Mørket var langsomt faldet på, og de tomme gader virkede rå og blodtørstige. Året var 3019, og jorden var ikke længere et belejligt sted at være. De sidste årtiers enorme forandringer havde lagt verden i kaos, og 5 verdenskrig var brudt ud. Jeg gik lydløst hen ad en smal gyde, i det fjerne genlød en sirene, og jeg satte mig automatisk på hug – lyden fadede ud, og jeg forsatte min vandring. Sidegaden ebbede langsomt ud i en lille baggård omgivet af kilometer høje bygninger. Der lugtede af mug og forrådnelse, og dynger af skrald bugnede i alle tænkelige hjørner. Jeg standsede og kiggede mig over skulderen – der var ikke andet end det ubegrænsede mørke. Jeg bankede hurtigt tre gange på en slidt container, og et smalt kighul blev åbnet. Et par røde øjne mødte mine og scannede mit udseende. Jeg vidste, jeg var blevet genkendt, men intet kunne være sikkert mere. "Kodeordet" en kold metallisk stemme gav et let ekko i den forladte baggård, "Millennium" svarede jeg så lavt, at den lige knapt kunne høre det. Mit svar blev hurtigt efterfulgt af en mekanisk lyd, og containeren gled til side.

Det hele var begyndt, da Celia og Clyde skabte den første cyborg tilbage i 2364, da de indopererede en osmotisk pumpe i en rottes DNA-kode. Rotten kunne ikke ældes og beholdt sin ungdommelig styrke og udseende, men intet varede evigt og rotten døde efter et par uger. Men det var vejen frem for genmanipulation. Man begyndte med at teste pumperne på lidt større dyr, først katte så hunde, sågar også heste var indblandet, men den største udvikling skete på vores forfædre – Aberne.
   Kristoff, stamfader til alt ondt. Han var en næsten fuldvoksen chimpanse, og den første overlevende af pumpen. Han levede 9 år, normal levetid for hans art, den eneste forskel var bare, at han ikke skiftede udseende de sidste 4 år af hans liv. Historien om Kristoff blev kendt verden over, først var folk forargede, over at man havde fundet en vej til et evigt ungt udseende, men efterhånden som metoden blev kendt af praktiserende læger, og der blev fundet måder, hvor på man kunne foretage sådanne indgreb på mennesker, blev den langsomt mere accepteret. Der gik nogle årtier, hvor udviklingen stod stille. Men pludselig mange år efter, dukkede der mennesker op, som havde fået opereret små mikro dioder ind i hjernen, hvilket gjorde, de kunne styre robotdele, som var fæstnet på deres krop. Folk som havde mistet et ben, fik nu en efterligning af deres tidligere ben, den eneste forskel var, at attrappen var lavet af metal.

Jeg gik igennem den åbning, containeren havde skjult, og efter få skridt blev jeg mødt af en tung metal dør, til venstre for den sad en bærbar indlogeret i væggen. "Godaften Nigel", jeg kiggede op mod det skjulte kamera i gangens højre hjørne og nikkede kort. Jeg tastede min personlige kode på computeren, og den udstødte et bekendt ’pling’, da min kode blev godkendt. Døren blev trukket til side, og jeg forsatte. Gangen gik stejlt nedad, og jeg mærkede den velkendte trykken i brystet. Jeg huskede tydeligt den første gang, jeg kom herned. Jeg var ikke mere end en lille pige. Lufttrykket havde skræmt mig så meget, at jeg troede, mine lunger skulle eksplodere. Jeg blev revet ud af mine tanker, da jeg stødte ind i en ældre nervøs herre. Jeg kendte ham ikke for godt, men vidste, at han stod for transport af madvarer til den østlige del af Undergrunden. Jeg nikkede som en hilsen og drejede til venstre ad den næste gang, som førte til Hoved-fløjen. Hele Undergrunden bestod af fire dele, som strakte sig over kæmpe areal - Nord-fløjen, hvor al ammunitionen og våben blev fremstillet, Syd-fløjen, hvor folk var bosat, Hospitals-fløjen, hvor de syge og til skadekommende opholdt sig og Hoved-fløjen, hvor kontrolpanelet og der lederne befandt sig. Jeg smilede lidt for mig selv og lod en hånd køre over min kronragede isse, hele dette imperium havde jeg været med til at bygge, i starten var det blot et sted, hvor de overlevende fra 4. Verdenskrig søgte tilflugt, men langsomt havde Undergrunden bredt sig, og var hurtigt blevet samlestedet for menneskets sidste håb.

"De forventes her ved daggry i morgen" hendes stemme var kold som is og skar gennem det lufttomme rum. "og denne gang er de næsten dobbelt så mange som os" hendes sidste bemærkning gav et sæt i rummets tilstedeværende. Hun slog hårdt en hånd i bordet, og jeg syntes at kunne skimte et bange glimt bag hendes hårde mørke øjne, før hun lagde låg på sine følelser "De skal ikke få lov til at vinde. Ikke denne gang!" forsatte hun med sammenbidte tænder. Jeg betragtede hende med respekt og mærkede en velkendt varm følelse i maven og tænkte tilbage på det natlige besøg, hun havde givet mig sidste uge. Hun kiggede rundt på os. En for en, vurderede hun os og begyndte hurtigt at dele ordre ud. "Smith, du tager Keith, John og Hunnam med til Syd-fløjen og evakuerer alle, der ikke kan kæmpe!" En ung muskuløs mand nikkede anerkendende og forlod lokalet efterfulgt af 3 ligeså unge mænd. "Sophia, du informerer Fuhlendorff, om at jeg skal bruge alle våben og alt ammunition!" En mørkhåret dame forlod i al hast den lille lokale. Gina forsatte i et godt stykke tid med at dele opgaver ud, indtil der kun var mig tilbage.

Stille og roligt fik de større og større indflydelse på vores hverdag. De kom i produktion, og inden længe kunne man købe robotter i det nærmeste supermarked. Først skulle de bare være en ekstra hjælp i huset, men hurtigt begyndte det at tage overhånd. De fik følelser, kunne konversere, folk betragtede dem som deres bedste ven, forældre lod trygt robotterne overtage barnepigernes funktion, også lovens lange arm gjorde brug af dem - til at vogte fængsler og patruljere. Men pludselig gik det galt. Mennesket mistede grebet på robotterne, og de startede deres eget samfund. De var os langt overlegne og udryddede hurtigt halvdelen af os. I flere århundrede var jorden et totalt kaos. Indtil Undergrunden var opstået.

Gina faldt udmattet ved siden af mig "Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre Nigel!" sukkede hun og lukkede kort øjnene "I morgen bliver dommedag!". Jeg lagde beskyttende en arm omkring hende og trak hende ind til mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, det skræmte mig, at Gina var usikker på Undergrundens skæbne. Jeg strøg hende ned langs ryggen og hviskede i hendes øre, at alting nok skulle blive okay. Hun kiggede på mig med våde øjne og puttede sig ind til mig. Jeg ved ikke hvor lang tid, vi sad sådan, men vi må have været faldet i søvn, for vi blev begge vækket da alarmerne genlød i hele Undergrunden.