min telefon der ind. Nu var jeg i hvert fald fri for skjulte mikrofoner og sporingsenheder. Det var regel nummer et når jeg skulle besøge andre tidligere lejemordere. Altid være hundrede procent clean for ting som var tilknyttet IM eller nogen som helst regering. Jeg gik ind i det nærmeste tog, og satte mig på sæde syvogtres. Ved siden af mig sad en ung sorthåret mand, med en lang grå frakke. Han så på mig.
   "Kotoryi chas?" (russisk) hvad er klokken? Spurgte han. Jeg så op på uret. Den var halv seks.
   "Pyatnadsat minut chetvertogo" (russisk) kvart over tre. svarede jeg. Jeg havde trukket to timer og et kvarter fra tiden, præcis som Dmitri og jeg havde aftalt. Eftersom at uret var lige foran os, ville han jo protestere hvis at han ikke var sendt af de andre.
   "Er du clean for sporingsudstyr og mikrofoner?" spurgte han. Jeg nikkede. I Belgien var det ulovligt at tale russisk, men der var få der talte det, så hvordan skulle de kunne vide at det var russisk at vi talte? Alligevel skiftede vi sprog.
   "Godt" mumlede han.
   "Yarkov, Dmitri, Sergei og Aleksey venter på dig i Diniant," sagde han idet at toget stoppede. Da Belgien blev besat af englænderne under krigen, havde de ændrede de, de fleste belgiske by navne. Hvorfor? Fordi at premierministeren synes at belgierne havde valgt latterlige navne. Således blev Dinant til Diniant. Han gav mig en seddel, og steg så af toget. På seddelen stod der Czerkov. Kirke. Der lå mindst ti kirker i Diniant. En hvilken som helst anden end jeg, ville ikke kunne finde frem til stedet. For hvad kun jeg og Dmitri vidste var, at han kaldte stedet hvorpå at hans fætter døde, for en kirke, selvom at det egentlig bare var et skur. Han havde altid været overbevist om at han var skyld i sin fætters død, derfor betød stedet meget for ham. Efter femten minutter steg jeg af toget. Diniant stod der på skiltet på stationen. Skiltet kunne vælte hvert øjeblik, det samme lignede det at stationen kunne. I midten af krigen havde der været udkæmpet flere gadekampe i Diniant, det var faktisk kun meget få som stadig boede i byen. Forståeligt nok, fordi det lignede mere en spøgelsesby, end en by som man kunne leve i. Telefonboksene på stationen var ikke skiftet ud med de nye smarte, de lignede derimod noget fra midten af halvfemserne. Så de måtte vel snart være fyrre år gamle. Byen var egentlig overraskende gammeldags. Mens resten af verden udviklede sig, stod alt stille her. Jeg gik om på forsiden af stationen. Vejen var tom. En avis blæste rundt på vejen. Jeg samlede den op. Den var fra 6. Juni 2010, hvilket var kort før at krigen begyndte. Hvordan man redder verden hed artiklen på forsiden. Ironisk, tænkte jeg. Nogen gange, føles det som om at livet er et mareridt. Glæde eksisterer knapt nok længere. Had overskygger kærlighed, og vi ødelægger os selv og vores planet mere og mere. Samtidig prøver vi alle på at få mere og mere. Hvad er der dog sket med verden? Stod der. Hvis den journalist som havde skrevet det stadig levede, ville han nok få et stort chok. Verden havde ændret sig meget siden 2010. Mine tanker blev afbrudt da en gammel bil kørte hen og stoppede ved siden af mig. Den rullede vinduet ned.
   "Har du brug for et lift?" jeg lod avisen falde til jorden.
   "Nej tak" sagde jeg og gik mod venstre. Støvet lå tungt på stenene. Gaderne var næsten tomme. Ingen busser kørte, og kun få mennesker gik på fortovet. Snart ankom jeg til et faldefærdigt hus, som havde et mellemstort træskur i forhaven. Jeg åbnede havelågen. I modsætningen til de fleste huse, var der ingen digital lås eller noget, man kunne bare åbne den. Jeg gik over den ukrudtfyldte græsplæne. Græsset var ikke meget højt, men dog for højt. Jeg bankede på døren.
