Jeg kan se parcelhusets vægge gødes og gro,
Når jeg kigger ind i dine øjne,
Og ser os vokse sammen som stammer,
Der kvæles i hinandens blade.
Jeg kan smage frihedens falmede frugter
På din dunede overlæbe,
Og når jeg trækker mig bort,
Kan jeg lugte saltet på dine kinder,
(hvor mine kys plejede at bo)
når årene har skudt håbet i stykker,
Og skilsmisse runger gennem tavse timer.
Jeg kan mærke rusten vokse på min finger,
Og fremtidens løkke stramme om min hals,
Så snart øl bliver til kaffe,
Og søndag morgen deles i mellem os.
Jeg kan høre børn, der knitrer i radioen,
Når dynernes skygger bliver lange,
Når ben flettes med ben
Og et kys bliver til to bliver til flere.