Hun kiggede ud gennem glasruden, og ud på den slørede verden udenfor. Om det var regnen eller hendes egne salte tårer der gjorde at de ellers så livlige farver nu var blandet sammen til en trist grå masse var svært at afgøre og når det kom til stykket var hun ret ligeglad. Hun kørte håndryggen henover det ene øje og en stribe af tårer og mascara satte sig på den. Hun hulkede og tørrede den af i dynebetrækket. Hun rejste sig med lidt besvær fra den store dobbeltseng som hun havde siddet på i noget der føltes som timer og gik over til spejlet. Ansigtet der stirrede tilbage fra den anden side af den kolde, blanke overflade var forgrædt og forvrænget. Sorte striber løb fra øjnene der var røde og blanke af tårer og videre ned af kinderne. Det brune hår var sat i en hestehale men flere totter havde revet sig løs og hang nu livløst omkring det hjerteformede ansigt.
   Hun satte fortvivlet en hånd på den kolde flade og endnu et hulk undslap hende. Jeg ser forfærdelig ud, tænkte hun og drejede ansigtet mod ruden bag hende hvor regnen stadig silede ned som den havde gjort hele formiddagen. Jeg ser forfærdelig ud, og det er hans skyld! Hun blev pludselig ramt af en voldsom vrede og hamrede hånden ind i spejlet der klirrede faretruende. Hun var ligeglad. Hun havde lyst til at smadre noget, bare gøre et eller andet for at få smerten i endes hjerte til at forsvinde. Men hun vidste at det ikke nyttede noget og satte sig fortvivlet på sengen igen, uden at vide hvor hun skulle gøre af sig selv. Jo du ved, lød en stemme, der på en gang lød meget langt borte, og helt tæt på som om der sad en person og talte til hende lige ved siden af. "Hvad?" Hviskede hun svagt og snøftede. Du ved hvad der kan få smerten til at forsvinde, sagde den mærkelige stemme igen. Hun havde aldrig hørt den før, og alligevel lød den underligt velkendt. I det samme var det som om hele verden omkring hende forsvandt og blev erstattet af noget.. Skinnende? Skinnende og skarpt. Hun kunne nærmest mærke det. Hun forstod ikke hvad der skete, og hun kunne ikke se hvad den skinnende ting var. Da hun prøvede at koncentrere sig mere om billedet i sin bevidsthed, forsvandt det lige så hurtigt som det var kommet. Hun sad igen på sin seng, i sit værelse, i sine forældres hus et sted i en by kaldet Kolding. Hun græd ikke mere. Kun den indtørrede mascara vidnede om episoden. Hun prøvede at smile og bilde sig selv ind at det var åndssvagt at hun var begyndt at græde igen. Du må til at tage dig lidt sammen Patricia. Det er flere måneder siden. Du må se at komme videre. Men jeg vil ikke komme videre, sagde en anden del af hende. Den del der inderst inde ønskede at glemme, men som ikke kunne. Den del der var dybt ulykkelig og fik Patricia til at græde. NEJ! Jeg bliver nødt til at glemme ham, og det han har gjort. Det har han sikkert allerede. Han er et svin, og han fortjente mig ikke. Mindst af alt fortjener han mine tårer. Men jeg har vel lov til at græde over ham? Nej det har jeg gjort for længe.. Hun sukkede. Ingen af de to sider ville nogensinde vinde. Nogle dage var den ene side tæt på men næste dag fik den anden side igen overtaget hendes tanker. Hun kunne mærke tårerne presse på igen, og hun tog en stor lysegrøn pude og knugede den ind til sig. Det var uretfærdigt. Hvorfor skulle hun lide når han sikkert bare levede videre som om intet var sket? Hvorfor var det hende der følte skyld når det var ham der var den skyldige? Var det måske ikke ham der til sidst aldrig skrev? Var det ikke ham der altid skulle noget når hun prøvede at lave en efterhånden sjælden aftale? En tåre trillede ned ad hendes venstre kind og hun følte sig så dum. Hun havde troet på det når han sagde at han var for træt efter arbejde og når han i weekenderne sagde at han havde lovet at tage ud til forskellige familiemedlemmer. Hun kunne have set det hvis hun ville, men hun havde valgt at tro på ham naiv som hun var.
