Du tager for givet, at jeg kommer, når du kalder. Og det gør jeg.
Du spørger pr. automatik; "Alt vel?". Og jeg svarer ja og uddyber ikke, for det vil du alligevel ikke høre.
Du ringer til mig. Men samtalen er som oftest slut før den starter.
Du har aldrig været rigtig stolt af mig. Jeg har ikke drevet det vidt nok. Ikke tjent nok. Ikke visionær nok.
Du har altid haft evnen til at puste dig op. Få mig til at føle mig som den lille.
Du vil gerne have at jeg underholder dig om mit liv. Så kan du irettesætte og påpege, at jeg ikke er noget særligt. "Sådan kan man også gøre sig bemærket" siger du.
Du synes at mine nederlag i livet. Er vand på din mølle.
Du er så tæt på mig og alligevel kilometer borte.
Du burde sige tit og ofte "Jeg elsker dig, Tak for at du er i mit liv". Men det gør du ikke.
Men jeg ved, at du ikke kan leve uden mig.