   "Hvem der?" spurgte en stemme som jeg genkendte. Alekseys stemme. Jeg så mig omkring, bare for at være sikker på at jeg ikke blev skygget.
   "Julia Jennifer Johnsson," svarede jeg. Straks blev døren åbnet. Da jeg trådte ind i skuret, fjernede Aleksey en tæppe fra jorden, og skubbede så en flise til side. Vi gik ned af en smal trappe, og endte i en mørk underjordisk grotte.
   "Julia er her" sagde han, og så blev lyset tændt. Både Yarkov og Sergei stod op af væggen, og havde tydeligvis ventet i en del tid. De gjorde tegn til at vi skulle følge med, og fulgte os så ind i et andet rum. Der sad Dmitri med ansigtet begravet i en computer.
   "Dmitri," sagde jeg, nærmest for at bekendtgøre at jeg var kommet.
   "Noget nyt?" spurgte han, men så stadig ikke væk fra computeren.
   "Massere," svarede jeg. Han så stadig ikke væk.
   "Godt eller dårligt?"
   "Dårligt" først da jeg havde sagt det, så han afventede på mig.
   "IM siger at de har information om os alle sammen. Dem der er kriminelle, eller har tilknytning til den russiske regering, vil blive myrdet. Resten vil bare blive overvåget, indtil at de bryder loven. Men de lod mig trods alt gå uden spørgsmål, og jeg hverken bliver skygget eller aflyttet, så jeg gætter på at de ikke kender vores identitet." forklarede jeg. Hans ellers så alvorlige øjne, blev endnu mere alvorlige.
   "Er du sikker på at du ikke bliver skygget?" spurgte han betænkeligt.
   "Ja, jeg er sikker," svarede jeg roligt. Jeg var sikker. Han vendte igen blikket mod computeren.
   "Bare fordi at jeg er yngre end jer, betyder det ikke at jeg er dummere." sagde jeg defensivt.
   "Nej da" svarede han og så på mig.
   "Men det betyder at du har mindre erfaring" idet at han havde sagt det, var computeren igen den der fastholdte hans blik. Efter et par minutters stilhed, brød han den.
   "Jeg har en meddelelse som jeg skal have bragt ud, har du tid til at gøre det i aften?" spurgte han. Jeg nikkede.
   "Hvad, hvor og til hvem?" tilspurgte jeg. Han gjorde tegn til at de andre skulle forlade rummet. De forlod rummet uden tøven. Dmitri rakte mig et brev. Oversat stod der:
   Zakhary Dibijev, vær klar om to dage ved solnedgang. Jeg lovede at jeg ikke ville lade dig i stikken, så det har jeg heller ikke tænkt mig. Gør ikke noget dumt indtil at vi ses. DD. Jeg tænkte lidt, indtil at navnet gav mening i mit hoved. Zakhary var Dmitris bror. Han var også tidligere lejemorder, men han var blevet fanget under en mission i Tyskland. Selvom at de begge var uddannet lejemordere, var der et stærkt bånd mellem dem. Dog viste de det aldrig.
   "Skal jeg uddybe missionen?" spurgte han.
   "Nej. Bare giv mig en billet og en pistol, så har han beskeden inden solen står op." svarede jeg beslutsomt. Han så lidt taknemmelig ud, men kun lidt. Han tog et kort ud af computeren, og gik så hen til væggen. I den eneste væg som var lavet af mursten, satte han kortet ind i en revne. Væggen delte sig straks i to, og vi gik ind i rummet. Rummet var oplyst af diverse lamper, og ellers fyldt op med våben. I det fjerneste hjørne stod der en automat. Vi gik hen til den. Han satte kortet i, og automaten tændte straks. Han indtastede en attencifret kode, og trykkede så lidt på skærmen. Efter et par minutter kom et pas og en flybillet ud. Han rakte mig billetten og passet. Jeg åbnede passet. Mit billede var allerede sat i. I passet stod der at jeg var amerikaner, seksogtyve år gammel, mit navn var Alicia Roberts, og jeg havde indrejst i Belgien for fire dage siden. Dmitri tog en Glock med lyddæmper, og kastede den over til mig. Jeg greb den.