   Hun snøftede og rystede på hovedet for at komme af med minderne, men de havde for godt fat. Ville ikke lade hende være i fred. Hun huskede hvordan hun en aften var kørt ud til ham for at overraske ham. Hun vidste at hans forældre ikke var hjemme, men han havde sagt at han ikke kunne være sammen med hende fordi han ikke havde det så godt. Hun havde fået ondt af ham og var kørt derud alligevel. Hun var kommet ind i huset og havde hørt musik fra hans værelse. Han havde spillet deres sang. Elton John med The Way You Look Tonight og det havde gjort hende varm om hjertet at han tænkte på hende. Hun havde stille åbnet døren og.. STOP! Jeg vil ikke se det, tænkte hun og prøvede at tænke på noget andet men minderne havde ingen medlidenhed med hende. Der i sengen lå han med hendes gamle veninde Michelle. Hun erindrede hvordan hun havde stået lammet i døråbningen med den ene hånd på dørhåndtaget ude af stand til at sige andet end: "Jeg stolede på dig." Først der havde han stoppet sin leg med Michelle og lagt mærke til hende. Kom med det sædvanlige: Det er ikke som det ser ud, jeg mener ikke noget med det, det skete bare, jeg elsker dig. Det sidste fik hende til at vågne. Adrenalinen pumpede på fuld drøn og en vrede hun aldrig havde følt før gennemstrømmede hendes krop fra tåspids til hårrod. "JEG STOLEDE PÅ DIG DIT SVIN, DIN.. JEG HADER DIG, HVORDAN KUNNE DU GØRE DET MOD MIG?!" "Patricia vent.. Trisse helt ærligt.." "Kald mig det én gang til og jeg.." Men allerede der var vreden erstattet af sorg og med billedet af hendes kæreste gennem halvandet år og Michelle i tæt omfavnelse var hun styrtet ud af huset.

Hun græd igen. Mere end før. Smerten var ulidelig og hun havde lyst til at flå den ud af kroppen. Han havde aldrig prøvet at kontakte hende siden. Han er svag, og du burde ikke sidde der og vræle over ham som et lille barn, prøvede den stærke del af Patricia at sige, men den kunne ikke rigtig trænge igennem. Det kunne en anden stemme til gengæld. Du ved hvad du kan gøre. Ligesom før forsvandt værelset omkring hende og det blev erstattet af.. Patricia blev forvirret. Der var ikke andet end en mørk behagelig farve der gjorde hende helt varm, og ligesom sidst forsvandt det lige så hurtigt som det var kommet. En tåre dryppede ned på puden og efterlod en sort plet. Hun kiggede fortabt på den mens billederne stadig svømmede rundt mellem hinanden og skiftedes til at vise deres grimme minder frem for hende.
   Om hun havde siddet der i minutter eller timer vidste hun ikke, men pludselig blev det for meget. Hun tog en dyb indånding og skreg. Hun skreg og skreg sin afmagt, vrede, sorg og alle sine andre følelser ud mens tårerne atter fik frit løb. Til sidst kunne hun ikke mere og hun lagde sig udmattet ned. Men hun vidste at det ikke var nok. Følelserne lå stadig som en tung klump i maven og hun græd stadig selvom det gjorde ondt i halsen og øjnene sved. Hvor ville jeg dog ønske at jeg bare kunne glemme ham, tænkte hun. Men han blev ved med at dukke op for hendes indre. Hans slanke, muskuløse krop og halvlange brune hår der matchede han smukke grøn-brune øjne der altid havde et glad glimt. Hun havde virkelig været heldig det vidste hun. Alle havde været misundelige på hende og hun frydede sig over at han havde været hendes. Han havde god stil og han var flink overfor alle. Men det hun savnede allermest var hans kys. Det kunne få hende til at smelte og glemme alt andet omkring hende. Hun ønskede altid at det ville vare evigt. At han aldrig ville give slip på hende. Jeg vil ikke tænke på det. Men måske har jeg brug for at tænke over det? Jeg vil ikke tænke på det. Men måske er det den eneste måde du kan.. "Jeg vil ikke tænke PÅ DET!" råbte hun og blev forskrækket over styrken af sin stemme i det stille hus. Den svage del af hende tav stille. Det gør for ondt at tænke på. Du ved hvad du kan gøre. Der er ikke noget jeg kan gøre. Smerten forsvinder aldrig. Den kan forsvinde midlertidigt, sagde stemmen lokkende. Der er kun en måde det kan lade sig gøre på og.. Tanken i hendes hoved stivnede og Patricia satte sig op i et ryk med bankende hjerte. Hun satte sin hånd i den våde, sorte plet hun havde dannet på det hvide sengetæppe men hun ænsede det knapt nok. Hun huskede stemmen nu. Hvordan kunne hun nogensinde glemme den? Den havde været der.. Fået hende til.. Dengang. Hun tog sig til højre arm og kiggede ned. Hun vidste at hvis hun hev op i ærmet på sin bluse ville man kunne se nogle tynde hvide streger på hendes underarm. Hun havde gjort det et par dage efter episoden. Stemmen var dukket op i hendes hoved. Havde lokket hende selvom hun først ikke ville. Hun turde ikke. Men efter det første snit, hvor hun havde mærket hvordan smerten forlod hendes krop og lettede hendes hjerte, havde det været meget nemmere. Men efter en gang hvor hun havde skåret særlig dybt var hun blevet bange. Det ville ikke stoppe med at bløde og hun var bange for at hendes forældre skulle opdage hvad hun lavede. De skulle bare vide, tænkte hun. Men hun vidste at hun aldrig ville kunne fortælle dem det. For dem var hun deres perfekte lille pige der aldrig røg ud i problemer, havde søde, fornuftige venner og som passede sin skole perfekt. De kendte intet til den sande Patricia. Den Patricia der tit følte sig alene i en verden hvor ingen forstod hende. Den Patricia der hadede sig selv og ville ønske at hun var enhver anden. Den Patricia der nu sad på sin seng og hørte på den stemme der havde fået hende til at skære i sig selv for første gang. Du ved, det hjælper. Ikke mere. Jeg er ikke så svag som dengang. Jeg kan godt klare mig. Ih ja, det går jo godt. Du er jo kommet dig helt over ham, det kan jeg godt se, sagde stemmen sarkastisk. Jeg behøver ikke gøre det. Nej, du behøver ikke. Men du vil jo gerne ikke? Nej jeg vil ikke. Overhovedet ikke. Bare et lille snit eller to og smerten er væk. Du ved det jo godt. Du skal bare.. "STOP! Stop, vil du ikke nok?" Hun vidste ikke hvem eller hvad hun snakkede til. Hun ville bare have stemmen ud af hovedet. Måske hvis? Nej, jeg gør det ikke. Jeg vil ikke tabe igen. Men tanken om det knivskarpe stål tiltalte hende alligevel. Hun behøvede jo ikke at skære så dybt som sidste gang. Bare en enkelt gang eller to ville vel ikke gøre den store skade? Det er godt min pige. Du ved at det er det bedste. Hun blev en smule opløftet af stemmens ord.