   "Sørg for at komme tilbage i live," mumlede han da vi forlod rummet.

En kold nattebrise ramte mit ansigt, da jeg endelig stod ovenpå fængselsbygningen. Jeg gik hen til den østlige kant. Jeg havde haft tjekket bygningsplanen kort forinden, så overvågningsafdelingen burde være et par meter under mig. Jeg kravlede ned til et vindue. Der var ingen at se, så jeg sparkede ruden i stykker. Der var ingen lyde i rummet, og heller intet sikkerhedskamera. Jeg gik over til en slukket computer, som stod i den fjerneste ende af rummet. Jeg tændte skærmen og satte et kort i. Computeren adlød straks mine ordre, og viste en liste over fanger og celler. Jeg gjorde også lige mig selv den tjeneste at lukke alle sikkerhedskameraer ned. Jeg tog kortet ud, og gik over til døren. Langsomt åbnede jeg den. Ingen vagter var at se, så jeg skyndte mig ned til den afdeling hvor at Zakhary skulle være. Afdelingen blev huldt lukket med en næsten gennemsigtig dør, sikkert lavet af skudsikkert glas. Jeg satte igen mit kort ind i stikkontakten i nærheden, og efter kort tid åbnede døren sig. Jeg gik igennem gangen, der var ingen vagter. Jeg gik hen til cellen hvori at Zakhary skulle være i. Jeg kikkede ind igennem glasset. Zakhary sad derinde. Jeg satte kortet i døren, som begyndte at lave lidt lyde. Zakhary vendte opmærksomheden mod døren. Døren lavede en bip lyd og åbnede så. Jeg gav ham seddelen. Hans spurgte mig om noget på russisk, og jeg svarede så. Jeg kunne høre en person nærme sig. Jeg tog min Glock op af pistolhylsteret, og sigtede hen hvor at lyden kom fra. Den tyske vagt smed sin pistol.
   "Vy govorite po-russky?" (russisk) taler du russisk? Spurgte jeg og studerede den tyske vagt. Jeg ville være sikker på at han ikke havde forstået noget af vores samtale.
   "N-ne-nein"(tysk) n-ne-nej. Stammede vagten.
   "Gut"(tysk) godt, sagde jeg. Jeg vendte mig om imod Zakhary i et kort øjeblik.
   "Poka," (russisk) farvel så længe, sagde jeg og løb ned af gangen. Vagten stirrede først på mig, men løb så efter mig. Jeg endte i rummet som jeg var kommet fra. Vagten kaldte på forstærkninger. Jeg løb hen til vinduet og hoppede ud. Vagten stirrede lamslået ud af vinduet, da at jeg landede og løb væk.

Jeg gik ind på et polsk hotel på den tyske side af grænsen.
   "Dobry wieczór." (polsk) god aften. Sagde en mand bag disken.
   "Czy sa, wolne pokje na dzisiejsza, noc?" (polsk) er der nogen ledige værelser for i nat? spurgte jeg.
   "Nie ma wolnych pokoi." (polsk) alt optaget. Svarede han beklagende. Jeg sukkede.
   "Gdzie jest toaleta?" (polsk) hvor er toilettet? Spurgte jeg så. Han pegede hen mod restauranten.
   "Serdecznie dzie" (polsk) mange tak. Jeg gik hen i mod restauranten, og så ud på toilettet. Jeg gik ind i en bås, og tog telefonen frem. Jeg tastede Dmitris nummer ind.
   "Missionen er fuldført."