Så let som ingenting havde hun fundet vej ud på badeværelset, hvor hun i en skuffe havde fundet æsken med sin fars barberblade. Forsigtigt som var det skrøbeligt glas havde hun båret det gennem huset og hun sad nu på sengen i skrædderstilling og studerede det. Hjertet hamrede i brystet på hende, og hun trak vejret i små, korte stød. Ærmet på højre arm havde hun atter rullet op, men videre kunne hun ikke komme. Kom nu, sagde stemmen utålmodigt. Gør det! Hun sukkede og lukkede øjnene. Bladet nærmede sig hendes arm, men stoppede et par centimeter fra målet. Jeg vil bare ikke være svag igen. Der må være en anden måde? Der er ingen, og du ved det. Hun prøvede at hente trøst hos sin stærke side, men den syntes at have forladt hende i nødens stund. Den plejede ellers altid at være fuld af gode argumenter. Den svage side lod derimod til at være kommet over på modpartens side. Måske er det bedst hvis jeg bare får det overstået, sagde den prøvende. Patricia følte det som om hun var lukket inde i et alt for lille rum, hvor luften var ved at slippe op. Hun følte at luftvejene snævrede sig sammen og hun kunne ikke tænke klart. Hun kiggede ned på bladet der blinkede forventningsfuldt til hende i skæret fra loftslampen. GØR DET! Stemmen hamrede ind i hendes hoved og fik hende til at græde højt og ukontrollabelt. Hun hikstede og gispede efter vejret og tårerne dannede nye striber på de allerede sorte kinder. "Hvorfor skal det være sådan her?" hulkede hun og knugede om barberbladet så det truede med at skære hul i hendes håndflade. Det gør så ondt, tænkte hun, og i det samme dukkede et smertefuldt billede af ham og Michelle op for hendes indre. Et jag gik igennem hele hendes krop, som om nogen havde stukket en kniv i hende, og hun følte at hun skulle kaste op. Gør det, gør det, gør det! Råbte stemmen. Hun åbnede hånden og kiggede på det lille men kraftfulde våben der lå i den. Så sendte hun en hadefuld tanke til den person hun havde elsket men som havde forrådt hende og satte bladet mod armen.
   Det kolde stål trængte uden problemer gennem hendes tynde hud og efterlod en glinsende rød streg. Hun gispede ved følelsen der på en gang var smertefuld og så vidunderligt befriende. En rystelse gik gennem hendes krop, og hun fik gåsehud på armene. Det var vidunderligt, og hun forstod ikke hvordan hun havde kunnet undvære det. Hvordan hun havde kunnet udholde smerten. Hun fandt et stykke hud et par centimeter over det første snit og skar igen. Denne gang lidt dybere. Det gjorde mere ondt denne her gang, men følelsen blev overdøvet af lettelse. Lettelse over at smerten lidt efter lidt sivede ud gennem åbningen i hendes hud. Hun følte at luftvejene blev mere frie, og hjertet pumpede roligere end før. Hun snittede igen og hun snittede en gang til. Til sidst var hendes arm glinsende rød, og hun rystede over hele kroppen. Men den ulidelige smerte i hendes hjerte var væk. Kun et stykke tid det vidste hun. Men den var væk, og det var det vigtigste. Hun lagde sig ned på siden med benene trukket op under sig. Armen lagde hun forsigtigt på den hvide dyne så blodet, ikke skulle svine den til og afsløre det hun lige havde gjort, og som hun engang havde svoret, at hun aldrig ville gøre igen. Stemmen sagde ikke mere for nu.